En brise af forår

Solen stod højt i dag, foråret havde for alvor taget over, overvundet vinteren og fortrængt det. Snart ville træerne springe ud igen, blomster ville være at se på de grønne enge. Snart ville der være lys, grønt og liv alle vejene. Ganske fornøjet var den ældre gyldenfarvede hingst over at vinteren var over, det var ikke sådan at Eagle hadede vinteren; nej han kunne blot bedst lide de varmere dage, hvor solen står højt og lyser alt op i et varmt skær.
Eagle havde søgt ned mod havet, men var på sin færd der til stoppet på en eng. Engen var nedslidt, men ville sikkeret stå smukt om en måneds tid. En lille bæk løb igennem, og det var denne Eagle havde set sig i øjne, for tørsten var stor. Helt udtørrede følte hans strube, da det store hoved blev sænket ned til bækken. Langsomt kørte han først den lyse mule igennem det kolde vand. Koldt var det, men på en dejlig måde. Roligt begyndte den store hingst at lappe vandet i sig i store slurke. Imens hans tørst blev slukket vippede han ørene frem og tilbage, han lyttede.
Fuglene var vendt tilbage, et sted imellem træernes grene kvidrede de løs i deres endeløse sang. Fuglenes tilbagekomst var altid et godt tegn, det betød varmen kom tilbage. Lunt var der også på dagen i dag. Ingen skyer at skimte på himlen.
En let brise kom hvirvlende blidt hen over området. Den var ikke kølig, blot behagelig som den kærtegnede alt den passerede på sin vej.

D'zard var speciel. Der skulle man ikke spekulere ret mange sekunder om. Hun led under nogle uhensigtsmæssige forhold; men altså hun vidste da udmærket godt, hun ikke var den eneste i denne verden, som havde været udsat for noget. Alle havde deres kampe i livet, men denne hoppe havde desværre haft lidt for store kampe, i forhold til hvad hun magtede. Hun var ikke stærk nok - desværre! Hendes sind var fyldt med en masse drømme og håb for fremtiden. D'zard var ikke egnet til nogen familieforhold - men hun havde da stadig et ønske om man ville - om at kunne få sit eget afkom. Vise, at hun kunne klare det. Men hvem vidste? Måske hun gav sine vanskabte øjne videre til afkommet? Så hun havde kastet tanken væk. Mistet modet, kunne man vel sige.
D'zard havde stoppet ved en rindende bæk, hvor hun for kort tid siden af havde slukket tørsten, men da hun bemærkede liv omkring hende, var hun gået i forsvarsmode, og havde søgt lidt væk. Hun var dog ganske blottet på engen, som var fri for træer, men i det mindste kunne hun sagtens holde øje med den hest som nærmede sig den bæk, hun før havde nydt af.

Hendes falkeblik blev mere usikkert og hun holdte nervøst øje med hingsten som hun ikke anede om han havde set hende. Hun var dog overbevist om, at han var kommet til bækken for at slukke tørsten, ikke for at overfalde hende, men hun holdte vågent øje med ham fra hvor hun stod. De stod på samme side, men hun havde veget lidt væk fra bækken, så hun bedre kunne have et overblik over hvor denne hingst, som det nu var - befandt sig. Hun skulle være parat til kunne forsvare sig selv, trods han ikke lignede en der ville komme farende og overfalde hende. Men hvem vidste? Måske han fandt hendes øjne irriterende. Det havde hun da oplevet før, hvem sagde så det ikke skete igen?

Fuglene kvidrede lystigt. Det kølige vejr, var ikke længere slemt. Og hun nød bestemt godt af solens varmende stråler, som krøb sig ned omkring hendes slanke, sorte pelslag. En sort hest havde sine fortrin, men det var i høj grad en ulempe, hvis det da var ganske varmt om sommeren, for så kunne hun ende med et hedeslag.
Men D'zard havde nu bedre ting at tage sig til. Bestemt at holde øje med den gyldne hingst, som bevægede sig bemærkelseværdigt tæt på hende. Men havde han opdaget hende?

Som tørsten blev slukket, løftede den gyldne hingst det store lyse hoved. En følelse af iagttagelse havde vækket hans opmærksomhed, og dette vidste sig ikke kun at være en følelse. Et stykke væk, stod en kul sort hoppe. Eagles instinkt havde vel og mærke ført ham lige direkte til bækken uden at sanse at der havde været andet liv her. Underligt, ville den ældre hingst mene, for normalt overså han ikke noget så åbenlys. Det var ikke fordi denne sorte hoppe gik i et med omgivelserne her. Solen skinnede, der var ingen træer, intet var mørkt i nærheden der kunne skjule hendes tilstedeværelse.
De rav gyldne øjne hvilede med et varmt blik på denne fremmede sorte hoppe. Vel og mærke var hun kul sort, lille af bygning. Meget simpel, men hendes øjne; de var to forskellige farver. Det ene var blåt, imens det andet var helt blodrødt. Det var ikke noget man så hver dag, og for at være ærlig. Så havde Eagle aldrig set noget lignende hele sit liv. Det skræmte ham ikke, det gav ham ingen form for ubehag, men han var vel og mærke lidt nysgerrig, og glemte helt at denne hoppe kunne føle ubehag ved han kiggede.
Et venligt smil var over den lyse mule, imens han roligt bevægede sig tættere på denne fremmede sorte hoppe. Roligt bevægede den store hingst sig nærmere, for at tyde på hoppens kropssprog var hun anspændt, på vagt. Eagle vidste ikke om det var ham der udgjorde en form for trussel, så for en sikkerhed stoppede han på en rimlig afstand. Et dæmpet prust lod han slippe.
"Goddag frøken," hilste den store hingst, hans stemme var ru, som var den slidt med årene. Lyden var ikke ubehagelig, den varmetone der lå i hans stemmeleje fik lyden af hans stemme til at virke ganske behagelig. Det var sådan den lød, altid. Det var yderst sjælden at Eagle var kold og hård mod nogen, og kun hvis man var noget til hans allerinderste grænser ville han kunne sætte sig op til markeringer. Det var heldigvis yderst sjældent, i hans hid til 14 års lange liv havde det kun været nødvendig at gøre en gang. En enkelt gang.
Efter sin hilsen havde Eagle haft gjort et lille nik med det store ædle hoved, han viste sin høflighed, og viste almindelig respekt. Noget Eagle gav alle. Den respekt der gjorde at han ikke blot bevægede sig inden for hendes personlige cirkel, gå over hendes grænser.

Det værst tænkelige skete for hoppen. Hingsten hun nøje havde holdt øje med havde nemlig kastet et blik over på hende, og havde sat kurs i mod hende. D'zard gik i baglås. I forsvarsmode. Hun blev nærmest panisk, men hun kunne ikke rende væk, for det ville virke for åndssvagt. Det at hingsten allerede havde sat kurs i mod hende og ikke blot ignorerede hende, forundrede hende. Hvem ville dog i al verden søge kontakt til en sort skabning som hende? Men hingsten virkede bestemt ikke fjendtlig og nærmede sig hende på en ganske afslappet måde, men han lod også til at være opmærksom på hendes anspændthed. Hun vippede ørene let tilbage, mens hun helt tiden lod blikket hvile i mod hingsten, der kom tættere og tættere på hende. Hun kunne nu begynde så småt at opfange hans duft; så hun ville kunne genkende ham igen på et andet tidspunkt.

Men udadtil udgjorde hingsten formegentligt ikk megen skade og var ingen trussel for hende i hans adfærd. Han bevægede sig i mod hende med en høflig og åbensindigt attitude, som hun hurtigt bed mærke i. Den beige farvede hingst var ældre end hende. Meget ældre end hende, og måske var det også derfor han bevægede sig i mod hende med den 'forsigtighed', som han nu gjorde. Han havde læst hende signaler fuldkommen korrekt, men det betød ikke hun blev mere rolig i hans nærvær.
Da han venligt hilste på hende, vippede hun med ørene, mens hun sænkede hovedet yderst underdanigt, for at udvise sin mangel på dominans. Hun var bestemt ingen dominerende dame, og var meget underdanig i alles selskab. Hun turde ikke bide skeer med nogen, det var nemmere bare at se passivt til fra sidelinjen.

"D'zard, det er mit navn. De kalder Sorte..."

Hæst og usikkert vaklede hun lidt fra side til side, for at finde bare lidt stabilitet i hendes position; men det var svært. Hun nåede ikke engang selv hilse, men hun regnede med, at det første han ville spørge hende om ville være hendes navn, men hun så pinagtigt på ham, mens hun sænkede hovedet mere og mere, som forventede hun tæsk for sin uhøflige opførsel.

"Undskyld, herre. Jeg ved mine øjne er vanskabte, men jeg besidder ingen ondskab."

Hoppens øjne forsvandt i mod jorden alt i mens hun tøvede, med hvad hun nu skulle gøre af sig selv. Alt virkede for hende så forvirrende og frustrerende. Hun anede simpelthen ikke hvordan hun skulle agere i hans selskab og da slet ikke fordi hun ikke anede om hvordan han accepterede eller opfattede hendes øjne. Det kunne jo være, han var en der fandt dem djævelske og onde, så hun var nødt til at undskylde. Undskylde for sin tilstedeværelse og sit udseende. Sådan var hun oplært.

Forbavset blev den ældre gyldenfarvede hingst, da denne fremmede hoppe sank sit hoved underdanigt over for ham. Der var ikke mange han igennem sit liv havde set reagere således på andres nærvær. En enkelt eller to havde der måske været, og det havde mere været i forbindelse med markering af rang i hans flok.
Den sorte hoppe præsenterede sig selv, et navn der for Eagle var fremmede. Aldrig havde han før hørt et magen til. D'zard, sorte. Et venligt smil var stadig over den lyse mule. "Mit navn er Eagle Eye, D'zard," lød det med en varm og venlig stemme fra den store hingst. De mandelformede øre var rettet frem imod den unge sorte hoppe, han var i færd med at stifte bekendtskab til. Hoppen virkede til at være pint, og dette undrede den ældre hingst en del. Han følte en stor medlidenhed med hende, for hvad der end plagede hende så voldsomt.
Forbavset blev Eagles rav gyldne øjne da hoppen undskyldte for sine to farvede øjne, og fortalte hun ingen ondskab besad. Hun virkede til at skamme sig, men hvorfor? Eagle forstod det ikke helt men sagde venligt: "Deres øjne er ikke vanskabte, de er ganske unikke. Selvfølgelig besidder de ikke ondskab, hvorfor skulle jeg gå ud fra dette?" Denne sorte D'zard virkede så forvirret og frustreret.
Den ældre hingst ville gerne vise hende høflighed, give hende selvtillid nok til at turde hæve hoved, til at se andre i øjne. Til ikke at skamme sig over at hun var anderledes. Hvorfor skulle nogen også dømme ud fra hvordan andre så ud.
Roligt sank han det store hoved lidt ned imod hende, mere for at næmmere at kunne være i øjenhøjde med hende. Roligt hvilede hans gyldne øjne på den unge sorte hoppe, ventede på hun skulle hæve hoved op, og blot stå lidt ved sig selv. Måske var det for meget at håbe, men Eagle ville ikke give helt op.

Det var nu ganske synd for hingsten, som ellers i bedste tro havde tilsluttet sig til denne sorte hoppes selskab. Han havde sikkert forventet en ganske almindelige bekendtskabs-stiftelse. Men hun var langt fra normal, og endnu havde ingen modtaget en normal hilsen. Hun var skræmt fra vid og sans, så hun reagerede hver gang på denne måde. Hun stolede ikke på dem omkring hende. Det tog lang tid normalt, for hende at bare føle sig nogenlunde tilpas i andres selskab; men hingsten her havde nærmet sig med en helt speciel og forstående mine. Det virkede troværdigt, det virkede ægte. Han virkede ægte.
Hendes tofarvede øjne hvilede i mod ham, mens hun sukkede tungt. Det gjorde ondt i hendes indre, at hun skulle være som hun gjorde. Men hingsten formåede at følge hoppen foran ham, på en eller anden måde, for han virkede bestemt ikke bebrejdende på nogen som helst måde. Han lod ikke til at ville hende noget ondt overhovedet. Hingsten var også ældre end hende.

Da han begyndte at snakke igen; præsenterede han sig selv. Eagle Eye, var den beigefarvede hingsts navn. Hun smagte på navnet i hendes hoved. Eagle. Det var nemmere for hende at huske det sådan, men hun havde besluttet sig for ikke at forsvinde, ikke at stikke halen mellem benene og efterlade hingsten forbavset - han kunne selv vælge at gå og trække sig, hvis han ikke mente det helt var hans kop the, at bruge tid på en hest som hende. Hun var jo ganske enkelt ganske skør i bolden.
Hingsten havde garanteret ikke hørt hende navn før, men hvorfor skulle han også have hørt det før? I hendes gamle verden, havde de mærkværdige navne, fordi de havde en anden måde at kommunikere til hinanden på. Som en slags stamme, hvor man havde særlige navne.

"D'zard ... det betyder mørke. Det navn stammer fra min verden af,"

Hun behøvede ikke forklare sig selv, men gjorde det alligvel, fordi det på en eller anden mærkelig mani beskyttede hende på dén måde. Hun var en bizar skabning, men besad intet ondt. Hun var det mest kærligeste gemyt man kunne finde i miles omkreds. Hun besad ingen form for hævngerrighed. Eagle, som havde søgt hendes selskab virkede ligefrem forundret over hendes undskyldning. Han var garanteret ikke vant til en skabning som hende, en der var så skrøbelig. Man skulle tro hun var lavet af porcelæn, for hun kunne snildt gå i stykker og falde fra hinanden, men hun var her endnu. Hun prøvede, og det var det vigtigeste.
Han spurgte hende om hvorfor han skulle tro hun besad nogen form for ondskab, og et ganske forpint blik slog i mod hans ellers godmodige og venlige øjne, som virkede så forstående... Så forstående og medfølende, at D'zard først glemte hvad hun skulle sige, fordi hun i et split sekund blev tryllebundet over hans sindsro. Hans varme atmosfære; han var ikke ond, ikke det mindste.

"Tilgiv mig, herre - selvfølgelig ved De ikke, hvorfor jeg agerer som jeg nu gør. Men jeg er født med denne vanskabning. I min verden var det ikke acceptabelt. "

Da hans hoved havde sænket sig ned på niveau med hende blev hun da først en smule mere usikker på sig selv. Hvordan skulle hun opføre sig? Ville han acceptere hendes forklaring på nogen måde? Han måtte da tro hun var skruphamrende skør, en eller anden sindsforvirret hoppe som hende, var der ikke mange der gad bruge ret mange sekunder på.
Alligevel blev hun fastfrosset i sin position. Trods hendes usikkerhed og nervøsitet var hun da ikke en stille hest. Hun var meget informerende, hvilket gjorde hende ydeligere sær.

"... Jeg er ikke så god til nærkontakt, herre."

gispede hun pinagtigt, men alt i hendes øjne udviste en trang til varme, omsorg. En trang og længsel efter kærlighed.

Mørke, betød hendes navn, det var hvad hun sagde. Forklarende for sit navn. Den store gyldenfarvede hingst opfangede hvordan hun forklarede alting, som ville hun undskylde for sig selv. Hun virkede som en ufattelig skrøbelig hoppe, en der ville gå i stykker hvis man blot pustede til hende.
"Jeg kan meget godt lide deres navn, jeg synes lyden af det er smukt," lød det fra den ældre hingst imens han stadig roligt så på hende med de rav gyldne øjne. Han kompliment til hendes navn var oprindelig, D'zard havde en smuk klang. betydningen kunne vel og mærke både være god og dårlig. Mørke i sig selv kan være en smuk ting. Hvis man så på natte himlen var den smuk, hvordan de mørke farver blandede sig sammen og næsten blev helt sort. Mørke, som i et formørket sind var der imod negativ. I hvert flad i Eagles hoved. Ingen ondskab kunne være positiv, men denne hoppe havde ikke en formørket sjæl, og ville ikke tro på det var grunden for hun netop havde fået et navn der betød mørke.
Tydeligt var det at se at den unge sorte hoppe var pint, hun var en pint sjæl. Grundet for dette kunne Eagle næsten gætte ved hendes ord. Der var hun stammede fra, havde de ikke accepteret hendes to farvede øjne. De havde set hende som et misfoster. Det var synd, for Eagle kunne se en venlighed i hende, hun var godsindet og sikkert hele vejen ind.
"D'zard, jeg kan ikke belære dem, eller ændre andres meninger: Men de må ikke lade det gå dig på. Hvad jeg kan se er de en yderst smuk hoppe med et godt sind. Dine øjne er ikke en vandskabning. Jeg håber inderligt de en dag vil kunne se det; De er unikke og en del af dem." Hvert et ord mente den ældre hingst, oprindeligt. Han havde medlidenhed med hende, hendes skrøbelige sind skyldtes en uretfærdig behandling fra hendes hjemland. Eagle håbede på at her ville de andre heste være mere åbensindet for det der er anderledes, hjælpe hoppen med at forstå at hun er god nok som hun er. Hvor ville Eagle gerne vise hende hvor åbensindet verden var, men selv her kendte han ikke mange, og kunne ikke love at alle her ville være sådan, men hvis han blot kunne vise hende, hjælpe hende med at lære at acceptere sig selv, acceptere hendes øjne.
Det kom vel i virkeligheden ikke bag på hende at hun ikke havde det godt med nærkontakt, hvis hun ikke var van til at andre var venlige imod hende, accepterede hende: Hvordan skulle hun så vide at nærkontakt kunne være en behagelig ting. Hendes stemme var forpint, men hendes øjne vidste en længsel. Langsomt, uden pludselige bevægelser, træk Eagle sit hoved lidt væk igen. Han ville give hende den plads hun havde brug for.
"Det må de undskylde," sagde han venligt, han accepterede fuldt ud hendes grænser. Det burde alle gøre. Alle skulle acceptere andres grænser, det var almindelig respekt.

Hingsten brød sig om hendes navn. Det sagde han i hvert fald; men kunne hun stole på det? Selvfølgelig kunne hun da ikke det, hun kunne ikke stole på nogen som helst overhovedet. Hun var jo noget så skeptisk, som en hest nogensinde kunne være. Hun forstod ikke at han brød sig om hendes navn. Betydningen var ganske dyster. Ganske utiltrækkende og gruvækkende. Men måske sagde han det blot, fordi han ville være venlig. Hvem vidste? Det kunne være han havde ondt af hende, og måtte forsøge at opmuntre hende, med at beundre hendes navn. Men D’zard købte den ikke. Hun var mistroisk overfor alle; og denne hingst var ingen undtagelse.
Eagle virkede ikke til at ville hende noget ondt, men alligevel lignede hun en der var parat til at få tæsk når som helst. Hendes øre var vippet en smule tilbage, afventende. Hun prøvede at forstå hvordan han kunne finde lyden af hendes navn smukt. Det var for hende ikke spor smukt, men dog fyldt med en masse pinsler, smerte … ensomhed.
Han kunne garanteret mærke hendes adfærd var ganske unormal. Alle bemærkede det. Blot hendes holdning udviste, at hun var en forpint sjæl, som var ekstrem underdanig. Hun anede ikke hvordan hun skulle forholde sig.

Han kunne ikke se hendes vanskab, og det smertede i hende, da han prøvede at overbevise hende om at hun var et smukt væsen. Hun fandt ikke sig selv som nogen prægtig skabning. Hun fandt sig ikke værdig til at være smuk, især ikke når de flotte ord kom fra denne hingst af. Hoppen kunne hurtigt opfattes som ond, eftersom hun bar denne karakteristiske sorte farve. De røde øjne gjorde det heller ikke nemmere for hende, men intet ondt kunne man finde i hende. Hun nagede ingen hævngerrige planer eller tanker, men i stedet accepterede hun den måde, hun før var blevet behandlet på. Idiotisk? Ja, det kunne man vidst roligt sige.
Hoppen vippede ørene tilbage, men dog ikke helt ned i nakken ved lyden af hingstens tone leje.

”De er en vis hingst, Eagle Eye. Dit positive syn er yderst beundringsværdigt, men jeg er må skuffe Dem. Jeg er ikke vant til at det skal ses som en unik gave, men er altid belært med, at det jeg fejler er ganske grusomt og ondskabsfuldt. Dette land har taget i mod mig på en anden måde; men … sandheden er, at jeg selv ser det som en kæmpe hæmmesko – jeg er ikke normal, som de ønskede jeg skulle være. Hvordan skulle jeg vide bedre?”

Opgivende så hun op på hingsten med de sorgmodige øjne, som søgte hans. Man kunne se hvordan det sled i hende. Hvordan det gik hende på og tærerede alle former for kræfter ud af hende, men hun var en ærlig hest, som fortalt præcis hvad der var sandheden, og nægtede at lyve overfor andre. Hun var ikke stille af sig, når hun først talte, men det var af ren og skær ængstelighed, for at blive nedgjort yderligere, ved ikke at snakke. Så hun snakkede og snakkede, måske for meget – og blottede sig, fordi hun udmærket var klar over at hun ikke var nogen overlegen. Hun kunne lige så godt ligge alle kortene på bordet.
Men hingsten, Eagle, virkede ikke forarget over hendes udseende på nogen måde. Derimod virkede han yderst interesseret og det frustrerede hende, at hun i dette land pludselig blev set anderledes på.

”Det er mig der undskylder, herre. Det er en uskik, men jeg … har aldrig været vant til nærkontakt,”

Stemmen var pibende, og ikke mindst en smule forskræmt, men hun blev stående ved ham; dog lignede hun stadig et vildt rådyr, på vej til at springe når som helst. Sådan så man hende altid; hun forholdte sig aldrig rolig. Alligevel så kunne man tydeligt se hvordan hun halsede efter nærkontakt og omsorg, men hun turde ikke - i frygt for at få prygl. Hun havde aldrig i sit liv følt sig værdsat på nogen måde. Havde aldrig mærket en kærlig nussen, som mange delte med hinanden. Kærtegn kendte hun intet til. Og disse venlige ord, var bestemt ikke en normalitet i hendes hverdag. Det var i sandhed et andet univers for hende, hvor alt for omvendt. Hvor hestene omkring hende så hende værende unik. Men der lurede sig til trods al den positive opmærksomhed, en ulmende mistro.
Hun stolede ikke på nogen af deres ord. Hun var bange. Skrækslagen, for det ikke skulle være løgn.

"Hvordan kan De dog se nogen form for unikhed - ved en vanskabning som jeg?"

tøvede hun, men hendes blik fastholdte hans - med en smertefuld glans i øjnene. De var blanke, men alligevel fortalte de alt hvad hun følte.

Det strålede nærmest fra hende hvor pint hun var, hvor skrækslagende hun var. Det var aldeles forfærdelig at se på. Hvordan nogen havde kunne behandle denne hoppe så forfærdelig, kunne Eagle ikke forstå. Det var grusomt at se, og selvom den gyldenfarvede hingst prøvede, kunne han nok i virkeligheden aldrig sætte sig i hendes sted. Selv ville han så gerne vise hende den gode verden, det gode ved livet. Vise hende omsorg og give hende mere næring til livet. Selv var Eagle god af sind, og ville alle det bedste. Kunne han hjælpe nogen gjorde han det, lige meget hvor meget det end ville koste af ham selv, men ville hun lade ham hjælpe?
Hendes mistro til hans ord kunne ses, hun forstod ikke hans mening om hendes navn, kunne Eagle gætte sig til. Han ville ikke forklare hende det denne gang. For selvom det betyder mørke er det ikke nødvendigvis en negativ mening. Måske var det givet til hende, dette navn, i en negativ mening. Dette var noget Eagle havde svært ved at forstå hvis det var sådan. Dette ville han nok lade ligge, med mindre hun spurgte mere ind til det en gang.
Den smerte hun bar var tydelig for ham, og selvom det sikkert gjorde det være for hende, så forpinte det Eagle helt at se en have det så forfærdelig med sig selv, med andre. Hvorfor skulle en med så godt et sind, have lidet så grusomt. Dette var langt fra rimeligt. Det virkede nærmest som lige meget hvad Eagle forsøgte at sige, for at vise hende at der fandtes væsner der nærede næste kærlighed, der godt ville tage hende til sig - gjorde det værre. Eagle vippede lidt med de mandelformede øre. Han måtte genfinde sig med sig selv, sin rolighed. Han ville så frygtelig gerne kunne vise hende med blot et trylleslag for fantastisk alt kunne være, dette kunne han dog ej. Dette kunne tage ham tid; men hvis hun tillod ham ville han hjælpe hende på vejen frem.
Ved hendes ord fik Eagle en trang til at trykke hende ind til sig, fortælle hende at hun skulle giveslip på sine nederlag; finde det positive frem, men han frygtede det ville skræmme hende, hun havde nævnt hun ikke havde det godt med nærkontakt, og dette ville han ikke tvinge over hoved på hende. Hvad skulle han dog sige til hende nu?
"Kære D'zard, de er blevet fortalt en masse frygtelige ting, ting jeg ikke kan se. Jeg forstår godt de ikke kan se, eller ved bedre når intet andet er blevet fortalt dem. Jeg ønsker de vil tro mig når jeg fortæller dig at du ikke skal tro på de ord; De har et godt sind, et godt hjerte. Jeg ser intet unormalt hvad dem."
Hvor meget end han prøvede fik Eagle aldrig sagt nok, ikke sagt de rigtige ord: Selvom han forsøgte at vælge sine ord med omhu, kom det ikke ud som han ville. Dog håbede han inderligt hun ville lytte til ham, åbne sine øjne op for verden. Glemme de forfærdelige ting fra sit hjemland, og løfte sig op fra sine indre dæmoner der tynger hende ned. Hendes sorg i hendes øjne der mødte hans var pirrende. Hvis han kunne ville han tage hendes sorg med sig, løfte den fra hendes skuldre. Lindre hendes smerte. Der var så mange ting han ville gøre for denne ellers fremmede hoppe, som han ikke kunne.
Eagle forstod pludselig at hun aldrig havde oplevet nogen kærlighed eller omsorg som var normalt i ens opvækst. Måske havde der slet ikke været nogen der havde næret hende noget fra hendes hjemland. Havde hun virkelig levet i et vaskeægte levende mareridt; alene og fortabt. Pint for hvad andre mente var en vanskabning. I et sekund ville Eagle strække sin lyse mule ud for at stryge hende blidt over panden, men stoppede sig selv. For hvordan ville hun reagere på dette?
"Jeg vil mene det er helt forfærdelig, nærkontakt er med til at give en tryghed og omsorg." De gyldne øjne hvilede på hende med et roligt blik, venligt og varmt. Han ville gerne lade hende komme tæt på ham. Han ville lade sig åbne helt op for denne unge sorte hoppe. Hvis det kunne være med til at hjælpe hende, ville det være en nem sag.
Hun stillede ham så et spørgsmål; for ham var det nemt at svare på, men ville hun virkelig tro på ham? Havde hun overhoved troet på noget han havde fortalt hende ved dette møde hidtil. Dog ville Eagle ikke opgive, han ville blive ved. Så længe han kunne og hun ville tillade det.
"D'zard, jeg ser ikke på den måde som man kan se at græsset er grønt og himlen blå; Jeg ser ikke på fysiske måde. Ikke at jeg ikke kan. Nej, jeg ser det indre. Jeg ser hvordan folk udfolder sig. Deres sind, deres personlighed. Selvom jeg kan se de er forpint, så ser jeg en ung sjæl med et godt hjerte et stort sind. Jeg ser en der har brug for hjælp og omsorg. Jeg finder dig unik for den du er, og ikke den andre mener de burde være."
De rav gyldne øjne hvilede i hendes blanke øjne. Hvis hun virkelig så efter, virkelig lyttede ville hun vide at Eagle havde ment hvad han sagde.