Embers

Reserveret til Luminor

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,450,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/CaedisTableMedium_zps484dc411.png,true] Tears fell on his body And turned into ash She saw a fire being born And a reflection in it like a flash Flammer, evige flammer, dansede tæt omkring hans smidige lemmer, da den smukke blodfarvede hingst med lette, ivrige skridt, lod sjælen føre sig af ukendte stier. Hvor han vandrede vidste han ikke, men her var frodigt, så frodige at hans indre ild havde sværvt ved at finde sig til græsset. På sin vis var det vel en god ting, på denne vis ville han ej skade de sjæle der krydsede ham, men tilgengæld betød det at hans energiniveau var faldet enormt. Med en kort prusten stoppede ham op, slog med hovedet, og kneb sine efterårsbrune øjne sammen, før han med en dyb indånding igen forsøgte at danne sig et overblik over den skov han var havnet i. Skove var ikke hans form for tærren, for mange hindringer, og for få åbninger hvor man kunne strække ud og mærke blodet dundre igennem kroppen. Og dog var det her det var bedst at finde føde, og danne nye bekendtskaber. Ikke at hingsten var ensom, men han tiltrængte nogen at tale med, en anden sjæl at dele erfaringer og liv med. Således var det til tider, hvor ildens flammer gik ganske lavt, og således udelukkende var at ane i den gyldenrøde pels, og i hovskægets bevægelser. og dog ville det ej vare ved, thi den kraftige ild der brændte i hingsten, tillod ikke at brænde stille for længe. Han var bevidst om det, opmærksom, men frygtede ej, hverken på hans eller andres vegne. Der ville stadig gå tid før han fik lysten til at lade instinkterne løbe af med sig, og denne tid ville han benytte.

Hvinende højt lød de ellers smukke symfonier i de nuancerede gyldne øre, mens et fuglepar flaksede omkring i træernes toppe. Det var som om de dansede med hinanden, i smukke piruetter og andre flotte snoede flyvebevægelser. Men samtidig kunne det også godt se ud til at de havde en mindre kamp, som sloges de, eller de måske bare var uenige? Det kunne selvfølgelig også være en del af et helt lille spil, inden deres kærlighed ville blomstre. Luminor smilede over den mørke mule ved tanken om det sidste, mens hun efterhånden havde slået tanken om denne underlige og vedvarende drøm helt ud af hovedet. Hun drømte måske slet ikke?

Til gengæld havde hun brugt den hele dag på at udforske området. Dertil havde et anden Ø lignende land lokket tilbydende, hvor hun nu begav sig. Hun havde hurtigt fundet tilsyn i omgivelser med skov, som hun nu begav sig rundt i; mens hendes hove roligt plantede sig skridt for skridt over den bløde jord. Her var en del føde, hvilket hun allerede havde gjort sig godt af; men lyde der afslørede liv og tilstedeværelse sansede hun, før en stor rød hest kom til syne mellem træner der endnu så halvt om halvt nøgne ud. Hun stoppede efter at have vendt sin front imod denne skikkelse, før hun stille undlod en mild brummen, feminin og udelukkende for at tilkendegive sig selv. Alt imens hendes øjne så opmærksomt til, dog ej så drømmende og let på hele verdenen, som førhen da hun stadig troede hun var midt i en drøm.

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,450,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/CaedisTableMedium_zps484dc411.png,true] En sagte brummen, mild og varm som en sommerbrise, nåede den blodfarvedes øre,og han tippede da hovdet let på skrå, for detpå at rette sine nuancerede øjne imod denne fremmede sjæl. En elegant skabning, med en klar, og dog mudret farve, ganske køn omend en smule for spinkel til hans smag. Hun virkede som gik hun på skyer, og hendes blik bar en fjernhed han kun før havde anet hos feberige hopper og de mærkelige toben. Måske hun var syg, eller blot en drømmer, en der drømte om for- og fremtid, en der aldrig rigtigt befædede jorden. Eller måske hun blot var chokeret, over det nye land, måske hun ej havde hørt Zotz ord, ej havde ønsket at høre ham. Den kraftige hingst undlod en dæmpet brummen, halvt som svar på hoppens, halvt for sig selv, og rakte kortvarrigt mulen i hendes retning for at 'smage' på hendes duft. Nej, denne hoppe havde han ej mødt før, endnu en ny sjæl. "Goddag, du fremmede. Hingstens stemme var kraftig, men ej på nogen fjendtlig måde, fjerne aner af dominans spillede dog i den, selvom hans flammer endnu brændte lavt. Hans hoved var endnu hævet, som et tegn på hans status, og såvel et tegn til hoppen om at hun gjorde bedst i at tilegne ham respekt. Men endnu truede han ikke, og endnu fremviste han ikke den flammende hingst der dæmpet fnøs i hans indre. Han betragtede hende blot, benyttede kropssproget til at fortælle sin rang, om hoppen opfattede dette, eller blot slog det hen, strejfede ham ikke. Han ønskede blot at vide hvem denne drømmer var, hvem hun så, hvor hun var og hvad hun foretog sig med det drømmende blik. Thi det var ikke ofte blodshingsten mødte drømmere.

Stor, rød, kraftig og stolt. Der lå noget royalt over hans måde at bærer sig ad på, men alligevel ikke i en grad der syntes at udstråle forventet underkastelse. Roligt og fattet virkede han som om, da han gjorde sin mindre entre og samtidig også viste interesse for at vide hvad hun var for én. Med al rolighed og afslappet adfærd, løftede Luminor let på det kønne hoved i ren og skær interesse og opmærksomt. På ingen måde provokerende eller i en form af at ville dominere den rang, han mere eller mindre udviste. Hendes næseborer på den mørke mule udvidede sig let, mens hun forsøgte at opfange hans duft, alt imens hendes feminine og ellers ret så gennemsnitlige hoved blev strakt en smule frem. Den måde han bar sig ad på, afholdte lige nu hendes normalt begejstrede måde at hilse på. Men han var jo også fremmed. Hurtigt vippede hendes øre, idét hans talte, før hun kort efter selv åbnede den mørke mule.

” Goddag. ”
Havde hendes stemme lydt roligt med den blide stemme hun bar; alt imens det var tydeligt hvordan hun er helt igennem er bestående af et varmt hjerte. Roligt og nede på jorden mundede et smil da også let roligt på hendes mørke mule, mens de kastaniebrune øjne betragtede ham let - næsten beundrende.

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,450,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/CaedisTableMedium_zps484dc411.png,true] Hun synes at blive en anelse mere nærværende da hingsten gjorde sin entre. Hun forekom ham dog stadig en anelse fjern, men da hun havde hilst på ham, trak han en anelse nærmere, spidsede de gyldenlødede ører og tippede hovedet let på skrå, iagtagende. hendes smil forekom ham som et en moder ville sende til sit nyfødte føl, fyld af naiv kærlighed, fyldt med en indre harmonisk glæde. Han fnøs kort, dæmpet, hvorpå blodsprinsten igen lod sin dybe, mætige stemme rumme imellem dem. "Sig mig, drømmer, vandrer du i vor' verden eller andres? Dit blik forekommer så fjernt, ligeledes dine skridt." Royal var vel et ord der lå tæt til hingsten, for han var født af royalt blod, guddommeligt blod, og kronet før han endnu havde blinket i den nye verden. Det var dog ikke let at ane netop nu, men fornæmmelsen hvilede konstant over ham, over den flamme velsignede krop han førte sig i. Efter at have fulendt sine ord, trådte han da endnu nærmere hoppen, denne gang så tæt at han, hvis han strakte hals og mule, ville kunne berøre hendes skulder. Nærhed havde aldrig været et problem for ham, og synes heller ikke at være det for denne venligt sindede naive hoppe.

Opmærksomt så hun til, observerende over enhver handling denne fremmede hingst foretog sig. Skønt hun samtidig helt beundrede denne skikkelse, hun havde nu aldrig set så stor en hest før; og den aura der lå over ham var så royal, uden at virke som sådan bedrevidende, selvom det alligevel virkede som om han automatisk var hævet over hende, rent statusmæssigt. Hans fnys, som hun egentlig ikke fandt som sådan rettet imod hende, gjorde at hendes øre i samme øjeblik vippede tilbage, før de atter var rettet frem. Som en undvigelse af noget der blev kastet imod hende let, mens hendes blik i de kastaniebrune øjne i samme bevægelse havde set en smule uforstående ud.

Det blev dog hurtigt lagt bag hoppen, da hingsten nu talte. Det var ikke til at skjule hvordan hun pludselig lignede mest af alt et stort spørgsmålstegn! Hvad i al..?
Hvordan var det dog han snakkede? Hun løftede det ene ikke-eksisterende bryn lidt uforstående, mens hendes øjne så en smule undersøgende på ham, næsten som havde han sagt noget hun slet ikke kunne forstå – på et helt andet sprog.

” Undskyld? ”
Havde hun kort efter sagt, af ren og skær manerer – for hun havde det virkelig som om hun ikke havde forstået ét eneste ord; og da slet ikke den hele sammenhæng. Men langsomt kom ordene nærmest tilbage til hende, i takt med at hingsten nærmere sig hende. Hun rynkede blidt og næsten utydeligt en rynke på den mørke mule, mens hun trak hovedet lidt bagover med ørene forsigtigt glidende ud til siden. Han var meget tæt på nu lige pludselig, al for tæt! Hun kunne langsomt mærke den svage panik gribbe i hende, ubehageligt mens hun alligevel fandt en stædighed til at kunne svare ham.

” Jeg tror jeg er blevet væk… ”
Havde hendes blide stemme lydt trygget over hans nærhed, mens hendes lidt dådyr øjne så helt uskyldige ud lige for nu. Men der skulle ikke megen provokation imod hendes komfortzone, ør hun glemte både manerer og norm.

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,450,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/CaedisTableMedium_zps484dc411.png,true] Hendes ord fik hingsten til at le, en dyb latter, præget af selv samme toner som den dybe, fængende stemme. Ej tog han sig af hendes undvigende manøvre, thi hun selv havde inviteret ham tæt på, mente han. Hvorvidt der var delte meninger om dette bør man dog ikke betvivle, flammehingsten tolkede præcist som det ønskede ham. Et enkelt snap lod han falde, srillende efter hendes skulder, før han stoppede sine barnelege og lod hene søge ud af rækkevidde hvis hun ønskede. Blot blev han selv stående, med den stolte holdning, og sine vagtsomme livs vise øjne. "Du er altså ej en drømmer, ser jeg. I så fald må jeg undskylde mine spørgsmål, strejfer." Hans stemme bar stadig spor af morskaben over hendes forvirring, og ikke mindst forskrækkede opførsel over hans nærhed. Han havde intet ondt i sinde, og skam ikke i sin mening at skade den unge spinkle hoppe. "Jeg bærer navnet Caedis, ildbringeren og ligeledes søn af nattens hersker, Zotz. Må jeg spørge hvem du er, som betragter verden så naivt?." Han kunne tydeligt fornæmme deres forskel i dialekt, hi han var opdraget med lange fornæmme fraser, og vant med at blive tiltalt med op til flere lange navne. Hun derimod virkede som om hun havde et mere... hårdt sprog, der styrede uden om alle formalierne for blot at komme til sagen. Noget der på sin vis forekom hingsten både nyttigt og dumt på samme tid. Han tolkede ordene til at være flabede, men ud fra hoppens dådyrsøjne regnede han sig til at det ej var tilfældet, blot et uheldigt sammenspil af ord.

Latteren fra denne royale hingst, tog hun mere eller mindre hånende; men lod sig alligevel se forbi dette, mens panikken steg hende til hovedet. Det var helt så hendes skind nær skulderen sitrede, som når små dyr om sommeren irritere og kildre. HDenne fremmede, store og helt uopnåeligt udseendet hingst, nappede nu efter hendes skind; og med ét blussede et kort vildt blik op i hende. Panikken blandet med direkte vrede, i rent selvforsvar; hakkede hun hårdt ud efter hans store hoved, uden at tænke videre over situationen. Samtidig småkastede hun sig vigende tilbage, mens ørene inden for kort tid lå dybt i nakken. Et feminint og protesterende hvin havde lydt i seancen, før hun nu stod en længde længere fra ham igen.

Det gik dog hurtigt om for Luminor at der intet ondt var i dette; men hvis der var noget andre ikke skulle, uanset rang eller status – uanset forhold til hende, skulle de ikke røre!
Snart tiltalte den prægtige hingst hende strejfer; mens begge øre straks vippede nysgerrigt frem igen, som intet var hent? Stille lod hun hovedet glide på sned, mens hun roligt smiled, lettere fornøjet og undrende, uden at se ud til at afskye eller gøre nar af hans made at tale på.

” Caedis… ”
Havde hendes bløde stemme lydt en smule gentagende, men ikke som sådan på grund af navnet. Nærmere fordi hun lige skulle sluge den lange præsentation han kom med der? Var det normalt her hvor hun nu ellers var havnet, i sin drøm; sit mareridt; at ligge alle disse informationer på bordet fra start af? Hendes kastaniebrune øjne så atter en smule betragtende på ham, mens hun atter havde lagt panikken langt bag sig, lige ind til det gik op for hende hvordan han havde konstateret hende naivitet? Var hun så naiv? Hvad mente hen helt i grunden med det? Var det nu en fornærmelse!? Hun slog en lille rynke på den mørke mule, mens det ene ikke-eksisterende bryn blev hævet en anelse, spørgende, uden at virke hverken provokerende eller dramatisk.

” Mit navn er Luminor. ”
Svarede hun så, med en klang der svagt afslørede at hun følte sig en anelse stødt; hun kunne efterhånden mindre og mindre lide denne drøm – den var bare yderst mærkelig, og langt fra en af dem som bare gik efter hendes eget hoved.

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,450,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/CaedisTableMedium_zps484dc411.png,true] Hingsten veg tilbage for hendes bid, og udledte en kort brummen, til dels undrende over hendes voldsomme reaktion på den venskabelige nappen. Han mente skam intet ord med hverken ord eller holdning, alligevel virkede hoppen til at tage det ilde op. Den flamme farvede hingst lade derpå det ene øre let tilbage, imens han fortsat betragtede den brune hoppe. Hvilken mærkelig en hun var, men af hvad han kunne tolke, var det bygget på misforståelser imellem dem. Hvorfor hun ikke vikke berøres var ham en gåde, der var i særdeleshed mange heste i dette land der frygtede berøring. Han lod hende dog være endnu, men veg ikke tilbage, thi han ingen respekt følte for hende, blot underen. Han var vant med at præsentere sin livshistorie alene ud fra præsentationen, hvilket denne hoppe tydeligvis tykekde over. Men som han før havde beregnet, var hun sikkert ikke vant med at omgås heste af hans stand, eller måske hun kom et sted fra hvor man ej gjorde så. At hun følte sig stødt af hans ord… Det måtte hun selv understrege hvis hun ønskede en undskyldning fra blodshingsten, hvis hun da kunne lokke den ud af ham. Med endnu en dyb brummen vippede han hovedet let på skrå, og bøjede derpå let i nakken ved hendes ord. "Vel mødt, Luminor, hoppe af lyset." At hendes navn ikke helt betød så på det sprog han var vandt med at omgås, bemærkede han det ikke. Thi hun meget vel kunne blive fornærmet hvis han kaldte hende hoppe af modsættelsen, måske hoppen. Det var også lidt af et mærkeligt navn, men måske hun ikke var bevidst om dets mening, måske det ikke var meningen af det skulle betyde noget. Hans brune øjne rettedes igen, på sin vis venligt og roligt, hendes. "Sig mig, ved du hvor i Andromeda vi befinder os? Jeg kan ej genkende vor omgivelser."

Hvad der helt præcist var det var der skete omkring hende, gjorde hende tilmed undrende. Hvad var det for noget der skete med hende; og hvorfor kunne hun ikke vågne op? Var hun mon havnet i en anden verden, på mystisk vis?.. Nej! Det kunne da ikke passe? Hingsten foran hende, Caedis, reagerede på sin vis en smule uforstående over hendes, for ham sikkert, kraftige reaktion. Stille en smule spørgende lagde hun hovedet på skrå, da han nævnte hendes navn med en fin elegance og ædelhed, og dernæst sagde ordende hoppe af lyset. Hvad mente han med det? Dog udelukkende nysgerrigt smilte hun forsigtigt over hans ord, mens hele hans måde at tale til hende på, endnu undrede hende, men samtidig underholdte hende gevaldigt. Det var helt spændende hvordan han udfoldede sig på.

Hun stod dog blot med et lille forundret smil over den mørke mule, før han atter talte og begge øre vippede reagerende en enkelt gang imod ham, mens de atter var peget frem.

” Jeg er ked af det, men jeg ved slet ikke hvad du snakker om? Jeg havde faktisk håbet på at du måske kunne fortælle mig hvor jeg er… ”
Havde hendes bløde stemme lydt direkte undskyldende over at hun intet svar kunne give, mens hun stille overbærende trak lidt på skuldrende mens hun atter rettede hovedet ligeud igen. De kastaniebrune øjne betragtede ham endnu, mens de nu blev for en stund en smule opgivende; dog afslappede og uden at virke fortabte eller triste.

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,450,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/CaedisTableMedium_zps484dc411.png,true] Hendes undren fik igen hingsten til at forbinde ham med de drømmere han havde mødt. Thi hun virkede ganske forvirret.. Og dog ikke. Langsomt blev den flammende hingst mere og mere i tvivl om hvorvidt denne hoppe var ved forstanden, eller reel. Hun kunne meget vel være et skyggebillede, fremmanet af Zotz for at narre ham, for at håne hans manglende intelligens. Hans hoved forblev dog på skrå, og de smukke rødbrune øjne forblev planntet på hende. Det ene øre søgte dog analyserende omkring deres ståsted, en konstant vagtsomhed efter rovdyr og andre heste. "… Lidt kan jeg sige dig, hoppe af lyset. Vi er i landet Andromeda, landet hvori heste fra flere steder forenes for at samles om lyset og bekæmpe mørket. Med ild, vand, nat og dag. Vi befinder os på øen Leventera, men hvor præcist på denne vi er, har jeg ingen viden om." Han hvælvede let i halsen, fremkaldte sine muskler, der lå ganske tæt til den flammerøde pels. Ganskevidst var hans flammer endnu gløder, og dermed bar han ikke den enormt hingstede og domineredne energi som han så ofte begik sig med, men alligevel var han en køn skabning, af tydeligt ædelt blod og med et flammende sind. "Men måske du er nytilkommen? Der kommer mange heste hertil landet, og kun få ved hvorfor, og om de stadig vandrer i drømme." Hans stemme var ganske behagelig at lytte på, og benyttede med al tydelighed sin kræft og smukke toner til at fænge andres øre. Før i tiden havde han uden problemer kunne tale foran flere tusinde sjæle, thi hans stemme kunne få folk til at tie, vise som uvise, og ikke mindst lytte. Således var han skabt, således havde han altid været. Men uden ilden havde den dog mistet en del af sin flammende magt. Caedis var dog vis på at denne ville komme igen, måske når han mindst ventede det.

Hingsten Caedis forklarede sig; på hendes søgen på svar. Svar fik hun så sandelig, men om dette hjalp hende var en helt anden sag. Andromeda, ak ja – og hvad skulle det så forestille. Hun fortolkede det straks som en krig, som et eventyrland, med en tidslang ældre historie, end hendes eget liv og domæne selv havde været til. Drømmen var virkeligt vendt rundt – aldrig havde hun nogensinde i sin vildeste fantasi før frem digtet underbevist skabninger af unaturlige udseender. Magiske evner og overnaturlige kræfter. Lyset mod mørket. Hvad mon dette skulle blive til?.. og endnu vigtige, hvor skulle det ende hende?

Luminors ellers gyldne pels, så ret så mat ud i denne belysning mellem disse træer; og specielt når hendes udseende blev sat op imod denne store, røde hingst. Hun så kort tænkende ud, en smule grublende over alt det han havde sagt, men snart var der mere og hun lyttede opmærksomt.
Nytilkommen. Jov, det var det Caedis havde sagt. Det var som en hård og standhaftig mur der stødte hende hårdt i ansigtet, da det pludselig gik op for hende at det hele måske ikke var en drøm? Måske var dette virkeligheden, det levende alvor. Hendes hjerte bankede lidt hurtigere, af ren og skær spænding, såvel som svageligt panik. Panikken over måske ikke at kunne vende tilbage til sit gamle hjem, hurtigt, hvis da nogensinde! Hendes øre vippede observerende omkring sig, da det var som om hendes fornuft var over hende igen. Hun var vågen; og skulle derfor tage højde for alt lige pludselig! Hun kunne ikke bare lalle rundt og grine til og fra, i håb om at drømmen snart var ovre og hun atter ville vågne op ved siden af Tjalfe.

Luminor så vel for en stund meget forvirret og foruroliget ud, før hun atter tog hendes førhen holdning til overvejelse. Var dette mon bare en del af drømmen? Hun slog en igen fattet og rolig latter op med den bløde stemme hun bar, kort med en let selvironi over sig i klangen.

” Det kan jo ikke være sandt. ”
Konstaterede hendes stemme, mens hendes latter mundede roligt ud og hendes øjne søgte en svag bekræftelse hos hingsten, mens hun selv rystede lidt på hovedet også af situationen. Aldrig havde hun oplevet en drøm så livagtig, og så alligevel så overnaturlig og fremmed.

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,450,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/CaedisTableMedium_zps484dc411.png,true] Den blodfarvede hingst udlod en dyb brummen, og lod hoppen tænke og tolke hans svar. Hendes udtryk virkede ganske kort som om hun fandt det morsomt, før sandheden synes at brede sig ud i hvert hår i hendes krop. Før hun blot igen slog det væk med en latter. At nægte sandheden med latter var noget han ofte havde stødt på, og derfor forholdt han sig blot roligt, og vippede hovedet let på skrå. "Hvis dette ej skulle være sandt, ville det i særdeleshed komme som en overraskelse for ikke alene mig, men mange forvildede sjæle der har sat hovene på dette land. Lumiore, hoppe af lyset, jeg er ikke vis på omstændighederne, men dette land er ikke blot en drøm, thi i drømme møder man kun personer man før har set - og det skulle undre mig hvis jeg var blevet set i dit land." Hun var ikke en hoppe af den art der strejfede omkring hvor han kom fra, på ingen måde. Selvom hun bar en farve der kunne minde om en af hans brødres hopper. Dog har hun alt for spinkel til dette, og dermed kunne hun ej være dette. Måske hun kunne have været en fra et fjernt rige, men det ville undre hingsten. Aldrig havde Zotz fortalt om andre riger, men han havde heller aldrig spurgt. Hans ord synes at give ekko i den omgivende bevoksning, og han hvælvede derpå let i nakken for at se den brune hoppe an. Nej, hun kunne bestemt ikke være fra hans rige. Hans øjne, hvori flammer synes at danse, var blot en afspejlning af hans sind, roligt og overbevisende. Thi han ikke løj, han vidste ikke ret meget om landet, men at det ej var en drømmeverden havde han konstateret første gang Zotz talte til ham, lod ham vide hans opgave. Det rykkede kort i hans ene øre, der scannede varsomt over omgivelserne, men ej var der ikke meget bevægelse at ane hos den ædle hingst.

Hun havde aldrig haft i sinde at skulle komme ud for noget lig dette. Alligevel skete det hele nu, for øjnene af hende – uden nogen som helst chance for at kunne stoppe denne galskab der syntes at tirre hendes sind. De kastaniebrune øjne, som en smule dådyragtige blev når hun først blev usikker, syntes at se op på den store hingst Caedis. Hans ord lød roligt og fattet gennem luften, mens hendes øre vippede hvor hver gang han startede en ny sætning. Hun rynkede stille på mulen, mens hun forsøgte at benægte den åbenbaring der egentlig langsomt begyndte at stikke til hende. Han havde fuldkommet ret i det han sagde; hans påstand imod at dette var en drøm, kunne hun ikke være mere enig i. Hun blev stille efter at hendes latter var svundet helt ind før hans ord havde lydt. Mens det egentlig var gået op for hende at dette her ikke var en drøm! Tvært imod.

Det var vel forskrækkelsen, krydset med realiteten der udgjorde et kort tilbagetagende skridt fra Luminors side, på de slanke ben. Mens hendes hoved en smule forvirret søgte sit sind ned i jorden, sammen med hovedet der søgte ned så hendes hals buede fint. Hendes øre gled let ud til siden, en smule irriteret, mens hun atter havde en rynke over mulen. Det kunne ikke passe det her! Stille blussede en irritation op i hende, noget hun sjældent havde følt før. Svagelig vrede var det, vreden over at kende til situationen uden ngoen som helst chance for at kunne lave om på den.

” Så… jeg er alene i denne fremmede verden? ”
Hendes bløde stemme var spørgende da hendes hoved hejste sig kort efter det tilbagetagende skridt, mens hendes stemme næsten udviste en længsel og forhåbning om at hingsten Caedis, der endnu var fremmed, kunne give hende et svar på dette. Selvom hun godt selv kendte til svaret.

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,450,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/CaedisTableMedium_zps484dc411.png,true] Den store hingst betragtede hende blot imens hendes forvirring forvandledes til mange følelser, splittede og samlede hoppen. Selv forstod han ikke helt denne forvandling, thi han havde sjældent været så meget i tvivl som denne hoppe, havde blot accepteret sin skæbne eller kæmpet, vidst hvad han skulle og hvornår. Men nu var han vel næsten i samme bås som hoppen, alene, helt alene i denne fremmede verden, selv skilt fra ilden. Et sørgmodigt glimt tegnedes i de smukke efterårsbrune øjne, og dog holdt han sin ædle stilling, som et støttepunkt for de splittede hoppe, ikke at han vidste om dette ville hjælpe, thi han endnu var en fremmed for hende. "… Alene." Mumlede hingsten sagte, hvorpå han åndede dybt ud, og slækkede en anelse på den ædle hovedstilling, for at lade hende vide at han på sin vis også følte sig ramt af hendes ord, derpå rejste han igen hovedet, og så den unge i øjnene. "På sin vis, ja. Jeg betvivler at nogen af dine forrige bekendtskaber er blevet taget med på denne rejse, men om dette er sandt kan jeg ej besvare. Men her er mange sjæle, så mange at du aldrig vil være helt alene, aldrig vil være blottet og sårbar, hvis blot du holder dig nær de betrådte stier. Selv har jeg mødt mange strejfende, mange nye fremmede, så helt alene kan man vel ej kalde os." Han lod hoppen tolke sig til resten, i tvivl om hendes reaktion, og om han egentligt var en hjælp for hende. Thi det var dette han ønskede, at være en hjælp til denne unge vildfarne sjæl, det var hvad han havde været før han kom hertil, før han mistede ilden. Men endnu vidste han ikke meget om denne såkaldte Luminor, så hvordan hun reagerede, eller ej gjorde, kunne han ikke udregne