Lyset

Lucem

---

Mørke er den første ting jeg husker. Det var mørkt og det var koldt.
Og for første gang i mit liv var jeg bange.

Der var nu gået 7 dage siden den hvide hingst havde opgivet livet og havnede her...i Andromeda.
Han måtte være død tænkte han tit. Men han kunne stadigt føle smerten af et knust hjerte.
Landet her var smukt og virkelig den drømmeverden både Lucem og Sidus ledte efter. Men det kunne aldrig finde sted, for Sidus har gået bort og han selv vidste hverken om han var død eller ej.

Lucem lod forsigtigt sin krop glide ned af skrænten fra skoven, til den lille dal med en lille bæk der raslede stille gennem terrænet. Han kiggede roligt på vandet med sine gulige øjne og trådt så ud i det. Der skete ikke noget specielt, men følelsen af det kolde vand fik ham til at tage en hurtig slurk og vandrer videre.
Solen tittede pludseligt ud af små huller i de grå skyer og fik landskabet til at ligne et sted der kun kunne befinde sig i et eventyr. Foråret var også på vej, for overalt kunne man finde nyt grønt græs, små vintergækker og trænerne er så småt begyndt at springe ud med de grønneste blade Lucem nogensinde havde set.
Han bevægede sig ind i skoven igen, men pludseligt følte han sig ikke tilpas længere, nogen fulgte efter ham. Den hvide hingst stoppede brat op og kiggede sig rundt omkring. Han lagde ørerne tilbage af og forsatte langsomt fremad...

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 400px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] Lyset Den unge sorte hoppe havde ikke været i nærheden af flokkens område i noget tid. Hun havde strejfet lidt rundt omkring i stedet. Dog ikke som en strejfer, for det ville hun ikke kalde sig selv – aldrig. Vandrende nok nærmere – og det var hun også nu. Hun kunne ikke være strejfer når hun tilhørte en flok. En klan. En familie. Der var ting hun stadig ikke havde fortalt hendes nærmeste. Et par små hemmeligheder hun bar rundt på, men det ville ikke vare længe før den ene af hemmelighederne i hvert fald ville afsløre sig selv, og Ava måtte tænke over en måde at forsvare sig på hvis det blev nødvendigt. Hun skulle i hvert fald lige samle mod til at fortælle Leonora, hendes moders søster, hvad der snart ville ske. Det var jo ikke fordi det var fuldstændigt forbudt, og det var jo heller ikke fordi Leonora som sådan kunne bestemme over hende, men hun var nu alligevel lidt nervøs for hendes reaktion. Det var jo ikke gået så skide godt med at tage sig af lillebroren. Træerne stod ikke helt tætte, og mørkt og dystert kunne der heller ikke være så længe mange træer stod mere eller mindre nøgne. Ikke alle havde blade i hvert fald. Lugten af fremmed ramte den sorte hoppes næsebor, og hendes opmærksomhed blev derfor rettet mod hendes omgivelser i stedet for de tanker der flød rundt inde i hovedet. En lille feminin brummen slap dog fra hende, fordi hun ikke helt vidste om hun skulle melde sin ankomst eller lade være. word count, 258

[/td][/tr][/table][/center]

Lucem

---

Vinden. Vinden blæste en ukendt lugt, som trængte ind i Lucems krop. En fremmed kom nærmere

Lucem vendte sig hidsigt om og hvinende højlydt mens han huggede ud efter luften på 2 ben. Så så han den sorte hoppe med en bred blis, ligesom Sidus, og de venligste blå øjne man kunne tænke sig.
Det beroligede ikke hingsten, som stadigt så hysterisk muggen ud - dog stille stående på alle 4 ben denne gang.

Lucem var stadigt lidt forvirret over hvad der egenligt foregik her, for faktisk burde han være død, han burde ikke eksistere mere i den rigtige verden. Og kunne man overhovedet stole på de væsener der nu levede her?

"Hvem er du?!" Vrissede Lucem højlydt og så, med de gule øjne på hoppen.

Før han fik svar bakkede han nogle skridt, bare for at være sikker...

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 400px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] Lyset Avas isblå øjne var ikke noget en normal sort hest havde. Hun nedstammede fra en lang række af sorte hopper med blå øjne. Alle sammen trænet op og sendt til forskellige flokke for at indtage pladsen som alfa hoppe. Ava nåede dog ikke at afslutte sin træning før hun kom hertil, men hun var opsat på stadig at nå at afslutte træningen. Nu havde hun en der kunne hjælpe hende. Om hun ville følge helt i de fodspor der allerede var valgt for hende, eller om hun ville lave en ny sti, det vidste hun ikke helt endnu. Hun var stadig ung og havde stadig meget mere at opleve før hun kunne slå sig helt ned og optage en bestemt plads i livet. Avas ører vippede bagud ved lyden af et højlydt hvin, der lod til ikke at komme så langt væk fra. Det lod til at være en meget lys og gnaven hingst. Selvom Ava til tider kunne være både mild og venlig, så kunne hun også være en lille strid satan, og man skulle ikke tro man kunne behandle hende som det passede en selv. Så absolut ikke. Ava trådte nærmere hingsten og lod de isblå øjne fæstne sig på ham indtil hun stoppede op lige foran ham. ”Det skal jeg sige dig det øjeblik du kan spørge pænt” word count, 221

[/td][/tr][/table][/center]

Lucem

---

Lucem stirrende forhadt ind på de blå øjne da hoppen nærmede sig ham.
Men han brød øjenkontakten, ved at bakke med et gnavent prust.

"Må man vide hvad denne yndefulde hoppe så hedder?" spurgte han med en vis irriterende klang i stemmen. Lucem var ikke van til at underkaste sig på den måde, men har var nysgerrig efter at lære noget om dette land...selv det mindste, som en fremmeds navn.
Han skød dominerende bringen frem og vippede så ørerne fremad, lyttende....

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 400px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] Lyset Den sorte hoppe stod og overvejede et øjeblik om hun skulle sige sit navn eller lade være. Hun kunne godt fornemme den irritation der hang over hingsten. ”Nej” Svarede hun så ganske kort og kontant. Det var vel ikke nødvendigt at krybe så meget, og det var slet ikke nødvendigt at kalde hende yndefuld hvis man jo ikke mente det. Ganske simpelt. Ava var ikke en af alt for meget formalitet. Hun kunne nogle fine store ord, og hun kunne sagtens reflektere i lang tid over bare de simpleste spørgsmål og så drage nogle konklusioner ud fra de ting hun overvejede sande og falske. ”Men du kan starte med at fortælle mig hvem du er, hvor du kommer fra og hvad der har gjort dig til sådan en gnavpot” word count, 129

[/td][/tr][/table][/center]

Lucem

---

Lucem kunne ikke lade være med at smile...og senere hen le, ad hoppen.
Det var simpelthen for sjovt, og endelig fandt han en slags modstand han kunne bruge lidt tid på...

Han tog en indånding og talte så ud:

"Okay....vis jeg nu skal være helt ærlig"
Han kiggede med et undersøgende blik på hoppen
"Mit navn er Lucem, jeg aner ikke hvor jeg kommer fra eller befinder mig og derfor er jeg irriteret." Han nærmest spyttede det sidste ord ud og kiggede uopmærksomt væk, som om det hele bare kunne være lige meget...
Men han vidste jo godt at han stod og løj hoppen ind i ansigtet, men vis hun ikke gad fortælle ham sit navn, så hvorfor skulle han fortælle om sit land, sin flok, om Sidus og om døden...?

[/color]

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 400px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] Lyset Ava fandt et lidt surt blik frem da han begyndte at grine af hende. Det var da ikke særlig pænt gjort. Så absolut ikke. Det forsvandt dog også rimelig hurtigt igen. Hun kastede et enkelt blik rundt for at være sikker på der ikke var nogen i nærheden. Hun vidste aldrig hvornår galskaben kunne vise sig igen. Det var til at blive vanvittig af. De isblå klare øjne blev rettet mod den lyse hingst igen mens hun overvejede lidt om det var et ordentligt svar eller ej. ”Lucem.. Velkommen til Andromeda, Lucem..” Den sorte hoppe lød en anelse munter, men det meste var også ren facade. Der var nogle ting hun ikke lod andre se – og noget af det var svaghed, nederlag og usikkerhed. Hun var som sådan ikke usikker på noget angående hingsten, for hun havde allerede nu sat sig for han var en muggen gnavpot – og hun vidste også godt det nok ville ændre sig, for hun var ikke en der satte sig for at dømme andre sjæle med det samme. Det var en midlertidig mening. ”Du ved ikke hvor du kommer fra?” Hun kunne ikke helt forstå hvordan man ikke kunne vide hvor man kom fra. Hun vidste hvor hun kom fra. Området havde i hvert fald et navn der kunne angive hvor det var – om så andre havde hørt om det eller ej var en mindre detalje. word count, 231

[/td][/tr][/table][/center]

Lucem

---

---

Andromeda

Så havde han det på plads...landet her hed Andromeda.
Lucem havde aldrig før hørt dette navn før, måske var dette sted himlen?
Det kunne godt tænkes...

"Andro-Andromeda"
Han tyggede lidt på ordet, det var et besynderligt ord...
Han valgte at undgå det sidste spørgsmål, da det egenligt var lige meget hvor han kom fra...Det var hvertfald fortid nu...
Han smilede bredt og så vendte så rundt...han kiggede rundt på blomsterne og trænerne...Han gik længere væk fra hoppen og da han var omkring 50 meter fra hende råbte han pludseligt meget muntert
"Er det her himlen?"
Han grinte og så op på solen, som skinnede bredt ud over landskabet, de steder den nu kunne komme til for skyerne.
Pludseligt udstødte han en skinger latter.
De fleste ville nok se ham som sindssyg eller tosset, men der var intet galt i Lucems hoved...her gik alt som det skulle...

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 400px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] Lyset Ava kunne ikke lade være med at følge hingsten med blikket. Ikke fordi hun var blændet af skønhed, men mere som hvis hun var nervøs for at galskaben inde i hans hoved smittede. Eller hvis han var skingrende skør. ”Himlen?” Hun rystede ganske kort på hovedet af ham. Næsten opgivende. Havde hun ikke lige fortalt ham hvad det var? ”Det her er ikke himlen. Dette er Andromeda. Et land bestående af flere øer. Det er ikke til at sige præcis hvad Andromeda er. Der er mange bud på det indtil videre som jeg har fået fra forskellige. Et nyt land for dem der fortjener en ny chance. Et sted for dem der ellers ville have lidt en grufuld død eller med en anden skæbne der var værd at blive frelst for. Eller en ny verden, hvor specielle udvalgte er blevet hevet hertil for at fylde den med liv. Men himlen tvivler jeg på. Hvis du var død ville du ikke behøve mad og vand, men hvis du lader være med at spise og drikke her... Så sig lige til hvis du kan overleve..” Jo. Ava kunne være venlig, men også en smule strid. Hun kunne være sarkastisk til tider og venlig på andre tidspunkter og det hele kunne vende rundt i løbet af meget kort tid. Det betød også hun nemt kunne blive sur, men at hun lige så hurtigt igen kunne blive glad. word count, 234

[/td][/tr][/table][/center]

Lucem

---

Sætningen gav nærmest genlyd inde i Lucems hoved...Dette er ikke himlen...
Han vendte sig ikke om...men langsommere og langsommere sænkede han hovedet, og pludseligt vendte han sig og gik i et truende tempo direkte mod hoppen.
Han stoppede brat op foran hende, bare et skridt mere så ville han være gået direkte ind i den sorte hoppe.
Han blik for fuld af bebrejdelse og...smerte?
Hvad skulle han føle smerte for? Han var trods alt havnet i Andromeda!
Men vreden voksede for hun havde ret, han var ikke død og kunne derfor stadigt føle smerten.

"Så du siger altså at dette ikke er himlen!?"
Han råbte det højt og kastede så hovedet væk fra hende...
Egenligt havde han ikke lyst til selvskab nu.men han var heller ikke i stand til at forlade hoppen nu hvor hun kunne fortælle ham alt om dette land...
Lucem valkede rundt og var tæt på at falde et par gange...for alt kom tilbage til ham nu.

Dette var åbenbart et nyt liv. Et liv hvor han havde sluppet ud af dødens hænder og havnet her - men skulle leve med smerten og minderne fra den nat i skoven med Sidus...


(so sad...soo sad :c)

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 400px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] Lyset Hingstens truende skridt fik ikke Ava til at flytte sig så meget som en centimeter, men i stedet blev hun stående samme sted, dog med ørerne vendt mod nakken da han synes det var nødvendigt at vade truende mod hende og stå lige foran.... og råbe. Det var jo ikke fordi den unge sorte hoppe var så gammel endnu at hun ikke kunne høre noget, så hans råberi var i den grad ikke nødvendigt. Hun havde ikke sagt noget til det endnu, fordi han havde holdt det på afstand af hende, men denne gang måtte hun lige markere sig, og derfor snappede hun ud i hans retning. ”Tag dig sammen! Du er ikke noget føl så du har ingen undskyldning for at råbe sådan og te dig som et” Sætningen kom ud med en lidt hård tone, og blev efterfulgt af et fnys der gjorde det klart at det bestemt ikke var til diskussion. ”Men ja, jeg siger dette ikke er himlen. Du kan enten acceptere det eller spørge en gang til, men mit svar vil være det samme hver gang” Den lidt hårde tone var blødt op igen, for Ava var ikke en der bare skældte ud på alle og enhver. Mange som den sorte hoppe havde mødt var blevet kastet ind i denne verden ligesom hende selv, og nogen med lige så dårlige oplevelser som hende selv eller dem der var værre. Men man kunne ikke gøre andet end at skubbe det lidt væk og acceptere at dette var en ny chance. word count, 254

[/td][/tr][/table][/center]

Lucem

---

Lucem havde virkelig kvalme nu, men han bed tænderne sammen og slugte klumpen.
Her var overskyet og vinden blæste hans tynde man tilbage af...

Hvorfor skulle nogle ting bare blande sig?
Han havde truffet sit valg, den aften, og ville ikke leve uden Sidus længere... Men så om en eller anden ikke skulle vende ham rundt og tro at det kunne hjælpe!
...Men ingen skulle hjælpe Lucem, og ingen ville nogensinde komme til det.

Han kiggede tilbage på hoppen med et hadende blik, sænket hoved og tilbage vendte ører.

"Hv-Hvor!"

Han talte meget højt med et rystende stemme, men skiftede så sit toneleje.

"Hvor finder jeg mad?"

Han virkede meget omtumlede og talte nu så lavt, at man skulle tro at han talte til sig selv...

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 400px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] Lyset Ava kom med et lille fnys af den lyse hingst. Selvom han så ud til at være ældre end hende, så opførte han sig mere som en forkælet plag end en voksen. Hendes ører gled om i nakken igen og et tungt suk slap ud, en anelse opgivende. ”Giv mig en god grund til at hjælpe en der er både truende og forhadt over for mig?” Det var et meget simpelt spørgsmål. Hun havde godt set hans blik. Det var det samme hun af og til havde sendt sin egen far når de var uenige. Når han ikke kunne se logikken i det hun sagde og bare lod som ingenting. Som da hun forsøgte at overtale ham til at søge ly i bjergene og han i stedet tog ud i det åbne område hvor flere højst sandsynligt kom galt af sted. Ligesom træet der havde ramt hendes broder. word count, 148

[/td][/tr][/table][/center]

[- Ava out]