Back to old Habits [Seth]

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,400,true]

[/blockquote][/color][/size]


[/td][/tr][/table][/center]

You only hate the route when you’re missing home. Det er ikke mange timer af dagen, jeg har brugt på andet end at stå ved vandkanten, som var jeg lænket til det gyldne sand. Som lille brugte jeg mange aftener ved kanten af det brusende hav, hvor jeg blev stående, indtil solen forsvandt i horisonten. Akkurat på samme måde står jeg nu; jeg står lige der, hvor bølgerne lige præcis ikke kan nå op og fugte mine hove. Jeg har stadigvæk ikke accepteret, at jeg er endt her, når jeg stadigvæk ikke har fundet vejen hjem igen. En vej, der synes at være fuldstændig utilgængelig, når jeg ikke en gang er klar over, hvordan jeg er endt her. Jeg kan komme med gisninger om, hvorfor jeg er endt her, men ikke hvordan.

Kulden har sat sig i mine ben, og jeg er klar over, at det nok er ved at være på tide at bruge tiden på noget mere fornuftigt end at stå og være nostalgisk. Ikke at det ligner mig at være sådan, men det sker, i nogle perioder oftere end andre. Langsomt rykkes mine ører bagud, inden jeg slår blikket væk fra havet og vender ryggen til bølgernes brusen. Min spinkle krop med den kulsorte farve og de lange, slanke ben bevæger sig fremad med lange, taktfaste skridt gennem sandet. Det ville være synd at sige, at jeg ikke forstår at bruge min krop korrekt, for galant ser det ud.

Efter at have vandret i et stykke tid i mine egne tanker uden at skænke omverdenen en tanke, slår jeg ganske kort mit blik op, og selvom jeg skal til at flytte det bort igen, stopper jeg mig selv, for jeg får øje på noget, der er meget usædvanligt. Ikke at det kommer bag på mig, at ting som det kan forekomme her, men det er absolut ikke noget, man ser hver dag. Oppe på en bakketop står en spinkel, lys hoppe, men det er nu ikke det, der er det usædvanlige. Nej, det er de vinger, der sidder på hende. Vinger. I en glidende bevægelse stopper jeg op og betragter synet. Mit kropssprog afslører ikke mine tanker, men havde jeg ikke interesseret mig, var jeg jo blot gået videre.

[/size][/color]

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,400,true]

[/blockquote][/color][/size]


[/td][/tr][/table][/center]

Der, hvor jeg kommer fra, er sandet sparsomt. Jovist ligger det ved kysterne, og jeg er skam langt fra ubekendt med det. Men det har absolut aldrig været mit favoritterræn. Ikke at det direkte kan ses på mig; min spinkle krop med de lange, slanke ben forstår at bevæge sig med en gribende elegance. Det er min farve, der afslører, at jeg ikke er skabt til ørkenvandring. Om natten, måske. Men ikke om dagen, der er min sorte farve alt for afslørende, og her er der ingen gemmesteder, hvis man ikke kan gå i et med sine omgivelser. Mine store, mørke øjne hviler endnu på den gyldne hoppe med vingerne foldet pænt sammen langs hendes sider. Et usædvanligt syn, der burde høre drømmene til.

Hvordan hun har fået de vinger og hvorfor, det har svagt vækket min nysgerrighed. Nu er det ikke sådan, at jeg plejer at lade mig gribe af nysgerrigheden og lade den tage over, men det sker da, at jeg er tilbøjelig nok til at se nærmere på det, jeg har fundet. Mine ører er vippet ud mod hver deres side. Markant lader jeg min sorte hale slå omkring min bagpart en enkel gang, inden jeg vipper ørerne om mod min nakke og bevæger mig fremad mod den lyse, bevingede hoppe. Der hviler et roligt, men reserveret kropssprog over mig, og selvom jeg ikke er bange for at vise hende, at jeg har set noget, jeg ikke er vant til, så lyser det absolut heller ikke ud af mig.

Da jeg efterhånden er nået dertil, hvor jeg synes, at jeg er kommet tæt nok på, hvilket for mange er en lidt stor afstand, stopper jeg op. Der er omkring to hestelængder imellem os, og umiddelbart er det heller ikke en passende længde, hvis det er en samtale, der ønskes - det ville jo virke dumt at stå og småråbe til hinanden. Efter at have betragtet hende for en stund, vælger jeg derfor at træde få skridt fremad, inden jeg stopper op igen. Langsomt hæver jeg mit hoved et stykke og lader min nakke forme sig i en galant bue, inden jeg giver et kort nik fra mig som hilsen.

[/size][/color]

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,400,true]

[/blockquote][/color][/size]


[/td][/tr][/table][/center]

Det er ikke svært at fornemme, når den, man står overfor, ikke ønsker at stå alt for tæt - især ikke, når det er noget, jeg selv kender til. I det her tilfælde er det dog hende, der er mest sippet. Og selvom hun spænder op i sine muskler kort efter at have løsnet op i dem, så rykker jeg ikke bort fra hende igen. Det kan hun selv få lov til, hvis hun mener, at det er så slemt. Roligt lader jeg mine store, mørke øjne hvile på hende, og jeg bemærker godt, at hun har rettet sit blik en anelse indgående mod mit, men det får hun nok ikke ret meget ud af. Man siger, at øjnene er sjælens port, og den port er fuldstændig lukket. Mit blik er altid levende, men også ærligt og hemmelighedsfuldt på samme tidspunkt.

,,Goddag.”

Eftersom hun ikke rigtigt reagerer på min uverbale hilsen, så må jeg jo prøve med ord i stedet. Jeg lader for en kort stund mit blik hvile på hendes vinger, inden jeg igen lader mit blik søge mod hendes. Hele mit kropssprog er meget roligt og fattet, og mens jeg betragter hende, hviler der noget nærmest overvejende over mig. En anelse udfordrende, velsagtens. Derefter træder jeg et skridt mere fremad mod hende. Ikke fordi det behager mig, tværtimod. Jeg er bare interesseret i hendes reaktion, og hun kan nok være ret sikker på, at jeg ikke har tænkt mig at blive stående, hvis ikke hun rykker væk.

[/size][/color]

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,400,true]

[/b][/center]

Hoppens stemme var lys, klingende og fuld af samme femininitet som hendes krop udstrålede. Kun tonen i Saints stemme fortalte hun ikke var som stemmen kunne give hint om. Tonen var flad og kold som hendes blik, men noget undrende havde denne gang sneget sig ind i måden hun formede det ene ord på.

Tænderne blev bidt sammen og musklerne stemt på ny inden hun slog med hovedet. Hingsten trådte hende nærmere, og hun følte straks han begyndte at bevæge sig ind i hendes personlige rum. Det blev en lille smule sværere at trække vejret, som klemte nogen ganske let om hendes lunger så de ikke havde mulighed for at udvide sig så meget som hun havde brug for. Saint havde trådt væk hvis det ikke var for en ting, det at hans bevægelse var en udfordring, og hun fornemmede i hele sin krop hun burde lade denne udfordring ligge, men sådan havde Saint aldrig kunne. Det var en af de eneste ting hun ikke kunne modstå, og hun ikke ville lade sig selv tabe. Derfor blev hun stående, og hendes ben var nu som neglet til jorden, selv om hun mærkede udbehaget vokse i sit korpus. Hendes blik hvilede stadig koldt i hans.
[/blockquote][/color][/size]


[/td][/tr][/table][/center]

Det er ikke sådan, at jeg kan kalde mig for en af de bedste til at analysere andre. Det har aldrig rigtigt interesseret mig. Alligevel kan jeg ikke rigtigt undgå at udvikle mine færdigheder i disciplinen, for efter alle de forskellige personligheder, jeg har mødt gennem tiden, er der da nogle ting, man erfarer. Ting, man genkender. Så da hendes stemme lyder, præcis som man ville forestille sig den, kan jeg ikke undgå at bemærke en særlig tone i den, som står i stærk kontrast til resten af det billede, hendes feminine stemme ellers prøver at skabe. En lidt flad og kold tone, der fortæller mig, at det ikke er stemmen, jeg skal danne mig et indtryk af hende ud fra.

Om jeg havde forventet, at hun ville træde væk, det er jeg egentligt ikke helt klar over, men det er i hvert fald ikke en positiv overraskelse, at hun vælger at blive stående og tage min udfordring op. Svagt kan man ane, at det heller ikke er med hendes gode vilje, at hun har valgt at blive stående, men alligevel har hun gjort det - præcis ligesom jeg valgte at træde tættere, også selvom det ikke er noget, resten af min krop er særlig begejstret for. Det er, som om en ubehagelig trykken har lagt sig omkring min spinkle, sorte krop. Noget, der skal holde mig fra at komme tættere på.

Men det er ikke det, jeg vælger. I stedet for at bakke bort igen, samler jeg mig sammen igen, inden jeg bevæger mig et par korte skridt tættere på. Et tegn på udfordring ses stadigvæk tydeligt i mit kropssprog, men på grund af de korte skridt antydes det også, at det her heller ikke er noget, jeg er særlig begejstret for, for jeg føler tydeligt, hvordan hele min krop kæmper mod den trykkende fornemmelse, som hvis noget tungt hvilede omkring mig og truede med at krølle min krop fuldstændigt sammen.

[/size][/color]