Dancing through the Sand [Volontaire]

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,400,true]

[/blockquote][/color][/size]


[/td][/tr][/table][/center]

For tredje gang, i den tid jeg har været i landet Andromeda, har jeg valgt at placerer mine fødder på Zenobia. Ikke fordi jeg holder af sand, og den golde ørken, men fordi jeg bare trænger til en lille smule adspredelse fra vinter, sne og kulde. Og der kan man jo så sige, at den varme der er i Zenobia, netop er en ret stor kontrast til det ellers kolde vejr, i resten af Andromeda. Mine mørke hove fører mig igennem sandet, med præciserende skridt. Jeg er ikke den fødte sand vandre, men min krop er beregnet til det meste, og jeg er nok det man kalder allround. Jeg foretrækker ikke noget landskab frem for et andet. For der hvor jeg kommer fra, er der både ørken, bjerge, sletter, enge og skove.

De mørke og lige nu, tomme øjne, viger henover det golde område, hvor ikke mange heste har bevæget sig rundt. Men dog husker jeg, at det var her jeg fandt Illana dengang, efter mange måneders søgen. Og også her fandt jeg den anden gyldne hoppe, som jeg ikke kender navnet på endnu. Men nå ja. Hende ser jeg vel en dag igen. Mine sorte øre forbliver bagud, i en neutral holdning, mens nakken er knejst op, og samtidig er min krop ranket op. Jeg ligner bestemt en hingst, med den holdning jeg har, og kroppen er heller ikke just spinkel. De gråsorte øre rykker sig kort, og det ene vippes til siden, imod lyden af hovslag, som nærmer sig. I en resolut bevægelse, stopper jeg op, samlet med benene og kroppen, mens jeg drejer hovedet sidelæns. Og der kommer en gylden skabning dansende. Hun ligner bestemt den gyldne hoppe jeg før har set her, men denne gang, med noget på siderne, som kunne minde om fuglenes vinger. Mine øjne misses mistroisk sammen, mens jeg betragter hende. For sådan et syn, har jeg alligevel aldrig set. Nok havde Illana en lyskugle om sin hals, men ikke vinger. Jeg står blot og kigger imod hende, inden jeg slår et forben hårdt frem og ned i jorden, inden et højlydt brum vrænger sig frem fra mig, mørkt og hæst, imod den fremmede, men ligeså meget henvendt til mig selv; for hvad er det dog for en skabning?

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,400,true]

[/blockquote][/color][/size]


[/td][/tr][/table][/center]

Den gyldne skabning nærmer sig mere og mere, men dog er afstanden stadig meget stor imellem os. Der er flere meter imellem os, hvilket for mig er meget fint og tilfredsstillende. Hun virker ikke til at have fået øje på mig, lige med det samme, i stedet ligner hun en der er fordybet i sine egne tanker, hvilket både kan være godt og skidt; for os begge. For hvis hun ikke opdager mig, så kommer hun for tæt på, hvilket hurtigt kan få en dårlig virkning på mig, og sikkert også hende.

Men mine tanker om at hun måske ikke opdager mig, bliver gjort til ’skamme’, for i det næste slår hun nu sine vinger en smule ud, og standser så op i en stor afstand til mig, hvilket jeg kun er ganske glad for. Hun virker dog i første omgang ikke til at kunne genkende mig, hvilket jeg ikke helt ved hvad jeg skal mene om. Nok talte vi ikke særlig meget, men mit udseende og min duft burde hun kunne genkende. Lidt efter lidt, ser det dog ud til, at hun på en eller anden måde kan genkende mig, hvilket jeg så samtidig heller ikke ved hvad jeg skal mene om. Jeg er ikke nem at tilfredsstille, det ved jeg skam godt. De sorte øre forholde sig neutralt bagud, mens jeg med knejst nakke, står med ansigtet vendt en smule imod hende, mens kroppen fortsat står lidt skråt i hendes retning. Jeg ved ikke rigtig, om ord bliver sagt mellem os, men jeg ved samtidig heller ikke om vi overhovedet kommer til at være i hinandens selskab, eller om hun smutter, eller om jeg gør. Faktisk, så ved jeg ikke hvad jeg skal mene om det her, for hun ser meget anderledes ud, end andre jeg har set. Hun har jo vinger! Kort smider jeg med min hale bag mig, inden jeg så lader et dybt brum forlade min strube, rungende og hæst, i hendes retning. Så må vi så se, hvad den gyldne bevingede hoppe gør.

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,400,true]

[/blockquote][/color][/size]


[/td][/tr][/table][/center]

Jeg lagde skam godt mærke til den glæde og det håb, der lå i den gyldne hoppes ansigt, da hun bemærkede lyde fra mig. Men den glæde og det håb, forsvandt dog med det samme da hun så mig. Så jeg er godt klar over, at hun på en eller anden måde, må have en eller anden i dette land, som hun havde håbet på at se, eller høre igen. Men dette er dog aldeles ikke noget jeg blander mig i. For hvis nogen spurgte mig, om jeg havde nogen jeg håbede på at se, ville min reaktion nok ikke være voldsomt god; for jeg håber hele tiden at møde nogen. Ikke bare nogen, men Hende, os selvom det ikke er længe siden sidst, jeg så hende. Men jeg ønsker bare at se Hende igen, hele tiden.

Hendes fine hoved glider lidt på sned, mens hun kigger en smule skeptisk imod mig, vil jeg mene. Men hun vender dog fronten til mig, mens stilheden stadig ligger sig henover os, som et tungt tæppe af usagte meninger. Jeg har absolut intet imod stilhed, og jeg kan leve i det længe. Jeg har levet i det, i over et år, alene, og nok nærmere mere end det. Det har da også givet mig nogle særheder og særprægetheder; men de er nu stadig bare en del af den jeg er. Og det kan jeg ikke flygte fra; heller ikke selvom det måske er det jeg vil. Kort glider mine sorte øjne imod hende, og en kulde rammer mig; den selv samme kulde som jeg afgiver imod hende; og det er nok netop der, hun minder mig en smule om mig selv. Ord er endnu ikke blevet givet, og kun i korte sekunder er mine øjne i hendes, inden de forlader hende, og jeg nu vender fronten helt til hendes. Stadig uden at sige noget, mens ørene endnu forbliver neutralt bagud. Mine sorte øjne glider skeptisk og betragtende imod hendes ene vinge, fordi det virkelig undre mig, hvordan pokker hun har fået dem? Eller er det bare mig, der ser noget, som slet ikke er der?

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,400,true]

[/b]

Et sæt løb gennem hoppens krop og gav hende kuldegysninger hele vejen ned langs ryggraden. At det overraskede hende at hun havde talt højt sås dog kun ganske lidt i hendes brune øjne. Hun fnøs let og mærkede sin krop stilne, og endnu spænde i alle muskler. Hendes stemme havde været kold, men rungede så lys og feminin at hun ikke andet end kunne undre sig over den. I hendes hoved lød stemmen langt fra så syngende, den var hæs og raspende, en pint stemme, her var stemmen lige så ren som en ung hoppes. Saint lagde hovedet på skrå, nu ville det være spændende hvorledes han reagerede?
[/blockquote][/color][/size]


[/td][/tr][/table][/center]

Den bevingede, lyse og feminine hoppe, står nu bare der, med blikket vendt i min retning, men alligevel med en smule skuffelse at skimte. Jeg ved ikke hvem hun søgte, men det var hvert fald ikke mig; hvilket jeg dog heller ikke havde regnet med. Det er sjældent, at nogen søger mig. Egentlig har jeg aldrig oplevet i dette land, at nogen direkte har søgt mig, hvert fald ikke for det gode. Sidst en søgte mig, for noget godt, var i mit gamle land. Med min.. gamle mage. Men det er fortid nu. En skepsis har lagt sig over hende, de sammenknebne øjne. Hvorfor, det ved jeg ikke. Men jeg har nu heller ikke tænkt mig at forsøge at finde ud af det, for det kommer der sikkert intet positivt ud af, hverken for hende eller jeg. De grå øre forbliver vippet neutralt bagud, og samtidig også en smule skeptisk. For det er da ikke normalt, at have sådan nogle.. ting, på siden. Vinger, tilhører ikke heste. De tilhører fugle. Pludselig kommer hendes stemme frem i en hilsen, og på trods af at det nok kommer en smule bag på mig, så ser det nærmest ud som om, at det egentlig kommer mere bag på hende. Og inderst inde, kan jeg ikke lade være med at morer mig en lille smule over det.

,,Goddag, bevingede hoppe.”

Svarer jeg hende med den hæse og ru tone, der indikerer en voksen hingst, og ikke en plag. Men grunden til den er så hæs, er dog også fordi jeg igennem et års tid ikke snakkede. Aldrig nogensinde. Så derfor kan den være blevet en smule rusten. Dog er det ikke så slemt, som da jeg først ankom til Andromeda. Hendes krop spændes op, som om hun fortryder sine ord, men det kan jeg nu ikke tage mig af, for jeg tvang dem trods alt ikke ud af hende. Min krop forbliver samlet, med nakken knejst op, og bringen let skudt frem, mens ørene endnu forbliver neutralt bagud. Jeg har ikke grund til andet; endnu.

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,400,true]

[/blockquote][/color][/size]


[/td][/tr][/table][/center]

Denne tråd er hermed afsluttet.
Jeg har i en længere periode være inaktiv, og dermed ikke fået svaret i en del tråde. For at jeg kan finde hoved og hale i tingene, vælger jeg derfor at afslutte mange af mine tråde. En ny kan selvfølgelig startes, hvis lysten er der