Er foråret mon på vej? (Armageddon)

Uden egentligt helt at være klar over, hvor denne unge hoppe egentligt befandt sig, dansede hun lystigt af sted, let på tå og med yndefulde bevægelser. Hvis hun bare have fået en smule mere styr på det, skulle hun mene at dette var øen Enophis, den største af øerne i Andromeda. Den gyldenbrune hoppe knejste let i nakken, mens det nysgerrige blik udforskede landskabet og skoven omkring hende. Cadeau, som denne hoppe var navngivet, var netop ankommet til landet her. Faktisk var dette blot hendes anden dag. Men det bekymrede hende bestemt ikke at alting stadig var så fremmed og nyt, hun nød hvordan nysgerrigheden boblede i hende hvor end hun så hen. Langsomt stoppede hun op og lod sin mørkebrune mule strejfe et af de gamle træers bark, den føltes ru og hård mod hendes silkebløde mule. Dernæst lod hun sit opmærksomme blik glide endnu engang rundt i skoven omkring hende. Hun følte sig altid tryggere blandt træerne, som om disse holdte tæt om hende og beskyttede hende. Derfor følte hun sig også modig nok til at vrinske. Et klart og blidt vrinsk fyldte for en stund atmosfæren omkring hende, inden de mandelformede ører straks drejede et par gange rundt, for at opfange nogle mulige svar til hendes vrinsk. Hoppen stod spændt og stille, mens et begejstret udtryk fyldte hendes store, mørke øjne.

Det er vel lidt forskelligt, hvor jeg bedst bryder mig om at befinde mig, og det afhænger helt klart af mit humør. Jeg føler mig altid meget udsat, når jeg er på engen, fordi der er så åbent, men jeg føler mig heller ikke sikker på skoven, fordi der er så mange gemmesteder. Både for mig, men også for alle skyggerne. Der er fuld af dem her, og jeg kan egentligt ikke rigtigt holde det ud. Var det ikke fordi, at jeg havde fundet den her lille lysning, hvor jeg nu står, så tror jeg slet ikke, det ville have gået. I dag er godt nok ikke en af mine værste - og dog. Der skal jo egentligt ikke ret meget til, før det går galt.

Min spinkle, brune kop med den varme, dybe chokoladebrune farve står som naglet til den frosne skovbund. Mit hoved er hævet op i en anspændt stilling, og begge mine ører er lagt om mod min nakke. Men da et klart og blidt vrinsk når mine ører, vipper jeg ganske forsigtigt det ene øre fremad, inden jeg lige så forsigtigt krummer min ryg en anelse op. Samtidig med, at jeg er nysgerrig, er jeg også utrolig skeptisk. Hvem er det? Jeg kender ikke vrinsket. Efter at jeg for en stund har overvejet, om jeg virkelig har lyst til at give min placering til kende for en, jeg ikke ved, hvem er, giver jeg dog et lavt, melodisk vrinsk fra mig.

[/size][/color]

Mens det nysgerrige blik gled søgende rundt bag stammerne, begyndte stilheden at nage i hoppens ører. Som om den blev mere og mere tryggende, jo flere øjeblikke der passerede uden et svar. Det var bestemt ikke fordi hun var typen, der ikke kunne leve uden selskab, faktisk holdte hun af ensomme aftener, hvor det blot var hende og naturen. Men netop i dette øjeblik ønskede hun sig så inderligt selskab, måske fordi det hele var nyt, måske fordi en overvældende følelse af ensomhed og ukendthed skyllede ind over hende. Hun var alene i dette nye univers, med kun få bekendtskaber på hånden. Omgivet af mørket, gik der en svag sitren gennem hendes krop, som hun prøvede at få disse tanker under kontrol. Ligeså meget som de fyldte hende med mørke, lige så stærkt kæmpede hun imod med sin glæde og sit lyse sind. Og da et vrinsk, så blødt og melodisk lød, forsvandt det som dug for solen.
Cadeaus mule brød op i et taknemmeligt smil, da hun søgte rundt i mørket for at lokalisere dette vrinsk. Hun brummede sagte, hvorpå hun satte frem i en yndefuld skridt. Hendes slanke ben bar hende med lethed af sted henover Enophis skovbund og selvom vinteren stadig havde et let tag i landet, følte hoppen alligevel hvordan skoven summede af forår. Hun kunne mærke hvordan skovbunden gav let efter, under hendes hove, hvordan frosten så småt havde forladt overfladen af jorden. Snart ville landskabet være dækket af blomster, grønne grene og fuglesang. Et billede der fik hoppen til at give en veltilpas og varm brummen fra sig.
I det samme træerne ophørte omkring hende, åbnede hun atter øjnene og fandt sig selv i kanten af en lille lysning. Da hendes nysgerrige blik søgte rundt i mørket, fandt hun den hingst der før havde svaret hendes vrinsk. Hoppen rettede opmærksomt de mandelfarvede ører frem mod ham og lagde hovedet diskret og betragtende en anelse på sned. ”Godaften.” Hendes stemme var ganske lys der i mørket, så blød og uskyldig. Hoppen brummede en anelse, som hun trådte et par skridt nærmere hingsten således afstanden nu var mere passende.

Jeg er helt sikker på, at jeg ikke er den i landet, der bedst kender alle øerne ud og ind. Naturligvis bevæger jeg mig da rundt, men jeg står også utrolig meget stille, og derfor får jeg måske ikke set så meget, men det bare er sådan, det er lettest for mig. Og dog. Nogle gange er det bedre, at jeg bevæger mig rundt, fordi det får mig på nogle lidt andre tanker end dem, der hænger over mig, når jeg bare står stille, men til gengæld er det utrolig svært at få skubbet mig selv i gang med at gå - det er ikke noget, jeg gør helt frivilligt. Men selvom jeg ikke har et stort kendskab til alle stederne i landet, så ved jeg utrolig meget om få steder. Der skal ikke være nogen tvivl om, at de steder, hvor jeg står stille længere tid af gangen, bliver analyseret og betragtet ned til mindste detalje. Og jeg memorerer det hele. Hvert en lille vanddråbe på bladene, hvis farver nuancerer mellem 1000 forskellige af slagsen. Hvert et græsstrås placering på jorden.

Vrinsket stammer uden tvivl fra en hoppe, og at dømme ud fra lydniveauet på vrinsket, er hun ikke meget langt væk, og snart efter dukker hun frem mellem træerne. En mandelfarvet, yndig hoppe. En anelse nervøst spidser jeg min mule og lader mine ører glide ud mod hver deres side; forsigtigt, i tilfælde af, at jeg skulle blive forskrækket over mine egne ører. Det kan vi jo ikke have. Hun hilser mig, og selvom jeg gerne vil svare tilbage, træder hun kort efter nogle skridt nærmere, hvilket gradvist får min slanke krop til at spænde op og krumme mig sammen, og det står skrevet overalt på min krop, at jeg bønfalder hende om at lade være med at komme tættere end det, hun er nu. Jeg bryder mig ikke om, at jeg skal være så skeptisk, men jeg er på ingen måde tryg ved situationen. Først efter lidt tid lader jeg min ryg rette sig en lille smule ud, inden jeg giver et meget lavt prust fra mig, hvorefter jeg åbner munden for at lade min stemme lyde. En stemme, der er meget melodisk, harmonisk og rolig, trods hele mit kropssprog tyder på, at den burde være nøjagtig det modsatte.

,,Godaften.”

[/size][/color]

Det var først da hoppen havde trådt de få skridt tættere på den mørkebrune hingst, at hun opfattede hans ubehag ved situationen. Med respekt bakkede hun et par skridt tilbage og øgede dernæst afstanden igen, der var ingen spørgsmål eller undren fra hendes side. Kun et venligt smil og et nysgerrigt udtryk prydede hendes mule, som så hun på ham præcis som hun så på alle andre. Denne hingst han virkede skræmt, skeptisk og usikker, men det var ikke det der som sådan fyldte hoppens øjne. Det var tværtimod hans kønne ydre, hans dybe mørkebrune pelsfarve og den kraftige sorte man og hale. Han var atletisk bygget, ej ligeså fuldblodspræget som hende, med men slanke linjer. Hans udseende klædte ham, trods han måske forværrede det med sin krumme ryg og nervøse holdning. Cadeau kommenterede ej dette, men forblev blot stille mens hendes blik søgte over mod ham. Hendes milde, venlige smil forlod ikke mulen som hun ventede på hans svar og da det kom, lød hans stemme endnu engang. Så melodisk og blød. Det virkede absurd, at denne stemme kom fra en hingst, der i den grad virkede til at have ubehag. Men trods denne enorme modsætning, gav det ham alligevel en vis charme. I hvert fald var Cadeau hverken skræmt eller forundret over hans attitude. Ligesom hendes sind var lyst som morgensolen, kunne hans være præget af usikkerhed. Sådan var det vel bare med nogen heste? Hver og en havde deres egne passende beskrivelser og det var vel det der gjorde dem unikke. ”Mit navn er Cadeau. Hvem har jeg æren af at møde?” Hoppens lyse stemme passede i den grad til hendes udseende, den bar præg af hendes unge alder, hendes åbenhjertede sind og varme følelser.

Jeg er klar over, at det tit kræver meget tålmodighed at være i mit selskab. Det handler om at tage meget små skridt hele tiden, og alt skal ske med stor forsigtighed, for ellers kan mit hoved ganske enkelt ikke kapere det. Det er ikke alle, der kan acceptere det, og så er det absolut ikke nemt for mig at skulle omgå dem. Den mandelfarvede hoppe virker dog til at være i stand til at acceptere mine lidt særlige behov, for efter at have trådt nærmere, opdager hun, at jeg ikke er tryg ved det, og så træder hun bort fra mig igen. Min spinkle krop med de slanke linjer, der dog stadigvæk antyder, at jeg er en hingst, er stadigvæk krummet sammen, og det er først efter et stykke tid, at jeg tvinger mig selv til at rette kroppen lidt ud, da det naturligvis også gør ondt på mig at skulle stå sådan. Forsigtigt lader jeg mit blik hvile på hende, ganske observerende. Hun er mere fuldblodspræget end jeg selv. Efter en stund lader hun sin stemme lyde i form af en præsentation.

At hun antager fra start af, at det er en ære at møde mig, det ved jeg ikke rigtigt, hvordan jeg skal forholde mig til. Jeg er utrolig beskeden, og det har jeg altid været, så det hænger ikke rigtigt sammen i mit hoved. Cadeau. Det er hendes navn. Hun fremsiger sine ord med en lys stemme, der klæder hendes unge udseende vældig godt, og når man har smag for detaljerne, som jeg har, er det ikke svært at se, at hun ejer et åbenhjertet sind. I et stykke tid lader jeg blot mit blik vandre observerende rundt på hende. Ikke på en sulten måde, sådan er jeg absolut ikke. Til sidst åbner jeg munden for at give hende en kort præsentation, da det naturligvis ville være det høfligste.

,,Jeg håber i hvert fald ikke, at jeg skulle give Dem det modsatte indtryk. Mit navn er Armageddon.”

[/size][/color]

Hoppens mørke blik hvilede med ro på den mørkebrune hingst. Det glædede hende at se, hvordan han langsomt tillod sig selv at slappe mere af. Som han krummede sin ryg ud og tillod sig selv en mere afslappet holdning, trådte hans kønne ydre blot endnu mere frem. Hun søgte for en stund hans øjne, der gemte sig bag den sorte lange pandelok. Hun bemærkede godt, at hans blik studerede hendes krop. Men vidste ligeledes at det var en ting man gjorde, også hun yndede at studere de heste hun mødte på sin vej og ligeledes havde hun jo netop betragtet denne hest, så ubehageligt var det ikke. Hvordan Cadeau skulle gribe hans nervøsitet an, var en smule ukendt for hende, hun havde sjældent stået i en situation, hvor hendes lyse sind og varme smil ikke kunne hjælpe hende ud af det. Men alligevel fik hun nu fornemmelsen af, at denne hingst ikke blot lod sig nøjes med hvad hun i første omgang viste ham. Hun skulle vinde hans tillid, hvis det altså overhovedet var muligt.
Cadeau valgte derfor, i en langsom bevægelse, at sænke hovedet en anelse. Smilet prydede stadig den mørke mule og det venlige udtryk forsvandt ikke fra hendes øjne. Hun lignede sig selv, men stod nu blot i en mere afslappet position, der fortalte ham via kropsprog at hun bestemt ikke ønskede at gøre ham fortræd. Omvendt lagde hun heller ikke vægt på dette, hun fik det ikke til at se bevidst ud, men fik det til se tilfældigt ud, som om hun blot sænkede hovedet, som havde hun stået med enhver anden hest. Da han så snakkede, rettede hun straks de mandelformede ører frem og lyttede. Hans stemme fascinerede hende, den nærmest omfavnede hende i mørket og gjorde hende varm og alligevel virkede det så absurd, at denne stemme tilhørte denne hingst. Hun virrede kort med hovedet og besluttede ikke at fokusere mere på denne undren.
”Armageddon.” Hun smagte kort på navnet og smilede let mod ham, mens hun lagde hovedet en anelse på sned, for at betragte ham, mens hun overvejede hans kommentar. ”Ligeledes håber jeg heller ikke, at dit indtryk af mig er negativt. Men jeg kan forsikre dem, Armageddon. Der skal meget til, før jeg vælger at se med negative øjne på heste.” Hendes stemme klingede så fint i mørket, med en klarhed og varme, der ikke var mange andre der besad.

Jeg ejer vel egentligt altid en smule skepsis over for dem, jeg møder. Og jeg er ret frustreret over, at jeg har det sådan, for jeg ville ønske, at jeg var i stand til at skubbe det fra mig og i stedet se, hvad der kunne komme til at ske. Men sådan fungerer det bare ikke. Jeg tør simpelthen ikke. Alligevel ser jeg det absolut ikke som en ligegyldighed, at hun er meget afslappet i sit kropssprog, for det havde jo været meget værre, hvis hun gjorde det modsatte. Det er jo heller ikke fordi, at jeg regner med, at hun om lidt kommer springende, så hvad det helt præcist er, jeg frygter, det ved jeg ikke. Eller hvad?

Hun gentager mit navn. Et lidt atypisk navn, men i princippet passer det vel meget godt til mig; jeg er nok også lidt atypisk. Jeg har i hvert fald ikke mødt nogen, der var som mig, og det er jeg egentligt ret glad for, for jeg ønsker ikke for nogen, at de skulle opleve, hvordan det er at være som mig, for jeg tror, at det for mange ville være en for stor opgave. Selv for mig er det for stor en opgave, men jeg kan jo ikke gøre så meget andet end at forsøge alligevel. Et sekund ad gangen, hedder det. Betragtende ser jeg på hende, mens hun lader sine ord klinge i luften imellem os igen.

Hendes stemme er præget af en helt særlig klarhed og varme, der i grunden nok kunne karakterisere hende ganske godt, hvis det ikke blot er en påtaget tone, og det er vel egentligt det, jeg frygter. Jeg kan ikke rigtigt gøre så meget andet end at acceptere det eller lade være, hvis hun skulle finde på at bedrage mig, men jeg mistænker hende absolut heller ikke for at gøre det. Det ville jo være absurd, når jeg ikke kender hende meget bedre, end hvad hendes kropssprog afslører.

,,Det er en god egenskab.”

[/size][/color]