Nye stier (Djange og Lupë)

En grå hoppe kom skridtende, med tunge bevægelser. Hun var muskuløs og med nakken hvælvet op, som bar hun sig selv afsted med stolthed. Men sådan var det nu ikke i virkeligheden. Asira var navnet på den grå spraglede hoppe, der havde bevæget sig til en anden ø, end den hun normalt var ved. Hun var nemlig søgt til Foehn, uden nogen speciel grund. Men hun havde forladt Chibale, for der var for mange minder for hende.. Minder hun gerne ville glemme og slippe, minder som tærede hendes indre, og tvang hendes sind i knæ. Der var gået et år ca, siden Saphira var forsvundet mellem benene på hende, pist væk var hun. Og end ikke duften af det lille føl, kunne findes nogen steder, selvom Asira havde ledt og ledt.

Den grå hoppe bevægede sig imod vulkanen, der bulrede og summede, talte og kælede for hendes øre. Men da hun kom tæt nok på den, drejede hun udenom den, og søgte imod de træer der var bag vulkanen, søgte imod mørket, stilheden og ensomheden. Hun havde kun haft et enkelt selskab i lang tid, Xenon, og dette selskab havde forvirret hende endnu mere. Hendes mørke øjne var døsige, intetsigende og tomme, mens hun vandrede afsted med den knejste nakke, og tunge men spændstige skridt. Hun slog med den sorte hale, inden hun da nåede træernes kant, og begav sig længere ind imellem de tætte grantræer. Mørket sænkede sig omkring hende, fordi træerne stod så tætte i træernes kroner, og dette var hvad hun søgte. Mørke.. Hun var muskuløs i kroppen, men spinkel pga. mangel på fedt til vinterens kommen. Hendes grå øre lagde sig i nakken, inden hun da kollapsede med et ordentlig bump, inde midt i træernes tætte stammer. Hun havde søgt tværs over det kolde vand fra Chibale til Foehn, og fortsat sin vandren. Og det kunne benene ikke klare mere af lige nu. Et udmattet prust lød fra hende, og hun lod svagheden overmande hende, således at hun lagde sig på siden. Den stædige og kæmpende hoppe, var ikke nem at finde i hende mere. Kun når der var selskab omkring hende. Men når hun var alene, var hun knækket, både indeni og udadtil..

Tiden var inde til at forlade Øen; afskeden med den næsten hvide hoppe var altid hård – men nødvendig. Deres kærlighed var forbudt, lige såvel som at hans færden, her på denne Ø beklædt med aske, var farlig. Han skulle træde vagtsomt for ikke at havne i hovene på de forkerte skyggeheste. Standhaftigt bar han sig afsted med stolthed, mens de krystalblå øjne så sig direkte frem. Spejdende og næsten flakkende var de kolde og tomme krystalblå øjne. Han var alene nu, Lupë ville blive på Ø’en for en stund, i flokken – hvor han var i trygge hænder. I modsætning til Djange.

Trænerne var nøgne, næsten golde og mørke ligeså. Hans ører lå let tilbage, mens han tilmed skævede fra tid til anden bag sig – det var som om nogen eller noget fulgte ham på vej… Han fortsatte, mens han skeptisk så sig blot en enkelt gang tilbage, før en duft ramte ham! Duften var ej at tage fejl af! Athene! Det gav et sæt i ham, mens han ikke hurtigt nok kunne se sig omkring, ledende efter denne nære skabning. Mange meter væk fik ha pludselig øje på en grå skikkelse, kvæstet, liggende. Det værst strejfede ham – især da hun jo befandt sig på denne Ø!

Kort lød et hæst hvæs, i ren udbrud, før han tryggede ørerne hårdt i nakken – i ren bekymring, mens han mest af alt så decideret vred ud, da hans spændte op og kom travende i en præciserende og meget målrettet trav. Han lignede mest af alt en der kom til angreb, før han brat stoppede op nær hende, sænkede mulen imod hende…

"Athene!"; udbrød han hviskende, I den hæse og intense tone han altid bar og altid havde båret. Mens en svag snært af angst fulgte stemmen meget svagt på vej – næsten uhørligt. Næsten. De kolde og tomme øjne granskede hende hurtigt, mens det endnu ikke havde slået ham a hans maske og rustning endnu var ukendt for hende.

Til trods for hans far var draget afsted, fulgte den unge plag alligevel sin far på vej… I smug. En leg, han havde leget tit, mens han sprang lydløst fra stamme til stamme mange meter bag den store Djange. Et fornøjet og knækkende fnis udbrød lydløst fra det rødbrogede føl, før hver gang han atter stod i skjul. Han morerede sig, at se sin far sådan mistænke at nogen forfulgte ham. Ha’! Næh, det var nu bare hans søn…

Dog varede legen ikke ved da det lod til at noget havde sat gang i bjerg vogter hingsten. Pludselig var Djange fremme i fart! Uforstående sprintede Lupë kort et par store spring frem – helt som blev han panisk for at blive efterladt! Men det slog ham at han ikke ville afslører sig selv, og straks lavede han et krumspring om bag det nærmeste træ der kunne dække ham. Utrygt lagde han ørerne lidt lyttende tilbage – om noget anet måske jagtede dem begge? Men der så ikke ud til at være noget. Forsigtigt tittede det spraglede hoved frem, spørgende, mens de to forskelligt farvede øjne så nysgerrigt efter Djange, som snart var lidt langt væk? Dog så han ud som om han var stoppet. Nysgerrigt vippede de røde ører nysgerrigt frem og tilbage, før han listede afsted, med sin elegante og affjedrende bløde bevægelser – som på mange punkter lignede Djanges stolte holdning! Bare mere blød og smidig.

Den spraglede hoppe, lå på siden på den kolde og små frosne jord, som vinteren havde bragt med sig. Hun forblev liggende, trods denne ø måske ikke just var den bedste at udvise udmattelse og træthed på. Men hun var ligeglad. Hun havde før vandret på Foehn, uden de store problemer. Hun havde engang mødt en hingst, Fuyu, men deres møde var stoppet brat og hun havde dermed forladt øen. Men nu var hun altså tilbage, den grålige hoppe, med brune aftegn og sort man og hale. Hendes øre vippede kort rundt, lyttende, inden hun drog endnu et udmattet og langvarigt åndedrag. Hun var træt.. Både i sit hoved men også i sin krop.

Bedst som hun troede at hun var kollapset på en ø, hvor ingen ville søge efter hende, opfangede hendes flappende øre, lyden af hovslag der kom direkte i hendes retning. Hun skrabede med forbenene ned i jorden, der både var fugtig men også halvfrossen andre steder. Et forsøg på at vise, at de aldeles ikke skulle komme tæt på hende, hvem det så end var, der kom i hendes retning. Men hun forblev liggende på siden… En duft ramte hendes næsebor, jo tættere hovslagene kom. Og duften, den kunne hun genkende. Der gik ikke længe, før han stoppede ved hende, og tog hovedet ned i hendes højde. Det var hendes fader.. Djange. Asira, den altid før stædige og kæmpende hoppe, ville gerne bevise overfor sin fader, at hun ikke var svag af sind. Men lige nu, kunne hun end ikke rejse sig, selvom han stod ved hende, og udtalte hendes andet navn ’Athene’. Hun vippede ørene ned i nakken, i ren og skær forsvar, fordi det var sådan hun altid gjorde overfor fremmede heste. Langsomt løftede hun sin hals en smule og sit hoved, og drejede det en anelse, så hun kunne se imod sin far. Men der gik ikke længe, før hovedet med et bump ramte imod jorden igen.

,,far”

Mumlede hun sagte, med en hæs stemme, der svagt kunne anes. Hun var stadig stædig, det var hun. Men hun kunne ikke finde den stædighed til at samle sig sammen og rejse sig. Ikke nu. For han ville jo ikke skade hende. Vel? Pludselig vibrerede hendes næsebor, for en anden lugt havde ramt i hendes næsebor. En lugt hun bestemt ikke kendt. Asiras øre blev mast ned i den sorte man, og hun hev hovedet op igen, i et ordentlig ryk, for at ville rejse sig. Men hun kom end ikke så langt. Men hun lå da ej på siden mere.

,,Hvem er med dig? Hvem har fulgt efter dig?”

Et kort øjeblik lød hun måske anklagende, for hvis han havde hevet nogen med sig, ville hun aldeles ikke ligge her, og ligne en der var træt af livet. Hun drejede hovedet i hans retning igen, og nu fik hun endelig set det udseende, hendes far nu havde.
Hendes øre gled endnu mere ned i nakken, hvis dette da var muligt. Hvad pokker var det han havde på!? Hun hvæste imod ham, i ren forsvar, for hvad pokker var det der sad fast på ham. Det var uvirkeligt! Så hun ting, der ikke var der? Var hendes far overhovedet hos hende lige nu, eller var hun langsomt i gang med at glide imod døden, og så ting der derfor ikke var sande?! Hun fnyste hårdt, inden hun med dirrende og små skælvende bevægelser, fik sine forben frem foran sig, og gjorde anstalter til at rejse sig op. Op, det kom hun. Men det var ikke pænt. Hun vendte fronten til sin fader, hvis han da i virkeligheden var det, og var foran hende. Hun hev hovedet en smule op, inden hun knejste nakken, og blottede sine tænder en smule. Hvad pokker var han? Hun havde glemt alt om den fremmede lugt der havde ramt hendes næsebor før; for måske var det bare det mærkelige udstyr han bar, der lugtede fremmed.

Tusinde af følelser løb igennem den muskuløse hingst, da den grålige hoppe tiltalte ham far. Hjerteskærende var det at se hende i denne tilstand; hvorpå både angst, men også selv beskyldninger dukkede op hos ham. Han rynkede let på mulen da hun ramte jorden på ny med hovedet, før han atter sank hovedet imod hende, med et lille prøvende og heppende prust. Han støttede hende, i alt. Han ønskede ikke at se hende sådan - det lignede hende ikke!

Men der skete meget mere end dette... Da hun først reagerede på en helt tredjes bevægelser i dette selskab, var det næsten som om hun direkte anklagede Djange; alt imens hendes dybe stolthed alligevel fik hende på benene. Fornemmelsen af at nogen havde forfulgt ham havde måske været rigtig? Ørerne lå ham straks i nakken, mens det kolde og tomme blik så sig meget direkte spejdende efter nogen eller noget, da han så sig tilbage over skulderen. Men et nyt scenarie brød ud, og i ren og skær reaktion hejste Djange hovedet højere og nærmest dominerende da hun først hvæste af ham! Hun opførte sig pludselig som om hun ikke kendte ham, og i ren og sker reaktion på dette udbrud endte han med at gå på bagben, hvoraf hans hove dundrede hårdt markerende i jorden til afslutning. Han fnøs derpå hårdt imod hende, mens de kolde og tomme øjne stirrede stift på hende, foragtelse og uforståenhed fyldte ham.

"Hvad går der af dig Athene?"; hæs og intens lød hans stemme, for første gang i svag rædsel. Rædsel for at hun nogensinde skulle se på ham som en fremmed?! Det hele blev ret anspændt, alt imens en skikkelse nærmede sig, hvorpå det gik op for ham at det bare var Lupë. Hans duft var blevet ham så bekendt at han ikke som sådan bed sig mærke i den mere, og den var eller ikke var i nærheden af ham...

Det var samme få sekunder efter hans ord at han lidt hurtigt vendte halvfems grader og nu stod med siden til Athene. En hård opbremsning var at syne fra fire sæt ben bag Djange, mens Djange barirerende stod foran sin søn, så Athene nok ikke ville kunne se ham.

"Din bror... er med mig."; blev hans ord formet hæs og intenst, direkte tonløst igen, mens hans kolde og tomme øjne fortsat så meget direkte i den grås mørke brune. Stille dirrede angsten stadig i ham, næsten usynligt. Hvordan kunne hun opfører sig sådan? Var hun syg?

De lange stænger bar' ham lystigt afsted, før han syntes at kunne skimme noget påstyr længere fremme mellem træerne. Hvorfor, var ikke til at vide. Men en følelse han ikke havde følt før, fyldte ham! En knugende følelse, hvorpå en opkastende fornemmelse løb op og ned i hans hals! Frygt!

Det det hurtigt han fik benene på nakken, og i firspring var han afsted hurtigt ind og ud mellem træerne, mens han end ikke engang kunne finde overskud til at kalde på sin far; som han så pludselig så blive ret stor imellem træerne! Det havde han aldrig set ham gøre før. Han stoppede brat, og utrygt så hingsteføllet sig omkring, søgende efter en udvej... efter sin mor. Men der var ingen, og instinktivt trak det i ham at komme til sin far. Hurtigt i en flyvende trav fór han atter afsted, før han næsten nåede Djange. Et glimt af en grå hoppe, med specielle aftegn så han kort med ny unge og nysgerrige øjne, for hans far blokerende vendte sig ind foran ham. Glidende fik han klodset bremserne, og endte da med at skutte mulen på fars maven, før han utrygt gumlede ved denne situation og tryggede sig tættere ind på Djange.

Hun anede knapt nok hvad der i virkeligheden foregik foran hendes øjne lige nu; det hele var alt for surrealistisk. Et svirp røg fra hendes sorte halen, inden hun da veg hovedet godt op og bagover, idet Djange rejste sig på sine bagben. Hun virrede med hovedet, og løftede så også sig selv en lille smule, mens hun hukkede det ene forben fremad; forsvarende og afvisende overfor hans stejl. Hun sigtede ikke efter at ramme; og det kunne hun heller ikke i denne afstand. Da han landede på alle 4 igen, gjorde hun også. Hendes næsebor vibrerede og dirrede voldsomt, mens ørene fortsat lå smasket ned i hendes sorte man. Han spurgte hvad der gik af hende. Hvad der gik af hende?! Det var ikke hende der havde noget mærkeligt udstyr på kroppen. Nej, det var ham der var noget galt med.

,,Hvad der går af mig!? Det er dig, der er noget galt med. Hvad er det du har på!?”

Ja, hun var nok inderstinde bange for det, han havde på. For det var så uvirkeligt, og noget hun aldrig nogensinde havde set før. Gjorde det ham ondt? Gav det ham en anden personlighed? Hun nåede knapt nok at svare ham, før han pludselig vendte siden til hende, og kiggede i en lidt anden retning. Asira opfangede små hovslag, der bevægede sig pilende afsted mellem træerne, med retning imod dem. Hun kunne nu se den lille brunhvide skikkelse, med små sorte prikker, men kun for en kort stund, inden den bragede ind i hendes far med mulen, og nu stod små ved hans side, af hans store korpus.

Tusinde tanker gik igennem Asira, men en radikal ændring i hendes holdning, blev pludselig til. Langsom flappede hendes øre ud til siderne, og hovedet faldt stille nedad, i små hakkende bevægelser. Alt stod stille for den grålige hoppe. Den lille skikkelse der sådan var kommet spænende imod dem, mindede ikke udseendesmæssigt om Saphira… Men lugten af føl, lydene. De små uskyldige øjne. De kluntede bevægelser.. De var der hos skikkelsen, som de også havde været hos hendes datter.
Hendes næsebor dirrede stille, mens hun trak vejret tungt ind, men næsten uhørligt. Hun stirrede direkte imod det lille føls ben, som næsten var det eneste hun kunne se, fordi hende far stod i vejen. Hendes øjne blev sårbare. Tabte liv. Og alligevel kom der et lille glimt i dem; som om hun havde fundet noget, hun havde ledt efter. Men det vidste hun jo godt, ikke var sandt.

Langsomt vågnede hun lidt op af sin sørgmodige dvale. Hun hev hovedet op i en voldsom bevægelse, og bakkede hastigt bagud, trods hendes krop aldeles ikke synes det var morsomt, med sådanne bevægelser. Hendes øre fløj atter bagud i hendes nakke, og hun knejste nakken voldsomt op. Ord kom der ingen af. Og hun kiggede hverken på Djange, eller føllet. Nej. Hun kiggede nærmere henover ryggen af Djange, for ikke at kigge nogen af dem i øjnene. Hendes lille trance var forsvundet. Men det var de sørgmodige øjne ikke.. De havde tabt endnu mere liv.

Den unge grå hoppes reaktion var temmelig voldsom! Især for den let brogede Djange, som mest af alt havde lyst til at afreagrer på den ene eller anden made. Men med Lupë lige bag ham, tyede den faderlige rolle alligevel mere frem i ham, mens det samtidig ført var i samme øjeblik så Athenes ord lød, at han forstod. I samme øjeblik som hun anklagende havde fremsagt fortvivlet, gled hans ører nu væk fra nakken og faktisk ret frem for få sekunder inden de atter lå tilbage. Han rynkede nu mulen kort eftertænksomt, alt imens det mest af alt så skeptisk ud. Hans kolde og tomme øjne stirrede på hende, og kort anklagende havde han måske set ud, selvom det ikke var hans hensigt.

"Jeg er blevet vogter Athene… Velsignet med titel og magi af Herren."; lød han stemme lidt sammenbidt, hæs og intens, tonløst. Mens han trykkede lidt på ørerne, og et næsten skuffet udtryk svagt vidste sig i de kolde og tomme krystalblå øjne. Tænk at hun sådan vågede ikke engang at have tillid til sin egen fader mere…

Derpå kunne han pludselig se at der skete noget i hende. Hendes tab af Saphira måtte have vedvaret. Det var tydeligt at det var noget moderligt der gjorde hoppen pludselig blottede sig – i hvert fald tydeligt for Djange. Hvis da ikke e var det, kunne han ikke gætte hvad det end skulle være? Han slækkede let på de nedlagte øre, for han kort vendte hovedet mod Lupë, som selv tog sig mod og tillod sig at vise sig, før Djange atter så imod Athene ikke så langt fra ham. Atter forsøgte hun at være stolt og stærk, men sørgmodigheden i de mørke øjne, var en borte; og det slog hårdt. Hårdt i hjertet skar det på den arme hingst Djange.

Påstyret gjorde bestemt den lille rødbrogede fyr utryg. Der var ikke længe fter stoppet at han havde fundet tryghed tæt ved sin far. Hans ord lød, og let vippede han ørerne utrygt. Sådan havde han ikke hørt sin far før… De to forskelligt farvede øjne flakkede lidt, mens naiviteten og ungdommen lyste ud af dem. Det var som om at efter ordende kom der en vis ro på, og næsten trøstende kom Djanges hoved ham nær. Stille blev et mindre forsigtigt lille smil på den spraglede mule vist, før han udgjorde et stille prust, der lyst lød og afslørede at han endnu kun var en ung plag på lidt over et år.

Atter forsvandt Djanges hoved, og lidt forsigtigt bevægede Lupë sig frem som den smidige gummibold han nu er. Elegant og stolt bar han sig, dog en anelse forsigtigt, før han tittede frem kun med forparten foran sin fars bringe. Nysgerrigt så han imod en fremmed grålig hoppe, hvis blik så helt ked af det ud. Bekymret så Lupë pludselig ud, før han lidt spørgende og tryggende gned sit hoved ind til Djanges bringe. Egentlig var han alt for stor til at stå sådan skjulende under Djange, men alligevel gjorde han det – selvom de kunne se en anelse klodset ud. Lidt baby er man vel stadig?

Hun stod der, med hovedet hævet op, mens ørene lå klistret ned i hendes nakke. Hun stod rank og højt i kroppen, men inderst inde var det en helt anden Asira. En lille plag, der havde lyst til at krølle sig sammen, og gemme sig fra alt og alle. Søge væk fra virkeligheden, og give sig hen til det uvisse. Men det ville hun ikke vise – ikke overfor andre eller sin fader. Hendes fader så voldsomt sur ud, skuffet måske. Hans øre lå hårdt ned i nakken, og mest af alt lignede han en, der havde lyst til at kæmpe imod sin egen datter, i et forsøg på at banke nogle manerer ind i hende, grundet hendes tidligere udbrud. Men det gjorde han dog ikke. Han talte nu, forklarede. En vogter? Aldrig havde hun hørt om det. Og Herren? Det var noget værre volapyk i hendes øre – men det måtte jo være sandt, for ellers ville han vel ikke se så sær ud.

Hans mimik ændrede sig, som fik han øje på den grås sørgmodige øjne, da hun så det lille fine føl. Hans søn, Djanges afkom. Hendes halvbror. Men han trådte ikke tættere på hende, den spraglede Djange. I stedet kom det lille føl nu længere frem, og så imod Asira selv.
Langsom gled hendes øjne længere ned, så hun nu så på den fine lille skabning, der stod der ved Djanges side. Så fin. Lille og uskyldig. Hendes mørke øjne blev stille fyldt med vand, så tårerne kæmpede for at komme ud. Men hun kæmpede imod. Hun kneb øjnene hårdt i, så hun tvang vandet væk igen, så hun ikke lod tårer flyde. Atter åbnede hun øjnene igen, og trådte nogle ekstra skridt bagud. Hun skulle ikke hen til føllet. Tænk nu, hvis det forsvandt, ligesom Saphira gjorde. Tænk nu, hvis det var pga Asira selv, at hendes egen datter var forsvundet – det skulle ikke ske for den lille skabning foran hende. Ikke pga. hende. Hun var tavs.

Tavsheden lagde sig diskret over dem, på trods af Lupës små skridt da han havde rykket på sig. Hvad der i grunden skete i grålige hoppes hoved, måtte Djange ærligt erkende at han ikke vidste. I hvert fald ikke hvorfor... Men noget skete. Hendes vigende skridt fra føllet, som søgte tryghed hos ham, men så alligevel tilnærmelse hos hende, skar ham dybere i hjertet. Han missede kort øjnene, mens de så på Athene som hun rykkede disse ekstra skridt længere væk fra ham og Lupë. Han ønskede ikke hans egen datter sådan isolerede sig fra ham, fra hendes eget kød og blod. Hun havde bestemt haft det hårdt - det vidste han godt, og selv den dag i dag plagede det ham endnu, hvordan hun gik og havde det når hun ikke var sammen med ham. Hvilket efterhånden måtte siges at være en sjældenhed.

Stille spærrede han sine kolde og tomme øjne op til de var som før, før han roligt puffede den rødlige sunde hingst over skulderen. Opfordrende. Han rankede sig op, stolt og standhaftigt, mens han så i Athenes øjne.

"Lupë, det her er din søster."; hæs og intens havde hans stemme lydt, mens han roligt nikkede til Athene, mekanisk jovist, men for at understrege den tryghed hun altså kunne vælge når hun var sammen med ham. Såvel som Lupë nu... Selv havde hun jo hverken sin mor Hawaet El Nour, eller sit eget føl Saphira mere.

Stemningen virkede trist og sørgmodig for den unge hingst. Trangen til at lege pauseklovn faldt ham nærsten naturligt, da hans unger alder blot forbandt sjovt med godt og trist med dårligt. Stille vippede hans ører lidt frem og tilbage lyttende, før han havde skævet op til sin far der pludselig havde haft puffet ham over skulderen. Han betragtede sin far for et par sekunder mens han havde ranket sig op som han plejede, før han selv drejede hovedet imod den grålige hoppe. Hans søster? Han havde godt fået forklaret og hørt om familie og søskende, samt at han skulle have en. Men at det ville være så stor en, havde han ikke lige kunne forestille sig.

Lupë lagde let hovedet en anelse på sned, mens han undersøgte hoppen der så ud til at have det skidt. Samtidig med at hun havde rykket sig væk, som om hun ikke ville have dem tæt på? Lupë nåede dog ikke at gruble længe over det, før han selv rankede sig fint i den smidige unge krop, og sikkert tog et par glædelige skridt frem før han stoppede. Hans bagpart var nok en meter fra hans fars bringe, så han følte sig pludselig helt fri af hans tryghed, og forsigtigt sænkede han hovedet med han alligevel endte med at pege mulen opad imod hende.

"Er du ked af det?..."; hans unge og drengede stemme var forsigtig, men utrolig venligsindet, mens uskyld og ærlighed lyste ud af hans øjne. Han havde trukket lidt på det sidste ord, da det gik op for ham han ikke vidste hvad hun hed... Men måske hun ville irettesætte ham og fortælle ham det?