Secrets

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 400px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] Secrets Den sorte hoppe vidste godt hun havde et par ting hun skulle have fortalt nogle stykker men hun havde dog valgt at udskyde det lidt endnu. Mest fordi hun ikke vidste hvordan hendes moster ville tage det. Det ændrede dog ikke noget, for Ava ville glæde sig lige så meget som ellers til føllet kom. Det var der ikke noget der kunne ændre på, og det var helt sikkert. Okay. Måske hvis hun vidste det kun ville have 1 øje og 3 ben. Men det skete jo ikke så tit? Hvis det overhovedet kunne lade sig gøre? Ava havde begivet sig væk fra flokkens område for noget tid siden og var stadig ikke vendt tilbage dertil endnu. Men det var jo heller ikke noget krav at hun skulle opholde sig der. Det var et sted hun kunne vende hen til hvis hun havde brug for hjælp. Et sted hun kunne søge hen hvis nogen var efter hende – og det skete ikke. Det var ikke sket endnu og hun kunne heller ikke se hvordan det skulle kunne lade sig gøre så længe hun passede på med ikke at hidse sig op over for dem der var stærkere end hende. Hun var dog opsat på at vende tilbage til flokken for at lade den lille komme til verdenen der – i sikkerhed. Træerne omkring hende var begyndt at få små grønne knopper, og det betød at både foråret og varmen var på vej. I denne lysning kunne Ava slappe af. Der var ikke nogen stemmer der plagede inde i hendes hoved, for de blev holdt væk af lyden af det rislende vand fra bækken. word count, 271

[/td][/tr][/table][/center]

Foråret var på vej og det ville ikke vare længe før træernes blade ville springe ud. En sjæl var dog ikke så umådelig glad som hun måske burde være. Hun havde netop afsluttet dagens lektion med hendes unge, men nu voksne søn og var derfor en smugle afkræftet oven på hele turen. At lære en ung hingst om hans grænser var svært, selv for Myth. Hun havde mange ting i hovedet og det var ikke just noget der gik upåvirket hen.
Hun vandrede nu igennem skoven og hen imod en lysning med et fjernt udtryk i de hvide øjne, som ikke gjorde det just bedre. Hun stoppede da op da en lugt bredte sig i hendes næsebor, en velkendt en. Hun brummede svagt og vippede da ørerne fremad. Hun genkendte det som den sorte hoppe Ava.

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 400px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] Secrets Skridt kunne pludselig høres over den rislende lyd fra vandet. Nogen var i nærheden og da Ava vendte tilbage til den virkelige verden, fra hendes egne tanker, ramte lugten af en fremmed også. Og alligevel ikke helt fremmed. Det var en hun havde mødt før. Ava kastede et blik rundt mellem træerne, nogle af dem næsten nøgne, og andre af den slags der aldrig smider alle blade. Det tog hende ikke lang tid at spotte den anden hest. En der lignede hende selv lidt, sort og hvid, men anderledes. Hvid man og hale, hvide ben og hvide øjne. Myth. Ava hævede hovedet en anelse og hendes ører vippede en smule frem og tilbage inden de til sidst faldt på plads rettet mod den anden hoppe, og en venlig hilsen i form af en feminin brummen kom fra Ava. Hun overvejede om hun skulle blive stående eller vandre mod den anden hoppe, og besluttede sig så for i hvert fald at træde nogle skridt nærmere. ”Du ligner en der kunne bruge en pause fra livet?” word count, 174

[/td][/tr][/table][/center]

Myth så over på Ava, og trådte en smugle nærmere selskabet. Hendes ører vippede ved hendes ord og hun nikkede blot erkendende. Det var bestemt sandt og Myth følte også at hendes tid skulle have endt for længe siden. Det var bitre sandheder for den sorthvide hoppe der kort snerpede mulen sammen, men så igen så på Ava.

" Så sandt som det er sagt "

Mumlede hun blot halvkvalt. Hendes tonefald var hult og hun drog et kort suk. Hendes tanker var andetsteds, men af ren høflighed holdt hun dog en rank holdning og sin fysiske opmærksomhed mod Ava.

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 400px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] Secrets Det var næsten til at spore en form for medlidenhed i Avas øjne, men hun gemte det dog hurtigt væk igen, for hun vidste at det ikke var alle der brød sig om den slags. Det betød ofte at man viste sig som en der er svag. Det var ikke sket for Ava endnu, at hun havde haft behov for en pause fra livet. Hun havde stadig mange år og meget energi endnu. ”Dårlig dag?” Det var ikke fordi Ava så tit havde haft en dårlig dag, og slet ikke særlig tit hun havde haft samme udtryk i hovedet, men hun kunne ikke lade være med at forestille sig hvad der kunne være galt i hendes eget liv hvis hun så så træt ud, og en hård dag eller en dårlig dag ville nok være det eneste. Myth lignede ikke en der havde jordet rundt som en eller anden træningsgal hingst i hvert fald. Og træning kunne vel heller ikke være skyld i at man trængte til en pause fra livet - for så kunne man jo bare tage en pause fra træningen. word count, 183

[/td][/tr][/table][/center]

Det var ikke blot én dårlig dag. Det var mange, så mange at Myth havde stoppet med at tælle for længst. Hun var ikke lykkelig i Andromeda og hun kunne mærke hvordan et hulrum stadig manglede at blive fyldt i hendes indre. Et hun vidste ville blive svært at udfylde. Hun sukkede kort opgivende og så over på Ava og nikkede så.

" Det kan man vidst roligt sige, der smelter efterhånden sammen "

Konkluderede hun så og slog igen tankerne væk. Hun vidste efterhånden godt hvem eller hvad der kunne udfylde tomrummet, men hvordan hun skulle få det til det var hende en gåde. Var det overhovedet muligt? Det var ikke første gang Myth havde haft det på denne måde, sidst var det dog hendes beslutning om at lade sig ifole der havde ødelagt det for hende.

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 400px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] Secrets Avas ører vippede en anelse bagud, og hun anede ikke hvad hun skulle svare. Det var ikke nemt når hun ikke kunne relatere til det. Hun havde aldrig rigtig haft en så dårlig dag. Måske en enkelt, men den var for længste glemt. Hun kunne aldrig gengive den helt samme følelse som hun havde den gang. Hun blev derfor stående i stilhed og betragtede Myth. Hun lignede ellers sig selv. Det gjorde Ava vel også, med undtagelse af den voksende mave. Hun var vel ca. halvvejs henne, og hun vidste godt hun ikke kunne holde det skjult for altid – men det var jo heller ikke som sådan en helt stor hemmelighed. Og så alligevel lidt. Der var jo ikke rigtig nogen der vidste det – for så mange havde Ava heller ikke snakket med på det sidste. Hun slog et lille smæld med halen og lod mulen sænke sig lidt ned mod den rislende bæk. word count, 154

[/td][/tr][/table][/center]

Myth lod blikket glide over den normalt slanke Ava, mens hendes mave synes at være vokset. Myth var ikke til at narre og hun var overbevist om at den sorte hoppe bar et føl. Hvis man vidste hvad man skulle kigge efter så var det ganske let at se. Hun brummede lettere mildt af hende, men kommenterede det dog ikke. For hun kendte ej til omstændighederne og ville derfor ikke sige noget forkert. Hun mimrede let med mulen og huskede da selv de to gange hun var med føl. Der havde været forskellige omstændigheder, men hun havde da elsket sine afkom ligeså ubetinget afligevel og hun vidste at det ikke var sidste gang hun havde haft en afkom.

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #121212; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] Secrets Ava hævede hovedet igen da hun var færdig med at lappe vandet i sig, og stod et øjeblik og lod vandet dryppe fra mulen mens hun tænkte. Myth havde været igennem et par fødsler i hvert fald. Så meget vidste Ava. Hun måtte også have en del mere viden end Ava havde, for det var Avas første gang – hun kunne ikke rigtig tælle opdragelsen af lillebroren med, for der havde hun i hvert fald fået hjælp af andre. En lille feminin og lys brummen sneg sig gennem den stilhed der ellers hærgede omkring de to sjæle. ”Myth?” Begyndte Ava i en lidt spørgende tone mens hun vendte opmærksomheden mod den anden sorte og hvide hoppe, mens hun trådte et par skridt nærmere. Hendes spørgsmål overvejede hun meget nøje og hun var allerede ved at sammensætte en rækkefølge på dem der var vigtigst at få svar på og hvilke der ikke var så vigtige. ”Hvor mange føl har du båret rundt på gennem dit liv?” word count, 164

[/td][/tr][/table][/center]

Myth vippede opmærksomt med ørerne ved lyden af hendes navn og hun så nu indgående med Ava med er vågent udtryk i de hvide øjne. Hun lyttede da opmærksomt til hende og et varmt smil prydede hendes hvide mule og hun var da klar på at svare på hoppens spørgsmål.

" 3 hingsteføl, Ava. "

Brummede hun så roligt og lod hende da blot træde hende nærmere. Hun var da afventende på om hun ville følge op på hendes svar, for et spørgsmål kom da sjældent alene.

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #121212; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] Secrets 3 hingsteføl var 1 mere end Ava kendte til. Ava havde kun mødt Xenocrates og Mindraper. Så hvem var den sidste? Man kunne sagtens se hvordan tankerne kørte rundt inde i den sorte hoppes hoved, for hendes udtryk afspejlede det rimelig kraftigt. Hendes ører vrikkede en enkelt gang bagud inden hun flyttede begge ører fremad igen mod Midnight Myth. ”Har de alle samme far?” Der var en som Ava var interesseret i at høre mest om i hvert fald. Mindrapers far. Hun ville gerne vide hvad hvilke gener hun kunne risikere at skulle forvente. Hun ville vide så meget som overhovedet muligt om alt hvad hun kunne og hun ville ikke stå uvidende til og ikke vide hvordan hun skulle hjælpe den lille ny hvis det blev nødvendigt. Hun havde allerede fornemmet den lidt mørke side af Mindraper, men det var jo ikke til at sige om den kom fra hans far – eller hans mor – for hun så lidt freaky ud med de hvide øjne ifølge Ava. word count, 167

[/td][/tr][/table][/center]

Myth så nøje på Ava og vurderede hendes kropssprog og hun vippede en anelse med ørerne og lod et mildt smil vandre over hendes lyse mule. Ved hendes spørgsmål stod hun da kort måtte tænke sig om. Jo det havde de vel.

" Tvillingerne har aldrig mødt deres far. Jeg mødte ham et par gange da vi begge var små, midt i en krigszone, og så kun en enkelt gang hvor vi begge gav liv til de to. Xenocrates far er Rumpelstiltskin. Er der noget mere specifikt du vil vide Ava? "

Spurgte hun så indgående. Hun havde godt luret bulen på hendes mave og hun gættede bestemt på der stak noget mere under de normale spørgsmål omkring føl og så videre, men hun vidste det ikke. Hun håbede bare ikke på at det var Xenon der havde lavet ballade igen.

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #121212; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] Secrets Jo.. Ava havde helt klart noget mere specifikt hun gerne ville vide. Meget endda, og det var ikke sikkert det var noget enhver havde lyst til bare at give fra sig. Rumpelstiltskin.. Det var et navn hun kunne genkende. Det var et individ hun før havde mødt, men det var ikke hans sind hun var interesseret i at kende til. Den sorte hoppe vrikkede ganske kort med ørerne inden hun trådte helt over til den anden sorte og hvide hoppe, hvor hun blev stående. ”Tvillingernes far.. Hvordan var han?” Hvordan var han? Hvordan så han ud? Var det en god ven eller en forbipasserende der slog til? Var det en asocial eller en venlig? Der var så mange spørgsmål der kørte rundt inde i Avas hoved, men hun kunne ikke bare spytte alle ud, for hvis der var dårlige oplevelser involveret ville hun jo ikke bare rive op i sår der kunne være der og så hælde salt i det med endnu flere spørgsmål. word count, 164

[/td][/tr][/table][/center]

Myth fik efterhånden lagt brikkerne sammen og hun så nu indgående på Ava som var rykket helt tæt på. Hendes indgående udtryk var alvorligt og hun lyttede nu til hendes ord og gennemgik den endnu engang.

" Før jeg svarer Ava, så vil jeg spørger dig om noget. Var det frivilligt? "

Myths ord var faste og det var tydeligt at hun vidste præcis hvad hun ville vide og præcis hvad der var sket. Hun ville vide om hendes søn havde gjort noget og i så fald om det var af ond hensigt, for det lignede ikke hendes ældste at bedække.

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #121212; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] Secrets Det var ikke et svar Ava fik, men i stedet et nyt spørgsmål. Et spørgsmål hun ikke helt vidste hvordan hun skulle håndtere. Om det var frivilligt? Det var det jo – men hvad ville andre sige når hun var så ung? Ava kunne takle mange ting, men at takle kritik fra dem der ikke kendte hende lige så godt som hende selv, var ikke noget hun var særlig dygtig til. Hun svarede ikke lige med det samme fordi hun indvendigt var ved at gøre op med sig selv hvordan hun skulle svare. Om hun skulle lade som om det var ingenting? Tage lidt pis på det, eller give sig til at tude og lege offer for at undgå andres måske dømmende øjne. Tavsheden kunne måske for andre godt forveksles med tvivl, og derfor passede den sorte hoppe også på med ikke at bruge for meget tid på sine overvejelser, og hun sluttede af med bare at nikke en enkelt gang som svar på Myth’s spørgsmål. word count, 165

[/td][/tr][/table][/center]