På den anden side..

Badut springende sprang det lille rødbrogede føl med lethed du på engen. Han så sig kort tilbage over skulderen op i bjergende, og på den sti han akkurat var kommet fra. Han blev enig med sig selv om at han sagtens kunne finde tilbage til far! Han havde godt nok advaret Lupë om at forlade bjergende uden opsyn… men hvad skulle der kunnet ske?

Lystigt bar det fine føl sig afsted. Han var begyndt at ligne en lille hest, frem for et knoglet vakkelvornt føl. Hans ben havde stadig lang længde, men musklerne var mere runde og se på nu. Han var et elegant lille muskelbundt, så han ud til. Hans lange ben og lange hals var tydeligt arvet fra hans far, samt farven. Mens den runde og pæne krop, og det lille, fine og fra nogle vinkler kantede hoved, arvet fra hans mor. Det nysgerrige blik bar præg af et typisk frækt ungt hingste føl, alt imens den meget grønne eng for hans øjne, var åben og indbydende.

[Reserveret til Midnight's Nymphadora]

Den elegante Nymphadora, som havde rundt sit første år, stod ganske fredeligt på en eng på Enophis. Hun havde ledt efter sin grå veninde, Euphoria, men havde ikke fundet hende. Hun havde faktisk kun slået sig ned et øjeblik, for at hvile, inden turen gik tilbage til flokken hvor hun var født og opvokset. Dog var det åbenbart ikke helt tid endnu til at vende hjem, for springene på engen kom nu et blegt rødt hingsteføl med hvide og sorte pletter. Nymphadora hævede sit hovedet meget pludseligt da hun fik øje på det lille føl, og noget forundret stirrede hun på den. Hun kunne sagtens huske da hun selv havde været så lille, ja hun savnede det faktisk sommetider. Der var så mange ting hun skulle lære nu, og dagen kunne ikke kun bruges på leg længere.
Hun betragtede ham et øjeblik, betragtede hans krumspring. Og egentlig var hendes plan bare at se på ham og så gå hjem, men det kunne hun ikke; hun kunne ikke holde det igen. Snart for den sorte hoppe, med de grålige plamager snoende omkring hendes ben, frem i fuld fart efter hingsteføllet. Han bød sig bare til leg, og så måtte hun da lege med! Hun udsendte et ganske muntert hvin, lige i det hun sprang frem imod ham, og med fremadrettede ører tonsede hun nu ufortrødent imod ham – for hvis der var noget den unge hoppe var, så var det direkte i sit kropssprog.

Det var ikke længe han var på egen hånd, før en mild, men trumlende lyd kom farerende imod ham. Lettere hingstet og kådt glemte han helt at det kunne være farer, som hans far ellers altid forsøgte at belærer ham om at være vaks overfor. Naivt sprang han rundt om sig selv med knejset nakke, mens han stolt nu stod med front imod den tilkommende, efter at have hørt et hvin. En hoppe, der så ung ud - lige som ham - kom farerende. Hun var dog en del større, og så mere færdig ud end ham, men hun var i hvert fald ikke lige så stor som hverken far eller mor!

Hingstet rejste han sig på bagbenene og hvinede op, med den lyse stemme der afslørede hans unge alder. Før han selv sprang ivrigt frem på de lange stænger. Hans gang bar virkelig præg af elegance, stolthed og drengerøvs karakter, mens hans øjne nysgerrigt så imod hoppen. Hans ører vippede nysgerrigt frem, mens han helheds utryk afslørede hvor fræk han nok var.

Det varede ikke længe fra hun havde sat frem imod den lidt mindre hingst, før han opdagede hende og sprang om sig selv. Han virkede så utrolig stolt, og et øjeblik røg en tanke tilbage til den bjerggrå hingst som hendes mor havde vrisset af for mange måneder siden. Hun slog dog tanken ud af hovedet igen; denne var ikke den bjerggrå og derfor måtte hun vel godt lege med ham! Hun slog hovedet iltert i hovedet, imens hendes slanke ben bar hende afsted med en voksende ynde. Hver dag blev hun mere elegant til bens, og der var ingen tvivl om at hun ville blive en danser; og allerede nu kunne hun se, at den lille hingst hun nærmede sig, ville blive en nobel herre.
Nymfen fortsatte ufortrødent imod ham, trods han selv havde sat imod hende. Det var sådan, at Nymfen var lidt af en stædig hoppe, og derfor nægtede hun at sætte farten ned først, også selvom det så måtte ende i et sammenstød. Han var alligevel ikke så stor, så hun ville nok kunne tumle ham om kuld, hvis han turde holde farten – og det håbede hun faktisk lidt på han gjorde. Hun elskede de lidt voldsomme lege, i modsætningen til andre hoppeføl. Men nu var Nymfen heller ikke som så mange andre.

Hoppen så ikke ud til at sætte farten ned, nej tvært imod! Det skulle hun bestemt ikke være ene om, hvor med et ekstra krumspring, der mest af alt lignede et ustyrligt rejehop med bagparten, satte han farten lidt mere op. Den fine mørkerøde hale hejste sig helt lodret op, mens han kådt gryntede lidt føllet og ivrigt.

Hurtigt gik det, og snart var de rimelig tæt. Det gik op for Lupë hvor meget større hoppen egentlig var; og da der kun var sølle fem meter, bremsede ham lidt brat op i et par galop spring, før han vigende i et bukkespring frem til højre og væk fra hende med et lille hyldende hvin, i ren legesyghed.

De nærmede sig hinanden med hastige skridt, og for hvert eneste trin blev den sorte hoppe mere og mere klar på sammenstødet; men så drejede den lille røde hingst af. Fandens også! Nymfen blev dog hurtigt klar over, at hvis hun skulle holde sig i legen, skulle hun ikke bare fortsætte frem og væk fra ham igen, så hun hakkede bremserne i, som han selv gjorde det, drejede sin forpart ud til modsatte side af hvad han løb til og slyngede sine bagben med et hoppet og muntert hyl ud i retningen af ham. Da hun havde alle 4 ben på jorden krøllede hun sin ryg sammen, i det hun sprang op i et rejehop; som havde hun fjedre i sine hove sprang hun, hvorpå hun udstødte et legesygt fnys. Da først hun havde gjort sit dette lille optrin drejede hun rundt om sig selv igen, med sine ører helt fremme og øjnene nysgerrigt søgende imod den lille røde. Ville han mon lege med hende, eller smuttede han fra hende om lidt?

Hoppeføllet var klar med på leg, og hendes hvinende små hyl satte noget igang hos den lille hingst. Ivrigt kastede han med hovedet og små lettede fra jorden da han gik så småt på bagbenene, mens han betragtede hende affjedrende rejehop. Derpå stod han stille, og vippede ørerne nysgerrigt helt frem, mens de to forskelligt farvede øjne meget nysgerrigt så imod hoppeføllet der stod umiddelbart med fronten imod ham, mindst lige så nysgerrig og søgende som han selv.

Pibende lyd et hvin, der afslørede hans unge alder fra han sprang på bagben og fægtede det bedste han nu kunne med forbenene, mens ørerne kort blev lagt surt i nakken. Hvilket dog blot var af ren legesyg hed, før han landede kort efter, efter fordi han fik lidt overbalance. Straks sprang han frem i trav med mulen strakt hende frem imod hende, hvorpå hans plan var at nappe hende i den mørke man hun havde, som var længere end hans egen, i leg.

Da først hun havde vendt blikket imod den lille røde og fået vendt sin krop, gik han løs igen. Han sprang op på bagben og fægtede sine små hove imod hende! Hun lagde ørerne med det samme og hævede hovedet. Der skulle faktisk ikke så meget til, før hun var i ’sikkerhed’ for hans små angreb; men hun lagde ikke ørerne fordi hun ville sætte ham på plads, men fordi hun synes det var skægt. Nok så det lille hingsteføl ud til at svinge mere mellem sur og nysgerrig, men hun havde jo selv været sådan; det ene øjeblik glad, det næste gal, så glad igen. Hun kunne sagtens huske hvordan det var at reagere øjeblikkeligt på en impuls uden at tænke over det. Det var egentlig lidt noget hun savnede at gøre, for der behøvede man slet ikke tænke over sine handlinger. Det skulle hun lidt nu, selvom der stadig var lang tid til hun for alvor skulle tage stilling til sit liv; for endnu var hun blot et barn. Et lidt højere barn end den røde.
Han kom nu nærmere i en hoppende trav og nappede imod hendes man! Hun hylede kort i leg, med hoppet tone der efterhånden indikerede at hun var ældre end blot et føl. Hun var en begyndende lille dame. Derpå nappede hun fat i øret på den lille røde, som lige var i mulehøjde – og krængede overlæben op i en sejrrig flehmen!

Hoppeføllet var delvis højere, hvilket næsten irriterede den lille røde da hun blot behøvede at hejse sit hoved for at undgå hans spark, han selv syntes var så farlige. Men snart blev der mere nærkontakt da han selv var på vej op af hende for at hvile sine løftede forben op af hende. Hun hylede og selvom dette kunne mistolkes stak den lille røde ud i et kækt ungt og munter grin, hvor han i samme øjeblik dumpede ned på jorden igen, men forsat forsøgte at bide efter hendes man.

Hun fik dog fat i hans ører, og lettere kådt og en anelse irriteret for få sekunder rystede han "vildt" på hovedet, som han nu kunne som føl. Let havde hans ører klappet let mod hovedet i den korte hovedrysten, mens det gik op for ham hvordan hun en smule sejrende, og for ham hoverende flehmede.

Næsten sur så han ud igen, da han lagde ørerne og indgød et lille hvin da han gik kort på bagben, for igen at ville ligge knæende op imod hendes skulder og gribe fat i hendes mørke man, som der var delvis mere af end hvad han lige havde selv.

Føllet begyndte at slå helt tosset med hovedet, da hun havde fået fat i dets ører. Det morede hende, selvom hun ikke magtede at holde fat på øret fortsat, da hans bevægelse var så vilde. Derfor måtte hun, kort efter hun havde krænget overlæben sejrerigt op, slippe ham. Derpå forsøgte han atter at hoppe op ved hendes skulder for at nappe i hendes man; og i stedet for at skubbe ham væk, som hun egentlig let kunne, lod hun ham komme til at nappe. Det betød dog bare, at hun ligeså nappede ud efter hans lille stritman, der havde en meget dyb rød farve. Han var generelt bare så farverig i forhold til hende, hendes mor og hendes veninde Phoria.
Lidt efter valgte hun dog at fortsætte legen for at det ikke skulle gå i stå. Hun begyndte derfor at bukke, dog småt, men kvikt og derpå sprang hun fremad. Hun gav faktisk føllet en chance for at hoppe ned først, inden hun sprang frem, så han ikke ville vælte helt rundt – for selvom noget i hendes søgte at tryne den lille, tæve ham, gøre alt for at han forblev liggende – så var der noget som fyldte mere i hendes indre. Glæden ved at lege og lysten til at lege med ham og ikke imod ham. Derfor satte hun i et muntert hoppet hyl, opfordrende, inden hun sprang frem i en ilter galop. Fangeleg var altid noget hun havde syntes om.

Ivrigt bed han et par gange hårdere, med de tænder der kun for få uger siden var raslet frem i hans tandløse mund. Så snart hun bed igen i hans stritman, blev det en kædereaktion og han bed for hver gang hun bed. Muntert bredte et smil sig over hans spraglede mule, mens de to forskelligt farvede øjne lyste op i glæde. Han glemte nemlig alt andet omkring sig nu, på trods af hverken hans moder eller fader var i nærheden til at redde ham... men redde ham fra hvad? Uvisheden og naiviteten overfor den store verden, lå atter krænget over den unge hingst. endnu havde han ikke stødt på noget som helst ubehageligt endnu, hvilket gjorde hans frygt til en fjern og stadig u-udforsket følelse.

Hoppen hoppede nu dog bukkende, og hurtigt mistede han balancen og dumpede klodset ned på de fine ben. Det var hurtigt hun så pludselig fór afsted. Kort vippede hans ører bagud, utrykt og lettere forskrækket, før de lige så hurtigt var fremme igen. De vippede opmærksomt mens hun havde hylet og udfordrende havde lydt. Uden at tænkte slog en følelse af fornærmelse det lille røde føl, som sås i øjnene sammen med ørerne der vendte ud til siden, før han rynkede mulen og en karakteristisk stædighed var at syne. I samme øjeblik sprang han frem i en spurtende start, mens hans små hove dundrende lød i græsset og han hurtigt bevægede sig efter hende!

Om den lille blot var stædig, eller om han var lidt en diva, kunne den sorte Nymfe ikke helt finde ud af. Dog valgte det mindre hingsteføl snart at følge efter hende, efter hun havde rystet ham af sig, ved at hoppe frem i en serie buk. Leg var altid noget hun kunne bruge, og da han for efter hende i fuld galop, stak hun i et hoppet hyl og sprang selv frem i hurtigere galop, med halen hevet.
Hendes ører var hele tiden rettet om imod den røde, som havde god fart under sine hove. Dog havde Nymfen længere ben, hvilket gav hende en fordel, så hun holdt et pænt mellemrum mellem sig selv og den røde; om end, løb hun ikke fra ham, selvom hun nok kunne. Hun lod ham blive med dette mellemrum, for legen ville blive alt for kedelig, hvis hun blot stak af. Nej, det var der ingen leg i! Lege var udfordrende, det havde hendes mor lært hende, og skulle bruges til at blive bedre til at løbe, dreje, stoppe, bukke; det hele.
Nymfen hvinede atter muntert, inden hun stemmede sine ben lidt i jorden, bremsede op, og satte af med kæmpe kraft! Hun fór lige i luften, så alle 4 ben var frie af jorden, krummede sin krop sammen og rettede den herefter ud i et mega buk, lige i det hendes forben ramte jorden igen. Hun synes det var så skægt at hoppe i luften, og elskede at lege med det! Dog vidste hun, at hun nu havde givet hingsteføllet frirum til at indhente hende; og meget snart var hun sikker på, at hun var blevet fanget.

De lange men ustyrlige ben kæmpede under den lille fyr, mens hans ører lå tilbage. Halv ubevidst, mens han var målrettet i sin leg efter hoppen, der var dels større end ham selv! Hans hale stod lige op i vejret, mens benene næsten løb ude af takt grundet den høje fart han sprintede med nu. Hurtig gik hans vejrtrækning dog også, fra de små næseborer, mens vinden slog imod hans lille bringe. Hoppen lavede en kort opbremsning før et kæmpe hop blev udført. For få sekunder sank han farten mens hans to forskelligt farvede øjne blev spærret op. Nysgerrigheden og beundringen lyste ud af ham, mens et bredt smil blev vist over den spraglede mule.

Dog tog han hurtigt fart igen, og inden længe havde han indhentet hende. Med ørerne liggende tilbage havde han sat jagten ind, med fremstrakt mule, da han i farten nappede ud efter hendes bagpart i farten. Stoltheden lyste ud af ham, sejren! Ih hvor var han god, at have indhentet hende hel selv! Glædeligt slog han omkring sig selv i et bukkespring, hvor han da mistede balancen og et bump lød!

Dér lå han, og pustede hurtigt efter vejret. Det var først nu når han så stille at han kunne mærke hvor forpustet han var. Tumult og forvirret rejste han hovedet mens han lå der på silden, efter en næsten hel kolbøtte. Han så kort forvirret rundt før han rystede på det lille hoved, så de små ører helt klaprede, før han blinkede et par gange skarpt stillende, for så at se efter hvor hun var henne af?

Lige inden den sorte Nymfe havde kastet sig ud I hendes kæmpe bukkespring, havde den lille røde halet ind på hende og nappet ud efter hendes bagpart. Hun havde mærket at han havde været tæt på, men bevægelsen var sat i gang; og selvom hun havde fortrudt det var hun røget i luften i sit buk. Hun landede tidsnok til at se, at hun ikke havde haft skubbet føllet, men så nu hans eget lille krumspring som endte med at koste ham balancen – og wupti lå han på jorden. Et skævt smil fandt vej til mulen på den sorte Nymfe, for et minde slog ind over hendes sind. Hun havde leget med sin mor og en skimmel hingst, hvor hun selv var faldet op til flere gange. Hun huskede tydeligt frustrationerne over det, og hendes beslutsomhed da først hun var kommet op. Med smilet endnu siddende om mulen fik hun stoppet sig selv, vendt rundt og travet tilbage til den lille røde, som var trillet helt om på siden. Hun stoppede foran ham med sine ører helt fremme og halen hejst en smule varsomt bag hende, som skulle hun til at røre ved noget hun ikke vidste om var farligt, og derfor var klar til at hoppe tilbage igen. Men hun vidste udmærket godt at føllet her ikke var farligt, men hendes sind var blot endnu tændt efter legen.
Da hendes mule var lige ud foran den rødes, nappede hun meget forsigtigt og næsten ømt til hans lille fine mule. Hendes egen mor havde tit hjulpet hende op igen, ved at opfordre hende til at rejse sig på denne måde. Denne adfærd havde Nymfen selvfølgelig husket, og nu prøvede hun den af overfor den lille røde; og så måtte hun jo se hvad der skete herefter!

Det var ikke længe efter at han stillede skarpt at han kunne høre og mærke de let dundrende skridt i jorden. Han spejdede opmærksomt efter hende, og gik da øje på den langbenede unge hoppe. Hun stoppede ved ham, og selvom hun først syntes at ligne en der fandt ham farlig; endte den mørke mule med den fine blis alligevel nede ved ham. Let nappede hun, og lidt forskrækket trak han mulen til sig i et lille ryk. Ørerne gled utrygt tilbage, men snart ændrede det forskrækkede og overraskede blik sig til et mere frækt igen. Let gled ørerne ud til sigerne, mens han så en smule fornærmet ud, og derpå så ihærdigt og legende nappede igen i små ryk med den lille mule, hvoraf han ramte hendes bløde mule et par gange.

Kådt rystede han det lille hoved og et lille prust lød, før han smilte lidt bredt og drillende nappede ud efter hende igen på ny mens han endnu lå ned i græsset.