Meadow [Fuego]

Landet lå stadig nydt og urørt for Dunes hove, og alligevel var det eneste hoppen kunne i øjeblikket surmule. Hendes lille engleansigt var forvrænget i en ganske uvant grimasse, for hun var skuffet, ganske dybt og det bragte frustration til hendes lille krop, der havde så svært ved at holde på følelser.
Det var ikke andet end hoppens 3. dag i landet, og alligevel var hun allerede blevet træt af stedet, grunden var dog ikke at det ikke faldt i hendes smag eller at hun fandt hestene i landet frastødende; nej, Dune havde ganske simpelt blot sin første omgang hjemve. Aldrig i sit liv havde hoppen forladt sin floks trygge rammer, og nu var hun pludselig på helt egen hånd, og det var det værste scenarie hun kunne forestille sig. Hoppen gik nu bare og sendte utilfredse blikke rundt på omgivelserne, utilfreds med at alt hun så var noget nyt. Hun havde sådan håbed på, at hele hendes eventyr i dette land havde været en drøm, men hun var nu blevet klar over at en drøm ikke kunne indbefatte at hun sov to gange.

Den lyse hoppe stoppede op og lod sine blå øjne glide rundt på omgivelserne. Hun stod på eng, hvilket var det eneste positive hun endnu havde oplevet. I det mindste kunne hun her føle sig lidt mere sikker, for så kunne hun se alle farer der kunne krydse hendes vej.

[/blockquote][/blockquote]

Der er efterhånden gået et par måneder, siden jeg kom til det her land. Dengang jeg ankom, var her ingen sne, dog begyndte der kort tid efter, at komme et lille snefnug i ny og næ. Men kigger man rundt nu, i hele landet, på alle øer, udover Zenobia, ja, så er landet dækket af et tykt lag sne, som får landet til at se endnu mere fortryllende ud, end det gjorde da jeg kom. For da jeg kom, var alle træerne bare nøgne og brune, uden nogen som helst form for farver. Nej, så fortrækker jeg nu hellere vinterens kulde, selvom den kan være hård til tider. Mine lange og elegante ben, bærer mig endnu engang henover engen, på øen Enophis, hvor jeg efterhånden har været en del gange efterhånden, hver gang med nyt selskab.

De varme og milde øjne søger henover terrænet, inden jeg der i det fjerne, opdager en hvid skikkelse, der dog ikke går helt i et med sneen, men det er dog tæt på. Umiddelbart kunne det godt være mine øjne der spiller mig et puds, men da vinden så vender, og den fremmedes duft bliver båret hen i mine næsebor, er jeg ikke i tvivl om, at det er en sjæl, og ikke en bunke sne. I en lidt hård bevægelse, svirper jeg med den lyse hale bag mig, inden jeg så standser helt op. I en let bevægelse hæver jeg hovedet lidt op, ikke i en dominerende holdning, overhovedet, men lidt autoritært og søgende. Jeg er jo opdraget som leder, og var det os i mit hjem. Men hele tiden er der et mildt og varmt blik i de sorte øjne, for selvom jeg er autoritær opdraget, så er jeg bestemt lige så venlig og imødekommende, for det hører jo også til den del at være leder. Et brum forlader nu min brune krop, og det er henvendt til hende, imødekommende og venligt.

Vinteren var smuk dette sted, det måtte Dune indrømme trods sin bitterhed. Alt var hvidt og rent at se på, som afspejlede naturen hende selv. Kulden var dog bidende, selv med hendes tætte vinterpels på mærkede hun af og til en let skælven gennem hendes krop så hun måtte støtte sig yderligere ind til sit træ, i håb om at kulden ikke ville kunne nå hende på den måde. Hun skuttede sig bare let, i håb om at tingene snart ville blive bedre, at sommeren snart ville komme og forvandle alt til grønne farver og friske dufte.

En bevægelse fangede hoppens opmærksomhed. Udtrykket i hendes øjne der før havde været lettere irriteret blev nu en smule forskræmt, for hvad nu hvis en glubsk ulv havde spottet hende ved træet. Men sammenknebne øjne betragtede hun den prik der formede sig i den hvide sne, en prik der stille voksede sig større indtil det tog form af e firbenet skabning. Dunes tænder var bidt sammen i en skæv grimasse, indtil hun genkendte formerne og med glæde indså at det var en hest der bevægede sig mod hende. Dune åndede lettet ud. At hesten der nærmede sig hende kunne have dårlige intentioner kunne Duen ikke engang tænke på, for i hendes øjne var alle heste gode væsner, siden hun aldrig havde oplevet andet. Med sine kun 3 år havde den hvide hoppe skam meget at lære, og desværre måtte hun nok lære det på den hårde måde når den tid kom.
Som hingstens udtryk blev tydeligere smilede Dune let. Var der noget hoppen elskede så var det selskab, det at kunne være i trygheden af andres selskab, sådan følte hun sig bedst tilpas. Så da hingsten brummede til hende hørte hun sig selv komme med en brummen. Lyden var langt lysere end hans, og afslørede hvorledes hendes stemme også var ufatteligt lys. Spørgende gled hendes hoved på skrå, for han skulle skam bare komme op på hendes lille bakke hvis han ville.

[/blockquote][/blockquote]

Min rødbrune og store krop, forbliver stående hvor jeg nu engang er. Ikke fordi jeg ikke vil gå hen til hende, for det vil jeg med glæde. Men det er bare ikke alle, der er lige begejstrede for nyt selskab, som kommer uanmeldt. Og derfor bliver jeg også stående, ganske stille, uden at flytte ret meget på mig, mens jeg venter på en eller anden reaktion. Da hun så ser ud til at have fået øje på mig, og dernæst besvarer min brummende tone, virrer jeg ganske let med hovedet. Ikke voldsomt eller hidsigt, men mere bare for at få gang i den lettere stive nakke, grundet kulden.

De brune øre vippes frem imod den hvide hoppe. Hun er den første hvide hoppe jeg har set her, og jeg må sige, at hun er noget af en skønheds åbenbaring i mine øjne. Men det har mange andre nu også været. Den sorte Ava, med de blå øjne, var også ganske speciel at betragte. Jeg virker nok mere simpel i mine farver, med den brune farve, og den hvide stjerne i panden. Dog har jeg også den hvide plet midt på låret, på min venstre side, og det har jeg alligevel ikke set andre have, i dette land. Ikke endnu. Bevæger mig fremad med ganske rolige skridt, dog er de energiske og fremadrettede, for jeg har jo et mål nu; noget jeg skal hen til. Og så er mine skridt altså sommetider hurtige. Desuden er jeg ret så langbenet grundet min race, og derfor tager det mig ikke lang tid, at nå tættere på hende, mens mine øre er helt fremme, imødekommende, og venligt. De mørke og dybe øjne betragter hende mildt og varmt, men stadig med det autoritære glimt, der som regel plejer at udvise et stor ro og evnen til at være opmærksom på mere end en ting. Netop derfor, var jeg en god leder. For jeg tog kampene der skulle til. Jeg tog de indledende snakke. Jeg tog mig af dem, der følte sig alene. Jeg ledte min flok fra sted til sted. Jeg tog mig af farer. Men mest af alt var jeg opmærksom på alle og alt, både på hvert individ men også farer. Men en enkelt gang, lykkedes det mig ikke.. Da jeg er tæt nok på, standser jeg galant op, med rank ryg, og de dybe og milde øjne hvilende imod hende, inden jeg knejser dybt ned i nakken, og skubber det ene ben fremad, således at jeg bukker dybt for hende. Ikke en underkastelse, overhovedet, slet ikke i nærheden af det. Men jeg holder meget af hopper, og i mine øjne er de nok den største gave der kunne blevet givet til livet. Og her står der jo et pragt eksemplar.

,,My Lady.”

Siger jeg så med den dybe og maskuline tone, der er autoritær og venlig, samt imødekommende, inden jeg derefter retter mig op igen, og betragter hende ganske roligt, uden at stirre eller forvente noget. For alle er jo forskellige; så hvordan hun mon reagerer på min tiltale og bukken?

Den spinkle hvide hoppe var tvunget til at trippe på stedet da en vind strøg ind mod hendes hoved der fik væde til at komme op i hendes blå øjne så hun måtte misse med dem. Med vinden kom hingstens duft mod hende, og hun udvidede opmærksomt sine næsebor for at opfange den. Den fremmede hingst duftede krydret, en helt ny duft, der dog alligevel virkede meget karakteristisk maskulin. Den passede godt til hans udseende, der på mange måder fik Dune til at tænke på en af hendes følgesvende fra hendes hjemland. Han virkede lige så behagelig at kigge på, lige så venlig af udstråling og alligevel med det maskuline der fik ham til at virke som en beskytter. Naive Dune følte sig allerede godt tilpas bare ved at kigge på hingsten. Han ville blive godt selskab!

Med en kontrolleret dristighed log hoppen øjnene glide op i hans mørke, men måtte dog hurtigt se sin modige gerning ugjort og sænke sine blå øjne igen. Den lyse hoppe havde altid haft en svaghed for mørke øjne, og dette trods hun næsten lige havde fyldt de 3 år der gjorde hende til en hoppe. Dune havde dog i sine unge år haft mange oplevelser med kærlighedens små finurligheder, i sandhed ikke sand kærlighed, men ungdommens flirten og bejlen havde hun haft sin del af, nok pga. hendes udseende og feminine opførsel. I denne ungdom med mange unghingstes opmærksomhed havde hun hurtigt fundet ud af at det var de mørke øjne der havde magten over hende. En svag blussen nåede hendes kinder, og hun mærkede et genert smil krydse hendes mule. Hjertet bankede en anelse hurtigere, som det så ofte gjorde, for i sandhed var hendes hjerte som en lille opstemt fugl. Hun fik dog hurtigt øjnene op igen, trods den blussen der blev ved med at farve hendes kinder.

"Den herre."

Dune nejede let, og var taknemmelig for at hende og hendes veninder fra hjemegnen havde øvet disse buk for sjov, for hun havde aldrig haft brug for dem i praksis. Ej heller var denne fine og høflige talen hun var blevet mødt med i dette land noget hun kendte megen til, men hun havde heldigvis impulser nok til at efterligne det så godt hun kunne. Hendes lyse, feminine stemme lød klokkeren mens hun betragtede hingstens rette holdning. Selv var Dune ikke meget tænkende over hvordan hun viste sin krop frem, hun havde en naturlig elegance og hendes krop var sat lettere højt så hun virkede rank. Men med sin højde kunne det at rette sig op dog heller ikke betyde det store, hun ville ikke kunne virke normal i størrelse i selskab med dem hun havde mødt indtil videre alligevel.

[/blockquote][/blockquote]

Den finde hvide hoppe, der går så godt i et med sneen, begynder at gå en mere grålig nuance, efterhånden som jeg nærmer mig hende mere og mere. Men forblændende smuk, det er hun i sandhed! Hun er yderst feminin at kigge på, med sine spinkel og slange linjer, der dog alligevel er mere kurvede end en hingst er. Og det er jo netop også derfor disse feminine skabninger, skaber så stor en interesse i mit sind; for de er jo noget af det smukkeste man kan beskue, det synes jeg i hvert fald. Jeg har altid haft en svaghed overfor de fine bevægelser som de ejer, og den søde duft, men især en hoppe som hende jeg nu nærmer mig, fordi hun ejer de blå øjne. Blå øjne har jeg ikke særlig tit set, og den eneste med blå øjne i min flok, var hende der blev min mage. Så det er derfor klart, at jeg allerede nu finder denne gråhvide hopper yderst smuk og fascinerende.

Hendes rødmen kan jeg se, da jeg når helt ned til hende, og et får mit skæve smil til at blive en smule større, netop fordi det er en ting, der er så kært hos mange unge hopper; og at dømme ud fra hendes udseende, så virker hun ganske ung, måske omkring de 3-4 år, hvilket i mine øjne er ungt. Men det er jo ikke sikkert, at den unge gråhvide hoppe, ejer et ungt og umodent sind, bare fordi hendes alder stempler hende som ung. Da jeg har hilst, og bukket, kommer der en fin nejende bevægelse fra hende, og hendes klokkeklare og lyse stemme kommer også frem, en stemme der tilegner hende rigtig godt, i mit hoved.

,,My lady, mit navn er Fuego. Må jeg spørge hvad dit navn er?”

Den maskuline, varme, venlige og alligevel autoritære stemme kommer igen frem, mens jeg lader de mørke øjne søge direkte imod hendes blå, da jeg altid holder meget af øjenkontakt med dem, som jeg står og snakker med. Det giver mig en større fornemmelse af, hvem de i virkeligheden er. Min krop forbliver rank og maskulin, men dog er mit hoved røget en tak ned, mens jeg står og snakker til hende.

Først havde hoppen været så forblændet af de mørke øjne at hun ikke helt havde formået at opfatte resten af hingstens udseende. Det var som om alt omkring de øjne hun havde skævet op i havde været smeltet væk. Med list lod hun øjnene hæve igen og sørgede for ikke at kigge direkte i hingstens øjne, så hun ville kunne ligge mærke til hvad ellers han havde at byde på. Det mindede hende af en grund om dengang hendes moder havde fortalte hende man ikke måtte kigge direkte ind i solen da hun var lille, og som det altid skete når et lille føl fik afvide det ikke måtte noget var det det man gjorde, så Dune havde kigget ind i solen og var blevet blændet så sorte pletter havde danset for hendes nethinde i flere timer efter. Nu stod hun igen og prøvede at se væk fra det hun helst ville se på, og det eneste hun formåede at se var en brun farve, ganske speciel og på en måde ganske varm og så mødte hendes øjne hingstens man der stod op fra hans hals som et føls. Kort lagde hun hovede på skrå, undrende, for hvorledes var det muligt? Igen blev hun dog forlegen og sænkede blikket med ny rødmen i sine kinder.

Fuego. Navnet passede til ejeren på en noget fordrejet måde. Men det var nu også sjældent at Dune mente anderledes. Igen sagde han 'My Lady' og hun måtte indrømme det lød mærkværdigt i hendes ører. Normalt havde hun været van til uhøflig tale, ikke fordi folk havde været uhøflige, men der havde ikke været brug for fornem tale, alle havde kendt alle. Nu hvor hun endelig stod i samtale med en anden ville hun dog ønske at hende og hendes flok havde øvet formel tale noget mere, så havde hun formået at reagere korrekt på hingstens ord. Nu vidste hun ærligt talt ikke hvorledes hun burde eller ikke burde gøre. Af denne grund rømmede hoppen sig en smule inden hun turde tale, for at prøve at finde et utalt svar på hvorledes han ønskede hun skulle tale.

"Dune.. Mit navn er Dune."

Hoppens ungdommelige stemme rungede usikkert mod hingsten. Usikkert hævede hun blikket mod ham, og blev straks fanget af de mørke øjne. Det var som holdt han hendes øjne fast med en usynlig hånd, som var hun tvunget til at se på ham. Kort hvilede en svag panik i hendes blå øjne, inden de dog blot lyste af en blanding af varme og hoppens følelse af pinlighed. Øjenkontakt var hun god til når hun kendte folk, men når hun så ind i øjnene af denne hingst mærkede hun sig selv miste pusten, for hun kunne ikke få luft ned i lungerne mens hun så ind i hans smukke mørke øjne.

[/blockquote][/blockquote]

Den hvide hoppe, med det grålige skær, ser så fin og uskyldig ud, som hun står der blandt de mange hvide krystaller, som dækker hele Andromeda. Hun går ikke i ét med det, men dog er det tæt på. Langt fra, ville hun nok være svær at se, og jeg ville nok ikke have opdaget hende, hvis vinden ikke bar hendes duft til mine næsebor. Og det er jo positivt, at vinden så i dag er med mig, for ellers havde jeg ikke opdaget den finde, hvidgrå skabning; og det ville være en skam. Selv er jeg bare brunlig, fuks om man vil, en farve som mange i min flok bar, men dog var nogle også sorte, hvide, grå, brogede og plettede. Ja, vi var en stor samling af forskellige farver og kombinationer, og netop derfor var alle velkomne i min flok. Ingen var for specielle eller mærkværdige. Det der ofte skilte mig, og min søn ud fra de andre, er at min man er en del kortere end mange andres. Den er dog ikke så kort som et føls, men dog heller ikke lang. Det vil den blive med tiden igen, det er jeg sikker på, men jeg har ofte været gnaskeklud, så at sige, for de legende og drillende føl; og det gjorde jeg af egen fri vilje. Så den bliver lang, med tiden.. Tror jeg da.

Hendes stemme bryder igen stilheden, efter jeg har fremsagt min hilsen. Dune. Et navn, jeg ikke er stødt på før, end ikke i min egen flok. Men navnet passer perfekt til den hvidlige hoppe; enkelt og fint, smukt og nemt at huske. Hun er fin at se på, enkel men smuk, og hun vil ikke være svær for mig at huske.

,,Dune, det er mig en ære og fornøjelse, at møde dig. My lady Dune, vil du give mig den fornøjelse, at gå en tur med mig, denne aften?”

Spørger jeg så med den galante, autoritære men venlige og milde tone, mens de mørke og varme øjne hviler imod hendes finde blå øjne, der er fængende for mig, fordi det er så sjældent at andre har dem. Kun få havde dem der hvor jeg kommer fra; og dem var alle også betaget af. Det er tydeligt for mig, at hun er usikker, både da hun fremsiger sin hilsen, men også hendes øjne lyser af usikkerhed og samtidig pinlighed. Over hvad, det ved jeg dog ikke. Men jeg vil gøre mit bedste for, at hun ikke skal være usikker i mit selskab; for det er der skam ingen grund til. Jeg er jo som så mange andre, og derfor er der ingen grund til at føle hverken pinlighed eller usikkerhed i mit ukomplicerede selskab.

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,400,true]

[/i]. Et smil kom igen hen over hendes grå mule, varmt og glædeligt til den brune hingst, mens hun prøvede at undgå at se for direkte ind i hans smeltende, brune øjne. Hun skulle ikke lade dem tvinge sit blik ned for ofte. Lige efter denne tanke mødte hun dog hans blik og måtte endnu slå blikket ned mens hun hørte på ham tale. Men selv om hendes øjne veg fra hans ansigt var resten af hendes opmærksomhed rettet fuldt mod han, specielt hendes ører der spidsede sig frem mod hans stemme.

"Ja!"

[/b]

Hoppens øjne gled op i hans igen, ivrigt mens et stort smil voksede frem på hendes mule. Øjnene skinnede af glæde og af den følelse af at være beæret der skyllede gennem hendes krop. Ville han virkelig dele en måneskinsvandring med hende?
Dunes smil falmede, hendes øjne søgte ned mod hans mule, inden hun hurtigt kiggede ned mod den redende jord, endnu engang med blussen i kinderne. Hun havde været for ivrig! Nu måtte han da tro hun var skør. Specielt når han talte så høfligt, så velformuleret, og så lød hun blot som en plag! Dune forbandede sin alder, ikke fordi hun forbandede at være ung, men fordi hun ikke ønskede at være ung i ældres selskab. Hun ville ikke havde de blot betragtede hende som hvad hun var, en lille uskyldig hoppe. Hoppen sukkede kort, frustreret og rømmede sin krop, mens hun samlede alt modet i sin krop. Hendes stemme løs ganske vidst stille, men Dune var stolt af sig selv mens hun formåede at se ham ind i øjnene og sige:

"Det ville være mig en ære."

[/b]
[/blockquote][/color][/size]

[/td][/tr][/table][/center]