Mod nord

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/CneE3.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] {Camie & Luminor} Det var mørkt. Solen var gået ned og havde henlagt landet i vintermørket, der var ikke længere den samme mængde af sne til at lyse verden op om natten. Men det forhindrede ikke månen i at kaste sit blege lys ned over landskabet, træerne kastede lange skygger omkring ham og der var ganske stille. Alt for stille. Matt virrede kraftigt på sine udspilede næseborer, mens han dansede frem over den våde skovbund i en smidig trav. Han var nået til det nordlige Enophis, bjergpasset lå ret forude og ventede. Det var bestemt noget, der var værd at undersøge nærmere. De mørke bjergkæder i horisonten havde suget hans opmærksomhed til sig i nogle dage nu, og det havde ikke taget ham forfærdeligt lang tid at krydse den største af de fem øer. Musklerne i hans slanke lemmer føltes ganske vist en smule anstrengte, men det var ikke noget, han bemærkede. De var varme, hans skind var hedt og åndedrættet hævet, alt sammen tegn på at han var i live. Søvnen ville alligevel ikke nå ham, heller ikke denne nat, hans sind var et flammehav, og det han gjorde bedst var at overføre ilden til hans stærke krop. Hans bevægelser var iltre og noget nær hidsige, men stadig lige præcise og skarpe som det var passende for en hingst at bevæge sig. Smidighed, evnen til at bevæge sig uhørt. Selv efter de mange timers fart var han stadig ikke et øjeblik i tvivl om, hvor han placerede sine hove. For der var ikke nogen grænser for, hvad han ville presse sin krop til. Han havde ikke set skyggen af andre heste hele dagen, men var stadig opmærksom på omgivelserne. Stilheden var trykkende, den rungede nærmest mellem de høje træer som omgav ham, kun lyden af hans egne hovslag lod ham vide at han ikke havde mistet hørelsen. Hvilket var grunden til, at han lod sine hove synke dybt ned i jorden, så de rytmiske dunk ikke var til at tage fejl af. word count 330

Håbet var langsomt begyndt at svinde ind. Måske var det ikke en drøm? Nærmere et mareridt... ej! Nu måtte hun altså stoppe! Op med hovedet, og videre ud i verdenen. Denne, fremmede verden. Hun havde begivet sig i denne skov en hel dag nu, og natten havde nu trukket sig ind over stedet hun betrådte, og havde betrådt de sidste, næsten fireogtyve timer. Den blege måne på himmelen her havde et nu ret så oplysende skær, ikke som der hjemme. Hun havde derfor valgt at drage stik tværs gennem skoven, i håb om at ende ude ved engen igen. Ganske rigtigt var det nu i sinde, og før hun vidste af det stod hun i brynet af denne skov hun havde beboet siden hun ankom, eller vågnede...
Her var stille. Præcis som hun havde fortolket og næsten konkluderet ind til nu, hvilket også sagde hende at det da ikke kunne være en drøm! Så forladt og alene var ingen drømme. Men noget bevægede sig hastigt ude på engen, et godt stykke væk. En muskuløs skikkelse, gjorde sig i sin fineste pragt, en iøjnefaldende entré, som hovene dundrede af sted over engen, mens den nuancerede gyldne farvede hoppe Luminor, for en kort stund undslap et smil over den mørke mule.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/CneE3.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Matt strakte halsen et øjeblik, hvorefter han rystede den sorte manke og trak mulen tilbage til sin sædvanlige position. Et dybt prust undslap ham, energi havde han nok af og det lød nærmest drenget. Området havde åbnet sig, hvilket gjorde det nemmere at holde kursen. Det kastanjebrune blik undersøgte tavst landskabet, end ikke en fugl var at skimte. Og så alligevel. Noget rørte på sig, noget som fangede hans blik. Det var et godt stykke borte, og svært at se i mørket, på trods af månelyset. Det lignede en skikkelse. Han spændte en anelse i musklerne i nakken, rovdyr havde han endnu ikke set noget til på de her kanter, men man kunne aldrig være sikker. Alligevel syntes skikkelse at være for stor til at være et rovdyr, den åbenbarede sig mellem træerne som udgjorde den skov, han selv havde færdes i. Han gjorde en kort overvejelse. Han kunne udmærket bevæge sig videre, eller også kunne han undersøge det. Vinden mødte ham og bar lugten af fremmed med sig, han var ikke længere i tvivl om at her var andre end han. Og så var det endda en hest. Det var måske værd at undersøge nærmere, måske kendte den fremmede bedre til området end han. Han vendte ørerne en anelse, men smældede så med den kraftige hale og bremsede skarpt op. word count 221

Det var næsten tydeligt hvordan skikkelsen ude på engen registrerede hendes tilstedeværelse. Små tegn, som ørerne og blikket der gjorde ændringer på sig, var klart. Hesten stoppede kort efter brat, og selvom skikkelsen var veloplyst i kontrast med engen, takket være månens lys; var det alligevel endnu kun en silhuet, der var at skue for de kastaniebrune øjne. Hendes øre vippede frem, lyttende, før hun selv ville tilkendegive sig selv sådan rigtig; når nu denne skikkelse havde stoppet sit eget lille løb. Enkelte skridt, blev til flere; så hun var blottet for månelysets stråler; før hun atter stod stille. Hendes øjne forsøgte ihærdigt at undersøge den fremmede, men alligevel måtte hun opgive for nu. Hun undlod en stille feminin og imødekommende brummen, mens et varmhjertet smil lå over den mørke mule. Drøm eller ej, mareridt eller ej, så kunne det være at nogen her på kanterne kunne fortælle mere om dette sted end hun selv kunne sige?

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/CneE3.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Den fremmede bevægede på sig. Den kom nærmere, trådte ud fra grantræernes lange skygger. Jo, det var ganske vist en hest. Det så næsten besynderligt ud. Hvordan den stod med fuld front mod ham, trippede nogle meter og så standsede igen, uden at kaste blikket i andre retninger. Det var tydeligt, at den var interesseret i hans tilstedeværelse. Matt stod i en rank position med siden til, hans muskler sitrede stadig selvom hans hede krop begyndte at falde til ro. Uendeligt langsomt. Det ville ikke være længe, han kunne holde ud at stå stille. Ikke denne aften. Vinden var mod ham, og den bar lyden af en lys brummen med sig. Han strakte endnu en gang den stærke hals, mens han flyttede på benene og tog front mod den fremmede skikkelse i månelyset. I samme bevægelse gled han fremad, med lange, rytmiske skridt over det tørre græs der havde lagt under sneen. Hans bringe var en anelse svedig, og selvom han intet mærkede til kulden nu, så ville den komme hvis han ikke holdte sig i gang. Alligevel havde skikkelsen fanget hans nysgerrighed, han havde ingen anelse om hvem det var og havde i grunden ikke forventet at møde andre så langt mod nord. Men her var vel også heste. Han mindede sig selv om at landet var fuld af overraskelser. word count 224

Det var sjovt hvordan den blege månen så tydeligt afslørede hestens tilstedeværelse på engen; og så alligevel skjulte så meget af udseendet på hesten. Som var denne fremmede blot en skygge til en oprindelig hest, der stod forskudt for denne skygge. Selvom den fremmede var så langt fra Luminor, kunne hun alligevel tydeligt se hvordan hele skikkelsens krop bevægede sig i sådanne ryk der afslørede hvordan der var blevet arbejdet, fra den fart hun havde kunnet betragte og overvåge før. Alligevel blev skikkelsen stående et stykke tid endnu, før fronten blev vendt imod hende og afstanden i mellem dem blev forkortet hastigt med de skridt der blev taget. Det virkede næsten uhyggeligt hvordan ansigtet endnu var gemt af mørke; mens selve kroppen bag halsen, så småt blev lyst lidt op; så hesten fik en mere eller mindre små blåligt skær. Hesten var dog mørk i farven, kunne hun konkludere; nok også som det eneste. Begge øre vippede let, for at opfange mere lyd, mens hun ellers ventede pænt, på denne fremmede. I denne drøm, mareridt?

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/CneE3.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Der var et godt stykke mellem dem, men han havde ikke travlt. Skikkelsen stod stadig stille, afventende. Den ønskede altså ikke selv at nærme sig. Han slog tålmodigt med halen, men det var kun et skjul på det, som egentlig farede rundt i hans slanke krop. Snart kunne han rigtig fange færten af den fremmede, og det var tydeligt, at det var en hoppe. En, han bestemt ikke havde mødt før. Det var helt mystisk i månelyset. Han virrede kraftigt på de mørke næseborer, detaljer var ikke til at se i mørket, men hun var ganske vist brunlig i pelsen. Lysere end han. Nærmest sandfarvet. Matts lange skridt standsede nogle få meter foran hoppen, hans skikkelse tårnede sig op over hendes, da han var noget højere end hun. Det var måske grunden til at han holdte lidt afstand. Han forblev tavs, idet han strakte mulen en anelse frem og lagde det ædle hoved på skrå, undersøgende betragtede han den fremmede i det blege lys. Heste af alle racer lod til at åbenbare sig i det mystiske land, selvom han ikke helt kunne placere hoppen foran ham. Hun var lille ligesom de andre hopper, han havde mødt. Situationen mindede ham om et tidligere møde, med den lidt ustabile hvide hoppe, som ikke havde vist sig helt tryg ved hans nærvær. Nu ventede han på denne fremmedes reaktion. Det var egentlig meget underholdende. word count 231

Hingst, det var præcis hvad denne hingst var; og det var nok det første der slog hoppen – mon der kun var hingste i dette land? I denne drøm… mareridt? Hun forsøgte dog at slå tanken ud af hovedet, mens hun betragtede hvordan den mørke skikkelse langsomt fik ansigt. Som pyntede belysningen langsomt hver og én detalje mere på for hvert skridt han tog. Snart stoppede han dog; og der var en god passende hestelængde mellem begge muler. Han var utrolig høj, næsten så det var skræmmende. Samtidig fandt hun også dette utroligt fascinerende!
Han strakte herpå mulen lidt frem, og roligt forholdte hun sig, mens de kastaniebrune øjne, der godt roligt og beundrende så til over den store hingst, der var en del mørkere i farven end hende selv. Hun bed dog hurtigt mærke i hans ene bagben, hvor en hvid sok – lig hendes i højde på benet, sad. Dernæst undlod hun en rolig feminin og imødekommende brummen imod hingsten, mens hun selv gjorde et lidt drillende træk ved selv at ligge hovedet på skrå, til den anden side af hvad han gjorde, så hun direkte afspejlede hans handling.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/CneE3.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Hun måtte være en anelse yngre end han. Ellers havde de ligefrem et par ting til fælles. Hoppen havde mørke øjne så han, brune. Og én eneste hvid sok på det ene bagben. Ikke at mørket afslørede meget, men måneskinnet hjalp. Nogle tunge skyer truede dog med at dække for månens blege ansigt, de rullede langsomt frem over den mørke himmel hvor kun få stjerner kunne ses, havde han bemærket tidligere. Alligevel var detaljerne nemmere at se hos hoppen, end de måtte være at se hos ham, da hendes pels var væsentligt lysere. En nuance han ikke rigtig havde set før. Hoppen virkede hverken ustabil eller utilpas, men man vidste aldrig. Matt drejede ørerne fremad da hun gav lyd fra sig for anden gang, en brummen der var flere toner lysere end hans egen. Hvorefter hun tilsvarende lagde hovedet på skrå, ligesom han havde gjort. Han svarede med en højlydt prusten, en hingstet lyd der gav udtryk for hans manglende tålmod denne aften. Ikke at han var irriteret. Blodet pumpede blot stadig rundt i ham, og stilheden begyndte at trænge sig på nu da han stod stille. Han ventede stadig på at hoppen brød stilheden, da det på en eller anden måde virkede passende. Men det lod til at han måtte gøre det. Han trak den mørke mule op i en højere position, stadig med øjnene på hoppen. Det var ikke sikkert, at hun kendte til bjergområdet. ”Godaften, lille dame.” Matt vippede med de slanke ører. Der ville ikke gå mange øjeblikke før han igen ville sætte sig i bevægelse. word count 260

Hingsten foran hende fandt hun en smule fascinerende, mens hun stille fandt hans blik. Det føltes i hvert fald som om hun kunne føle en nærmere forbindelse til denne hest foran hende. Hingsten udviste dog en vis utålmodig; ikke at det nagede hende spor. Måske foråret også gjorde ham en anelse kåd og frisk, så en stillestående scene som denne ville tage psykisk på de friske energier han kunne bærer rundt på lige nu. Hingsten talte dog nu, med en ret så rar stemme; fandt Luminor den. Mens hendes øre havde givet et lille ryk på sig fremad, da hans første ord havde lydt. Svagt boblede en lille fornøjet følelse i hende, over hingstens måde at tale på. Ikke nok med dame, men ligefrem endda lille dame. Hun smilede let af morskab over hingsten talemåde, mens hun satte dem op imod de andre hingste hun tilmed havde stødt på i drømmen. Måske det var sådan de talte i dette land – formelt…

” Jamen godaften. ”
Hendes stemme var blød og kom tydeligvis fra en varmhjertet sjæl, mens Luminor havde lydt en smule betuttet i sætningen. Rent reagerende over hingstens egen fremtræden, som hun fandt en smule morsom og finurlig.

” Mit navn er Luminor. ”
Valgte hun roligt og afslappet at præsentere sig, mens hun i takt med ordene retted et kønne og ret så gennemsnitlige hoved lidt op, af tydeligt tegn på interesse for denne endnu fremmede hingst. Noget sagde hende dog at hingsten måske allerede vidste hvad hun hed, for det skete ofte i hendes drømme. Hvis dette da var en drøm?..

{Out; Caaaaaam, undskyld jeg ikke har fået svaret T_T Lad os starte en ny i stedet!}