Plag..

Den unge hingst var efterhånden ikke blot et føl mere. Han var over to år nu, og i takt med hans stemmes overgang, voksede han endnu. Til trods for at han lige havde haft en fin tid hvor han var rimelig lige af bygning, syntes hans bagpart nu højere. Han voksede endnu, det var tydeligt - lettere skæv var hans tid nu. Teenage årenes grimme perioder... Samtidig lignede han langt fra et føl mere, musklerne omfavnede smukt de velproportionerede lange ben, den slanke krop og den smidige hals der stille bar' mere og mere præg af hingsthals. Hans hårpragt var efterhånden også lang og fyldig, mens hans hoved var det eneste der forblev en anelse lille og småkantet. Han slægtede virkelig sin mor på her med hovedet, det gjorde han.

Engen var beklædt med aske, og selvom jorden var forholdsvis våd, støvede det alligevel en anelse som han betrådte jorden. Stolt og smidigt dansede hans krop af sted under ham elegant, i en affjedrende skridt der næsten fik ham til at se større og mere overlegen ud end han nu var. Han var også efterhånden nærmere de en meter og treds i stang nu også. De to forskelligt farvede øjne så sig imod vulkanen, alt imens han vidste han nu efterhånden var på flokkens område. Han søgte lidt at se sin mor, efter dette års tid, hvis ikke næsten to efterhånden. Han havde tilbragt megen tid hos sin far i bjergende, så noget trak i ham... mor. Lidt spejdende så han sig om, og straks fangede noget hans blik. En skikkelse...

[Reserveret til Deadly Myth & Belial]

Den hvide hoppe havde længe holdt sig for sig selv, selv havde hun ladet sine sønner gå for sig selv. Den yngste kunne ikke helt klare sig uden hende. Myth passede ham ikke som en moder ville, i stedet havde hun bedt skyggerne om at tage sig af ham, og kun når nødvendigheden havde været der havde hun ladet sin yngste søn die hos hende- ikke altid havde det gået helt så glat og havde kostet den unge Belial mange smerter. Man skulle have troet at det havde været nemmere anden gang, men Lupë havde nok fået en nemmere barndom end hans broder. Hun havde ikke set ham længe. Ingen havde hun set længe, hverken Djange eller Lupë og ej heller sine brødre eller sin søster. Broderskabet havde hun holdt sin afstand til- fysisk i hvert fald. Ensomheden drog hende, trods hun aldrig var alene.

Hun vidste at hendes søn var her. Ikke fordi hun kunne lugte ham eller se ham. Hun havde ej heller hørt ham. Skyggerne fornemmede hans nærvær- sønnen var vendt hjem. Næppe for at blive. Den unge hingst havde brugt mere tid hos sin fader, eller Myth gik ud fra at han havde bragt sin tid hos den let brogede hingst.
Nær vulkanen bevægede skyggehoppen sig. Hun havde holdt sig hjemme, som hun gjorde det meste af tiden. Det var ganske sjældent hun forlod vulkan øen.

Myth stoppede op da de sorte pupiløse øjne fik øje på den rødlige skikkelse. Forbavset over det syn der mødte hende. Han var vokset og var allerede nu højere end sin moder. Tiden var gået, og den var gået hurtigere end hun havde forventet, hvad der før havde været et føl, stod nu som en plag længere fremme.
Den næsten hvide hoppe var ikke af moderlig type og bød ikke sin søn velkommen, hun stod i stedet helt stille som var hun en statue, stirrede tomt frem mod sin søn.

Du lille.. Kom. Følg mig; stemmen var ikke andet end en hvisken, og ikke en stemme nogen andre kunne høre. Lyden var ru men syngende. En vuggevise for den unge sjæl der troværdig fulgte med den sorte skygge. Den var omkring ham, den var hos ham, den var med ham. Endnu optimistisk hoppede den kejtede føl med sin følgesven. Han så ikke andet for sig i den sløret sorte skikkelse der dansede foran hans blik. Han så ikke omverden, han lagde ikke mærke til den. Han var i sin egen verden, en verden der ikke fandtes for andre.
Kom.
Belial forsatte og havde ikke øjne op for hvor han gik. Nemt kunne han gå ind i andre, ind i ting. Falde, dog skete det ikke. Som regel lod skyggen ham gå en en sikker vej. Den førte ham frem, talte til ham.
Et glemt, en hvid skikkelse og den unge sjæl blev redet ud af sin verden for en stund. Hans moder. En pibende kaldende lyd lod, men intet modsvar. Han fik aldrig et svar fra hende. Faktisk så han hende ikke ret ofte, men når han så hende kom der altid en ubehagelig følelse, en følelse han efterhånden forbandt med kærlighed. Smerte var for ham et tegn på den kærlighed han følte for sin moder.
Opmuntret af sin følgesven blev han i gang i sin egen grå verden fulgt mod sin moder, men det var ikke kun hans moder der var der. En anden skikkelse var der. Dog havde den lille hingst ikke opfanget dette. Ikke endnu i hvert fald, og med klodsede bevægelse ramte han ind i bagpartiet på sin moder og med et stort smil om den spraglede mule nappede han til hende. Skyggen dansede om Belial endnu, og lod ham være indhyllet i sin egen verden lidt endnu. En verden der var indelukket, en verden hvor ej han så omgivelserne, han så det som skyggen viste ham.

Skikkelsen bevægede sig, men stoppede; og om det var imod ham selv eller noget andet omkring hans retning, så så det ud til at hun så imod ham. Det gav et sæt i den rødlige plag og op stoppede han. Selvom hverken duft eller som sådan genkendelse havde vendt sig i ham, kunne han bare mærke dette. Det var hans mor! Hun stod helt stille, næsten som forstenet, da først hun havde fået øje på ham. I sin egen iver bredtes et drenget og glædesfyldt smil sig over hans spraglede mule.

"Mor!"; hviskede han helt sagte og ivrigt, med den unge stemme der ikke længere bar' præg af den lyse og pibende tone. Nej, han lød langt mere drenget og blød i sin mørkere stemme. Hans mørke ører vippede et par gange fremad, opmærksomt, alt imens intet egentlig afholdte ham fra at nærme sig... før en tilnærmelse.

Et lyst føl dansede sig kluntet ind på hans mor, alt imens han egentlig først selv bed sig mærke i føllet da det var helt til på Myth, inden den havde haft ramlet ind i hende. Lupë huskede tydeligt hvordan hans mor aldrig havde været af den barmhjertige kaliber, heller ikke når det kom til hendes føl - som han selv var. Lettere distraheret over føllet, både glædeligt over denne søde skabning, men samtidig frustreret og spørgende, så han til for nogle lange sekunder, før han gjorde noget.

Frem trådte han, i en affjedrende og smidig skridtgang, før han knejste nakken hingstet og udsendte en stille hingstet lyd i form af et hvin. Kort og sammentygget lød det, som om han kvalte hvinet på vej ud. Hans to forskelligt farvede øjne funklede helt igennem af livsglæde og lige nu længsel, da han ufortrøden sprang an i en flot elegant trav, der på mange måder lignede hans fars gang; men så alligevel mere smidig og dertil majestætisk.

De mandelformede øre lækkede en anelse på sig ved den svage lyd af Lupës hviskende stemme, men lige så hurtigt som de havde været på vej en anelse fremad, lige så hurtig røg de fluks ned i nakken da søn nummer to ramlede ind i hende. Det var den sædvanlige prosidure der kørte da den knap så gode moder i sit indre kvalte den lille banknende hjerte det hvide føl havde. Det varede som sædvanligt ikke længere end et par sekunder, og da hendes kræfter ikke formåede at holde det længere slap hun taget og hjertet fik igen lov at pumpe blodet rundt. Bagbenet var hævet som havde hun ville losse det lille føl, hendes føl, da det var kommet tæt på, men havde formået at lade være. De kantede hoved blev drejet rundt og de tomme kolde øjne stirrede på den lille skabning. Tænderne blev blottet af ham for en stund for hun komplet ignorerede Belial og atter vendte sin fokus på den ældste søn, der nu var på vej imod hende. Hun trådte ham ikke nærmere selv. Hun lod ham komme men som hos en hver anden tydeligt gjorde hun at hun forlangte at selv han holdt en vis afstand.

Det var ikke sådan at Myth ikke holdt af sine sønner, hun holdt mere af dem end mange andre, men den hvide hoppe forstod sig nu stadig ikke helt på det omfang og stadig havde hun svært ved at acceptere at de skulle komme tæt på hende. Hun havde sine grænser, og disse kaldt for både Lupë og Belial.
Det var først nu hvor den røde plag nærmede sig at Myth gav lyd fra sig, hun brummede ikke som så venligt eller imødekommende, men ej heller fjendtligt. Hun bød ham hjem på sin egen måde.

Ubehagen spredte sig fra hans bryst, han mærkede den underlige form for kulde der holdt ham fast på stedet. Han kunne ikke bevæge sig af smerten, og selvom det kun varede i få sekunder virkede det som en evighed før varmen atter kom tilbage til hans bryst. Den unge hingst gispede efter vejret for noget tid, før han atter kom til fatning. Han så på sin moder med de godmodige brune øjne, han mødte hendes tomme sorte blik der intet viste. Den lille hingst kendte ikke andet, og så dette som varende helt normalt. Han ville have nappet ud til sin moder men hendes blik blev atter fjernet fra ham, og skuffet over han ikke ville få lov at mærke mere af den smerte han sammenlignede kærlighed med. Dog forsvandt hans skuffelse hurtigt da hans verden blev åbnet lidt op, i sit grå sorte verden blev en ny skikkelse præsenteret for ham, denne gang ikke kun et et split sekund, nej denne gang så han den rødelige skabning nærme sig dem.
Belial forstod ikke meget, men han ville da hilse på denne. Ikke som han moder gjorde, men mere som han havde lært det fra hende, og fluks bevægede det hvide føl sig med kluntet bevægelser hen til den røde og udviderede bed ham- det var sådan man hilste- troede Belial. Heldigvis havde han ikke rigtig nogen tænder så hans bid var ganske harmløst.

Han kendte sin mor, ret godt; og selvom han for en meget lang periode havde været vant til noget helt andet end de afstumpede metoder og normer hun fulgte, indordnede han sig rimelig hurtigt. Passende stoppede han en rimelig længde fra hende, som var det, det allermest naturlige i verden. Inderst inde ville han nu helst først stoppe når han var løbet ind i hende. Men han kendte sin plads, især hos hende...

Alligevel følte han en vis kærlighed, da han nu genhørte hendes stemme. Den bragte minder, og den var fuldstændig uændret fra hvad han huskede. Skævt smilede han drenget, glædesfyldt, før han galant nikkede smidigt og høfligt nikkende. Hun ville nok kunne genkende meget af ham fra Djange, til trods for han var langt mere åben, og ørerne var skruet den anden vej på.

"Jeg er hjemvendt mor... for en stund. Jeg har i hvert fald ikke i sinde at forlade dig lige foreløbig."; hans stemme var drenget, men ærlig, mens hans øjne funklede livligt. Hendes pupilløse øjne virkede pludselig helt fremmede. Han havde næsten glemt hvor døde og intetsigende de så ud...

Men derpå.. straks mistede han fokus fra sin mor, da den lille nærmede sig. Næsten kluntet, og dumpede ind med et bid i hans forben. Først havde han løftet det ene øjenbryn undrende, sammen med smilet, før han ikke kunne afholde en kort leen.

"Ja her stod jeg."; lo han drenget og yderst venligt, som for at understrege at man ikke skulle ramle ind i folk, men stoppe inden det. I samme bevægelse strakte han mulen ned imod den lille, og helt blidt og forsigtigt lod han kun overlæben nusse ham kort over ryggen. Hurtigt rettede og rankede han sig roligt for sin mor igen.

"Er han din?"; spurgte Lupë så, en anelse tøvende ved det sidste ord. Ikke at han som sådan frygtede dette. Men det forundrede ham lidt, og så i samspil med, hvis ikke føllet fra efter hans egen far...

Lupë lignede sin far, og dog ikke helt. Der var mange ligheder at finde- men kunne hun have forventet andet, trods alt havde Djange taget sig af den røde hingst da han var ganske lille, og selv havde hun ikke set meget til ham. Belial så hun heller ikke så meget til, dog nok mere efter han blev på øen, men han var ikke under hendes opsyn, men den skygge der fulgte ham, eller mere den skygge han fulgte.
hun lyttede til Lupë stemme, som havde ændret sig lige så meget som han selv siden sidst hun så sin søn. Han var hjemme.. i hvert fald for en stund. Det gjorde den hvide hoppe glad, ikke at dette kunne ses. Hun ønskede sine sønner hos sig, eller hos dem. Dog ville hun ikke påvirke dem, men hun ønskede et sted inderligt at de begge ville slutte sig til dem, til ham.
Et mekanisk nik kom fra den hvide hoppe. Hun havde hørt ham. Dog ønskede hun dog ikke han skulle rende hende i røven, hun ville få nok hurtigt. Jovist kunne hun ikke være alene, skyggerne ville altid være der, men derfor ønskede hun ofte ensomheden.

Belial var gået ind i den sin broder, ingen af dem vidste det, ingen af dem havde mødt hinanden før- alligevel var det hvide føl gået direkte hen og bidt sin broder.
Det kunne ikke ses, men det forekom morsomt for den hvide hoppe. Det var en form for ironi, at det var sådan han hilste sin broder, for det var som ofte det samme hun havde mødt det unge føl med.

"Din.. broder."

Svagt og ru var stemmen, den blev sjældent brugt, og det forekom mere og mere at hun slet ikke talte. Hun behøvede ikke tale når hun blot var hende- hende og skyggerne. Belial behøvede hun ej heller tale til. Manglen på at bruge stemmebåndet satte sine spor, som kunne hun næsten ikke tale mere.

Det kom som et ryk i den unge sjæl da den røde rørte ham. Det var udover hans forventninger, det var fremmede. Han bakkede straks væk og så med store øjne op på den røde. Hvad havde han gjort? Belial forsøgte at se op på sin ryg, men der var ikke noget at se, og igen så han undrende op på den røde og bed ham igen. Forstod han det ikke?

De små øre vippede frem og tilbage. Det var nogle sære lyde, lyde der kom fra den røde og nu også fra hans moder. Aldrig havde han hørt disse lyde uden for sit hoved.
Skyggen talte til ham, men kun i hans hoved, som var det hans egne tanker, at høre det uden for var underligt, og specielt fordi hans moder aldrig før havde lydet sådan. Hun havde kunne hvæset, brummet og sågar næsten knurret af ham.

Belial forsvandt fra den røde, og bevægede sig nu til sin moder. Han bevægede sig som regel for tæt på, men ofte var det med vilje, fordi hvis han gjorde det bed hun ham, skubbede ham eller måske det bedste og værste af det hele- hun ville få den ubehagelige men alligevel behagelig smerte til at sprede sig fra sit bryst.

Der var ingen som sådan glæde at tyde i hoppens døde øjne; såvel som hele jeg. End så det ikke ud til at røre Myth at han ønskede at blive her for et stykke tid, hvis ikke lang tid. Kun trøsten af sin fars ord, da han havde forklaret at han ville drage mod flokkens territorie igen, varmede; Det vil glæde din mor at se dig hos hende. Tro mig.

Stille smilede han skævt ved tanken, før han vippede de allerede fremadvendte ører lidt rykkende på sig. Han huskede ikke sin mors stemme så ru som den lød; men mest af alt chokerede hendes ord ham. Både på godt og ondt. Lidt måbende så han ned på føllet, som hurtigt havde flyttet sig væk fra ham, så op på sin mor igen, og så ned på føllet der nu på ny bed ham i benet; dog uden smerte, da det kun var gummer. Tankerne strømmede med en masse ubesvarede spørgsmål, mens han alligevel ikke helt kunne holde fokus ved dette og blev distraheret af føllet. Glædeligt lød en kortvarig drenget latter, da han på ny sænkede mulen imod føllet, næsten barriererne foran sit ben han bed i. Let lagde han nu ørene, stadig med et smil på læben, mens han drenget løftede det ene øjenbryn og lod det venlige og glædesfulde glimt komme til gode i hans øjne.

"Ikke bide..."; lød han fast, men i en opmuntrende tone for ikke at være for hård imod denne unge sjæl. Alligevel trak han lidt på det, og rettede atter ørerne frem i takt med han atter hejste hovedet og så på sin mor, i hendes øjne om ikke andet.

"Hvad hedder han så?"; tillod han sig at spørge hende. Han erindrede ikke megen verbal kommunikation med hende dengang han var hos hende, men på den anden side var der bare få ting som ikke kun kunne besvares med kropssprog.

".. og hvad med far? Ved han godt at du har fået en ud over mig?"; den drengede stemme lød rolig, selvom der dybest i ham nok rungede en vis utryghed. Han elskede sin far, såvel som sin mor; og selvom han ikke havde mange relationer omkring forhold og familier, fandt han dette her lidt som at gå bag hinandens rygge. Han mindedes i hvert fald ikke at hans far nogen sinde havde nævnt en lillebror. Måske var det ikke engang hans fars? Stille nåede et næsten anklagende blik at blusse langsomt op i hans øjne, til trods for han ikke ønskede at se sådan på sin mor. Nogen sinde.

Da det hvide føl kom hen til hende, bed hun ud efter ham, ikke særlig blidt men for at markere for ham at afstand også galt ham, der var kun en ting hvor hun kunne gå med til han kom nærmere og det var når han skulle die, ellers skulle selv Belial holde sin afstand til hende.
Hun elskede sine sønner, men det krævede mere for hende at åbne op selv for dem. Djange var nuvel den eneste der fik lov at røre hende, komme tæt på hende uden hun kom med nogen nykker. Det havde været underligt i starten, men hun havde vendet sig så meget til den let brogede hingsts nærvær at hun længtes efter det når de ikke var sammen- hvilket de sjældent var. Deres forhold var ikke ønsket hos andre, og selv havde Myth delte meninger, ikke bevidst på grund af skyggerne i hende.

"Belial"

Navnet havde han fået, hvorvidt man kunne kalde det et positivt navn var svær at sige. Det lød flot i talen, og trods dets betydning var mere grusomt, passede det nok fint på hendes yngste søn.
På Lupës næste spørgsmål nikkede den næsten helt hvide hoppe mekanisk. Djange vidste godt der ville være en mere, om han vidste han var kommet til verden var nok mere spørgsmålet, og Djange var vel og mærke heller ikke klar over det var en søn mere han havde fået. Den brogede hingst var ikke kommet til hende denne gang. Det gjorde ikke den hvide hoppe spor, den sårbarhed hun havde følt da hun ventede Lupë havde hun ikke brudt sig om blev blottet for andre, og det galt anden gang også.

Da hans moder nappede efter ham, eller bed efter ham følte han sig glad og den korte hale vippede ivrigt bag ham. Det var en fordrejet verden det unge føl levede i. En verden der kun kendtes af ham. Alt han lærte var egentlig misforståelser, og jo vidst var han blevet ganske skuffet over denne fremmede, som måske ikke helt var så fremmede alligevel, ikke havde mødt ham med samme glæde som han. Belial kendte ikke til andet.
Moder så ud til at kende denne fremmede, den røde havde i hvert fald hendes opmærksomhed, og Belial følte sig overset. Dog var han ikke alene for hans tros følgesven lullede ham ind i hans indelukkede verden og sang for ham. Det var et ukendt sprog, men Belial nød denne lyd. Han ved ikke hvad de betød. Faktisk vidste den få måneder gamle hingst ikke ret meget om noget som helst- og det han vidste var i virkeligheden ikke rigtigt.

Hvem var denne røde? Han behøvede ikke have tænkt det før skyggen fortalte ham om den røde hingst. Hans broder, det ord moder også havde brugt. Bror, hvad var en bror? Var det lige som de andre, broderskabet havde han hørt om, ikke at han selv var en del af det. Belial forstod intet endnu.. men det ville komme til ham med tiden.

Hans mors mule talte, og et navn fik han da... Belial. Hm, det lød nu i og for sig meget nydeligt. Lupë var dog af den karakter der aldrig havde undret sig over om et navn kunne betyde noget. I hans verden havde det aldrig været på tale, så derfor fandtes det ikke. Det end ikke engang rørte ham. Men det skyldtes nok at han ind til nu, på trods af sine forældres stillinger, havde levet i en tryg og rar bobbel af en verden. Aldrig som sådan mødt noget ondt, og heller ej fremmede sprog; og dertil ingen betydninger bag navne. Let smilede han drenget, næsten lettet over hans mors nikken. I samme sekund gik han næsten ud fra at hans egen far også var Belials. Måske han ikke selv vidste at Belial var kommet til verden endnu? Det var nu ikke usandsynligt.

"Goddag Belial."; valgte han så at tiltale føllet der stod henne ved hans og Lupës mor. Det var nu lidt af en omvæltning sådan at støde på sin mor og så pludselig have en bror også. Venlig og indbydende lød hans stemme, mens han sænkede hovedet let og lod sine to forskelligt farvede øjne søge hingstens. Han smilede bredt, måske i håb om at føllet ville kopierer ham. Selv vidste han at han aldrig havde set sin mor smile... og det ville Belial nok heller ikke komme til hvis han kendte hende ret.

Der var ikke lige frem liv og glæde at spore hos den hvide næsten helt hvide hoppe, hun var mere bare til. Sådan kunne det i hvert fald se ud til udefra. Hun nød sit ellers fredelige liv. Af og til blev der sat krav til hende, men ganske vidst havde hun været meget fredet siden hun valgte den sti hun stadig følger. Hun havde ikke som så fået sat nogen opgaver, men gjort sin pligt i at tage imod de som søger skyggerne. De som ønsker at blive en del af dem. Ind til videre havde Myth fundet to, disse to var en del af dem nu. Der havde været flere hun havde overvejet, men ikke fundet værdige nok, og der ved havde hun ladet dem være igen. Fornylig havde der dog været en der havde opsøgt hende, men atter en den næsten hvide hoppe endnu så som ikke værende passende.. i hvert fald ikke endnu. Hun havde dog også forladt selskabet før hun havde talt meget med den fremmede.

Lupë så ud til at acceptere han havde fået sig en broder. Vel et sted havde ingen af de to været helt planlagt, men som en hver anden moder ville hun heller ikke være dem foruden- selvom det nogen gange kunne se sådan ud.
Blikket var rettet imod hendes ældste søn, dog intet liv, ingen følelser, intet var at spore i det tomme sorte blik hun bar. Hun iagttog den ældste af sine sønner for en stund. Før hun atter lod blikket glide over den yngste, der for nu blev passet af skyggen hun havde bedt efter. Når tiden ville være inde, ville denne forsvinde igen. Eller ikke forsvinde men drage tilbage til hvor den kom fra.

Belial forlod atter sin moder, deres moder, for at drage imod denne broder af hans. Han havde aldrig set ham før, hørte han til her? Hvor kom han egentlig fra?
De små øre vippede frem da han hørte sit navn, han havde lært at reagere på denne lyd som den røde nu talte. Hun prustede, og trippede lidt frem. Han havde vel forventet skyggen ville guide ham igen. Fortælle ham havde han skulle gøre, men intet skete. Den forholdt sig lige som tavs og passiv som hans moder. Der ved for første gang sådan rigtig, tog det unge føl selv interaktiv til at gå hen til den røde igen. Helt hen til og ikke blot hen imod ham. Han nappede igen, for atter at prøve at hilse på ham- sådan som han nu troede man hilste og smilede stort op til den røde- et stort tandløst smil.