Født ind i det..

Det var en tidlig morgen, og en grå en af slagsen. Dagene var gået hurtigt, og før han vidste af det var han godt og vel flere måneder gammel. Muskler var sat, og han begyndte mere og mere at ligne en lille hest - en sådan en knoglet lille nyfødt fyr. Stolt og med høje knæløft bar han sig springende over den mørke eng. Vulkanen satte virkelig sit præg her på det nærmeste eng, hvor meget af græsset var brændt ned og helt askegråt.

Forladt mor? Nej, det ville han ikke sige. Det var begyndt at være mere og mere ofte at han indfandt sig med at mor ikke altid gad at have ham lige i røven, som en anden irriterende hæmoride... Så verdenen blev udforsket, det gjorde den. Desuden havde mor sagt at Aljuin passede på ham. Hvad det så end helt betød? Så vidt han vidste var det en mindre samling af flere heste, men som sådan hvem de andre sjæle var, havde han endnu ikke erfaret. De holdte sig mest til sig selv, ham og mor. Affjedrende og fint stoppede han nærmest midt på engen. Som en anden mus der ønskede at gøre sig til kende for rovdyrende. Han drejede det fine hoved hurtigt rundt, i ryk, mens det brune og det blå øje, i det brogede hoved, forøsgte at opsøge nogen... eller noget.

[Reserveret til Seyé]

Han var ikke længere lille. Men heller ikke helt stor. Han var lige midt i mellem, med lang lemmer der så en smule kluntede ud, men han bevægede sig stadig med bevægelser der var så elegante og graciøse, at man knap lagde mærke til den teenagekrop han nu var i besiddelse af. Han havde arvet de fine, flydende bevægelser fra sin mor, men han havde arvet sin fars meget hingstede udstråling, der gjorde ham til noget af et syn når han travede af sted. Hans før så grå pels skimlede kraftigt, og nogle steder var han allerede helt hvid. Hornet i panden voksede nu for alvor, men det var ikke længere end en mule eller to. Det ville først blive rigtig flot og stort når han var voksen.

Han havde før bevæget sig væk fra sin mor, men det havde været en meget skræmmende oplevelse da han var blevet helt væk! Men det var ved at være længe siden nu, og modet og nysgerrigheden havde vokset sig større siden da. Mange gange havde han nu vandret rundt for sig selv, og han følte sig helt tilpas med det. Han vidste at han var skabt til at opleve, opdage og drage ud på eventyr. Og netop det havde han gjort i dag. Den allermørkeste ø i landet havde hans hove nu betrådt. Han havde set alle andre øer end denne - han havde altid kun skimtet den i horisonten imens han betragtede den tykke sorte der der steg til vejr herfra. Hvad var der mon herude?
Ja, det ville han finde ud af i dag!

Det var tydeligt hvordan han begyndte at udvikle sig rent fysisk, til trods for kun at være sølle to måneder gammel. Det fine hoved, med den meget lille mule der fra nogen vinkler kunne se en smule kantet og lille ud, var klart udfald fra sin moder. Mens pæne krop også var efter moder, var det lange hals og de lange stærke ben tydeligt et præg efter sin fader. Dog afslørede hans aftegn tydeligt at han var en hest efter Djange, uden tvivl – men når det så var sagt, kunne han jo være hvem som helst.

Et lille hingstet hvin lød, da han syntes han selv så noget bevæge sig i græsset; og med knejst nakke sprang han rejehoppende til siden, og et lille kådt spark blev også indført. Atter stod han stille, og smilte let over sig selv. Han rystede let på på hovedet lidt hingstet og utålmodigt, mens han atter kastede blikket rundt. Han syntes at kunne høre skridt i jorden, travende trin – meget svagt dog. Men skridtende var ikke mors, nej, og heller ikke fars…

Opmærksomt stillede han sig rankt og stolt op, som han havde set far gøre – bare med ørerne helt fremme, meget opmærksomt og observerende, mens det dirrede lidt af utålmodighed i den lille krop – mens han ventede på dette individ. Denne fremmede.

Nok var den unge Seyé vokset til i størrelse og alder; nok var han plag, men derfor holdt den sorte Leonora altid øje med hvor han begav sig hen ad. Hun havde for det meste ladet ham vandre hvor han ville og når han ville; men nu havde han fundet frem til netop den ene ø, som det ikke huede hans mor at han legede på. Øen Foehn var ikke kendt som værende noget godt, især ikke for den sorte hoppe, som havde hørt rygter om hvad der foregik der. Hun havde derfor valgt at følge efter sin 1 år gamle søn, blot for en sikkerhedsskyld. Hvis der skete ham noget ville hun hade sig selv for at have ladet ham vandre alene; og som åring mente man nok selv at man kunne klare hele verdenen, men Leonora vidste godt at sådan hang tingene slet, slet ikke sammen.
Hun forholdt sig med så stor afstand til sin søn, at hun kun lige kunne se ham; hun ville ikke krænke hans lyst til at udforske og lærer på egen hov, men hun ville beskytte ham, uanset hvad. Hun gjorde sig derfor ikke yderligere til kende, men hun var ikke i tvivl om at Seyé vidste hun var der. Han var en klog knægt; men selv de kloge kan få behov for beskyttelse.

Øen var øde, men ikke gold. Ved kysten voksede sejlivede planter og enkelte småbuske. Længere inde kunne Seyé se klynger af træer og jorden var dækket af stift græs, der dog så mere gråt end grønt ud. Det var kun længere inde på øen alt liv veg for skygge og mørke. Han fik kuldegysninger af at se ind imod den store vulkan og den sorte røg der steg op imod himlen derfra. Han holdt sig pænt der hvor han stadig kunne se kysten og hvor græsset stadig smøg sig om hans koder. Hvad var dette for en mystisk ø? Han kunne ikke få øje på nogen af de dyr hans liv normalt var fyldt med. Ingen fugle sang, ingen hjorte kaldte, ingen ræve listede af sted. Men han følte sig ikke ensom. Han havde godt set den sorte skikkelse der fulgte efter ham på behagelig afstand. Hans mor. Han smilede ved tanken om hende - hun veg aldrig fra hans side, og han var glad for at vide at hun altid var der.

Men med et blev han også opmærksom på en anden tilstedeværelse. Noget ganske fremmed, og alligevel bekendt. Det var et føllet hvin og legende skridt. Han kendte ikke stemmen, men vidste at det var en af hans race. Ham måtte han møde! Med halen svingende livligt bag sig svarede han hvinende tilbage i en legende tone og satte så frem i en langsom galop der hurtigt bragte ham frem. Og dér, dér! Et rødt og hvidt føl kunne skimtes i alt det grå.

Hans krop dirrede, mens han næsten forventede at der skulle ske noget. Men der skete intet. Kort slækkede han lidt på den ranke og stolte holdning, mens ørerne gled lidt ærgrerende ud til siden. Dog vakte nye input hos hans sanser, nyt håb. Han trådte et par skridt hurtigt frem, mens halen løftede sig højt i vejret. Han stod atter stolt, mens ørerne vippede endnu engang opmærksomt frem. De to forskelligt farvede øjne så forventningsfuldt ud og frem for sig, da en skikkelse pludselig viste sig efter nogle tilkendegivende skridt.

Der lød et kort forundret hvin igennem luften, da Lupë kastede mulen lidt ivrigt i vejret, før han sprang frem i en ufortrøden galop på de lange ben! Hoved, hals og hale rakte så højt mod himmelen, som det nu kunne, mens hans øjne strålede af livsglæde.

Seyé faldt næsten i ét med det øde, grå landskab. I hvert fald hvis man så bort fra at han bevægede sig frem i galop og at der stod en sky af aske op bag ham. Men det tænkte han ikke meget over, for hans fokus var rettet imod det rød-hvide føl der også havde kurs imod ham, ikke så langt fremme. Hvem var det mon? Hvem levede herude, på denne ø? Han kunne næsten ikke vente med at finde ud af det!

Som de to føl nærmede sig hinanden, satte han farten en smule ned. Men han hoppede stadig lige ivrigt fremefter, ligesom hans øjne stadig skinnede af glæde og nysgerrighed. Det var tydeligt at de begge var hingsteføl, og de skiftedes til at hvine skingert af hinanden. Seyés øjne gled ivrigt over sin nye kammerat. Han havde en helt speciel farve som han ikke syntes at have set før. Han havde kun set en anden broget hest, Jivala, men hun lignede slet ikke ham her. Hvor spændende!

"Hej!"

Udbrød han så snart de var indenfor hørevidde af hinanden. Han satte farten ned til en trippende, hoppende trav der mere lignede hop på stedet end noget andet, inden han endelig stoppede op. Rundt om dem indhentede askeskyen dem og et øjeblik blev luften helt grå.

Engen var askebeklædt, hvilket tydeligt blev afsløret af de tog askeskyer der hver især jagtede de to føl der søgte hinandens selskab. Lupë ville egentlig have kastet med hovedet og sparket ud med alle fire ben, som han nu kunne, men han havde for travlt med den høje fart over engen imod denne fremmede grålige skabning. Hans ører lå tilbage i den høje fart med han koncentrerede sig om at øge sin fart på din små, men lange, stænger. Mere nysgerrig så han ud da han først kom nærmere og farten blev sænket. Vippende fremad udgjorde de røde ører sig da et ord lød fra hingsteføllet. Et ord han ikke erindrende at have hørt før, heller ikke hos sin mor?

I stedet kom et lille hvin fra ham, mens han selv indordnede sig og sank farten foran det fremmede hingsteføl da han gjorde. Snart stod de foran hunanden, og nysgerrigheden lyste tydeligt ud af Lupës to forskelligt farvede øjne, mens opmærksomt betragtede dette føl - som var en del større end ham!

Dog lagde han nu ørerne irriteret ud til siden, før de endte i nakken, da to støvskyer mødtes og kort omgav dem, før askeskyen atter lagde sig. Hostende lød et par pibende og lyse toner, før han rystede på hovedet og prustede føllet, så det sidste skidt forlod hans næseborer. Bredt smilede han derpå, før han nikkede små ivrigt med det lille hoved.

Asken føltes stikkende og ru i halsen, og han kastede sig ud i en lille serie af hosten, prusten og fnysen. Adr! Han følte det, som om hele hans indre var blevet til støv. Hans ører, der var havnet i nakken under hosten, vippedes nu frem igen. De grå ører hvilede oftest i denne position og syntes næsten umulige at rykke bagud. Altid var han opmærksom, altid var han munter. Han lo smilende imod det fremmede hingsteføl, der ligesom ham var generet af askestøvet. Godt det ikke kun var ham!
Hingsteføllet foran ham lyste op i en varm farve – noget sjældent på denne ø, så vidt den grå Seyé kunne forstå. Han vidste ikke selv at han en dag ville bliveså hvid som sneen, så for nu syntes han ikke godt om sin grå pels, der faldt lidt får godt i med omgivelserne her. Nej, så kunne han meget bedre lide den røde pels den fremmede havde. Nøj! Hans øjne strålede af beundring imod den fremmede, hvis tofarvede øjne var rettet imod ham. De smilede til hinanden, begge forvirrede – den fremmede over Seyés ord og Seyé selv over den fremmedes manglende svar.

”Hej!”

Gentog han så og så forventningsfuldt på det fremmede føl. Måske kendte han ikke til hilsener? Han var jo yngre, det kunne han godt se nu. Han nikkede derfor opmuntrende til ham, ligesom Leonora nikkede opmuntrende til ham, når hun ville have ham til at gentage eller efterligne noget hun hun gjorde.

Det endnu fremmede hingsteføl så ud til at blive mindst lige så irriteret som han selv gjorde over askeskyen der havde omgivet dem for en kort stund. Et sidste lille halvkvalt hos lød, før han smilede fred atter engang. Forsigtigt havde han stukket dne lille mule frem lidt overnysgerrigt. Han ville egentlig bare lige rører, men så sagde føllet igen noget. Præcis det samme som før… Denne gang så han dog mere forventningsfuld ud?

Hvad mon føllet ønskede? Stille havde Lupë lagt hovedet let på sned, mens de fremadrettede ører havde vippet et par gange spørgende, ør det slog ham at han måske skulle svare? Han rankede sig hurtigt op, mens de knoglede lange stænger gjorde hans udseende alt andet end elegant, før han strakte den spraglede mule frem igen, og næsten anstrængende forsøgte.

"Eeeij…"; lidt spørgende havde hans tone været, mens stemmen var ung og urørt. Ren. Stille lagde han ørerne let ud til siderne, en anelse skuffet. Skuffet over sig selv, han kunne jo godt selv hører det ikke havde lydt som det andet føls… Irritationen viste sig stille i hans to forskelligt farvede øjne der så lidt ned i jorden, mens ørerne fandt nakken og han stille stampede over sig selv.

JULEAFTEN

Seyé rettede opmærksomt ørerne frem imod den lille, plettede ven han havde fundet. Han nikkede glad da føllet lod til at forstår hans hentydning. Med tilbageholdt åndedræt lyttede han til føllets forsøg, der lød temmelig anstrengende, men dog var et rigtig godt forsøg! Han hoppede glædeligt op og ned alt imens han lo hjerteligt.

"Ja! Ja! Hej med dig!"

Sagde han og smilede bredt til føllet. Han ønskede ikke at se ham trist, og forsøgte af hele sit hjerte at lade ham vide, at det var godt nok. Den røde havde fået sit budskab frem og det havde været godt sagt, af et første forsøg. Han skulle nok blive god!

Han trippede let frem imod hingsteføllet inden han sænkede hovedet i en legende gestus. Et drillende glimt viste sig i hans blå øjne og med et lille hvin nippede han ud i luften imod ham.

I den lettere sure mine, blødede Lupë stille op, da først hans øjne bed sig mærke i hingsteføllet hoppen. En glæde så stor strømmede ud af det grå føl foran ham. Det kunne for Lupë på ingen måde forklares med ord, men noget behageligt fyldte ham straks, og i samme udvikling gled hans ører frem og et mere livligt og glædesfyldt glimt i hans øjne sås. Snart smilede han selv stort atter, før han selv hoppede en enkelt gang.

"Hiij…"; kom det fra ham, i den lyse og unge tone, mens selvtilliden voksede; før hingsteføllet trippede frem imod ham, og i et hvin nippede imod ham. Lidt overrasket tav han kort, før han slog ud i en stille gnækkende lyd til latter, inden han selv hvinede stillede og nippede gengivende igen imod føllet som føllet havde gjort.

(Undskyld det enormt sene svar D:)

* * * (1) * * *

Seyé nikkede igen ivrigt da de røde hingsteføl igen gav et forsøg. Det var et vældigt godt forsøg syntes han, for nu forstod han i hvert fald helt sikkert at føllet sagde hej, også hvis han ikke vidste hvad det var det prøvede på. Han dansede let omkring det røde føl og nappede legende til ham. Et smil prydede hans skimlende mule. Med et kunne han pludselig mærke hvor meget han havde savnet en legekammerat. Det var længe siden han havde mødt nogen, og alle voksede jo og snart kendte han ikke længere nogen. Han tænkte ikke på, at han også selv havde ændret sig. Han var fyldt et år nu og hans pels var ikke længere så grå som den var tidligere. Hvide hår var begyndt at vise sig og vidnede om at han engang ville blive ganske hvid.

"Jeg hedder Seyé,"

fortalte han så det lille føl og stoppede for en stund sin nappen og hoppen. Han ville lade det fremmede føl give sig tid til at forstå og måske give et svar.

Ivrigt hoppede Lupë selv en del på stedet i ren glæde over denne modpart han endnu lige havde mødt. Selvom ørerne ville have vippet nysgerrigt frem, varierede dette lidt. Frem og tilbage gled de lidt ukontrolleret, når han ikke bevidst valgte at fokusere på bestemte lyde. Hingsteføllet foran sagde dog pludselig noget? Han stoppede hen sin hoppen, mens ørerne opmærksomt gled frem og smilet der havde prydet den lille mule stille svandt helt ind. Næsten som et spørgsmålstegn stod han nu dér foran den skimlede hingst. Det bragede og knagede i hovedet på det rødlige føl, alt imens hvad der egentlig forgik derinde i hans hoved, var lidt uvist?

De livlige øjne så lidt blanke ud i sin forståelse, mens de stille så en smule grublende ud og noget rent faktisk kom til ham. Han ville svare, men alle hingstens ord virkede fremmede. Især det sidste, det var ham fuldkommen fremmet og aldrig havde han hørt dette ord. Måske var det et navn? Grublende efter hvad han skulle svare, fik han alligevel vildfaret sig frem...

"Mor."; lød hans unge stemme, der bar præg af hans ungdom i den lyse tone. Hurtigt og lidt ivrigt havde han sagt ordet. Det var hvad han kunne... stort set. Han vidste godt selv at hans navn var Lupë, men endnu havde han hverken haft held eller egentlig virkelig forsøgt sig på at sige navnet selv.

[ Nej det okay! Jeg er sgu selv langsom... - Men synes faktisk snart du skal joine med ham Ayin! Kunne være nice ]

Uuundskyld igen <.< Fortsætter vi, eller skal vi droppe det, nu Lupë er blevet voksen?