Hen over engen

Reserveret til Dune

Skyerne havde herskede på himlen i disse timer, ingen solstråler var at se igennem de tætte skyer. Heldigvis var skyerne lyse, hvilket betød at ingen regn ville komme foreløbig. Det ville holde tørt og lunt trods solen stråler ikke varmede ned på jorden. Grundet det lidt besynderlige vejr havde Eagle valgt at trække sig fra havet endnu en gang. Når det kom til stykket var den gyldenfarvede hingst blevet bedre til at trække sig fra havet når vejret ikke var godt. Kraftige vinde fik i den græd den ældre hingst til at trække sig, for ved havet var alt åben og intet at søge læ ved når vinden blev båret ind fra det åbne.
Dagen i dag havde Eagle valgt at trække sig tilbage af imod skoven, ikke at han havde i sinde at vandre der ind. Ikke i dag, men blot at stå tæt ved skovkanten var dagens mål. Med lange men rolige skridt bevægede den store gylden farvede hingst sid imod skovens yderste træer, hen over engen gik han. Græsset der var havde overlevet sneen ganske godt. Måske var det ikke lysegrønt eller saftigt, men det var til at leve af.
Imens den ældre hingst roligt spadserede over engen, slog en tanke ham; grundet for han søgte skovene så meget for tiden. Alt dette var jo kommet efter han havde sat sig i hoved at han ville finde ud af hvad de hersens skyggedyr, som Dune havde fortalt om var. Han ville finde et svar og kunne fortælle hende at de måske ikke var farlige, at de måske slet ikke eksisterede. Dog havde den gyldenfarvede Eagle ikke fundet nogen svar; det eneste han havde set på sine vandringer var helt almindelige skygger. Skygger fra træer og andre dyr og planter. Han var i hvert fald ikke kommet længere på sin udforskning om disse skyggedyr.
Det var ved at være nogle dage siden han havde mødt denne hvide unge hoppe for første gang. Selvom det kun havde været en enkelt gang strejfede hans tanker hende af og til. Mest på hvordan hun klarede sig og hvordan hun havde det. Et forsøg på at finde ud af om hun var her i området, eller nogen anden i tilfælde af der var andre levende væsner i nærheden; stoppede Eagle op og lod et højlydt vrinsk lyde. Det var ikke specielt hingstet eller dominerende blot venligt, søgende og maskulint - maskulint var det kun fordi han var en hingst.

Meget havde den unge Dune nået under sit ophold i Andromeda. Allerede nu havde hun nået at besøge flere øer. Eller rettere to, og for Dune var det en stor ting! Hun havde aldrig krydset hav, kun prøvet at svømme i søer som helt ung, men hun havde ikke brudt sig så meget om at svømme, så det var mere end et år siden hun sidst havde svømmet. Nu var hun så vendt tilbage til denne ø, den der havde navnet Leventera. Den hvide hoppe havde fået nok af at udforske, hun ønskede et fast holdepunkt, og derfor havde hun gjort noget hun følte var ganske dristigt. Hun havde bevæget sig ind i den skov hun først var havnet i da hun kom til landet. Hun ønskede at se et kendt sted, og af denne grund havde hun fundet frem til den sø hende og Eagle, hendes redningsmand havde bevæget sig til den aften hun kom. Det havde godt nok taget hende lang tid at finde stedet, men nu kunne hun endelig stå roligt ved kanten af søen og kigge ned i det blanke spejl.

Et vrinsk lød og den lyse skikkelse rettede sig op. Hun havde lige følt sig så rolig og afslappet og nu mærkede hun kuldegysninger fryse sin krop. Det var først da vrinsket havde runget en tid at hun pludselig kom i tanke om at den stemme hun engang havde hørt havde selvsamme klang som vrinsket. Et kæmpe smil gled over hendes mule, for det var hendes redningsmand der havde vrinsket. Et overdøvende, håbende og glædeligt vrinsk lød fra den unge Dune, mens hun rankede sig og kiggede ud i skoven som ville hun se ham der. Men da hun så skyggerne der ude stivnede hun, for han havde lydt til at være langt væk, men hun ønskede ikke at gå ind i skoven nu hvor det var mørkt.
Dune blev derfor stående og håbede inderligt at Eagle ville komme til hende.

[/size]

Roligt havde den ældre hingst stået helt stille ved kanten af skoven og lyttet. Havde vendt sig imod engen, så hans front var vendt imod det åbne, der kunne han bedre skimte hvis levende væsner var nær. En stilhed lå over området et stykke tid, længe nok til at Eagle var ved at tro at denne aften blev uden selskab, og blot en af de rolige hvor man alene kunne spasere rundt. Dette vidste sig dog ikke at være tilfældet, for lidt efter lød en lyst, overdøvende og forhåbningsfuldt vrinsk havde lydt. Hvis den ældre hingst ikke havde taget fejl, så var vrinsket ikke fra en fremmede, men fra den unge hvide hoppe han havde mødt for efter hånden el del dage siden. Lyden var kommet inde fra skoven, og logisk nok gættede Eagle sig til at han ikke skulle regne med at hun selv bevægede sig ud der fra.
Hurtigt vendte den store hingst sig rundt og travede ind i skoven; for at fortælle hende at han var på vej, lod han endnu et vrinsk slippe. Hans hove gav dunkene lyde imod den hårde skovbund, i en fast rytme.
Som Eagle bevægede sig imellem træerne blev stedet mere velkendt. Dette var stedet han havde stødt ind i den unge hoppe Dune, og snart gik det op for ham at hun befandt sig i lysningen ved søen. Dette gjorde det nemt for ham at finde hende. Som man kunne se at træerne tyndede ud satte Eagle farten ned til skridt. Hans gang var meget ædel at se på, trods det ikke var noget han gjorde synderlig meget ud af, det var naturligt for ham.
Eagle stoppede op ved kanten af skoven; et venligt og varmt smil tegnede sig om den lyse mule da han fik øje på den unge hvide hoppe Dune, der stod henne ved søen. Det var næsten helt som havde de aldrig forladt lysningen og søen.
"Godaften Du lille," lød det med den lettere slidte stemme, da Eagle bevægede sig frem imod den unge hoppe. Selvom Eagle ikke kendte hende vel, så holde han allerede af hende, og ville ikke kalde hende fremmede. Den ældre hingst havde taget hende til sig, og ville beskytte hende så godt han kunne.