Nær slutningen..

Endnu en lang dag havde fyldt den nuancerede gyldne hoppe; og den sene eftermiddag var kommet hende til livs. Den ellers grålige og kedelige dag havde vendt over i en smuk forårs eftermiddag. Solen skinnede på sit sidste, mens den stadig drog mod dagens ende, for om kun få timer at søge ned mod horisonten. Hun spejlede sig kort i søens overflade, som endnu var i bevægelse efter hun havde taget et par tåre. Mere eller mindre tom følte hun sig, før hun atter slog tanken ud af hovedet om Tjalfe. Hun måtte tage det med oprejst pande nu; trods af alt havde hun jo fået sit altid høje ønske opfyldt. Men først nu forstod hun hvad det var der mentes når der blev sagt pas på med hvad du ønsker dig…

[Reserveret til Xenocrates!]

Solens stråler varmede en ellers kold og grå forårsdag op, som dog var ved at nå ved vejs ende. Det var der dog en sjæl i Andromeda der var ganske ligeglad med, for ud og bruge sin krop skulle han dog.
Den unge hingst Xenocrates kunne slet ikke stå stille nok til at vente på at vejret blev perfekt så han havde været i gang allerede fra morgenstunden med at tonse rundt omkring på Leventera i jagt på hans legekammerart Titan, som dog ikke så ud til at være på denne ø. Det var irriterende, men Xenocrates havde endnu ikke opgivet at finde en at kunne bruge noget tid på.
Solens stråler fremhævede hans gyldne skin som han havde arvet fra hans fader. Det var dog mere mat end hvis man så på hans halvsøster Savanna som han havde stødt på for ganske kort tid siden. Han var dog ikke klar over at de var familie, men mistænkte det meget.
Han nåede nu søen og tøvede ikke med at fortsætte direkte ud i vandet med et kæmpe krigshyl da han så en anden hest længere henne ved bredden.

Stilheden virkede en smule evig, ind til det punkt da dundrende hove næsten kunne fornemmes i den bløde jord ved bredden til søen. Hurtigt så Luminor sig omkring, søgende efter nogen – efter noget måske? Men der gik ikke mange dundrende hove i jorden, før en slank og gylden skikkelse kom galoperende over det endnu lidt matte grønne græs. Tydeligvis var denne hest ung; og før det overhoved blev på tale at hesten bed sig mærke i Luminors, godt nok fjerne, tilstedeværelse – sprøjtede der vand til alle sider, med et mere eller mindre brydende krigshyl igennem luften!

Luminor trådte lidt tilbage fra bredden, skønt hesten var langt væk fra hvor hun stod. Hun kunne ikke tilbageholde et smil over den mørke mule, mens de kastaniebrune øjne mest af alt misundte denne hests leg! Hun kom straks til at tænke på sine to små kusiner, hvorefter det begyndte at interessere hende hvor gammel mon denne hest var; som nu alligevel gav udtryk for at have fået øjet på hende.
I håb om at blive set, gjorde hun et par ivrige kast med hovedet lige op og ned et par gange, før hun stoppede igen, hvorved ørene vippede nysgerrigt og en dæmpet feminin og interesseret brummen lød fra hendes strube.

Et bredt smil var nu at finde på den unge hingsts mørke mule og han klukkede fornøjet, mens de krystalblå øjne nu så over på hoppen som han havde fået øje på før. Han bemærkede det lille smil og han trippede lettere ivrigt hen mod hende, gennem vandet, som han dog var varsom med ikke kom til at sprøjte op på hende. Hopper var sådan nogle følsomme og hysteriske væsener, og han havde ikke lyst til at blive ædt i dag, selvom han da havde den styrkemæssige fordel af de to.

" Hej! "

Udbrød han så med hans lettere lyse stemme, som altid blev så skinger og lalleglad når han var ivrig. Han stod lige nøjagtig udenfor rækkevide for lige at se hende lidt an, lidt havde hans mor da lært ham.

Hingsten fandt hurtig interesse i at opsøge hende, og hun blev roligt stående med et afventende smil, mens vandet sprøjtede ivrigt omkring ham mens hans høje knæløft fik han til at se utrolig ædle og elegant ud. Snart hørte hans stemme, hvorved Luminors øre hurtigt vippede opmærksomt, mens de kastaniebrune øje betragtede ham med en vis glæde i blikket. Han stoppede dog i en passende afstand, hvilket hun virkelig satte pris på, især i dette land, med fremmede heste. Hun strakte dog mulen frem, før ud udspilede næseborende kort over den mørke mule, for at forsøgende at opfange hans duft.

” Hej du! ”
Svarede hun mens mulen forblev fremme, før hun trak hovedet tilbage og rettede hovedet lidt op, i ren nysgerrighed for denne fremmede. Hendes stemme var blid, imødekommende og glædelig at høre på, selvom der lå en vis selvsikkerhed og afslappet attitude over hende, uden på nogen måde at virke som en højrøvet type- Nærmere typen der var åben overfor enhver form for personlighed, ville være den bedste måde at beskrive hende på.

Xenon klukkede stadigvæk fornøjet, mens de krystalblå øjne iagttog hende nøje. Hver lille del af hendes krop blev undersøgt, for Xenon var trods alt en der lige skulle kigge lidt på damerne. Han kunne aldrig dy sig. Han nikkede da af hoppen da hun strakte sin mule frem og ligeså stak han hans mørke frem og pustede ivrigt til hendes, men samtidigt indhalerede han også færten af hende, nu manglede han da blot et navn fra den yndige hoppe der stod foran ham. Han slog et elegant slag med hovedet og løftede det ene forben i det han knejsede i nakken.

" Mit navn er Xenocrates "

Udbrød han så stolt med fremskudt brystkasse, men med et kådt smil placeret på mulen. Det var tydeligt at han var ung og havde meget at lære, men også at han hver dag blev lidt klogere på nogle ting. Det var dog lige indtil Titan dukkede op og de to begyndte på deres sædvanlige ballade.

Det tydeligt hvordan den gyldne hingst bade var ung, men også indgående. Hun bemærkede hurtigt at han jovel så hendes udseende an, såvel som hun egentlig selv gjorde med ham og alle andre. Nok var han ung, men en flot og velproportioneret hingst så han da allerede ud til at være, hvis ikke han da var godt på vej til det. Hans mule kom dog tæt på, men alligevel med en sådan afstand som hende og Tjalfe altid havde gjort når de hilste, hvilket derfor ikke stiftede nogen tvivl hos hende endnu, ved dette nye selskab.
Xenocrates! Sikke et navn! Så ædelt, mon han var af fin familie her omkring? Det var svært at sige, og egentlig ville hun heller ikke snage sig i den sag, ikke for nu i hvert fald.

” Xenocrates, mit navn er Luminor. ”
Præsenterede hun sig pænt foran Xenocrates, med en blid klang, der ellers langt fra understøttede hverken sukkersødme eller lillepige uskyldighed. Hun var nærmere den der afslappede hoppe, som i sine tidligere dage for det meste hang mere ud med hingstene frem for hopperne, når det hele blev for kvidrende og sentimentalt. Hun smilte over mulen endnu, før hun atter så en smule betragtende ud i de kastaniebrune øjne, som han stod der i vandet. Det måtte alligevel være bare lidt koldt?

Fin familie? Tværdigmod. Det var måske den mest disfuntionelle familie der var at finde i Andromeda, men navnet havde han fået af sin moder, der mente at han kunne bringe gavn til den verden han levede i, og hvis man så ikke nævnte mere om hans forfædre, så lød det jo meget godt alt sammen. Luminor? Xenocrates nikkede ivrigt til hendes ord og knejsede så atter i nakken og skød brystkassen en smugle frem. Se mig! Se mig! Der gik ikke længe før at han tog et stort spring ud af vandet og op på siden af hende med et stort smil.

" Luminor, Lumi, sig mig. Hvad er dit forhold til kapløb? "

Inviterede han så, på sin egen helt specielle måde. En ivrig trippen understregede hans ophobede energi der skulle bruges på et eller andet positivt ellers endte han blot med at lave ballade igen.

Den gyldne hingst var ung og noget af et frisk pust her til eftermiddag. Noget hun havde savnet, især fordi hun ikke kunne undvære hvis det skulle være helt rigtigt. Xenocrates kastede ivrigt med hovedet op og ned, mens hun selv ikke kunne afholde en ung og fornøjet latter over ham. Snart sprang han op på bredden og nær hende. Panikken kriblede pludselig hurtigt op i hende, mens hendes pels sitrede en smule, som om han berørte et ømt punkt, til trods for han slet ikke rørte hende. Glidende lå ørene en smule usikkert ud til siden, men hun hurtig nu veg et par skridt til siden og væk fra ham. Hurtigt kom ørene frem, vippende og hun smilede atter over den mørke mule, der for en kort stund havde tabt det på jorden.

” Åh ha … Jeg vil sige at jeg er en ubesejret mester! ”
Havde Luminors sagt, med et par udfordrende halvt sammenknebne kastaniebrune øjne, men shun havde sænket hovedet en smule legene; og smilet havde ligget skævt og drillende over den mørke mule.

Xenon havde for travlt med at gejle sig selv op til at bemærke hoppen kort blev ja næsten panisk. Han fokuserede i stedet på hendes svar og han lyste op i et endnu større smil, der så blev ændret til et udfordrende et, som ligeledes blev afspejlet i de krystalblå øjne. Ubesejret? Det ville ikke vare længe endnu.

" Må jeg have den ære at blive den der bryder den stime når jeg er den der kommer først til den modsatte nede af øen "

Udfordrede han så direkte og trippede ivrigt om ved siden af hende, dog med passende afstand. Han afventede hendes start, for Xenon vidste godt at han sagtens kunne indhente hendes uden problemer. Han var jo næsten den hurtigste i Andromeda, men det vidste hun jo ikke.

Hingsten så ikke ud til at bide sig mærke i hendes direkte angst og startende panik anfald; men han blev så ment ret så hurtig opstemt på dette. Direkte udfordrende kom han med denne indbydelse på et løb om at komme først ned til enden af Ø’en her. Hun kendte ej Ø’en, men der ville nok ikke gå lang tid før hun vidste hvilken retning hun skulle heade imod.

” Det kunne du tænke dig! ”
Lød hendes stemme selvsikkert med en feminine og drillende latter, der mest af alt forsøgte at få ham til at trop å hun rent faktisk kunne slå denne unge hingst. Hun slog altid Tjalfe, så mon ikke? Men landet her var nyt; og hun havde selvfølgelig ingen anelse om hvordan det hele stod til her. Snart trippede han om på den anden side af hende, mens hun stille stivnede for et kort sekund, anseende. Hun fulgte ham med hovedet og blikket, men der var intet for nært. Udfordrende så hun kort på ham, med et glædesfyldt smil, før hun sprang frem på de slanke, og korte ben i forhold til ham.

Åh ja han kunne! Xenon tog udfordringen med hoppen op med et godt mod og følte sig da ekstremt overlegen, selvom der dog var den risiko for at han ville tabe ansigt, men sandsynligheden var meget lille. Et bredt smil var at finde på hans mule og han skød blot brystkassen frem. Klar til start.
Han åd hendes blik og sprang da selv efter hende med stor kraft fra motorrummet i hans bagparti. Det var der alt hans styrke kom fra i den accelererende face. De stærke skuldre hjalp dog med at hive ham frem og i løbet af ingen tid var han på siden af hoppen og han så blot over på hendes med løftet øjenbryn og et drillende gab, inden han så begyndte at sætte fart på. Han var som et lille gyldent lyn over engen, da solen gav genspil i hans pels og varmede ham. Det sidste kunne han dog være foruden, for det var en lang tur over til den anden side af øen.

Der gik ikke mange skridt før hendes slanke ben under den slanke krop arbejdede på højtryk. Men som frygtet, eller nærmere forventet; gik der ikke mangen splitsekunder før den unge Xenocrates var på hendes side. Kort fik hun tilsendt et udfordrende blik, med mulen på hvidt gab der gav et ret så komisk og fornøjeligt grin fra hoppen, mens hun derefter gradvist; i ret så hurtigt tempo sakkede bagud. Snart var det kun røven af den gyldne og unge hingst der var af se, mens den lyse hale flagrede næsten hånligt bag ham.

Luminor gav dog ikke efter for dette, til trods for at løbet tydeligvis allerede var kørt; bogstaveligt talt! Hun holdte sit tempo, mens et mere prustende og stønnende åndedræt snart var på tale fra hende selv.

Den unge Xenocrates kunne fornemme hvordan hoppen hurtigt sakkede bagud og et bredt smil blev plantet på hans mule. Han kunne sagtens lade være med at anstrenge sig mere end nødvendigt. Han løb i længe og sørgede for at ikke at løbe helt fra hoppen, så hun kunne følge ham til den anden ende af Leventera. Han betrådte da kystens lyste sand, medet vovet hop fra klitterne inden han nu stod ude i vandet med hovedet stolt løftet og spejdede nu tilbage efter hoppen. Han end ikke svedte og lod da et triumferende hyl lyde inden han rejste sig kådt på bagbenene, inden han stolt trippede en runde om sig selv.