I det løse sand

Selvom det var vinter skinnede solen stærkt igennem de få skyer der hang over himlen og gav en dejlig lun eftermiddag. Havet var stille, i dag fandtes næsten ingen vind, så selv havets brusen var minimal. Nede på stranden lå der ikke meget sne, det var som havet slugte det, og træk det med ud i det åbne ingen ting. Mørkets dyb. Hvem ved hvad der fandtes på havbunden her?
Den store gyldne hingst bevægede sig nær havet, stranden var et af hans yndlings steder at være. Duften af det saltede vand var en fryd for hans næsebor. Havet var fredeligt, men også farligt på en gang. Uforusigelig. Det havde sin egen vilje. Måske var det, det som denne hingst nu en gang var så vild med ved havet?
En dyb, lettere hingstet brummen lød fra den ældre hest. Han var ikke ung længere, men dog endnu helt gammel. Han var nok i sin bedste alder. Alderen generede nu ikke Eagle spor. Visdom kom med alderen, og selvom Eagle havde levet mange år nu, var der stadig mere at lære. Han havde dog lært at takle sorgen. Sorg var ikke noget han mærkede af, heller ikke efter tabet af sin mage og sit føl. Hingsten havde indset at de ej var her, og at han måtte forsætte uden dem.
De gyldenbrune øjne flakkede mod himlen. Han ville forsøge at vende sig til sit nye hjem. Han måtte finde sig tilpas her. Ensomheden var stor lige nu, ej havde han mødt nogen i sin lange søgen han havde brugt her. Et vrinsk lod han slippe fra sin strube i søgen på om her var andre.