Hallia's velkomst til Andromeda [Åben]

Solen nærmer sig roligt horisonten og kaster en sidste serie af lys ud over landet, som får skyggerne til at kravle langs jorden.
Hallia har nu været i denne forunderlige land i næsten to dage nu og den unge hoppe har endnu ikke set tegn på andre heste. Hendes manglende viden om verden, har efterladt hende sulten, bange og lettere forslået efter et uheldigt fald over et par rødder.


Efter flere timers udmattenede vandring gennem den tykke skov, kommer den grå hoppe til en lille bæk der flyder roligt gennem en skjult lysning. Normalt ville Hallia være mistroisk over for det fremmede vand, men den skrigende tørst har hende med mulen og benene i vandet, sluprende det ned som om det ville forsvinder hvert øjeblik. Med en slukket tørst og et par lunger det skriger efter luft, svinger hun hovedet tilbage og sender vanddråber flyvende gennem luften i er par mesters omkreds. Med rystende ben, hovedet lavt og øjne der er tæt på at falde i, forlader hun bækken til fordel for tørre underlag . Hun tillader sig selv at ligge ned i bare to sekunder, inden hun er nød til at forsætte hendes rejse. Det er ikke sikkert for hende her, men søvnen er en svær modstander der er faretruende tæt på at vinde. 


Hallia havde ikke langt mærke til hvor sent der var blevet, men solen havde lagt sig til at sove og den skjulte lysning blev nu oplyst af månes klar skær. lyden af vinden og den stille rytme af bladenes raslen fik til sidst hoppens galopperende hjerte til at slappe af og lade hende glide ind i en fredfyldt drømmeverden.  

Hvad Lupë i grunden lavede ude på denne tid, i stedet for at befinde sig i bjergpasset hos sin far, var ikke rigtig godt at vide. Den rødlige hingst var efterhånden heller ikke det man kaldet et føl mere. Nej, den langbenede hingst var velproportioneret og til hans held, var han hverken højere eller lavere for og bagtil. Nej, han havde ikke vokseværk lige nu.. men det lå om hjørnet, det gjorde det. Han var efterhånden langt over halvanden meter, og selvom en hver ville kunne se han kun var to år, var der alligevel ikke meget galt fra at han snart kunne kategoriseres som voksen.

Dansende spadserede hans lange ben smidigt under ham, hans hals knejste let i en flot hingstet bue, og hele hans aura udstrålede selvsikkerhed og stolthed. De to forskelligt farvede øjne så sig omkring mellem træerne, mens det langsomt gik op for ham det egentlig efterhånden også var sent. Men han var ikke bange. Han kendte godt til disse såkaldte "farer" her i landet... Ak ja, han var selv efter en af disse såkaldte "farlige skygger". Stille rystede han på hovedet, før noget fangede hans fært.

Hans sanser opfangede en duft... en hest, og han stoppede sagte en smule halvbrat op. Dog til den konklusion at han kort efter hurtigt fik øje på denne skikkelse lidt længere fremme, hvorved han ufortrødent fortsatte frem igen. Nysgerrigt vippede hans mørke ører frem, mens et skævt drenget smil prydede hans mule. Han sænkede hovedet og mulen, for hun lå jo bare der?..

"Undskyld?"; banede hans unge stemme sig igennem luften, mens han forsigtigt nærmede sig, før han stoppede en god hestelængde fra hende. Hans øjne gnistrede livligt, mens ørerne vippede nysgerrigt. Hans stemme bar præg af udvikling, ved den dybere klang, og behagelige lyd; som nogle ville finde ret så charmerende matchet op imod hans drengede smil og glædesfyldte ærlige øjne.

En stemme trænger igennem hoppens tåge af søvn og trækker hende stille tilbage til de levendes verden. Hendes blå øjne blinker roligt åbne, imens hun løfter hovedet fra jorden og kigger rundt efter stemmens oprindelse. Hvis det ikke var fordi hun stadig var omtumlet af søvn, ville hun nok havde været mere på vagt og måske havde flyttet over i en bedre flugt position.

Med et gab og en strækning af hele hendes krop, får hun sig selv løftet op på hendes ben og kigger i retning af hvor lyden kom fra. Et spjæt løber igennem hende når hun ser den yngre hingst og hun tager ubevist et skridt tilbage, imens hun stammer ud et ''Hallo..?''

Han virker ikke udenbart som en trussel imod hende, men der er stadig en smule nervøsitet raserevet bagest i hendes hovedet og den vil ikke slippe dens tag på hende lige med det samme. Med øjne der skinner i månes lys og et åndedræt der udskiller små skyer fra hendes mule, håber hun at denne hingst ikke vil hende noget ondt.

Hoppen syntes lidt tumult og omtåget som hun begik sig. Men alligevel gik der ikke længe før hun kom på benene. En anelse forundret lagde han stille hovedet på skrå, mens han stod en god tre meters penge fra hende, med et træ tæt op af hans ene skulder. Hun var jo tilmed lidt lavere end han selv var. Stille smilede han bredt, drenget, mens de to forskelligt farvede øjne søgte hendes meget blå. De blå som nu fangede et let lysglimt af månens blege skær imellem de nøgne krontoppe.

"Er De okay?"; spurgte han høfligt, med den drengede charmerende stemme, mens hans smil fortsat hvilede over hans mule og ørerne endnu engang vippede lettere nysgerrigt frem. Stille tog han et skridt frem, og blottede sig helt for hende væk fra træet, som nok havde skjult noget af hans krop for hendes udsyn. Glædeligt nikkede han et kort slog med hovedet før han atter stod stille og knejste blot let i nakken, afventende. Hun virkede... sky?

Hingstens aura virkede som en blanding af både drengede charme og kunne det være et rent hjerte? Hvad end det var, fik det ihvertfald en indre ro til at falde over hoppen og hendes muskler til at slappe af, så hun ikke stod så stiv. Nu vidste hun da, at hun ikke var alene her i denne verden og det var noget der løftet en kæmpe vægt fra hendes skuldre.

Hendes ører titter roligt i nattens kølende vind, imens hun studere den nu fuldt synlige fremmed med de forskellig farvede øjne. Hun tillader ham at træde nærmere hende, men kun fordi han har fanget hendes mild nysgerrighed og den trumfer hendes instinkt om at stikke af imens hun kan.

''Jeg er okay...'' kommer hendes lyse, klare, men stille stemme og kunne det var et lille smil der hvilede på hendes læber til sidst? ''Eller.. så okay man kan være i min situation..'' Indrømmer hun hurtigt, så et bedrøvet glimt fylder hendes øjne og hendes hoved falder en anelse.

Det var som om den fine hoppe foran ham stillede slækkede lidt på noget nervøsitet. Han forblev stående roligt, mens hans ører vippede en enkelt gang nysgerrigt frem igen da hun først talte. Hans øjne forblev livlige, mens venlige som de begyndte at hvile mere i hendes blå, frem for at virke for frembrusende. Endnu havde han ikke truffet som sådan et sky selskab, men noget instinktivt forbarmede sig over dette; og udgjorde hans valg ved ikke at nærme sig.

Hendes stemme var lys og meget klar, en smule mere stille end hvad han selv talte i af volume. Han strakte hovedet en anelse frem, som om han ville opfange hendes stemme bedre, da han lidt frygtede ikke at få fat i hendes ord. Det var uhøfligt... havde han lært.

"Deres situation? Hvad er der dog sket?"; tillod han sig at spørge ind, med den drengede og lettere charmerende stemme, er spillede bag mulen hvis smil blegnede en smule. Stille hejste han hovedet lidt og trak det mere til sig igen, da det gik op for ham at han jo stod og snagede i en andens måske private sag. Hvilket hans far bestemt havde prøvet at belære ham om at man ikke gjorde!

Hallia kunne se at den navneløse hingst, tydeligvis stålede af charme og energi, men holdt det tilbage for hendes skyld. Det var en ting som gik lige i hjerte på hende og fik hende til at stole bare en lille smule på den fremmed. Med nyfundet mod, hvor kortvarig den så end måtte være, besluttet hun sig for, at et enkelt skridt nærmere den rødlig han, ikke ville være et problem. Dette ville også gøre deres samtale så meget nemmere, fordi at han rent faktisk ville kunne hører hende uden problemer.

Med et akavet, højt løftet ben, bevægede hoppen sig det skridt fremad mod den fremmed som hun havde planlagt. Hun havde dog ikke taget højde for vinden, der fangede hende mane og lod det flyve ind foran hendes ansigt. Med en god håndfuld pust og en del hoved bevægelser, fik hun det omsider væk og hun havde da noget af hendes værdighed tilbage.... ikke?

Med en sart rødme som er blevet givet til hendes ansigt og en let og boblende latter, til at fjerne fokusset fra det, rømmede hun sig og gjorde sig klar til at fortælle hendes lille eventyr til den unge hingst. ''Altså ser du...'' Begynder hun med samme lave tone som hun plejer. ''Det lyder måske mærkeligt og... og du vil måske ikke tror mig'' Stammer hun videre ''Men... men... men jeg er på en måde ikke her fra og jeg har ingen ide om hvordan jeg nogensinde skulle kunne overleve i det her sted '' Hun ender sin fortælling med et dramatisk suk og et sorgmodigt blik rettet med den anden hest, hvis selvskab hun så småt er begyndt at nyde.

En egentlig fremskridts proces blev sat i værk da hoppen mere tillidsfuldt nærmede sig, men snart syntes Lupë, selv af en ung hingst som ham, at kunne anspore en utryghed og en uselvsikkerhed. Næsten ivrigt havde hun forsøgt sig med manen, til et næsten nervøst dækkende grin havde lydt. Selv havde han forsøgt at holde masken roligt over hendes kast med hovedet, før han ikke kunne lade være med at gengælde hendes latter, med sin egen drengede. På ingen måde i ond mening, blot fornøjet.

Stille vippede han ørerne frem i et lille ryk, for hver gang en ny sætning startede. Han lyttede opmærksomt til hendes ord og fortælling, men ærligt talt forstod han intet af hvad hun mente i den endelige store sammenhæng. Stille havde han lagt hovedet lidt på skrå, næsten spørgende, mens han havde løftet det ene bryn en anelse spørgende, før han rankede sig op til normalen igen.

"Overleve?"; lød hans drengede og charmerende klang helt direkte uforstående.

"Hvis det er farer du er bange for, er du langt fra dem. Det er som regel kun skyggerne og skyggehestene hestene her i landet frygter..."; fortalte han så roligt, som var det, det mest normale i verden.

"... selvfølgelig ud over dem som vælger at slutte sig til dem.. som min mor for eksempel."; svarede han med et drenget og roligt smil. Hans øjne funklede endnu roligt men energisk og ærligt, alt imens intet ondt, udspekuleret eller truende lå i hans ord. Nej, tvært imod. Det var blot informationer.