Muren revner

I lang tid havde den næsten helt hvide hoppe næsten ikke begivet sig uden for Foehn, hele tiden nær vulkanen. Hendes hjem, de andres hjem, skyggernes hjem. Alt på den aske beklædte vulkan ø, var hjem for hende, velkendt og trygt. Tiden var gået, uden den næsten helt hvide hoppe havde tænkt over det, var der gået lang tid. Tiden løb fra hende, og snart skulle hun stå til det faktum, til konsekvensen af hendes sidste møde med den let brogede hingst.
Maven var stor, udspillede. Myth havde ignoreret det længe. Blot holdt tankerne hen, følelserne hen. Lukket alt nede. Det faktum at hun snart skulle fole kunne hun ikke længere bare ignorere. Et irriteret prust kom fra hende og den lyse hale gav et par hidsige smæld bag hende. I hendes indre var forsat en kamp, et evigt skænderi og uenigheder. Myth lyttede til dem, men hun vidste heller ikke hvad hun skulle stille op.

Med langsomme skridt gik hun, alt i alt lignede det mere at den næsten helt hvide hoppe var bedøvet. Der var ikke noget yderligere tegn på at hun levede. Det kunne synes som den næsten helt hvide hoppe atter en gang havde givet op på livet, og blot var til. Alle instinkter var blevet ignoreret, hvordan hun havde formået at holde sig selv i live, var der for Myth ikke noget tydeligt svar. Hun var blot til. Alligevel begyndte følelser at trænge igennem, trænge igennem hendes murer der beskyttede hende. Følelser var for Myth kun en sårbarhed, men om hun ville være ved det eller ej, så havde hun følelser, og hun havde en del af dem. Følelserne var blot fortrængt, og havde været det længe nu. De bankede dog hver dag ivrigt imod hendes murer, for at få lov at slippe igennem. Murene var revnet, de var ikke stabile længere. Hun havde en gang ladt dem trænge sig på. En gang. En gang for meget.

Om det var liv eller blot reaktioner der satte sig i værk, var ikke til at sige. Fosteret der havde startet blot som en mindre snotklat, for utallige måneder siden, var ikke blot en snotklat mere. Nej, et velproportioneret og færdigudviklet lå klart, stadig trygt i moderkagen dybt i hoppen. Men noget skete da bevægelser tog til, og en trang til at tiden var inde, da føllet i hoppens mave langsomt og idyllisk forsøgte sig at vendes til position af foling. Hoppen ville både føle smerte, såvel som ubehag; mens instinkter nok ville fylde den næsten hvide hoppe, der snart kunne kalde sig selv for moder.

De mandel formede øre blev presset ned i nakken, og gemt væk i den fyldige man. Følelsen af ubehag og en let smerte strakte sig igennem den næsten helt hvide hoppes krop. Hun fnyste irriteret og bed tænderne sammen. Den arrige indstilling kom mest af alt fra hoppen natur, men også over den ukendte følelse. Det var ikke en smerte hun havde oplevet før, det var nyt, fremmede. Hun kunne mærke afkommets bevægelse i hendes mave, som hun af og til havde oplevet under de sidste par måneder. Det var endnu ikke helt gået op for den næsten helt hvide hoppe, hvad der foregik. Med stive skridt bevægede hun sig en anelse væk fra vulkanen, hun søgte mere læ, isolation. Hun ville helst væk fra alle. Myth følte sig sårbar, blottet.
Det gik langsomt mere og mere op for hoppen at hun skulle fole. Tiden var løbet ud, og det var ikke længere kun hendes indre murer der var ved at revne, give efter; Hendes krop var ved at give efter for folningen. Tankerne skulle slukkes for, instinkterne var hvad der skulle hjælpe hende igennem dette. Arrigt blev halen viftet fra side til side, mens smerterne, ubehaget blev mere intens.
De kulsorte pupiløse øjne skævede bagud, imod vulkanen. I lang tid havde hun holdt sig for sig selv. Det meste af sine dage som en drægtig hoppe havde Myth søgt ensomheden. Hun havde været ustabil, et vrag af humørsvingninger. Hun havde ikke ville lade sig selv vise for nogen, hun havde beskyttet sit skrøbelige sind, ved blot af isolere sig fra omverden. Alene havde hun dog aldrig været, hun havde haft skyggerne, hun havde haft det afkom der endnu befandt sig i hendes mave. Selvom den næsten helt hvide hoppe ikke har helt kunne forholde sig til det var der, og ofte blot havde været irriteret over den voksende mave og de spark føllet af og til var kommet med.

Træer begyndte at torne sig op foran den næsten helt hvide hoppe, den nærmeste skov havde været hendes mål. Eller blot de nærmeste træer, noget der kunne skærme hende fra alt. Et sted hun kunne være i læ, hun nåede heller ikke meget længere end til brynet før hun den næsten helt hvide hoppe stoppede, hun nåede ikke længere før et jag af smerter, og nogle trækninger fra hendes mave. Stedet her måtte være fint nok! Med sammebidte tænder fnyste hoppen endnu en gang arrigt.

Bevægelserne fra hoppen satte ikke folingen ned i fart - tværtimod. Føllet fandt langsomt frem til den rette position, før den ved hoppens hjælp nok skulle kunne presses ud. De små hove lå begge fremme, pegende fremad. Som gjorde de sig klar til noget af et hovedspring.
Hoppen havde bevæget sig et stykke tid, men det var ikke så hensigtsmæssigt mere, med de smerter der blev påført ved disse pres føllet nu gav. Det var tid, og den kunne ej spoles tilbage nu. Der var hverken grund til at fortryde eller frygte dette, blot se det i øjnene og lade det ske. Den lille fine mule pegede strakt frem, alt imens lette pres ville lade forhove og mule komme ud inden længe.

Vejrtrækningen hos den næsten helt hvide hoppe blev hurtigere og mere gispende, alt imens hun stadig bed tænderne hårdt sammen. Smerterne var ikke Myths kop te, men der var ingen vej uden om. Der var ingen fortrydelser der kunne rode bod på naturens gang. Havde man sagt a, måtte man også sige b. Et hvin kom fra Myth idé hun igen mærkede det tryk der var, helt automatisk begyndte hun at presse. Om hun ville, kunne hun ikke holde det tilbage. Gentagende gange mærkede hun trykket, og igen måtte hun presse.
De mandelformede øre var trykket helt fladt ned i nakken. Situationen var ikke Myth bekvemt, hun ville helst have det hele overstået. Tankerne var slået fra, end hørte den næsten helt hvide hoppe ikke til skyggerne. Hele hendes sind var slukket. Smerterne var intense og gjorde det umuligt for den næsten helt hvide hoppe at holde styr på sig selv.

Det blev snart en ret hektisk situation, da instinkterne først tog over og gjorde hoppen hidsig, såvel som næsten ilter over smerterne. Det ene tog dog det andet, og snart var hovene ude i luften. Bevidstheden hos føllet var endnu døsig og fjern, men et svagt chok løb alligevel svagt igennem den lille krop i maven, da kulden ramte de små kodeled der nåede ud i den nye verden.

Atter et pres lod den lille mule stikke ud, indsmurt i den omklamrende moderkage endnu, alt imens livstegn som sådan ikke syntes synlige endnu hos det lille føl - hvis spraglede mule og helt hvide forben stak ud.

Ej var det over endnu, alligevel føltes en anelse lettelse, efter det sidste pres. Myth fik lov at trække vejret for en kort stund, for hun igen følte trængen til at presse. Med et par hidsige hvinene lyde pressede den næsten hvide hoppe det sidste hun kunne.
Flere steder var den næsten helt hvide pels våd af sved, det tog på kræfterne. Alligevel, trods for Myth mest af alt havde lyst til at stoppe, lade benene give helt efter og blot falde sammen af udmattelse- tillod hendes krop hende ikke. Hun pressede yderligere. Endelig. Hun åndede lettet op. Smerterne var stoppet. Følelsen af ubehag forlod hende. I en stund forventede den næsten helt hvide hoppe at dette blot var for et øjeblik, og da det gik helt op for Myth at det var overstået, vendte hun sig rundt.
De sorte pupiløse øjne hvilede på den lille skabning hun netop havde folet. De mandelformede øre var stadig lagt i nakken, men ikke nær så anspændt mere. Den spraglede mule søgte det føllet.

Pludselig gik det hele stærkt, og det var en fremmed og skræmmende følelse der løb igennem det lille føl, da det kolde og næsten våde græs omfavnede dens krop. Den lille spraglede brogede hingst hæv en smule efter vejret, mens ørerne lå tilbage - næsten misfornøjet så han ud, mens han helt våd lå der, sammenkrøllet nærmest.
Kulden herude var direkte bidende og ubehagelig... men noget rørte på sig. En lys skabning i det ellers mørke landskab omkring dem, nærmede sig - hvor en fornemmelse af varme føltes, da et levende væsen nærmede sig.

Myth genkendte lugten fra føllet, det var ikke fremmede, og alligevel. Det var hendes? Myth vippede undrende med ørene. Selvfølgelig var det hendes, men det var svært for den næsten helt hvide hoppe helt at forstå det. Hun mimrede lidt med mulen imod føllet, hvor efter hun instinktivt begyndte at slikke føllet rent. Et let brummen kom fra den næsten helt hvide hoppe, før hun træk mulen til sig og igen begyndte at beskue den lille skabning for hendes hove.
De fleste hopper ville nok have kigget kærligt på deres eget føl, endda opmuntret føllet til at rejse sig. Dette forekom ikke Myth normalt, så i stedet gjorde hun det hun var bedst til. At forholde sig tavs og blot kigge dybt, men med et følelses løst blik, på føllet. Passivt ventede hun på.. ja hvad ventede hun på?

Det var ikke varme, men nærmere en kold disen der rørte føllet, ved hoppens åndedrag nært føllet. Alligevel følte føllet en vis varme da hoppen slikkede hende rent. De to øjne, et blåt og et brunt, blinkede et par gange hurtigt, mens synet langsomt stillede mere og mere skarpt. Det var ikke til at sige hvad der løb igennem det lille føl af tanker, men en tilknytning og tilmed tryghed følte han da. Hoppen tav dog i sin handling, og en smule dovent vippede den lille fyr let på de små ører, før han så småt søgte mulen lidt op i luften, pegende på hoppen.
Stille skuttede han lidt på den lille krop, en smule utålmodigt og små irriteret, før han stille faldt til ro igen. Stille lød et lille pibende host, før føllet strakte nakken ved at knejse den lidt højt, mens han endnu lå ned. Atter så han igen på hoppen, den det fine hoved, hvis øjne var dybe og mørke.

De kulsorte øjne forlod føllet, den næsten helt hvide hoppe så sig omkring. Der var ikke andre at se. De var alene, eller så alene som skyggerne nu tillod Myth at være. Der var et indre drama skrig inde i den næsten helt hvide hoppes indre. Endnu var der skygger der var imod dette, kun af en simpel ting.. eller rettere et bestemt levende væsen. Faderen til føllet.. Djange. En vogters afkom, men også et skygge afkom. Spørgsmålet var endnu, hvilket side føllet hældte til. Andre lo fornøjet, for netop dette afkom kunne blive stærkt, det kunne blive deres. Den næsten helt hvide hoppe tænkte ikke selv sådan lige nu. Hun skubbede skyggernes tanker, stemmer til side. Lige nu ville hun ikke lytte, ikke gå ind i det. Lige nu var hun langt mere interesseret i at se hvad der skete nu, hvad angik føllet. Ville han rejse sig?
Et enkel stille brum lød fra den næsten hvide hoppe. Der var ikke nogen bestemt tone, det lød mere ligegyldigt. Hun stirrede, om så sagt, på det rødbrogede spraglede føl. Da hans mule pegede imod hende, eller op i luften, trådte den næsten hvide hoppe et mistænktsomt skridt tilbage. Alligevel efter noget tid, hvor føllet igen forholdt sig stille, trådte hun skridtet nærmere, forsigtigt. På afstand kunne det se ud som om den næsten helt hvide hoppe var bange for denne nye skabning, som for hende var fremmede endnu. Selvom Myth længe havde ventet på blot at drage afsted, blot være sig selv, alene med skyggerne; kunne hun ikke få sig selv til at forlade denne skabning. Hendes sind sagde et, og hendes instinkt noget andet. Forsigtigt søgte Myth sin spraglede mule imod føllet.

Han søgte sin moder, hvoraf den næsten hvide hoppe havde flytte på sig, men ikke nærmere. Et lille fnysende og søgende fnys forlod hingsten spraglede mule, mens en mindre sky af damp steg til vejrs i denne kølige aften temperatur. Atter kom hun nærmere endnu en gang, og hoppen havde på ny søgt ham. Stille lå han, mens han mere eller mindre blot nød denne følelse af tryghed der nu var at fornemme, når hun endnu ikke var på afstand.

Det var ikke til at sige hvad der var hvad, men noget slog det lille myr at han skulle videre. Skikkelsen ved hans side, som han allerede følte en stor tryghed omkring så ikke ud som han selv. Nej, nogle lange stænger under hende bar hende højt imod den mørke himmel over dem. De tofarvede øjne nærstuderede kort de sammenkrøllede ben under ham, hvoraf en bevægelse blev til en mere og en mere. Snart blev det en domino effekt af åbenbaringer da først han fandt ud af at bevæge på de lange stænger han selv havde, før han fik moslet sig til rette, og fik rettet forbenene forud for ham selv. Ærligt talt havde han ingen anelse eller idé om hvad han lige nu lavede, men før han vidste af det, blev et par skuttende bevægelser til reaktioner, hvor han kom op og strakte forbenene. Bagbenene kom snart med, og før han nåede rigtig op og slippe jorden med maven, lød der et lille bump og på ny lå han i græsset, bare på den anden side nu. Han fnøs lettere irritabelt, før han atter forsøgte på ny.

Det var megen måneder siden, og selv var han også mere udviklet. Ikke ved første øjekast – men hans kræfter havde han trænet, og hans fokus var vendt mere og mere imod det det vil sige at være blevet vogter. Alligevel drog han denne sene aften mod sin elskede skygge hoppe. Han vidste godt at for hver gang han drog til Foehn, var det mere eller mindre med livet som indsats. Men savner var ham for stort, og tankerne om deres sidste møde, havde fyldt så meget hos den let brogede hingst.

Han bar sig ædelt og stolt afsted, rankt over det mørke landskab, mens han i lang nu havde draget i skoven. Han frygtede lidt at han skulle får tæt på denne vulkan her til aften, for han ønskede virkelig at finde hende. De krystalblå øjne så meget søgende ud, mens de koldt og tomt skimmede en hver sten, et hvert blad på hvert og et træ, men uden held. Vulkanen kom nærmere, det vidste han, men han forholdte sig i skoven, skyggede sin eksistens en anelse mere, mens han skridt blev mere og mere vagtsomme. Han skulle nok finde hende, men hverken dufte eller ane hende kunne han endnu – så han var nok endnu et godt stykke fra hvor hun end opholdte sig.

Længe stirrede Myth på dette føl der endnu lå på græsset. Hun var ikke helt sikker på hvad hun skulle stille op med den lille skabning. Hvordan skulle hun bærer sig ad. Den næsten helt hvide hoppe var bar på dette punkt, og der ved stod hun blot mere og mere passivt og så på det rødbrogede og spraglede føl. De mandelformede øre gav lidt efter, hun lod sig selv slappe en anelse mere af. Dette varede dog ikke længe, for da den lille skabning begyndte at bevæge sig rykkede Myth per automatik længere væk igen. Med mistro så hun nærmere. Det gik op for hende hvad føllet havde gang i, da det fik skubbet forpartiet op. Det faldt dog ikke den næsten hvide hoppe ind at hun skulle hjælpe dette føl, støtte det, opmuntre det. Endnu tavs stod den nybagte mor og stirrede på sit føl, der kæmpede med at komme op på benene. Uden held.
Den lettere irriteret lyd føllet gav i form at fnys, var for Myth alligevel mere velkendt. Det var noget hun forstod. En lavmeld brummen lød igen fra Myth, mere direkte imod føllet. De kul sorte øjne slap dog føllet og gled hen over landskabet. Der var endnu ikke nogen at se, ingen at høre. For en stund fik hun scannet området. Hun var endnu fri, endnu alene og isoleret- hvis man da så bort fra det føl der lå græsset foran hende; og skyggerne. Skyggerne var der altid.

Frustrationen fyldte det lille myr, hvorpå ørerne endnu så misfornøjet og tilbagevendte ud. Alt imens føllet i sig selv stadig var vådt fra moderkagen, og så bare tynd, kantet og ranglet ud. Han begyndte stille at ryste - natten var ej lun. Hvorpå hoppen, der nu gav lyd fra sig imod føllet, endnu ikke som sådan havde omfavnet eller så vidt undersøgt follet tæt ved hende.

Igen forsøgte han ihærdigt, mens han først faldt på næsen, så på bagparten, hvorefter han også fik lavet noget af et show med at ramle ind på fulde drøn i hendes bagben. Han endte for så vidt på siden, helt omtumlet, mens hans flanker huritgt gik ind og ud. Hans vejrtrækning lød næsten pibende, mens han ihærdigt hev efter vejret. Det var bestemt hårdt, han havde som sådan ingen energi. Men det var snart på tide, han skulle op, så han kunne få de første mælketårer...