|
Post by Deleted on Mar 6, 2015 11:58:29 GMT 1
Solen stod højt på himmelen, og det var nu nogle dage siden de ubehagelige naturkatastrofe havde fundet sted. Bjergende bar tydeligt præg af de mange ødelæggelser. Mange stier, gange og grotter var enten lukkede og styrtet sammen på grund af stedskred, mens nogle ubehageligt farlige kløfter var stiftet steder de aldrig havde fundet sted før. Et grumt syn... Roligt spadserede den let brogede hingst stolt og rankt, med præciserende skridt side om side med sin søn. Den rødlige hingst var sørme vokset sig smuk og stor, elegant og udtryksfuld. Ikke som Djange selv, med den mere kølige og afvisende aura, der gik godt i spænd med de evigt kolde og tomme krystalblå øjne. De var lige høje, og side om side mindede de på mange punkter om hinanden. Stigningen var en anelse stejl, før de kom ind i en klippe åbning på en sti der løb imellem to tætte bjerge. "Men Deadly Myth har det godt?"; hæs og intens var hans stemme, tonløst; mens han kort havde drejet det fine hoved imod sin søn ved hans side. [ NPC tråd - Reserveret til Lupë, Euphoria & Midnight Myth]
|
|
|
|
Post by Deleted on Mar 6, 2015 12:07:29 GMT 1
Foråret lå i luften, og det kunne tydeligt mærkes på den unge hingst. De to forskelligt farvede øjne bar' sig et tydeligt glimt af frækhed og liv. Let vippede hans ører opmærksomt frem som han og hans far side om side trådte ind på en sti mellem to klippesider. Han betragtede landskabet, mens vandringen i bjergende med hans far i dag var en smule ubehagelig. Katastrofen havde sat tydelige ar i bjergende, og store sten spærrede konstant veje og stier.
Rank og mere smidig, i en mere affjedrende og gummibolds gang spadserede han ved sin fars side. Selvsikkert og drengerøvsagtig strålede det næsten ud af ham, mens han opmærksomt så på sin far lyttende. Han nikkede smidigt i nakken, med et drenget og bredt smil på den spraglede mule.
"Ja, mor har det fint."; svarede han med den drengede og charmerende stemme, som blød og mørkere end førhen i hans liv, spillede behageligt. Stille puffede han ud efter sin fars hals, og nippede kort i en tot af hans mørke man.
"Men jeg tror hun savner dig..."; sagde han lidt dæmpet - mest for ikke at gøre ham urolig eller ked af det. Han vidste det var sjældent de kunne ses, såvel som det var sjældent at det overhoved skete.
".. og Belial skal du også møde."; understregede han med et drenget og selvsikkert smil, før han så frem lyttende da et skrig lød. Ørnen. En skygge på stien sås, før han nu kunne skimme den på himlen. Han kendte godt denne ørn, den havde altid været der under hans opvækst. Men han så den altid kun når Djange var i nærheden.. Som var den hans?
|
|
|
|
Post by Euphoria on Mar 7, 2015 12:02:04 GMT 1
[1] Foråret var også nået den unge Euphoria som nu havde rundet sit andet leveår og var på vej mod sit tredje. Hun var godt på vej ud af sin plag skikkelse og var langsomt begyndt at forme sig som en rigtig hoppe. Hun var stadig en snært overbygget og ribbenene stod en snært tydeligere end de burde, mens den sorte man og hale allerede havde nået fuld længde. Pandelokken ragede et godt stykke med over hendes næseryg og hun slog ofte med hovedet for at få den væk fra øjnene. Det var længe siden hun havde været på Enophis, men rygterne om en katastrofe som havde ramt de bjerge hun nu var vokset op i havde vækket hendes nysgerrighed. Hendes mor plejede jo også at være her, mon hun var okay? En havørns skrig havde fået de ravfarvede øjne til at gløde i spænding, inden hun havde besluttet sig for at følge efter den. Hvad mon den lavede her i bjergene? Euphorias slanke ben bar hende overraskende sikkert over stokke og sten. Hun havde lært at begå sig her fra ja, siden hun kunne stå, så det var i en næsten sprint hun besteg den stejlere bjergside, uden at have synderligt svært ved det. Det var først da hun nåede den lidt smallere sti at hun opdagede de to sjæle længere fremme. Hun tøvede, i det hun ikke ville for tæt på, men det var den eneste vej forbi.
|
|
|
|
Post by Midnight Myth on Mar 7, 2015 12:06:50 GMT 1
[1] Den midnatssorte hoppe havde befundet sig i bjergene under katastrofen. Hun havde hørt og set andre, men holdt sig udenfor. Det eneste interessepunkt hun havde haft havde befundet sig andet steds. Selv havde hun overlevet, uden mén eller andre ting. Hun var garvet i netop den genre af fænomener. Der hvor hun kom fra var det nemlig ikke unormalt at disse naturfænomener var et resultat af andres magiske evner. Hun havde selv få timer forinden begivet sig op af selv samme sti som 3 sjæle nu befandt sig på, men hun havde endnu ikke set eller hørt dem. Måske i hendes underbevidsthed, men ud af til havde hendes opmærksomhed fæstnet sig på den havørn som svævede i luftrummet over netop den sti hun var kommet fra. Hvilket lune hun var i var ganske uvist.
|
|
|
|
Post by Deleted on Mar 8, 2015 10:53:17 GMT 1
Den røde unghests ord varmede. Selv havde han et vidst savn til den næsten hvide skygge hoppe, og selvom tiderne kun blev mere og mere farlige - vidste han at snart ville han atter betræde Øen Foehn, for at møde sin elskede. Et smil ville normalt have forekommet skjult over hans lyserøde mule, men de var pludselig ikke alene. Tilnærmende hovslag lød imod jorden, i en fart der kunne bedømmes som galop. Han havde jovist kastet et mere roligt blik til sin søn, før han stoppede rankt lidt op. Han skævede tilbage for sig, inden han så småt vendte siden til en ny ankommen. Han mærkede hvordan Lupë nærmest kopierede hans bevægelser, blot mere smidigt og blødt; men endnu rankt og stolt. Dér stod de så, da en ung hoppe plag mødte dem. Djange missede let de krystalblå kolde og tomme øjne, lettere anseende - af hendes postyr. Men noget slog ham... han syntes at genkende denne hoppe? Alligevel fremkom en mere ugenkendelig duft til hans næseborer, en sødme af klementiners skrald. En anelse kras, men alligevel en behagelig duft. "Vær hilset."; lød hans stemme, hæs og intens - evigt tonløst, mens han let nikkede stift, næsten mekanisk, af den fremmede hoppe plag.
|
|
|
|
Post by Deleted on Mar 8, 2015 10:59:33 GMT 1
Hans far reagerede ikke ligefrem som han havde håbet - ingen begejstring at hente her. Han trøstede sig vel med at han godt inderst inde vidste at familien betød meget for den reserverede og kyniske Djange... Endnu betaget af ørnen som nu til en ærgrelse var ude af syne, dukkede noget nyt op. Hovslag imod det hårde underlag? Det var hurtigt hans far reagerede og før han selv vidst af det, fandt han det mest naturligt selv at stoppe og nu vende siden imod den ankomne. Selvom Djange forblev stående en anelse mere på tværs af stien og nu hilste den unge plag, tillod den røde unghest sig alligevel at flytte sin front høfligt imod hoppen.
Det var et par ravfarvede specielle øjne der mødte Lupës to forskelligt farvede. Let tabte han masken, mens han kort tillod sig at betragte hoppen. Han hørte let sin fars hilsen, og hurtigt - næsten overtagende - trådte han selv et skridt frem, nikkede pænt - langt mere smidigt end sin far - mens et bredt og drenget smil prydede hans mule.
"Vær hilset."; hans stemme var drenget, charmerende, og faldt i godt spænd med hans imødekommende øjne, der funklede af liv og den drengerøvshed som nu en ung hingst kunne ha'.
Men de stoppede ikke her.. hørte han rigtigt da han syntes at høre nye trin, på vej her til?
|
|
|
|
Post by Euphoria on Mar 8, 2015 22:04:47 GMT 1
[3] De så hende. Vendte sig mod hende, så ranke og stolte at hun næsten følte at hun skrumpede. Euphoria var langt fra selvsikker, men hun flygtede ikke. Endnu. De ravfarvede øjne så på de to hingste, hver enkelt med blikket vendt mod hende. Den gråtonede med det mystiske outfit virkede næsten stiv og mekanisk, hvilket fik hende til at trykke sig lidt, men der var et strejf af noget velkendt over ham, hvilket også var hvorfor hun ikke var flygtet. Hendes øjne faldt på den røde med de tofarvede øjne. Han virkede mere imødekommende, og hun trak sig ubevidst over mod den side som han stod på. Uroligt skrabede hun i underlaget og rømmede sig en anelse.
" Vær hilset "
Sagde hun så lavt. Ørnen skreg og det fik hende til kort at kigge op i det en brise bragte en velkendt duft med sig, som fik hendes til at stå en anelse mere rankt. Hun hoppede et par skridt længere op. Hun ville som sådan gerne forbi, men ville så igen ikke trænge sig på.
|
|
|
|
Post by Midnight Myth on Mar 8, 2015 22:18:15 GMT 1
[4] Den sorthvide hoppe luskede hen mod kanten af bjerget hvor hun havde hørt stemmer. De hvide øjne opfangede hurtigt sjælene dernede og genkendte uden videre tøven de to, den tredje var hende uvidst hvem var, men alt efter at dømme så virkede det til at det var en bekendt af Djange. Hun fnyste kort lavt, mens hun grundigt iagttog hvordan datteren agerede. Hun kunne ærge sig over hun var blevet så sky og tilbageholdende, men det var vel okay at være varsom. Ørnen skreg over hende og hun løftede blikekt for en stund, inden hun så satte i bevægelse. Istedet for at gå udenom for at tage den mindre sti ned, så valgte hun at tage den direkte og noget stejlere rute ned mod dem. Hun var vant til at tage smutveje i bjergene og var efterhånden garvet i at vandre på de mere besværlige stier. De hvide øjne hvilede lunefuldt på Djange. Tanken om deres tidligere møder fik kort gnisterne til at springe kådt over hendes ryg, inden de lagde sig for nu.
|
|
|
|
Post by Deleted on Mar 17, 2015 10:15:01 GMT 1
Den unge hoppe svarede pænt, og selv bemærkede han hvordan Lupë nærmest tog føringen. Ikke at det rørte ham, for til synladende var den unge hoppe Lupë langt mere interessant. Dog havde Djange fået lagt ørerne en anelse tryggende af sin søn, markerende; mens de kolde og tomme øjne skævende imod hans rødlige skin, hvoraf hans bug snart var ude for Djanges front. Et skrig lød, og let hans den let brogede Djange ranket sig en anelse op, mens han skævende havde set sig tilbage, skævende imod sin ørn. Han kunne ikke se hende.. og selvom han bemærkede en vist tryggende adfærd, som om hoppen ville forbi dem nu, faldt hans opmærksomhed på noget helt andet. Duften var ikke at tage fejl af.. Bellisblomster. Ganske rigtigt dansede, for hans øjne, den smukke torden hoppe sig imod dem. Det var hurtigt at hans krystalblå øjne fæstnede sig ved hendes mælkehvide øjne, som også syntes at have fået øje på ham. En vis forførende stemning syntes han straks lå over den feminine tilnærmelse fra Midnight Myth, mens han let missede øjnene, ej truende eller markerende - nærmere, udfordrende? Kort udsendte han en hæs brummen, hingstet, mens han knejste let i nakken og roligt vendte sig hundrede og firs grader, så hans front var imod hende.
|
|
|
|
Post by Deleted on Mar 17, 2015 11:56:41 GMT 1
Det var ikke ubemærket at han mærkede sin far reagere på sin fremtræden imod hoppen. Kort havde han skævet et ører imod ham, før han atter lod sin opmærksomhed falde på den unge, og let specielle matte flødefarvede hoppe. Bredt bredte et drenget selvsikekrt smil sig over hans spraglede mule, da han straks mærkede hvordan noget trak i hende; og hun egentlig nok ville forbi - men intet sagde direkte. Let slog han en drenget og glædelig latter op, kortvarigt - som da derpå mundede ud i ord.
"Vil De gerne forbi?"; lød hans charmerende og drengede stemme, mens et let drenget udtryk var at finde - drillende. Let vippede hans ører vig frem imod hende, mens han kort knejste hingste i nakken, og let skulle til at træde til siden. Men hans far rørte nu på sig, og uændret af det drengede selvsikre, bibeholdte han smilet da han elegant drejede det let kantede hoved og så imod en fremmed hoppe der kom dem i møde fra den anden side af stien. Roligt drejede han opmærksomheden på hoppen igen, og trådte smidigt til siden ved at fryde for og bagben over hinanden galant.
"Vær' så artig..."; spillede hans behagelige og charmerende stemme, alt imens han egentlig formelle fremtale, blegnede for den drengede og unge aura han bar - så de fleste nok ikke stemplede ham som en fisefornem herrer, for sådan lød han ikke selvom han formåede at bruge den mere formelle tiltale. Hvilket nok også lå i hans ret ofte mere drillende og jokende tone, i samspil med det drengede og frække glimt han havde i øjnene. Smidigt nikkede han i nakken, mens hans sætning nok havde søgt efter et navn?
|
|
|
|
Post by Euphoria on Mar 17, 2015 12:19:36 GMT 1
[4] Euphoria forholdt sig stille og stod blot en anelse trykket af de to ellers høflige hingste. Hendes blik mest rettet mod den hun stod længst fra og så måske ikke halvdelen af den rødliges selvsikre gestusser, men hun ville altså sikre sig den fremmede ikke ville æde hende, men duften af ham var velkendt, som havde hun mødt ham før. Den unge hoppe kunne ikke huske det, men i det hun nu løftede blikket og så sin moder og måden hun kom dem i møde, samt hingstens reaktion gik det op for hende. Det var en ven, ikke fjende. Hun slappede straks mere af i kroppen, men stivnede kort da den røde nu talte, dette forsvandt dog snart. Hun så en anelse forvirret på ham, som vidste hun ikke hvad hun skulle gøre af sig selv.
” Øhm .. j-jeg.. uhm.. ”
Lød det fra hendes lyse stemme. Hun skævede mod hendes mor, men der var ingen hjælp at hente der mere. Hun mimrede let med mulen og skrabede lidt i de hårde underlag. Hun så nu op på ham med de ravfarvede øjne da han igen talte og havde rykket sig. Hun trådte varsomt et skridt frem og så et til. Hun skulle jo lige finde ud af om han var farlig.
|
|
|
|
Post by Midnight Myth on Mar 17, 2015 12:32:24 GMT 1
[5] Den skrå stigning var ingen sag for den tordenfarvede hoppe, som let og elegant banede sig vej nedaf den. Hun havde kun en for øje og det var den spraglede Djange. Halen gav et svirp bag hende af ren refleks. Hun nåede foden af skråningen og fik straks mere volumen i hendes bevægelser. Hun stoppede for en stund og beskuede sin datter som næsten søgende så mod hende. Hun gjorde dog intet, og lod hende selv finde ud af noget. De mælkehvide øjne så mod Djange og hun hilste blot hans brummen, med en feminin en, som var ganske lunefuld. Dog trådte hun ikke hen mod den spraglede som det første, men satte i stedet kursen mod sin datter og placerede et nap i ballen på, inden hun puffede til hende. Hun stoppede da op og stirrede for en stund intenst på den røde hingst. Havde hun haft pupiller havde de været smalle som en kats, men auraen omkring hende var ikke til at tage fejl af. Ét krummet hår på hendes datter og han ville ikke længere kunne kalde sig hingst, derpå lettede de truende tordenskyer og hun vimsede med lette skridt ned mod Djange efter at have markeret sig hos de andre to. Derpå hilste hun Djange forfra med en mere dyb feminin brummen, der svarede hans udfordring. Hun vidste dog godt at hun ikke ville tage helhjertet imod den med Euphoria alt for tæt på.
|
|
|
|
Post by Deleted on Mar 17, 2015 13:21:25 GMT 1
Hendes entré var som han huskede, mægtig, selvsikker, forførende og samtidig elegant og urørlig. Hun besvarede ham let, og alt imens hans egne kolde og tomme krystalblå øjne, søgte hendes helt igennem mælkehvide - stod han mere eller mindre en smule efterladt, da hoppen fortsatte forbi ham og mod de to unge. Han tillod sig at lade det fine hoved følge hendes bevægelser og færd, hvoraf han tydeligt bemærkede hvordan hun markerede sig overfor de unge - her især hans søn Lupë. Pludselig gik det op for ham hvem hoppe plagen var! Det var jo Midnight Myth's føl, fra den gang! Let rankede han sig, stolt og overlegent, alt imens han forholdte sig passivt. Mere eller mindre. Let havde han har lagt ørerne en anelse - men ikke fordi hun ikke måtte irettesætte Lupë, det var jo hendes datter. Tilbage kom hun nu imod Djange, langt mere lunefuldt og hendes feminine brummen lød nu. Diskret knejste han let i nakken, indbydende af hendes selskab, mens hans kolde og tømme øjne søgte hendes. "Midnight Myth, hvilken fornøjelse at støde på Dem atter engang."; hæs og intens lød hans stemme, tonløst - til trods for hvert og et af hans ord var ærlige. Helt igennem fandt han hende altid som et spændende selskab, nogle gange farlige endda.
|
|
|
|
Post by Deleted on Mar 18, 2015 8:01:06 GMT 1
Selvsikkerheden skinnede rimelig meget igennem i kontrast til den unge hoppe foran ham. Fornøjet hvilede dog bare en venligt og drenget smil over hans mule. Øjnene glimtede livlige og ærligt, alt imens de diskret betragtede hendes feminine former, alt imens hun skrabede lidt i underlaget. Stille havde han lagt hovedet en anelse på sned, da hun havde små tøvende fremsagt nogle ord. Han vippede med de mørke ører, og lod sit hoved sænkes lidt mere for at udvise at han altså ikke ville hende noget ondt.
Den karakteristiske lyd fra hove imod det hårde underlag blev tydeligere.
Da en meget specielt udseende hoppe kom ham nærmere. Han bed sig godt mærke i at hans far nok måtte kende den hoppe, med den rolige og fattede hilsen hun fik. Hun kom rimelig målrettet imod ham og hoppeplagen, som derpå fik et nap bagi. Op røg Lupës hoved, i en rank og opmærksomt stilling på en højt holdt hals, da hun pludselig vendte fokus imod ham. Det blik, de øjne... Det var mindst lige så tomme og kolde som hans moders - bare hvide i stedet for sorte. Hurtigt gled hans ører tilbage, ikke truende, nærmere utrygt for en stund mens han lignede en plag der fik skæld ud.
Alligevel havde ord ikke kunne beskrive bedre, han forstod. Hoppeplagen var hendes ejendom. Hun bevægede sig dog væk igen, og kort undrende havde han set efter hende, som hun nu ændrede adfærd overfor hans far. Stille gled hans ører frem og atter kom drengerøvs udtrykket ufortrødent tilbage, før han kastede blikket på hoppe plagen igen, med et karakteristisk smil, opfordrende til at lave lidt sjov med at han lige havde fået en irettesættelse efter en dum handling.
"Mor?"; spurgte han dæmpet, med et lidt drillende smil, for ligesom at få det på det rene om det var hendes mor?
|
|
|
|
Post by Euphoria on Mar 18, 2015 12:42:00 GMT 1
[5] Euphoria så godt sin mor komme hen og det var her hun med ét blev langt mere afslappet og ovenikøbet kunne sende en lille brummen afsted mod hende, som bar præg af det feminine væsen som lå under det mere sky. Hendes mors blik på den røde hingst rørte hende ikke, for hun vidste godt det ikke var tilegnet hende. Auraen fra hendes moder fik det dog til for en stund at løbe koldt ned af ryggen på ham, men alt efter at dømme på den rødes reaktion så kunne hun slappe mere af. Hendes mor forsvandt og hun så efter ende som hun vimsede ned til den spraglede som hun havde mødt før da hun var ganske spæd. Hun så igen på hingsten med et uskyldigt udtryk i de ravfarvede øjne. Hun nikkede stille til hans spørgsmål. Jo vist var det hendes mor, de bar endda samme aftegn, hendes dog knapt så tordenlignende og i sort. Et skridt tog hun frem og strakte forsigtigt mulen mod hans skulder som hun varsomt duttede til. Jo hun var ikke død endnu, derpå placerede hun et kådt nap mod den, inden hun med et buk, satte op af stien og skævede afventende tilbag mod ham.
|
|
|