Strangers [Armageddon]

Den hvide hoppe, Dune, var endelig ved at indfinde sig ved tanken om at hun aldrig mere skulle være i de trygge omgivelser af hendes flok. Det havde over de seneste dage som var de eneste hun havde brugt i landet ført først til angst, dernæst sorg og nu accept. Dune havde grædt flere aftner, og vidste at i aften ville hun sikkert også fælde en tåre, men i dagslyset så alt bedre ud.
I sin nye accept havde hoppen formået, at finde tryghed i sine omgivelser, for her på øen havde hun fundet en stor eng hvor hun havde syn ud over hele landskabet. På sin bakketop stod et enligt træ, dog et stærkt et, og dette træs tilstedeværelse gjorde hende bedre tilpas. Oftest stod hun med sin hvide krop lænet op af den tykke stamme, mens hun spejdede ud over den store eng, nogle gange i frygt for at der ville komme monstre efter hende, eller i forundring over at hun var et sådant sted.

På trods af at landet lå åbent ville den lyse, følelsesladede Dune ikke udforske mere. Hun havde befundet sig i landet i flere dage nu, og pga. hendes stærke følelser siden sin ankomst huskede hun ikke helt hvor megen tid der var gået siden hun kom. Men nu hvor hun havde fundet trygheden ved sit træ og den åbne eng ønskede hun på ingen måde at bevæge sig videre, nu var det eneste hun manglede trygheden i andre hestes selskab, for hun føle sig ufatteligt alene!

[/blockquote][/blockquote]

Vinteren har lagt sig om et tungt tæppe over landet med dens hvide sne og kolde temperaturer. Vandet fryser til, og det er lidt af en udfordring at finde noget, der er spiseligt. Og for sådan en som mig gør det alting en hel del mere kompliceret. Min tilstedeværelse i landet har i mange måneder været meget svingende, og sidst, jeg husker, at jeg har været her i længere tid ad gangen, var ved mit sidste møde med den gyldne, Illana. Jeg husker perioden inden, hvor alting begyndte at gå bedre, og at jeg derfor valgte at vende tilbage hertil. Ikke hjem, for jeg ser det ikke som mit hjem, men nærmere som et sted, jeg er blevet tvunget til at opholde mig i, og jeg er absolut ikke meget for at skulle kalde det for mit hjem, når jeg ikke selv har valgt at være her. Men efter min tilbagevenden er det hele blevet, som det var før. Jeg er uden tvivl trådt et skridt tilbage igen.

Jorden er dækket af sne, og det gør det umuligt for mig at se, hvad der ligger nedenunder. Desuden forvirrer det mig, fordi det får alting til at se anderledes ud. Jeg har, når jeg har bevæget mig rundt, erfaret, at jeg absolut ikke kan huske, hvor søerne ligger her på øen, og de erfaringer har absolut ikke tilføjet noget positivt til min udvikling mod det bedre. I stedet har det taget lysten fra mig; jeg bevæger mig ikke så gerne. I hvert fald ikke før jeg føler, at jeg bliver nødt til det. Min slanke krop med den mørke, men varme brune farve er pakket godt og grundigt sammen. Mine muskler er spændt op, og min ryg er krummet sammen, som var der vægge omkring mig, der gav mig meget lidt plads at stå på. Min nakke er knejset op, men aldeles ikke på nogen stolt måde. Konstant vipper mine ører omkring mig for at opfange den mindste lyd, da jeg helst ikke vil blive overrasket af noget eller nogen. Langsomt vandrer mit blik rundt, og da det når til en lille bakketop, fornemmer jeg en hvid skikkelse. Opmærksomt lader jeg mit blik blive mod den hvide skikkelse.

[/size][/color]

Hoppen skævede op mod det enlige træ hendes krop hvilede mod. Når hun så op gennem de nøgne grene der nede fra var brune kunne hun skimte den hvide kant af sneen der hvilede deroppe. Det var brun og hvis mod den blå himmel, og der var noget ganske ensomt ved måden farverne lå så skarpt mod hinanden. Dune følte sig selv blive mere og mere fascineret af mønstrene i grenene og den måde de lavede felter af blå imellem dem.
Hoppen måtte dog sænke sit hoved efter nogen tid, for hendes nakke begyndte at blive stiv. Opmærksomt lod hun sit blå blik danse hen over landskabet, hun var altid så opmærksom på om noget truende var i nærheden.

En brun prik stod tydeligt ud i det hvide. Hoppens hoved gled på sned mens hun betragtede denne underlige form der dannede sig mod den fine, hvide sne. Som med grenene var der noget ganske ensomt over denne skikkelse i det fjerne, fordi farverne stod så tydeligt ud i resten af naturen. Selv passede hun ind, som var hun skabt til at vandre i skovens landskab. Hendes skind var dog en smule anderledes, specielt nu hvor hun havde lænet sin ene side mod træstammen så den havde fået brunlige pletter hist og her. Generelt havde hun dog nemt ved at blende ind i omgivelserne, hvilket var stort til hendes fordel når hun ville gemme sig fra de fjender hun ikke havde.
Mens hun endnu betragtede det hun konstaterede måtte være en hest mærkede hun nysgerrigheden hive i sit væsen, indtil hun ikke kunne holde et spørgende, varmt vrinsk tilbage.

[/blockquote][/blockquote]

Kunne jeg være rolig, så tror jeg, at det hele ville være langt lettere. Eller hvad? Så ville jeg jo ikke være mig, og det tror jeg heller ikke ville være særlig nemt. Men jeg var jo i forbedring. Det var jo begyndt at blive lettere at være mig. Men af en eller anden grund er det gået fuldstændigt i sig selv igen, og alt er, som det var før. Om det er godt eller dårligt, det ved jeg ikke rigtigt, hvordan jeg skal afgøre. Jeg ved jo ikke, om det ville være bedre for mig, at jeg lærte at slappe af. Ville jeg kunne finde ud af det? En anelse frustreret giver jeg et meget lavt, hvislende fnys fra mig, hvilket giver mig en lille, svag forskrækkelse, der resulterer i, at jeg rykker mit hoved en anelse op, og det gør ikke tingene bedre - langsomt krummes min ryg yderligere sammen.

Jeg har stadigvæk mit blik rettet mod den hvide skikkelse, der kort efter giver lyd fra sig. Et spørgende, varmt vrinsk, som jeg straks memorerer. Det er en rar lyd, der får mig til at spidse mit ene øre en anelse. I lang tid lader jeg hoppens vrinsk hænge lidt i luften, mens jeg betragter hendes hvide skikkelse så godt som jeg nu kan. For det første er der en pæn afstand mellem os, og for det andet går hendes hvide farve svagt i et med den hvide sne omkring hende. Måske misunder jeg hende en anelse for det. Det ville da være praktisk, hvis jeg kunne gå i et med mine omgivelser, som man ikke ville lægge mærke til mig. Eller hvad? Tænk, hvis de andre ikke kunne se mig, måske ville de komme til at gå ind i mig? Efter en god tids overvejen vælger jeg at besvare hende med en meget kort lyd, der kun lige burde være hørbar for hende.

[/size][/color]

Hans krop stod ud som en mørk plet mod det lyse. Som noget forstyrrende i den rene hvide verden. Alligevel fandt Dune det hun så fascinerende og måske endda en smule smukt, som hun så ofte så på tingene. Alt var i den unge hoppes øjne noget godt, for hun havde endnu ikke havde grund til at se dårligt på noget, endnu havde ingen negative oplevelser mødt hende på hendes vej. Tvivl ramte dog hendes spinkle krop da hingsten ikke svarede hende med det samme. Hun var ikke van til tilbageholdte sjæle, og hun begyndte usikkert at rømme på sig. Burde hun mon vrinske igen? Ville han da høre hende ordentligt og komme mod hende med glæde i sine øjne?

En lyd mødte hende øjne, og Dune måtte spidse ører mod den fremmede ude i det hvide landskab for at være sikker på at den lyd der var kommet havde oprindet fra ham. Glæde strømmede gennem hendes krop og overskyggede usikkerheden. At denne svage lyd kunne være et tegn på at han enlig ikke ønskede hendes selskab overvejede Dune slet ikke, i stedet satte hun sin lille krop i bevægelse for at mindske afstanden til ham. Hendes blå øjne lyste af glæde mens hun arbejdede på højtryk for ikke at falde. Det var ikke fordi Dune var dårlig til at færdes i sne, men generelt kunne hun hurtigt blive klodset, og af denne grund måtte hun sænke blikket ned til hendes grå hove for at sikre sig de ikke gled.

[/size]

En anelse uroligt lader jeg mine ører vippe omkring. Først om mod min nakke, så ud mod hver deres side, og så endelig fremad, da den lille, hvide hoppe nu har valgt at begive sig imod mig. Noget, jeg ikke rigtigt ved, om jeg er glad for, eller om det bare kommer til at gøre det hele værre. Jeg har jo ikke nogen advarselstegn på mig, ligesom en bi har sine gule og hvide striber, men i mit selskab handler det om at træde meget lidt forkert, for jeg er ærlig talt som en tikkende bombe. En fejl, og så går det hele til grunde for mig. Sådan har det omtrent været hele mit liv, og efter min tilbagegang, så tvivler jeg på, at det nogensinde skulle komme til at blive bedre.

Da hun nærmer sig, lader jeg min mule spidses en anelse, inden jeg meget, meget forsigtigt hæver mit hoved en anelse i vejret, men helst ikke for meget, for så er det meget svært at stå med krummet ryg, som jeg har for vane. Det er en lille forsigtig indikation om, at hun nok ikke skal komme for tæt på, og at hun nok gør klogt i at færdes forsigtigt omkring mig. Men jeg ved godt, at det ofte kan være svært for andre at læse de signaler, eftersom de er svære at gøre særligt tydelige. Der er absolut intet på mig, der indikerer afslappethed, fordi det nok er det sidste, jeg er. Det betyder dog langt fra, at jeg ikke er interesseret i hendes selskab og hellere ville være fri - tværtimod. Jeg er bare bange for, at det hele kommer til at gå skævt.

[/size][/color]

Ørerne var spidset frem mens hun dansede mod den fremmede. Alt ved den hvide Dune udviste hendes ungdom. Hoppen med de strålende, nysgerrige øjne var nok noget af det 'tommeste' på erfaring man kunne finde. Den spinkle skabning forstod sig ikke specielt på andre heste, for hun havde aldrig kendt til andre end de som havde befundet sig i hendes flok. Hun troede kun på det gode, på det rene, og på sin vis kunne man vel sige at Dunes syn på verden var lyserødt.

Vippende ører og krummet ryg, Dune forstod selvfølgelig ingen af disse tegn, så da hoppens øjne gled over hingstens krop i en flygtig bevægelse sagde det hende ikke meget. Hun satte dog stille farten ned, for hun var endnu lettere skræmt af alle disse en uvante situationer. Stadig stoppede hun dog op i en afstand en varsom hest ikke havde, med kun få meter til den fremmede hingst. Hendes smil var stadig stort og muntert og hele hendes kropssprog lyste af naiv glæde over dette tilfældige møde guderne havde skænket hende. Dette var indtil hoppen så hingsten i øjnene og lagde mærke til den mørke farve om hans øjne. En rødlig farve glødede snart i hendes kinder og hun måtte lade sine øjne møde jorden, mens hendes karakteristiske tøsede grin lød fra hende, dog meget stille. Altid havde Dune haft en svaghed for mørke øjne, brune såvel som helt dybt sorte. At kigge ind i sådan øjne kunne hurtigt gøre det lille væsen svimmel. Hun kæmpede dog med sig selv og fik hurtigt holdt hende latter tilbage, og latteren blev afløst af en svag pivende lyd i hendes ører som kom af den skam der stille skyllede ind over hende. Hun krympede let sin krop inden hun tittede op gennem sine øjenvipper for at se hvorledes hingsten havde reageret.

[/blockquote][/blockquote]

Til dels forårsaget af min temmelig vanskelige væremåde er jeg gennem mit egentligt ikke så lange liv blevet utrolig god til at lægge mærke til alle de små detaljer og deres betydning, og eftersom det nærmest skinner ud af den spinkle, hvide hoppe, er det på ingen måde svært at danne sig et indtryk af, at det her er en meget ung hoppe med et sind, der helt klart er præget af hendes alder. Dette foruroliger mig absolut, for hvad hvis nu, hun kommer til at overtræde mine grænser, uden rigtigt at kunne gøre for det? Jeg bliver meget sjældent sur, og jeg ville aldrig kunne tillade mig selv at blive vred over den hvide hoppes handlinger, hvis hun simpelthen ikke ved bedre.

Min krop er i forvejen samlet godt sammen og ryggen er krummet rimelig meget, men i det mindste vælger hun at sætte farten ned, eftersom hun nærmer sig. Dog føler jeg mig slet ikke tilpas med den for korte afstand, der til slut er mellem os. Jeg har meget svært ved at foretage mig et valg, for selvom jeg virkelig gerne vil rykke bagud, så føles det alligevel som et tryggere valg at blive stående, for tænk nu, hvis der skulle ske noget, når jeg rykkede bagud? Normalt plejer de sjæle, jeg er i selskab med, at opfatte mit ubehag rimelig hurtigt, men jeg kan ikke rigtigt forudsige, om det er noget, den hvide hoppe vil bemærke.

Noget fanger dog en smule af min opmærksomhed, for da hun kortvarigt lader sit blik møde mit, slår hun det bort igen og giver et tøset grin fra sig. Noget, jeg ikke helt ved, hvordan jeg skal håndtere, fordi det ikke rigtigt er noget, jeg er vant til. Det virker, som om hun er en anelse flov over det, og det er et temmelig forsigtigt blik, hun vælger at kaste mod mig efter et lille stykke tid. Kort efter vender tanken om, hvor kort afstanden mellem os er, og jeg er godt klar over, at jeg har to valg. Enten kan jeg rykke bagud, eller også må jeg beskæftige mit sind med noget andet. Og lige nu har jeg det egentligt bedst med at vælge nummer to.

,,Goddag.”

Min stemme er nok ikke helt, som man regner med, hvis man tager mit temmelig forskræmte kropssprog i betragtning, for det er absolut ikke det, min stemme udtrykker. Nej, den er præget af en helt særlig rolighed og harmoni, meget melodisk. Maskulin, ja, men ikke dyb og ru.

[/size][/color]

Hingsten var ældre, det kunne Dune skam godt se, men hun havde aldrig tænkt at alder kunne være en hindring for selskab, og i det hele taget for al slags omgang. Gennem sit liv havde Dune været den lille yndling, både når det galt de unge og de ældre. Det hele bundede nok ud i at hun altid var blevet bildt ind, at hun var på lige fod med alle andre, så at hingsten var ældre end hende forhindrede det ikke hendes kinder i at blusse, og hendes øjne at se noget smukt og indbydende, trods hun nok ikke burde. Dune var vel endnu på det niveau hvor kærlighed var noget eksperimentielt, og i det hele taget det at bryde sig om ting. Det naive i Dune var netop dette, for hun troede inderligt hun brød sig om alt og alle, og at ingen hindringer skulle møde hende, for selvfølgelig ville ingen give hende hindringer. Alle var gode inderst inde!

Hoppen turde endnu se op i de mørke øjne, og hun mærkede hvorledes hendes hjerte hamrede hurtigere. Hun skulle lige til at sænke blikket, men da talte han. Smilet på hendes læber bredte sig til hendes øjne således at de blå øjne næsten funklede. Dune følte sig underligt nok stolt af at høre hans stemme, stolt af at hun derfor ikke havde ladet sin kejtethed drive afsted med sig. For en gangs skyld var det hende der talte sidst, hende der ikke var overilet, trods denne hingst heller ikke virkede til at være det. Hendes hals snørrede sig en smule sammen, så hun prøvede indædt at fugte den så hun kunne tale alligevel blev hendes stemme en smule hæs i sine lyse toner.

"Goddag"

Mens hun talte flakkede hendes blik hele tiden frem og tilbage fra jorden og op til hans mørke øjne. Endnu engang blussede hendes kinder til en rødlig tone, mens hun prøvede at samle sig selv sammen, men hendes hals snørrede sig endnu sammen, så hun kunne ikke tale, selv om hun havde en overilet følelse til at præsentere sig selv. I stedet måtte hun blot rømme sig en lille smule, mens hun prøvede ikke at kigge for længe i hans svimlende øjne.

[/size]

Det er en meget atypisk situation for mig, som jeg ikke rigtigt ved, hvordan jeg skal håndtere. Det er ikke fordi, jeg ikke har oplevet, at andre sjæle kan være nysgerrige omkring mig, men jeg har aldrig oplevet, at jeg får dem til at opføre sig, som den hvide hoppe gør. Det er på ingen måde irriterende, ej heller upassende, jeg ved blot ganske enkelt ikke, hvad jeg skal stille op med det. Jeg vil for alt i verden ikke skuffe hende eller være skyld i, at hun får en dårlig oplevelse. Og med de ønsker er det naturligvis et alt for stort arbejde, jeg pålægger mig selv, men jeg kan ikke rigtigt se, at det ville være retfærdigt at gøre meget andet.

Den hvide hoppe svarer mig med samme ord, som jeg gav hende. En stor urolighed hviler i mine store, mørke øjne, og selvom jeg gerne ville prøve at slappe lidt mere af, så synes det ikke rigtigt at være en mulighed for mig. Tværtimod, så gør hele situationen mig blot yderligere nervøs, og jeg frygter, at jeg på et tidspunkt når det punkt, hvor det hele brister. Forsigtigt mimrer jeg lidt med læberne, mens jeg konstant holder blikket mod hende. Jeg er klar over, at der er en taktik, jeg må gå efter; hold mig selv beskæftiget.

,,Hvad kan jeg kalde Dem?”

Det er meget uvant for mig at skulle være den, der fører ordet, og jeg bryder mig egentligt ikke ret meget om det. Jeg ville til hver en tid foretrække, at det var hende, der ville tale først, men måske er det en meget god udfordring for mig, at det denne gang er modsat.

[/size][/color]