Må vinden bære [Djange]

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,400,true]

[/blockquote][/color][/size]


[/td][/tr][/table][/center]

Endnu en dag, endnu en tid, endnu en tanke; alt var som det plejede… desværre. Tanken om at se den lille sorte igen, nagede den brogede hingst, der efterhånden ikke var så unghestet at se på mere ud fra hans muskulatur og bygning. Roligt spillede musklerne under skindet, der under denne tid på året var beklædt med den tætte og isolerende vinterpels. Som perler på glas, lød hans hove næsten klirrende her på dette underlag, som vel og mærke var beklædt med et tyndt lag is. Luften var tynd for en kort stund; og stille holdte Djange let vejret, nærmest vigende for denne tynde luft. Stien han betrådte ville snart munde ud til dalen; hvor han ikke havde været de sidste par dage. Ak ja, det virkede næsten nytteløst at tage den samme vandring rundt på de forskellige steder i bjergpasset, når han alligevel aldrig støtte på hende… Han vidste vel og mærke også godt at han lige så godt kunne søge tilbage til Chibale, hvis han ønskede hendes selskab. Men skulle han følge Illanas råd, skulle han stoppe sin søgen!

En hurtig skygge, gav et lettere sæt i den brogede hingst, der lidt hurtigt stoppede op. Hurtigt blev de krystalblå øjne kastet op i vejret, mod den lyseblå og levende himmel. Men der var intet at se… Skeptisk strøg en rynke sig ind over den lyserøde mule, mens et fnys undlod. Havde det været en stor fugl? Hårdt blev alle hans muskler pludselig spændt op, mens hans ellers før ranke og stolt holdning, blev mere opmærksom og næsten paranoid som han kastede det kolde og tomme blik næsten skuende frem, tilbage, op… Næsten hurtigt stavrede hans ranke og stolte krop, standhaftigt og anspændt; klar på en hver fare, af sted; hurtigt, mod dalen, hvor denne skygge havde været svævet mod.

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,400,true]

[/blockquote][/color][/size]


[/td][/tr][/table][/center]

Næsten ivrige blev skridtende under den brogede hingst krop; før han kort efter kom til syne i dalen, blottet for enhver farer; med det karakteristiske hvide lodretholdte hoved, på den højtstillede hals. Hurtigt tabte han dog den oppustede entre, ej roligt eller lettet, nærmere rankende på den stolthed han som regel bar.

Den syrlige og ikke mindst behagelige duft havde hurtigt ramt hans følsomme lyserøde næseborer. Som en usynlig mur, han havde klasket mulen lige ind i! Dér stod hun da, et stykke væk. Små hundrede meter væk, en smule om hjørnet her fra Djanges eget udsyn. Kort løftede et ikke-eksisterende bryn sig let, af ren forundring over at se denne sjæl igen. Denne smukke, bevingede sjæl. Endnu var hendes navn ukendt for den brogede, men atter rørte det ham ikke. Tvært imod. Det gjorde hende blot mindre anmassende, mere spændende måske også?
Alt imens tankerne kort flød ind over ham, nærmest stirrede den krystalblå øjne på hende, som var hun en fremmed. Det endnu kolde og tomme blik, viste som sædvanlig intet, trods hans lige før forundring. Hun havde været denne skygge, der hurtigt havde været strøget over himmelen. Men det var noget tid siden han sidst havde truffet hende; og af en eller anden grund, var hun pludselig meget slankere. Mere attraktiv ligefrem?

”Jeg begynder at tro at De måske drages lidt af disse bjerge?”
Havde hans hæse og intense stemme spillet tonløst, før han havde trådt frem imod hende. En smule udfordrende havde han vel udformet sig, før hans hale da lidt understregende også havde slået et kort slag om hans bagpart. Det kunne vel ikke være tilfælde at hun begav sig her i bjergende? Mon hun blev ved med at vende tilbage, fordi de egentlig tiltalte hende lidt? Mere eller mindre…

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,400,true]

[/b][/center]

Saint var normalt god til at holde løgne skjult, men denne ene gang var der en svag klang i hendes lyse stemme der indikerede ændringen. Hun ignorerede dog selv denne klang, for det var skam ikke sikkert hingsten ville opfatte det. Med en let prusten mod ham mærkede hun sine vinger glide let ud fra sine sider. Hun var selv klar over at sidst hun havde mødt ham havde en let bule været om hendes mave, en bule der forhåbentlig aldrig ville vende tilbage i form af et nyt liv.
[/blockquote][/color][/size]


[/td][/tr][/table][/center]

Vinden stod mere eller mindre stille her i dalen; mens hans trin klirrede imod det hårde og isglatte underlag. Hun så ikke ud til at være synderligt forandret; og så alligevel? Det var som om der var sket noget, hendes krop virkede slankere, lettere? Hvorimod hun før havde virket en anelse mere fyldig… som, da Athene bar Saphira? Det gik vel mere eller mindre op for ham, at muligheden kunne være, at denne hoppe havde været ifolet! Men det var nu ikke sikkert… mente han. Alt imens det kolde og tomme blik forholdte sig neutralt, intetsigende; som mange så det som, så de lidt løst over hoppen, tilmed betragtende, eller nærmere undersøgende; mens det hvide kønne hoved forholdte sig lodret på den højtstillede hals.

Hans skridt blev ført frem med al præcision, mens hans øjne havde misset sig en anelse anseende sammen imod hende; da de havde fundet frem til hendes nøddebrune øjne. De øjne, som også bar en vis kulde, selv i forhold til hans egne krystalblå.

Kort undslap at fnys, i form af en næsten kæk lille humørrig handling. Som havde han udfoldet et kort lidt sarkastisk grin; trods det blev udformet af et fnys. Hendes ord gav ham altid modspil; og af en eller anden grund, startede hun altid noget i den brogede hingsts krop. Den lidt provokerende tone, der tilmed kunne være fornærmende; men så alligevel egentlig var ret så harmløs afprøvende, fra Djanges side af.

”Så ønsker jeg bevinget selskab, kan jeg tilmed måske finde Dem her.”
Havde hans hæse og intense stemme spillet yderst tonløst; før han stoppede en tre hestelængder fra den bevingede hoppe. Han rankede sig kort op, efter den lidt spillende kommentar; kommentaren der havde lagt op til modspil – som han egentlig efterhånden forventede af den endnu ukendte hoppe. Hoppen som for ham, intet navn havde.

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,400,true]

[/b][/center]

For første gang i hingstens selskab var en ægte legende tone i hendes stemme, noget der overskyggede den kulde der normalt var så domnerende i hendes toner. Saint skiftede position, lod sin krop stå skævt i forhold til hans front, og blot hendes hoved vendt mod ham. Man kunne tolke meget ud fra hoppens ord, men det kunne man ofte. Saint var ikke svær at finde hoevd eller hale i, men måske i dette selskab hun var mere til at forstå end i andres, for her fandt hun en tone der var hende tilpas.

[/blockquote][/color][/size]


[/td][/tr][/table][/center]

Hoppen virkede anspændt; mens de pragtfulde, store vinger nærmest blev klemt bestemt om hendes krop. Måske hun frøs? Dette var nu ikke den brogede hingst gæt, for hun så nærmere anspændt ud, som om noget nagede hende. Det rørte ham dog ikke yderligere, hvad hendes sager var, kom bestemt ikke ham eller nogen andre ved. Med mindre hun selv ønskede at dele det selvfølgelig. Roligt havde hans krystalblå øjne misset sig en anelse anseende sammen imod hende, da en mere oprigtige og klingende tone lød fra hendes mule. Kulden var der endnu, men ej nær s så kølig havde hendes ord lydt; mens ordene for Djange næsten kunnet have lydt beærede? Svagt lød en susende lyd, da vinden slog ind mod nogle af bjergsiderne, her i denne ellers ret så vindstille lille dal. Hun flyttede nu og da også på sig, mens hans kolde og tomme blik direkte og bevidst granskede over hendes smukke finger; denne fjerpragt.

Kort havde et mindre fnys, lydt, næsten som før; morende over hendes eget svar, en smule sarkastisk, men så alligevel ikke på nogen måde stødende. Trods hans fnys ofte var at kold lyd. Begge øre trykkede kort på sig i nakken, mens han missede øjnene let sammen, før de spærrede sig op, og et ikke-eksisterende øjenbryn halvt om halvt hævede sig, næsten udfordrende.

”Næh nej, Frøken; jeg ser skam ikke Deres selskab specielt, på baggrund dine vinger.”
Havde hans stemme hæst og intenst lydt, tonløst; næsten intetsigende – selvom ordene tydeligt afslørede at han fandt hendes selskab specielt, fordi det var hende. Kort missede han de kolde og tomme øjne en smule anseende sammen, afventende; mon hun havde forstået? Han testede hende ja, hendes spil, såvel som hendes forståelse… Det var de færreste, selv i dette land, der forstod Djange; det var hans konklusion efterhånden.

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,400,true]

[/b][/center]

Hoppens tone var nu dybt kold igen, tilbage i sit normale tonelege. Ordene var dog legesyge, som de så ofte var det i denne hingsts selskab. Hvordan han ville tolke hendes ord var dog op til ham selv, til denne hingst hun endnu ikke havde navn på. Af hvad hun vidste var han endnu en fremmed, og alligevel var han vel noget af en bekendt som tiden skred frem. Saint var dog glad for at den stemning der lå i deres selskab endnu var uforpligtende.

[/blockquote][/color][/size]


[/td][/tr][/table][/center]

Temperaturen afslørede sig på ny, da hoppen udsendte et fnys; der til dels kunne minde meget om hans egen lyd. Som gengav hun ham. Stille havde hans ene øre vippet ud til siden, i samme bevægelse som fnyset havde været udstødt fra den brune smalle mule hun bar sig for enden af den forværrede og knækkede hvide blis, der løb langs hendes ellers gyldne pels i hendes hoved. Hans øre lå nu atter i nakken, trygt og anstændigt som før, mens hans øjne havde misset sig på ny en anelse sammen over hendes fnys. Stille spærrede det kolde og tomme blik sig op, da de forplantede sig på hendes elegante trin hun gjorde sig.

Elegant og kontrolleret blev hendes ene forben løftet i en fin bue, højt, nærmest som ville hun udvis noget. Markere sig måske? Af ren reaktion trykkede den brogede hingst på begge øre, dybere i nakken; mens en ret så intetsigende rynke slog sig over den lyserøde mule. Kort løftede det ene ikke-eksisterende øjenbryn sig en smule udfordrende, anseende, vurderende tilmed; mens blikket forblev koldt og tomt fastslået på denne bevægelse. Så snart hun havde plantet hoven, havde hendes stemme lydt; mens det ene øre på ny gled ud – lyttende til hendes ord. De ord, der endnu engang blev fremført med denne genkendelige kulde hun som regel havde talt med i deres møder. Selvom han endnu fandt hendes ord yderst drillende, stikkende, provokerende; men alligevel på et meget harmløst plan, der blot lagde an til at føre et spil videre.

”Det er måske noget helt andet De finder specielt ved mig?”
Havde hans hæse og intense stemme blot lydt, atter yderst tonløst; mens han kort en smule udfordrende havde ladet halen slå sig let om den muskuløse bagpart han bar sig. Mens det ikke-eksisterende bryn atter var en smule hævet; og mulen forblev blegnet ud. Let lå ørene i nakken, mens hans anspændthed næsten faldt lidt nu, så den mere elegante og stolte del af hans holdning trådte i karakter.

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,400,true]

[/b]

Hoppens øjne var knebet en smule sammen, mens hendes stemme lød klokkerent i luften med en lettere tør tone. Hoppen skulle til at tale da en vind gled ind over hende og hoppen pludselig hævede hovedet i retning af vinden, mens hendes øjne søgte himmelen som havde hun set noget deroppe, eller følte en pludselig opvakthed. Der var dog intet usædvanligt ved himmelen at se.

[/blockquote][/color][/size]


[/td][/tr][/table][/center]

Vinden her oppe var på sin vis ret så stille, til trods for de vinde der fandt vej ind imellem bjergendes sider her i dalen, for dernæst at brase ind med al kraft. Stemningen i mellem de to sjæle var svær at bedømme; mens der alligevel vakte en vis udfordrende og uforudsigelig stemning over den brogede hingst. De krystalblå øjne udviste intet andet end kulde og tomhed, som var han en død sjæl – et blik der ikke som så udelukkede andres indtrængen, men derimod intet indhold havde. Alligevel så de megen omkring sig. Det var som om hoppens øjne mørknede sig, på sin vis. Tilmed gradvist, kort efter hans ord, der havde lagt op til næste skridt i den udfordrende lille leg, som nu og da var ret så harmløs. Ind til videre

Det var som om hun helt blokerede hans egen indtrængen til hendes sind, da hendes øjne snart var ret så mørknede og ikke lige let gennemtrængelige. Helt som om hun skjulte noget? De gråbrune øre lå atter i hans nakke, mens den lyserøde mule stille rykkede på sig da hun talte. Næsten som var han på forkant med en skeptisk rynke, uanset hvad hun så ville sige. Hendes ord blev opfanget med det ene øre anstrengt, men respektfuldt lænet ud til siden; før det fandt plads bagud igen. Hans øjne blev misset anseende sammen, mens blikket var stift plantet på hendes nøddebrune øjne, der dog virkede ret så afvisende for indtrængen, frem for ved andre møder. Hun var endnu udfordrende, som hoppede hun med på legen – mens hendes øjne gjorde det endnu mere spændende faktisk.

Han helt knejste i den meget højt stillede hals, mens et kort fnys undkom fra den lyserøde mule der atter havde svunget sig en rynke. Hans øjne forblev sammenknebne lidt endnu, alt mens fnys havde forlydt sig hårdt, koldt og tilmed ironisk – næsten som lo han over hendes kommentar, modspillende. Hun vendte dog pludselig opmærksomheden, da en vind strøg ind over dem hårdt, hvilket fik hans mule til at åbne sig på ny, bydende ind på denne afbrydelse af hans lille opstart til et spil.

”Så som?”
Hurtigt efter hendes ord havde den hæse og intense stemme lydt, tonløst; selvom ordende tydeligvis søgte at lede denne udfordring videre. Hans ene ikke-eksisterende øjenbryn hævede sig atter på ny, udfordrende, mens de kolde og tomme øjne spærrede sig let op igen. Atter udfordrende slog den mørke og fyldige hale kort et bestemt pisk omkring hans muskuløse bagpart, mens han atter forblev stolt og rank i hendes selskab.

[/center][/color][/size]

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,400,true]

[/b]

Hoppen kom ham endelig så nær, at det eneste hun skulle gøre for at berøre ham var at strække den lettere knejste hals og sin mule for at berøre ham. Dette gjorde hun dog ikke, i stedet lod hun sin klingende stemme tale for sig selv. Al kulde var ude af den, kulden var samlet i hendes blik, stemmen var nu syngende, forførende, tirrende. Hun bevægede sig videre, om mod hans side, ned langs den mens hun lod øjnene udforske hans krop. Inderligt hadede hun sig selv, og alligevel morede det hende en del.

"Tør De virkelig at vide hvad godt jeg mener om Dem?"

[/b]

Stemmen var som en kats, spindende og syngende mens hun kom om bag hans bagdel og op langs hans side, endnu ganske nær ham. De stod nu tættere på hinanden end de nogensinde havde været, kun hoppens vinger skilte dem af, de var så nær ham at de næsten strøg op langs hans side.
[/blockquote][/color][/size]


[/td][/tr][/table][/center]

Den smukke og bevingede hoppe; som han i lang tid intet navn havde på, stod atter foran ham – mens det pludselig var som om han fik pustet til gløderne. Gløderne der ville sætte ilden i gang, gløderne der ville starte showet som han et eller andet sted hungrede lidt efter. Det var som om forvandlingen i hendes øjne var åbningen til spillet, alt mens et fornøjet og tilfredsstillende følelse løb igennem hans krop, tæt under hans skind og tilhørende endnu vinterpels. Et tilmed flammende blik af endnu endeløs kulde, der understregede en så tydelig drilskhed, at det halve tilmed kunnet have været nok!

Djange kunne dog ikke andet end nyde synet af denne smukke skabning der nu med al forførende gunst begav sig målrettet imod ham. Næsten som et show kun for ham, mens hun nærmede sig yderligere. Hendes duft blev endnu tydeligere, mens hans kolde og tomme øjne blot langsomt og i takt med hendes skridt, blev misset mere og mere sammen. Anseende, mens hans hoved direkte veg, som afskyede han hendes ret så forførende og pirrelige entre. Der gik dog ikke længe, før hun kom tæt på, meget tæt endda. Hans øre blev snart presset hårdt i nakken, direkte advarende og uden tøven, mens hun tydeligt trådte over hans nærværs zone. Han helt trak en små gispende vejrtrækning ind, før han dernæst diskret holdte vejret, af modsigende holdninger fra ham selv, der rent faktisk sagde ham at han nød dette. Anstrengt blev det ene øre gledet ud på sned imod hende, da hendes stemme lød, syngende og tirrende var hvad han hørte; mens Sunrise Saint, fortsatte bag om hans bagpart.

Han helt rørte lidt på det hvide bagben, advarende, mens hans lyserøde mule efterhånden også var rynket ret så utilfredst af bar nærvær fra den endnu ret så fremmede hoppe, og så alligevel ikke? Deres forhold til hinanden var så specielt, i en ret så underlig grad. Der kunne siges mange ord om hoppen fra Djanges side, og så alligevel slet ikke. Han vidste intet om hende, og af en eller anden grund fandt han det ret så spændende ikke at vide noget om hende overhoved.
Kort havde et koldt og tonløst fnys lydt af hendes første ord, mens de mest af alt vel havde lydt protesterende og uenigt over hendes ord. Hvorfor skulle hun stoppe legen? Ikke at han overhoved havde i sinde at det var det hun var i færd med, tvært imod. Hun fortsatte bagom ham og fortsatte op langs hans side, hvor hans skind kort sitrede i takt med hendes skridt videre frem af hans side, alt imens det kolde og tomme blik atter helt skulede imod hende, mens han atter standhaftig og stolt forblev stående rankt og lige nu yderst stift! Hårdt forblev ørerne trykket i nakken, mens det ene dog fandt svagt ud til siden imod igen da hun talte.

”Hvis De tør Sunrise Saint.”
Stift og direkte mekanisk drejede hans hoved efter hendes sidste ord, så hans fine hoved tilmed kun var få åndedrags afstande mellem deres muler. Kort lod han de krystalblå missede øjne løbe ned langs hendes næseryg til hendes brune mule, før de samme vej op havnede i hendes utroligt kolde øjne, før hans hæse og intense stemme lød. Tonløst, men så alligevel ret så understregende udfordrende, helt hviskende, mens et kort skævt smil kom til syne over den lyserøde mule; men som hurtigt forsvandt igen. Så hurtigt som det var dukket op.



[OUT]

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,400,true]

[/b]

Saint var i sandhed optaget, men dette var af hendes datter. Hun fortrød allerede sinde ord, for hun vidste at dette kunne føre til et spørgsmål som hun ville skulle kæmpe sig forbi, men hun måtte bare skubbe frygten væk og holde sig i sit spil. Ganske stille lod hun sin mule fører tættere på hans, blot en simpel cm, mens hendes øjne hvilede direkte i hans, endnu med den store udfordring hængende i luften. Kort overvejede hun at tilføje til hendes ord: Ørkenen vil brænde mig til døde, hvis han ved jeg bære disse tanker. Men blot det at hun havde trangen til at tilføje ordene fik hende til at få kvalme og føle ubehag.
[/blockquote][/color][/size]


[/td][/tr][/table][/center]