Teylar.

Den unge og brogede hoppe kom med elegante og dansende skridt skridtene igennem Teylar området. Hun havde til mission at finde selveste Brêgo, lederen af denne flok. Hun ville gerne være medlem af hans flok, da hun kun havde hørt godt om den, og hun ville gerne føle trygheden. Hun ledte efter den, og måske kunne hun finde den her? Eller måske ville det blive svært, men hun ville prøve. Denne hoppe udstrålede varme og glæde, det var en aura der var omkring hende, en slags energi der spredte sig fra hendes krop omkring hende. Hendes grønne øjne udstrålede det samme, men det udstrålede også en stor styrke sammentidig. Selv om at Geshia var let og elegant, så var hun utrolig stædig også, og det kunne man nå langt med! Men ens stædighed kunne også være dårligt.
Hun slog med den sorte hale bag sig og søgende udstødte hun et højt, varmt og imødekommende vrinsk, men også tydeligt kalende. Dog ville man ikke helt kunne vide hvem det var, men hun vidste det selv, og håbede inderligt at støde ind i Brêgo. Dog ville det være noget underligt hvis han ikke kom. Hun bar jo en fremmed duft ind på hans territorium. Hun havde jo også mødt ham en gang før, så hun havde taget chancen ved at gå ind på hans område. Han virkede til at være til at snakke med, og nu kom hun jo heller ikke med fjendtlig adfærd.

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #63230E; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] Teylar Brêgo havde fundet sig en plads i det højest mulige område hvor han kunne holde øje med området. Teylars område. Hans område. Det var ikke mange der havde sluttet sig til flokken endnu, men den var vokset siden den var startet. Det gik den rigtige vej i hvert fald. Så længe den voksede var det kun godt. Flokken var som sådan ikke bare for at Brêgo kunne have noget at bestemme over. Det var ikke hans formål med flokken. Formålet var at samle de sjæle der var trætte af at strejfe omkring alene – et sted andre kunne kalde hjem. En samling af sjæle der manglede en familie. Flokken havde på en måde til formål at fungere som en familie der hjælper hinanden. Derfor var der også plads til alle i flokken – men om nogen skulle kunne finde på at misbruge hans tillid og skabe problemer vidste han ikke. Selvfølgelig var der nogen der ikke altid kunne indordne sig under andres regler, og det måtte han bare tage til den tid. Et kaldende og samtidig fremmed vrinsk blev båret med vinden og det fik den brogede hingst til at spidse ørerne. Han brummede sagte for sig selv inden han trådte nogle skridt tilbage for at tage stien tilbage mod den åbne eng, så han kunne finde den søgende sjæl. Han besvarede dog efter lidt tid det kaldende vrinsk, med et hingstet, men ikke dominerende vrinsk. Hans skridt var afslappede, for han havde ikke travlt. Det lød ikke som en der var i knibe, og det ville heller ikke give mening, for området var rimelig fredeligt. Han havde ikke selv oplevet problemer i flokkens område... Endnu... word count, 274

[/td][/tr][/table][/center]

Hun vippede med sine øre da hun lidt efter hørte et svar på hendes vrinsk. Det var tydeligt en hingst der havde vrinsket, så hun håbede at det var Brêgo hun stødte ind i, men man vidste jo aldrig. Det gjorde dig heller ikke noget hvis det var nogle andre, hun ville ikke blive skuffet, men hun kom jo hertil for at finde lederen af området. Hendes grønne og varme øjne, som også udviste en stor indre styrke søgte rundt i mørket, men hun kunne endnu ikke se noget. Hun mimrede med den hvide mule for lidt efter at vrinske søgende ud igen. Hun begyndte at trave mod der hvor lyden kom fra, hendes gang var elegant og dansende som altid. Hun havde dog halen ind til kroppen da hun stadig var i brunst, og hun havde ikke planer om føl! Hun fandt snart noget bevæge sig foran hende, var det ham?

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #63230E; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] Teylar Brêgos skridt fulgte en bestemt rytme. En rytme der næsten lød som hans indre ro – hvis man da kunne sige det sådan. Den afspejlede hans afslappethed og hans ro. Der gik ikke forfærdeligt lang tid før lugten af den fremmede blev kraftigere og kraftigere. Faktisk, så kunne han ane en skikkelse længere fremme. Mørket forhindrede ham i at se den fulde skikkelse, men de hvide aftegn var det der afslørede den fremmede, og nok også det samme der ville afsløre ham. Hans hvide aftegn der prydede hans rødbrune pels. Det var en hoppe. Det var ikke fordi det var tydeligt at se at han kunne regne sig frem til det. Det var i stedet lugten han kunne genkende – ikke genkende i som at det var en han før havde mødt, men genkende fordi der var et strejf af brunst. Det var nu ikke noget den rødbrogede Brêgo tog sig synderligt meget af, for han var ikke den type hingst. Han var i nogens øjne slet ikke en hingst, men i hans egne øjne var han en hingst der hvilede i sig selv og som ikke havde behov for at vise sig frem og spille med musklerne. Han var ikke blandt de stærkeste, men heller ikke slap. Han var ganske normal af bygning. En smule ædel af race på trods af de blandede gener. Han satte farten ned som afstanden blev kortere og standsede til sidst helt op med ørerne rettet fremad og de varme nøddebrune øjne hvilende på den sært brogede hoppe. ”Vær hilset, fremmede hoppe” word count, 256

[/td][/tr][/table][/center]

Hun mimrede med den hvide mule og snart kom en broget hingst frem. Ja, det var den hingst hun ledte efter. Hun havde mødt ham før, meget kort og kunne godt genkende ham. Der var ikke mange brogede heste på denne ø. Hun stoppede elegant foran ham og bukkede let for ham. Hun måtte nok hellere udvise respekt for sin kommende leder. Hun udstrålede dog stadig varme og glæde. Hendes hale lå inde til kroppen. Hun rettede sig op og betragtede ham med hende egne grønne øjne. Han virkede nu venligsindet og det var blandt andet også derfor at hun havde opsøgt ham. "Goddag" sagde hun og smilede. Hun tog hovedet på skrå. Genkendte han hende? Hun mimrede atter svagt med hvide mule.

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #63230E; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] Teylar Selvom hoppen var en han havde set før, så var hun jo endnu fremmed for ham, for han kendte ikke til hendes navn. Han kendte ikke til hendes personlighed, han vidste ikke noget som helst om denne hoppe. Hvor nysgerrigheden oftest plejede at hærge ham, var den endnu rimelig stille. Der var indtil videre ikke noget ved denne hoppe, ud over hendes farve, som var særlig specielt. Hendes lemmer var mere spinkle end hans og dermed betød det vel også hun kom fra et andet sted og det kunne derfor være hun havde andre ’værdier’ end de der kom fra samme område som ham. Det kunne være hun havde andre traditioner.. Hun havde måske andre måder at opfatte tingene på, og måske nye måder at klare problemer på. Ikke fordi der som sådan var nogle problemer i dette område, af hvad han havde lagt mærke til i hvert fald, og han havde trods alt været rimelig opmærksom omkring sine omgivelser. ”Hvad kan jeg hjælpe Dem med, frøken?” word count, 167

[/td][/tr][/table][/center]