Op med hovedet ven!..

Himmelen var grå, direkte mat at se op på gennem de kastaniebrune øjne. Hun havde været her endnu en hel dag og nu også en nat i landet. Hun ville jo ikke vende tilbage, det vidste hun efterhånden godt. Rent følelsesmæssigt havde efterhånden været igennem alle stadierne; chokket, irriteret, vred, irritabel, opgivende, sørgende, målrettet, opmuntrende, overbærende, accepterende. Det havde været noget af en tid i dette land; og selvom foråret her var smukt og hun egentlig jo havde fået sin vilje, det hun ønskede sig! Var det hele ikke rigtigt. Tjalfe manglede, flokken manglede, det hele manglede. Men hun ville holde panden højt nu, måtte tage én dag af gangen og ikke dvale i fortiden – på trods af den ikke lå mere end knap to døgn fra nutiden. Hun havde begivet sig ud på det åbne nu, havde faktisk spottet den store sø der lå i det fjerne, i det lige nu godt nok triste vejr. Roligt spadserede hun med målrettede skridt, i en glidende og god overtrædende skridtgang, mens hendes pels mest af alt også så lidt mat ud i denne belysning.

[Reserveret til MS!]

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px; background-color: #051b57; width: 350px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] Op med hovedet ven!.. Titan brugte lang tid på at begive sig rundt over det hele og han havde langt fra set så meget som han overhovedet kunne. Dog var der ting der var udforsket mere end en gang, og stadig steder han slet ikke havde været. Der var steder han aldrig var nået ud til, og Enophis var en af de øer han ikke ret tit havde opholdt sig på. Der manglede han at se meget mere end halvdelen. Meget mere end bare en kvart del. Det var i hvert fald meget lidt han havde set her. Den sorte hale bar han efter sig som en fane, mens hans ben arbejdede på højtryk på at bære ham fremad, med nogle store skridt og hans hove trak han godt op under sig i en dyb galop samtidig. Det gik ikke for fuld fart denne gang som det så ofte før havde gjort, for lige nu havde han ikke travlt med at nå noget bestemt. Det var mere afslappet søgen. Han var en eventyrlysten sjæl og altid på vagt – altid åben for nye oplevelser. Nakken var knejset og den mørke mule berørte næsten den sorte bringe, som var ved at være en anelse klistret af sved. Nogen ville vel mene det var ulækkert – men han var hingst, og hvilken hingst ville han være hvis han ikke kunne få lov til at bruge energi og ikke være renlig hele tiden? Alt for feminin mente han selv. Noget fangede hans opmærksomhed og det fik ham til at slå over i trav. Hans hove fløj næsten hen over underlaget mens hovene blev kastet frem for hvert skridt og musklerne kunne tydeligt ses under det mørke hårlag. Musklerne arbejde hver gang han bevægede kroppen og de var stadig voksende, for han var stadig kun lige trådt ind i de voksnes rækker og derfor også meget ung og ikke alt for muskuløs endnu. Stadig en smule spinkel ville nogen vel mene – I hvert fald dem der vidste hvordan resten af hans familie så ud. De grønne øjne hvilede på en fremmed sjæl. Om det var en hingst eller hoppe kunne Titan ikke rigtig se, men det var også lige meget – for han kunne sagtens have det sjovt med en anden. word count, 370

[/td][/tr][/table][/center]

Vandet der på den ene side kaldte på hende; og så på den anden side afskyede hende en smule, ved tanken om hvor koldt det var; drog hun dog roligt imod. Det triste vejr var næsten helt symbolsk på hendes tab, tabet af hendes gamle hjem. Af alt hvad hun kendte til og holdte af. Men nej! Nu kunne det være nok... hun skulle ikke dvale... men hov? Der i det fjerne var en sort skikkelse af se. Ret så hingstet bar hesten sig nu ad, omend hesten da var en hingst eller hoppe. Hun stoppede helt op, mens begge øre i samme nuancerende farve som resten af hende, ville nysgerrigt frem. Hendes hoved blev hejst en smule opmærksomt, alt imens de kastaniebrune øjne søgte denne flotte og stolte skikkelse der tilmed dansede af sted over engen i en lidt lang trav. Hun smilede for sig selv over den mørke mule, før hun katsede hovedet lidt op og ned i en tydeligvis ivrig form, der klar afspejlede hendes begejstring for denne fremmede. Alt imens en feminin brummen blev undladt; men om den fremmede kunne høre dette eller ej, var dog en ligegyldighed. Hun trådte få skridt frem, mest for at udvise sin interesse, før hun atter stoppede en smule pænt op igen, afventende.