I blandt de store træer

Reserveret til Alo Ivy

Endnu en dag var gået, mørket havde lagt sig over landet Andromeda som et tungt tæppe. Himlens farverne var en blanding mellem sort og mørkeblå der gled sammen i et, imens stjernerne mat blinkede i det fjerne. Vinteren havde taget sine sidste dage, og nu endelig lukkede foråret ind. Aftnerne var ikke nær så kolde og dagene var dejlig lune. På træerne kunne man se knopper der ventede på at springe ud, blot lidt flere varme solstråler og alt ville snart stå helt lysegrønt.
Denne varme der endelig var kommet betød at den næsten helt hvide hoppe Myth, der lige nu stod imellem de mange høje træer, bedre kunne holde varmen og ikke længere behøvede ikke længere vandre for at holde blodet løbende i sine åre. Dette betød ikke at hun stod stille, for stadig kunne den lille næsten helt hvide hoppe ikke finde ro i sit sind. Hendes tanker var plaget af frygtelige mareridt. I hendes sind var mærket med voldsomme ar, der aldrig ville forsvinde. Eller ville de? Mødet med den brogede hingst på vulkan øen havde sat nye tanker og håb hendes indre. Disse skygger hun havde hørt om, kunne de få mareridtende til at gå væk, slette hendes minder der var så grusomme. Ville hun kunne betale hvad de ville forlange af hende? Åh, aldrig ville der være ro så længe hun kunne huske.
En kølig vind kom hvirvlende ind imellem træerne, der endnu ikke havde deres kroner, og der ved tillod alt at trænge sig ind imellem de tykke stammer. For at finde mere læ, ville man være nød til at søge ind i skovenes midte, men dette ville den næsten helt hvide hoppe ikke gøre ved mørkets frembrud. Nattedyrene begyndte at stå op, og stærk var den hvide hoppe ikke. Hvis et rovdyr ville antage hende som et bytte ville hun være så godt som død. Lysten til at blive et rovdyrs føde havde hun ikke nogen af.
Stille var der i skoven, eller stille var der ikke. Mus og andre dyr rumsterede rundt i skovens bund, imens ugler et sted ikke langt her fra kunne høres tude, men andre lyde kunne Myth ikke høre for nu.

[/blockquote]