Drømme der bliver til virkelighed..

Hun måtte stoppe nu, stoppe sine tanker, sine grubler; for måske dette også bare var en drøm. Måske kom det lige om lidt, det moment hvor man bliver kastet tilbage til virkeligheden. Måske ham Portalens Vogter var bag det næste træ dér? Ivrigt flød hun naturligt frem i en flad, men elegant og affjedrende trav, der dog gav en dundrende lyd i den bløde jord grundet uvrigheden. Hendes vejrtrækning accelererede, mens hendes kastaniebrune øjne forhåbningsfuldt så imod træet. Det var helt så hun skød hovedet ud til siden, der hvor det ikke ser naturligt ud mere, bare for at se om hjørne før hun nåede der til.

" Got'cha! "
Brød hendes varme stemme ungt og forhåbningsfuldt, mens hendes øjne så søgende og forventningsfuldt bag træet. Men endnu et nøgent træ, efter de mange. Hun sukkede foruroligt, mens en svag følelse af opgivet håb stille hobede sig op. Det var helt så hendes øjne tilmed blev lettere våde. Men her var ingen, så lige nu og her havde hun ikke travlt med at skjule noget. Hvad skulle der ske? Skulle hun måske aldrig se Tjalfe igen?!
... Nej nej Luminor, opgiv ikke på forhånd!

[Åben for alle!]

I den tid Ahearn havde været i landet var der sket meget for den hvide hingst. Han var stadig lige så sur og indebrændt som da han var kommet, om ikke mere. For den kryster til Rumpel havde snydt ham noget så inderligt. Nu havde han et horn i panden og magi der kunne styre vejret omkring ham, med tiden havde han fundet ud af at det kun var inden for 100 meter at der ændrede sig. Men det var også nok hvis man vil skræmme andre heste væk fra en. Dog havde han endnu ikke styr på sine evner og de kom og gik som hans humør ændrede sig. Også det irriterede ham. Heldigvis var det kun Leonora der kendte til den hemmelighed og så selvfølgelig Rumpel, men Ahearn talte ikke ham med. Nu gik han inde mellem træerne og en vind ruskede i de nøgne grene.

Hingstens humør var ikke særlig godt, hvilket som sagt påvirkede det. Heldigvis regnede det da ikke. Den havde været slem! Det var nær gået galt sammen med Leonora da han havde fundet ud af, at han kunne styre vejret. Havde den sorte hoppe ikke været der så var det endt virkelig galt. Nogle ville måske mene at det burde ændre hans humør til det bedre, men det påvirkede ham på en helt anden måde. Snyd og bedraget følte han sig, og man skulle være heldig hvis man mødte ham på en god dag. Denne dag var ingen undtagelse, han var let pirrelig og der skulle virkelig ikke meget til før han tændte af.

Snart hørtes trin mod den bløde jord, og et par hurtige blink med øjenlågene over de kastaniebrune øjne, gjorde dem atter klare og vågne. Hun mimrede stille mulen, en smule nysgerrigt, for mon dette ville ændre drømmen? Hun svang sig omkring træet, efter at have spottet lydende kommende umiddelbart bagfra hvor hun stod; så med få trin omkring stammen, stod hendes slanke krop bag den tykke stammen, mens hendes hoved, hals og bagpart tittede frem.
Det var kun spørgsmål om sekunder før hun fik øje på en skikkelse, hvilket fik smilet tilbage på den mørke mule. Hun var endnu i drømmen! Denne gang var det en hest med horn, hun fik lov at se. Hun spadserede straks frem af sit skjul, før hun gav lyd fra sig, i form af en lidt kaldende og feminint dæmpet vrinsk, imod denne hest. Denne hest, med et horn prydet midt i panden, så stolt, så uopnåelig at skue. Mon han var den man skulle spørge for at blive sendt tilbage, eller bare vækkes?

Nok var den hvide hingst let at provokere, men han vidste skam også hvordan man skulle opføre sig. For det meste angreb Ahearn ikke før han lige havde set sit nye selskab an. Geshia havde han bidt ud efter i ren provokation, noget som nogle gange kunne ligge til den hvide hingst. Ellers angreb han blot fordi han følte de havde trådt forkert, og der skulle ikke meget til før den følelse kom frem. Men indtil da ville han for det meste opføre sig ordenligt. Så da en skikkelse kom frem mellem træerne og en hilsen fulgte kort efter stoppede han op, og betragtede hende kort inden han selv brummede dybt tilbage til hende. Hendes duft var han ikke stødt på før, ej heller hendes farve, så chancen for at hun var ny var ganske stor.

Roligt vendte hans sig med front mod hende og gik lidt tættere på. Dog stoppede han op så der stadig var rigeligt afstand mellem dem. Ahearn var ikke glad for berøringer eller fysisk kontakt på nogen måde. Medmindre han selv styrede det ved at angribe. Forhåbentlig ville hoppen aflæse hans lidt lukkede ydre, men han var heller ikke helt afvisende. "Godaften." Stemmen var hæs da den ikke var blevet brugt længe. Kølig var den også men ikke decideret ondsindet.

Hesten her var hingst, uden tvivl; og efter hendes egen lille hilsen kom han da også nærmere for derpå at hilse. Han holdte dog pæn afstand, meget høfligt. Smilet bredte sig let over den mørke mule, af ren og skær fornøjelse, men da den kølige og hæse stemme lød, slog det hende at denne drøm måske var på vej over i et mareridt! Hun kendte selv til den slags drømme, og det plejede som regel at være at uanset om man gjorde noget for det eller ej, skulle det nok blive et mareridt, og var man uheldig – et af dem man sent ville glemme. Men hun vågnede ikke. Nej, tvært imod, hun følte sig mere levende end længe? Hun kunne mærke sit hjerte banke, blot som fra i går hvor hun havde frelst den stakkels fugl. Hun hejste stille hovedet lidt, ej provokerende, nærmere opmærksomt, før begge øre vippede lyttende frem.

" Er du så endnu en af de her slags vogtere? "
Hun var på nippet til at smile, men holdte det grangiveligt tilbage. For var dette ved at munde sig ud i en mareridt, måtte hun træde forsigtigt; for med vækning som redning ville der intet problem være... men denne drøm havde varet ved længe nu, alt for længe!

Som Ahearns sorte øjne gled over hende gik det op for ham, at hun så en smule forvirret ud. Var hun mon lige kommet til landet? En del af ham havde så inderligt lyst til at sætte tænderne i hende og få hende til at vende om med det samme, men samtidig ville han ikke kunne få sig selv til det. Ikke fordi Ahearn var blevet blød! Slet ikke! Men det var ikke altid han var aggressiv og arrig. Nogle heste havde fået lov til at opleve hans gode side. Måske denne fremmed foran ham også ville ende med at opleve det? Men da hun snakkede fnøs han en anelse undrende og afvisende. Vogtere? Hvad snakkede hun dog om?

"Jeg er bange for at jeg ikke er det du søger. Mit navn er Ahearn. Må jeg spørge om hvad dit er?"

Han var nysgerrig efter at vide mere om de der vogtere. Var der mon sådan nogle i landet? Måske forvekslede hun ham med sådan en, siden han jo havde et horn. Det var jo ikke ligefrem det mest normale at have. Tænkende rykkede han ørerne roligt frem og tilbage. Han måtte finde en at snakke med om det. Måske Leonora.

Overrasket over svaret; mest af alt fordi det mere eller mindre slog håbet om at denne hingst var endnu en vogter; og måske vejen ud af denne drøm, blev pludselig smidt til jorden. Håbet lå nu der på jorden, uden mulighed for at samle det op igen. Hingsten var ikke som hingsten Zekaryah i den skarpe lys i grotten. Tankerne blev mange, og frygten stak stille i hende. Hun blev vel også for en kort stund en der tabte ansigtet, før hun stille fandt smilet frem igen. Hun kastede stille det kønne og ellers ret gennemsnitlige hoved lidt til siden så den mørke pandelok faldt lidt ned over det højre øje.

” Ahearn, mit navn er Luminor. ”
Svarede hun roligt, mens hun interesseret efter at vide mere, tilmed hungrende efter svar, nikkede hun hovedet ne dog frem i en bevægelse, før hun atter løftede det anstændigt med et smil; som en mindre hilsen imod ham da hun gentog hans navn. Men spørgsmålene var mange i hendes hoved, af længsel efter at vågne igen. Fra denne drøm, dette mareridt!

” Jeg tænkte på… Kan du fortælle mig hvad det her er for et sted? ”
Forsøgte hendes bløde stemme roligt imod denne endnu fremmede hingst. Måske han kunne fortælle hende hvad denne drøm forestillede at være, måske det kunne give hende en ledetråd af en art? Hu smilede atter venligt imens interessen i hendes øjne gnistrede ungt.

Som han fortalte hende at han ikke var det hun søgte, så han hvordan håbet forsvandt fra hendes øjne. Så det var åbenbart bare sådan en vogter hun søgte? Men Ahearn havde aldrig nogensinde hørt om noget lignende, kunne hun måske blot have forstået noget forkert? Den eneste han kendte til som var anderledes var ham Rumpel som havde givet ham hornet og magien. Andet var der ikke, ikke så vidt han vidste. Da hoppen endelig præsenterede sig bøjede han let i nakken som en hilsen. Hun havde et ganske smukt navn som var nemt at huske i fremtiden. Ikke at Ahearn havde tænkt sig at blive venner med hende, for han havde ingen venner. Men måske nærmere en bekendt?

"Mig en glæde at møde dig Luminor."

Det var sagt med en oprigtig tone, hvilket skete ret så sjældent for den hvide hingst. Men hvorfor ikke prøve at være nogenlunde venlig? For af en eller anden grund så var lysten til at bide ud efter hende forsvundet en smule. Nu var det jo ikke længe siden han sidst havde taget fat i en hest, så han havde fået 'slukket tørste' hvis man kunne sige det sådan. Idet hun spurgte ind til landet nikkede han en enkelt gang til hende. Se det var en ting han sagtens kunne svare på.

"Du er kommet til landet Andromeda. Et land som er ganske svært at finde og lige så svært at komme ud af igen. Men tag nu ikke fejl, her er ganske dejligt når man først finder sig til rette."

Det havde taget ham en del tid at falde en smule til i landet, mest af alt var Leonora grunden til at han havde fundet en smule af sig selv. For hun havde brug for ham ligeså meget som han havde brug for hende. De komplimenterede hinanden på en måde som ingen andre kunne. Først der var det gået op for ham at landet var ret så smukt og fuld af eventyr.