Harmony and Nature

Åben for enhver sjæl :3!

.~:SAMAEL:~.

[/size]
Harmony and Nature[/font][/center]

Tøsneen lå i små klynger rundt omkring i landskabet, og kun den for nyligt smeltede rimfrost og kolde temperatur lod sig mærke at det endnu ikke helt var blevet forår. Solen kastede er kærligt, kærtegnene skær ud over den åbne lysning, hvor bakker bølgede sig næsten poetisk med højt, brunligt græs. Der var så småt begyndt at komme gang i dyrelivet, og dette fandt den tunge gypsy hingst, der harmonisk og stilfærdigt vandrede af ubetrådte stier, ganske smukt. Hvor længe siden det var han havde forladt menneskene for dette liv huskede han ikke, men det føltes som havde han altid været skabt til at betræde dette land, til at færdes iblandt de vilde utæmmelige sjæle, og dog følte han sig ikke helt hjemme. Hans dybe, hæse stemme dannede harmoniske toner i luften, en nynnen, noget han for nyligt havde opdaget. Menneskene havde ofte hørt musik når de red ham, og således kendte han ganske mange melodier, der havde fanget hans skridt, snoet sig dybt ind i hans sind og fortryllet hvér bevægelse. Hane engen stemme var endnu hærget, og han havde problemer med at forme tonerne, men han fandt det ganske beroligene, og knapt så alene. Hans vise isblå øjne strøg opmærksomt over hans omgivelserne, og hovskæget dansede taktfast om de gyldne hove. Han var ganske tung af bygning, i modsætning til mange af beboerne i dette land, han havde endnu ikke mødt en der kunne hamle op med hans bygning, eller hårpragt. Udelukkende ledsaget med den brummende nynnen begav han sig derpå hen over de åbne enge, ej for at flygte eller flytte sig, bare for at vandre, for at nyde naturen.

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #121212; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] Harmony and Nature Solens lys kærtegnede Avas sorte krop. Den sol der hver dag stod op af havet og vandrede langsomt hen over himmelen for igen at gå i seng i havet. Selvom Ava ikke havde så meget imod dagslyset og solen, så var natten alligevel hendes yndlingstid. Hun kunne skjule sig for de fleste i natten, hvis hun gemte sig godt nok, med sin kulsorte pels. Det eneste der havde tendens til at afsløre hende var hendes brede hvide blis. Hvis hun kunne holde den skjult kunne hun holde sig selv skjult. Den sorte hoppe vandrede med det nogen vil kalde afslappede men stadig anspændte skridt. Rolige skridt i et tilpas tempo, men næsten som en hingst der havde ondt i sine muskler. Det var ikke så meget fordi Ava havde ondt i sine muskler men mere ondt i sit indre og lidt ekstra vægt at bære på i denne tid. Hun glædede sig til at slippe af med den ekstra vægt, for den var så småt ved at være en lille byrde for hende – men også fordi hun var spændt på at se den lille ny. Hun glædede sig til at den kom til verdenen. Hun var en fast lille sort hoppe, med kraftige ben og kraftig man og hale. Bygget til at vandre i bjergene uden problemer. Hun var dog ikke så kraftig som andre i hendes egen familie. Lille og halv-kraftigt bygget, men uden at det fik hende til at se tyk ud. Avas tankestrøm, der hvirvlede løs inde i hendes hoved, blev stoppet af noget der lød som en hvisken. En hvisken til at starte med som det meste andet og det fik hende til at være en smule mere på vagt. Men den hvislende, hviskende lyd blev til en lidt dybere stemme som nynnede. De små sorte ører søgte rundt i alle retninger for at finde indehaveren af den nynnen der dansede hen over den åbne eng. Det tog hende heller ikke lang tid at lokalisere en pelsklat i en retning hun ikke havde været på vej endnu. En pelsklat med farver hun ikke havde set før. En fremmed. Nysgerrigheden blev næsten for stor til at lade den fremmede vandre væk, for Ava var en der gerne opholdt sig i selskab med andre og som bestemt også var interesseret i at møde andre – hvis det da var nogen der kunne behandle andre ordentligt. Det kunne være den fremmede vidste hvor det var muligt at skaffe hjælp. Hun tog sig ikke mange sekunder om at finde et nærmest bestemt udtryk i de isblå øjne, og med faste skridt begav hun sig mod den nynnende pelsklat. word count, 437

[/td][/tr][/table][/center]

.~:SAMAEL:~.

[/size]
Harmony and Nature[/font][/center]

Den tunge tvefarvede hingst satte skridt efter skridt de brede hoved dybt ned i mulden, og nød følelsen af den opfriskende vind der løftede den tunge man fra hans hals, gav liv til de tusindevis af hår der beklædte hans flanker, gav liv til de farver han bar. Dog varede det ikke længe før han fangede færden og lyden af en anden, en han ikke mindedes at være vandret til før. Den harmoniske hingst vippede kort med sine dunede ører, og stoppede den brummende nynnen for at lokalisere denne nye sjæl, dette nye bekendtskab. For tog han ikke meget fejl begav hun sig imod ham. Og minsanten om der ud af horrisonten ikke nærmede sig en mørk hoppe, lille og kraftig af bygning, dog ikke i sådan en grad som han selv var, og knapt så bred som ham. Tålmodigt stoppede den brede hingst, og folede let hovedet ind imod halsen for derpå at trække det let i hoppens retning. Hvem var denne nye? Med en kort brummen forlod han sin plads for at søge hendes bekendtskab, nysgerrigt efter at vide hendes ærinde og historie, hvis hun da ønskede at dele denne uden opfordring. For selvom den tvefarvede hingsts stemme var i bedring, og ordene lystrede hans fagter, var han ej en der kastede om sig med dem, og holdt gerne sine ord tæt til kroppen. Han fant det mere tiltalende at lytte, og ikke mindst at lade kroppen og dansen forme usagte harmonier. Kun på denne vis følte han at være på bølgelængde med andre, og kun på denne vis forstod han sig oprigtenligt på den anden.
Hingsten gjorde et kort kast med sit kraftige hoved, før han med et par dansende travskridt, fremkaldt med en let samling, nu befandt sig så nær hoppen at han kunne tyde hendese pels farve. En mørk hoppe, sort som nattehimlen med en enkel hvid blis der strøg sig som en galakse hen over hendes ellers sorte pels.

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #121212; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] Harmony and Nature Det ene af Avas små sorte ører vippede rundt i alle retninger, nysgerrigt og opmærksomt på hendes omgivelser. Hun var altid opmærksom på sine omgivelser – altid – på nær de tidspunkter hvor tanker tyngede hendes sind. Selv i trygge omgivelser var hun opmærksom på alt hvad der bevægede sig, alle lyde der var at lytte til og ikke mindst hvad hun både kunne se og høre. Den kraftige hingst der nu også nærmede sig hende, var ikke en hun før havde set. Han var af så kraftig en bygning som hun aldrig havde set før. End ikke hendes halvkraftige moster og mor havde været af samme slags bygning som denne tvefarvede hingst. Sort og hvid. Hun iagttog ham meget nøje som afstanden blev mindre og mindre, og til sidst standsede hun nogle meter fra ham. Han så ikke farlig ud. Ikke farlig overhovedet, men hvordan kunne hun være helt sikker bare ud fra udseende? Det kunne hun vel ikke. Dog ville hun ikke dømme ham alt for hurtigt, og afgav derfor et hilsende nik med det feminine hoved.   ”Godaften, Sir”   Den unge hoppe tænkte lidt over hvilke ord hun skulle bruge over for denne fremmede hingst. Der var nogle sjæle der afgav en aura der gjorde det meget nemt at aflæse på afstand hvad type de var. Men denne hingst lod ikke til at være af den hidsige ’jeg-kan-godt-klare-mig-selv’ type, og derfor kunne hun heller ikke få sig selv til bare at kalde ham ’hingst’ som hun havde gjort ved andre. Hun kunne vel også have valgt ikke at bruge andre ord end ’Godaften’ men det ville være en form for upersonligt, og noget hun kun ville sige til en større forsamling – ikke bare til en enkelt fremmed. Måske lige hvis det var en hun kendte. ’Sir’ var det ord hun brugte om de højere stillede i flokken hvor hun kom fra. Det var ikke et ord man brugte om dem man ikke respekterede, og denne lidt brede tvefarvede hingst bar et eller andet over sig som Ava forbandt med noget ædelt. Det var noget lidt andet end de hurtige spinkle med alt for meget krudt i røven. word count, 357

[/td][/tr][/table][/center]