Regn

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/PMpLL.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] {MS & Brêgo}

[/b][/center]

Scarlett trippede rundt i en større lysning. Træerne stod spredte her, ikke tætte og mystiske, men derimod masser af plads til både luft og sollys. Her måtte være ganske smukt om sommeren, i alt det grønne. Vinteren havde taget en drejning. Sneen var delvist smeltet, ikke længere ligeså køn at se på. Men hun stod med sin røde pels stadig stærkt i kontrast til de mørke og hvide omgivelser, og hendes tilstand var lidt usikker. Det var derfor hun havde søgt væk fra lugten af andre heste, hendes krop var følsom i denne periode, som enhver hoppe måtte træges med. Hun vippede med ørerne. Det var en smuk cyklus, men den gjorde hende utilpas, stik mod de andre hopper som blev villige. Hun svang blidt halen om bagparten, mens hun tankefuldt nippede til et græsstrå der havde kæmpet sig gennem vinteren, gemt under sneen. Der var stadig koldt, men ikke så koldt som tidligere. Hendes åndedræt stod ikke længere ud i luften som en sky. Men det kom også an på, hvilken ø hun befandt sig på, havde hun lagt mærke til. Der var mere sne andre steder, men her var ganske fint alligevel. Træerne stod høje, deres kroner rakte op mod himlen som var overdækket af tunge skyer. Det så næsten ud som om, det ville begynde at regne, da skyerne så noget truende ud. Hun løftede mulen fra skovbunden. Der var helt vindstille, tyst. Hun kunne lige så godt have været den eneste i denne verden.

word count 248[/div][/td][/tr][/table]

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 398px; height: 200px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/bregoframebig2.png); border-left: 5px solid #C69155; border-bottom:5px solid #C69155; border-top:5px solid #C69155; border-right: 5px solid #C69155;] Regn Vinteren begyndte at gå mod enden. Sneen lå der stadig i små klatter, men luften var ikke lige så kold som den havde været, og den ville vel blive varmere løbende. Det var noget Brêgo efterhånden var begyndt at glæde sig til, for selvom vinteren var en pæn, så var foråret bestemt også en fin årstid. Når alle træerne begyndte at blive grønne og blomsterne begyndte at springe ud. Man kunne vel sammenligne årstiderne med et helt liv. Foråret var nyt liv, sommeren en ungdom, efteråret de sidste dage inden vinteren som kunne symbolisere død – og til sidst ville det hele starte forfra. Brêgos tanker vandrede tit når han selv tog på vandretur. De vandrede ofte til en bestemt sjæl. En som han ikke havde set længe, og bekymringerne fandt af og til frem til hans normalt brune, varme og venlige øjne. Engang imellem måtte han søge væk fra områderne hvor mange andre færdes. Denne gang befandt han sig i en større lysning omringet af træer, der ikke stod alt for tæt på hinanden, men heller ikke milevidt fra hinanden. Der var masser af plads, men ikke så åbent at det er til at kigge lige ud til eng eller sø. Lyden af Brêgos skridt var næsten ikke til at høre på grund af den bløde bund, men det der alligevel kunne høres, var en rolig rytme af afslappede skridt. Den brogede hingsts hoved svingede lidt frem og tilbage for hvert skridt han tog fremad. En smule distræt, men stadig til stede i sine omgivelser. Det var også kun derfor han stoppede op og hævede hovedet da han fik færden af en anden. Et lille vrinsk slap fra Brêgo for at angive hans tilstedeværelse. notes, - word count, 284

[/td][/tr][/table][/center]

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/PMpLL.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Luften var blevet mere.. fugtig. Hun forventede mere og mere, at de tunge skyer ville kaste deres byrder af sig, ned over jorden. Tanken fik hende til at skutte sig en smule, det ville ikke blive helt nemt at finde læ her mellem disse spredte træer. Men så gjorde det alligevel heller ikke noget. Regn var rensende, om end koldt om vinteren. En bestemt lyd fik hende til at vågne fra sin tænksomme tilstand. Hun gled nemt bort i tankespind, hvad som helst kunne sætte det i gang. Det var som om alt stod stille i hende et øjeblik, da hun indså at det var lyden af et vrinsk. Endnu mere overraskende, det var et vrinsk hun kunne genkende. En stemme hun havde hørt før. Det tog hende alligevel nogle sekunder at placere den, mens tankerne igen begyndte at hvirvle. Hun løftede mulen en anelse, på trods af at afstanden var for stor til at hun knune få øje på hesten. Det var Brêgo. Navnet kom op til overfladen, hun huskede tydeligt den aften, så længe siden var det heller ikke. Hun huskede mørket, sneen. Den sø, hun havde været for usikker til at drikke af. Og hun huskede den rolige hingst, som havde vist sig at være lederen af denne fremmede flok, hun stadig ikke havde set noget til. Den røde hoppe drejede ørerne, pludselig lidt usikker på hvad hun burde gøre. Hun ville ikke have noget imod han selskab, på trods af at hun var søgt væk for at mindske chancen for at møde andre levende væsener. Han havde ikke gjort hende utryg. Måske lidt forvirret, men det var mest af alt over hende selv, hendes manglende viden om dette sted og hvordan man mon opførte sig her. Men det lod ikke til at have betydet noget, hverken over for ham eller de andre heste, hun havde mødt. De opførte sig alle vidt forskelligt, her var ingen regler. Hun brummede lidt, en blid lyd i den tyste lysning. Han kunne ikke vide at det var hende, der også var her, det fortalte hans vrinsk hende. Det var ikke kaldende. Mon han også var søgt væk? Af andre grunde end hun, selvfølgelig. Hun stod stille lidt endnu, men hun brød sig godt om den venligsindede hingst, og det ville for hende være uhøfligt ikke at give sig til kende. I en forsigtig tone brød hendes stemme stilheden, ikke krævende på hans opmærksomhed, blot.. Ja. For at fortælle ham, at det var hun, som var her. word count 416

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 398px; height: 200px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/bregoframebig2.png); border-left: 5px solid #C69155; border-bottom:5px solid #C69155; border-top:5px solid #C69155; border-right: 5px solid #C69155;] Regn På grund af den fugtige luft kunne man næsten lugte hvordan regnen snart ville komme. Det var ikke så meget et spørgsmål for Brêgo om den overhovedet kom. Mere et spørgsmål om hvornår. Ikke at det var til at forberede sig, for det var vand og vand ville man blive våd af og så ville man tørre igen. Det var nu mere et spørgsmål om der ville komme så stor en byge at jorden ville blive smattet og mudret, for så havde han mere lyst til at søge steder hen hvor han ikke kunne synke i og risikere at sidde helt fast. Og hvis det ville regne meget og det ville fortsætte til det blev helt mørkt, så ville han i hvert fald finde et sted at vente til regnen stoppede i stedet for at vandre rundt og fare mere eller mindre vild. Selvom han nok godt ville kunne finde en vej tilbage, så var landet også stort og øerne var bestemt også store nok, og så ukendte for den brogede Brêgo, at han sagtens ville kunne fare vild. Han brummede sagte for sig selv da der lød et vrinsk. Ikke et kaldende, men heller ikke et der bad ham holde sig langt væk. Selvom han var søgt væk for at finde lidt fred, så kunne det vel heller ikke skade noget ikke at vandre helt alene. Det kunne vel også være hun ville vide hvad han skulle stille op. Hvis hopper tænkte nogenlunde ens kunne det jo være han kunne finde ud af bare lidt mere hvis hun fortalte ham hvordan deres hjerner hang sammen – uden at lyde grov selvfølgelig. En hvislende lyd var til at høre da Brêgo svirpede med halen. Han stoppede helt op et øjeblik for lige at vurdere om det nu også var en god idé at opsøge hoppen, som han gennem vrinsket kunne identificere som Scarlett. Han kendte hende jo ikke vildt godt, og han vidste hvor hidsige nogen hopper kunne være hvis de ikke ville have man kom for tæt på. Dog havde han vurderet hende, ved første møde, til at være nede på jorden og ikke så hys som andre han havde mødt. Derfor blev han også enig med sig selv om at det ikke kunne skade at opsøge hende. Ganske få sekunder efter begav han sig fremad i samme tempo som før, men denne gang med retning mod Scarlett. notes, - word count, 398

[/td][/tr][/table][/center]

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/PMpLL.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Den røde hoppe blev stående stille. Hun lyttede, men det var ikke til at sige hvordan den brogede hingst fra tidligere havde reageret på hendes vrinsk. Men nu vidste han i hvert fald, at hun var her. Der var endnu stille, og der gik kun få øjeblikke skyerne endelig åbnede sig og de første regndråber faldt fra himlen. Det første dryp mærkede hun på mulen. Langsomt efterfulgt af flere over ryggen og i den sorte man. Hun rystede sig i en let bevægelse, men var allerede nu klar på at det ville blive noget af en våd fornøjelse, hvor længe regnen mon ville stå på var ikke til at sige. Næsten uopmærksomt sænkede hun hovedet og nippede efter endnu et græsstrå, før hun bevægede sig hen til det nærmeste træ for at stille sig nær den tykke stamme. Det var ikke meget dække trækronen gav, regnen tog langsomt til og faldt tyst ned over det noget mørke landskab. I noget der lignede nysgerrighed drejede hun ørerne fremad, mens hun sugede alle indtrykkene til sig, synet af regndråberne og den truende himmel. Indtil hun fik øje på noget, som også bevægede sig, og som skilte sig ud fra omgivelser, hvidt og brunt. Det overraskede hende, for tog hun ikke helt fejl, var det en anden skabning på vej hen mod hende, og skikkelsen lignede umiskendeligt Brêgos. word count 225

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #63230E; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] Regn Små dråber begyndte at falde fra den sky dækkede himmel. Små dryp der langsomt blev til flere og hurtigere faldende. Den brogede hingst satte farten en lille smule op, og var nu mere opsat på at finde den anden sjæl, Scarlett, så de måske kunne finde et sted at stå i læ og vente regnen ud sammen. Hvis hun da ikke havde noget imod det. Det var om ikke andet kun et tilbud. Regnen, som det efterhånden var blevet til i stedet for dryp, generede som sådan ikke Brêgo. Det kunne på sin egen måde også være rimelig forfriskende. Det var mere tanken om at gå og være fugtig i længere tid der var knap så tiltalende. Han spidsede ørerne da han anede den anden sjæl der allerede nu var krøbet i ly for regnen under et træ. Først da han var tæt på sænkede han farten og vendte sig rundt under træet så han stod og så i samme retning som hoppen. Han rystede ganske kort kroppen som hvis han ville kunne ryste dråberne af, men nogle af dem blev alligevel siddende i manen og pandelokken, som små glitrende krystaller. En lille venlig brummen var at høre fra Brêgo i form af en begyndende hilsen. ”Sikke et vejr.. Men jeg må sige jeg ikke kan klage. Regnen fortæller kun at varmen er på vej. Regn er for varmt til at være sne og sne er jeg ved at have fået nok af” Han sendte hoppen et lille smil, der nåede op til de nøddebrune, varme og venlige øjne. word count, 259

[/td][/tr][/table][/center]

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/PMpLL.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Det var Brêgo. Den røde hoppe virrede en anelse på mulen, da hendes hjerte sprang et slag over af glæde. Og en anden underlig følelse, som hun så ofte fik, når hun mødte andre heste i det her land. Hun var ikke helt sikker på, hvad det var. Men hun glemte den også snart, nysgerrigheden overtog og hun tippede ørerne frem mod ham, da han nærmede sig og placerede sig under træet ligesom hun. Hun flyttede sig måske to centimeter. Ikke fordi der ikke var plads nok, men det virkede passende. Og hun følte sig stadig lidt utilpas i sig selv, men det var ikke noget der afspejlede sig i hendes ansigt. I stedet så hun opmundret på ham, da den brogede hingst åbnede munden og talte. Hendes blå øjne søgte mod hans ansigt, og fangede derfor også hans smil da han havde delt hans tanker om regnen med hende. Hun tøvede kort, sådan som hun havde for vane, inden hun selv åbnede munden. En forsigtig, men venlig lyd. ”Virkelig? Jeg holder meget af sneen.. Men foråret som regnen bringer er også noget, at glæde sig til,” Hun tav lidt. Det var mange ord for hende, som havde været stille i nogle dage nu, uden selskab. Ganske vist var hun faldet mere til på de her kanter, livet her var gledet ud i ét og hun var holdt op med at bekymre sig. Her levede hver en sjæl sit eget liv, og hun var ikke utilfreds med sit. Mon han var tilfreds? Med flok og alting havde den brogede hingst nok meget at se til. ”.. Goddag Brêgo.” Det var høfligt at hilse, sådan så hun på det. Med ordene fulgte et venligt blik. word count 284

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #63230E; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] Regn ”Jeg holder selv af sneen. Men jeg er ikke vant til den slags kulde og slet ikke i så lang tid. Så for mig er det ved at være på tide det går over. Med foråret kommer mere end bare godt vejr. Det er i hvert fald hvad jeg ofte har oplevet. Mere liv blandt andet” Den brogede hingst nøjes med at sende Scarlett endnu et smil. Han smilte tit, men af og til kunne det også skjule de bekymringer han gemte indvendigt. De var ikke andres byrde. Han forholdt sig selv tavs i noget tid og lyttede i stedet til regnens sagte trommen mod jorden og hvordan den nærmest hvæsede rundt omkring dem. Han havde set værre regnskyl. ”Du har været her i noget tid nu.. Er du ved at være faldet til?” Det var jo ikke alle der lige med det samme kunne acceptere et nyt sted og et nyt ’liv’ med nye regler eller mangel på regler eller mangel på sjæle omkring sig – nok mest dem der hele sit liv havde været i flok. Der var nogen der var skadet af diverse grumme oplevelser der havde sendt dem hertil og som nok egentlig hellere havde været frie. Selv var han en af dem der havde fundet sig godt tilpas i landet Andromeda, men der manglede stadig noget. Der manglede stadig nogen. Dog ikke nogen hjemmefra, for der var ingen hjemmefra. Hjemmefra var han alene. En lille afslappet brummen gled fra Brêgos hals uden at have nogen betydning for noget. Bare fordi han slappede af. Vægten blev skiftet så han hvilede på det ene bagben, og lod det ene øre være vendt mod Scarlett, for at lytte til hende, mens det andet vandrede lidt rundt for at lytte til omgivelserne. Ikke så meget fordi han var på vagt, men fordi han søgte i omgivelserne efter andre og lyttede til naturen. word count,312

[/td][/tr][/table][/center]