Aljun's hjerte

Det var en skøn forårsdag, formiddag med høj sol. I svær kontrast til de dystre omgivelser på den askebeklædte Ø, hans hjem. Han vidste ikke som sådan hvad hans ærinde var i dag, han havde ikke haft fundet hverken sin mor eller Belial... og han syntes den seneste tid at have hørt noget omkring at lederen ville kunne give belønninger for opgaver.

Han havde godt set lederen... mange gang endda. En lys mægtig hingst, hvis skygger evigt kredsede om ham. Skygger, som han vidste var inden i mor, af hvad han havde forstået den gang. Belial huskede han også med denne sorte skygge omkring sig, dengang han første gang traf sin bror. Men det var sjovt med disse skygger... selv vidste han godt at det nok var noget i den retning, som gjorde at han havde sine kræfter, men som sådan havde han intet forhold til dem. Hans rødlige pels gav smuk kontrast til det mørke landskab, med den lys blå himmel, mens han stolt bar sig af sted.

Lupë stod ved foden af vulkanen. Den buldrede stille, næsten sagte, alt imens hans to forskelligt farvede øjne så næsten betaget derop imod. Skævt bredtes et drenget smil sig over hans spraglede mule, alt imens det glimtede i hans øjne hvilket drilsk ung hingst han nu var. Han knejste stille i nakken, smukt og overlegent, før han beslutsomt trådte frem. Det grusede underlag under hans hove virkede bekendt, som i bjergende, da han begyndte så småt at bestige dette bjerg. Han var på flokkens område, eller der hvor der oftest var flokmedlemmer... så mon ikke om han kunne finde sin leder? Fuyu no Kitsune...

[ Reserveret til Fuyu no Kitsune ]

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows

Fuyu no Kitsune. Ham der kaldtes leder, Volin, for det forenede skyggebroderskab, lod netop sit glødende blik passere imod horrisonten. Hoften var skuldt let ud til side, og sindet stadig i oprør, efter konfrontationen med den røde hingst. Det mørke indre var et stort virvar, en blanding af sorg og fryd, men alle som en kaldte de på den tabte del, og søgte den, selvom de vidste det var forgæves. Den satans skabning havde hugget en del af ham, af dem, og smerten genlød stadig i deres krop, en der ike truede med at gå i sig selv helt så let. Med et fnys stampede hingsten i jorden, og de lyse ører søgte dybt ned i den snehvde man.
Noget rødt bevægede sig på skranten under ham, og kortvarrigt løftede skyggerne sig som en hvæsende skikkelse, parrart til igen at angribe den snug Rumpelstiltskin igen. Lugten af denne rødling fangede dog snart hans nøsebor, og hingstens dirrende muskler faldt til ro. Som et slør af røg, uformelig og mørk, faldt mængden af sygger ligeledes sammen, og gav sig igen til at tulre omkring hvidlingens gyldne hove. Lupë. En af den hvide skyggehoppes afkom - et af dem med vogterblod. Måske han skulle bede herren om at stealisere denne hoppe, så hun ikke avlede krigere til den lyse side, men endnu virkede det til, at disse afkom forholdt sig neutrale. Den hvide Belial tiltalte dog hingsten mere end denne rødling. Han var for kåd, for... Normal. Mindede ham en tand for meget om hans egen unge form.
"Lupë. Vel mødt unge ven."

Hingstens stemme tonede dybt i de stenklædte arealer, og hans skikkelse tonede endnu over den lille hingst. Modsat denne, befandt han sig på en platform, hvorfra det var muigt at overskue arealet, uden at skulle kæmpe imod vulkanens stejle sider. I sig selv indbød hans skikkelse til ærefrygt, for de mange timer i de stenede arealer, havde forfinet hans form, udviklet de veltrænede muskler, der nu snoede sig mageligt under det blanke hvide skind. Altid ren, renset af de mørke skabninger, der både var ham, og en del af noget større. På trods af de nylige ar på sjælen, tøvede han ej, og lod ikke svagheden hæmme sig. Den blev båret åbenlyst, et tab der ville gøre ham langt stærkere, end han hidtil havde været.
"Det er ikke ofte jeg ser din skikkelse omkring de højere tinder, hvad bringer dig hidtil?"

Måske han endelig ville overgå til skyggerne, måske det modsatte, måske det slet ikke havde noget at gøre med broderskabet, men blot var en tilfældig strejfetur, der havde ledt ham langt tættere på det fængsel, der endnu begrænsede broderskabets magt, og ikke mindst herrens, Alduins.

Den unge hingst tillod sig for en stund at nyde udsigten fra hvor han befandt sig. Han var efterhånden kommet længere op af vulkanens side, dog med fornuften i god behold der tillod ham at følge de snoede stier, så stigningen ikke føltes så brat. Han kastede givetvis det kønne, men småkantede, hoved først ud ad og væk fra vulkanen. Asken gjorde omgivelserne, naturen, gold at se på. Alligevel fandt den unge røde hingst ikke dette hverken faretruende eller uhyggeligt; for om han ville det eller ej, lå det dybt i ham at han startede sit liv her, og havde elsket al den tid han havde brugt her.

En spænding i luften kom ham til livs, med et svagt genhør af et fnys; mens en hvid skikkelse var at se i øjenkrogen. Det var hurtigt han havde været stoppet, brat, for at vende hovedet derimod.

Hans leder. Volin. Fuyu no Kitsune.

Om han burde eller ej var ham ikke sikkert, men et drenget, selvsikkert og charmerende smil bredte sig nu behersket skævt over hans spraglede mule. Hans ører vippede opmærksomt en gang imod hingsten, mens han rigtigt og åbenlyst betragtede denne skabning, som han jovist havde set mange gange... Lupë nærmede sig let, ind til han nåede ham nærmere - uden at påtrænge sig.

"Volin."; hans stemme var drenget og charmerende, mens han fattet nikkede høfligt hilsende, med knejst nakke i en smidig bevægelse. Da hans hoved atter var holdt i normalen, mødte hans to forskelligt farvede øjne Fuyu's. Hans øjne gnistrede diskret, noget han ikke kunne tilbage holde. Den ærlighed og drengerøvsaura der stille levede i hans blik.

"Nej, jeg har brugt en del tid på Enophis..."; forklarede han ærligt, uden at uddybe videre.

"Men som jeg har forklaret Deadly Myth og Belial, så er jeg hjemvendt, for at blive for en tid på flokkens område."; stille gled et drenget smil sig over hans mule, før han diskret søgte Fuyu's øjne. Uskyldigt og uden bagtanker.

"Men, jeg syntes at have hørt noget omkring at du vil kunne belønne hvis der lokkes flere medlemmer til Aljun?"; drenget og charmerende var hans stemme, mens han stille ubevidst dæmpede sin stemme en anelse. hans øjne blev en smule nysgerrige, mens han lå inde med en række flere spørgsmål hvis det da var tilfældet at han havde hørt korrekt.

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows

Den ældre betragtede den unge med en afslappet holdning. På trods af kådheden, der synes at stråle ud fra den rødes krop, tog denne unge skabning alligevel tiden til at sænke hovedet en tak, et tegn på respekt, ganskevist ikke en stor, men nok til at den afslappede stemning forblem omkring dem. Han kendte alt til den sprudlende unge energi, til de påtrængende tanker, og således tog han ikke for fast på hingstens opførsel. Der var ganskevist til han ikke tolererende, men at bukke og skrabe for ham, var netop en af dem, han ikke følte det store behov for at opretholde. En hvis respekt var dog nødvendig fra dem, der endnu ikke kunne betegnes som hans søskende. Og selvom denne hingst var søn af en af dem, var han endnu ikke i broderskabet. Og ville måske aldrig komme det. Han havde hørt sit.
Enophis. Arh ja. Det var en af de større øer, hvis skygger endnu var tavse og immobile. Et sted brøderne ikke færdedes ofte.
"Vi har hørt det omtalt, unge hingst. Om ikke andet, er dine veje dine egne, hvorend de skulle lede benene."

Medmindre denne vej førte i den modsatte retning. Imod den røde ræveagtige skikkelse, eller slet og ret det blændende lys. Meget andet kunne dog accepteres, og tilmed ignoreres, hvis det var behov for det. De tofarvede øjne blev mødt af de glødende kugler, der synes næsten ætset ind i hingstens arrede kranie. Hvidlingens blik var dog ikke fjendtligt i dette tilfælde, men ganske roligt, omend det besad en tavs styrke, og ikke mindst viden om ting, der rakte ud over de flestes forstand. Som den har var, hviskede mørket historier når han passerede, og derfor var han vidne til adskillige hændelser, der aldrig ville finde dagens lys.
"I det tilfælde, har dine ører opfanget de rigtige ord, Lupë. Der findes belønninger at hente, hvis flere individer bringes til flokkens areal, indvies i vores levevis."

Skyggehingstens ord blev udtalt med de smukke, dybe toner. Bevidst dragede de imod hans kurs, og kort gled tanker igennem det splittede sind, før han fortsette sin næsten syngende tale. For ikke alene var hingstens stemme nok til at tryllebinde større forsamlinger, han forstod sig ligeledes på de enkelte. Og netop denne røde skabning, havde han et ønske om at skubbe i den retning, der forekom ham den rigtige.
"Styrke, magt, belønninger kan nu findes på megen anden vis, og i større mængder end en så simpel gerning. Hvis det er det du søger, unge hingst, findes der veje der leder nærmere det mål, med fastere skridt, og en større fremtid i sigte."

Volin, Fuyu no Kitsune, havde altid forekommet ham som et fjernt bekendtskab. Jovist vidste han hvem denne hingst var, nemlig hans leder, såvel som at han var den højeste i hierarkiet, næst efter ondskabens budbringere. Men aldrig, før nu, havde Lupë fået lov selv at møde denne hingst.

Betaget, var vel det rigtige ord. For den unge rødlige hingst stod rankt, mens han lyttede - men havde han ingen skik haft, ville hans mule nok stå åben. Hvorfor han lige havde det sådan, var svært at sætte hoven på. Men noget gjorde bare at han pludselig følte sig dybt fascineret af denne hingst, hingsten som var al grund til at hans mor Deadly Myth, ikke bar' et hjerte som han selv, Belial og hans far gjorde.

En mere alvor var at skue bag de evigt unge gnister i hans to forskelligt farvede øjne, alt imens de så i hingstens glødende kugler til øjne.

Han forstod... Det var tydeligt at Fuyu ønskede Lupë ind i broderskabet, hvilket for ham slet ikke var mærkeligt. Det ville gøre tingene meget lettere, men på den anden side ville han ikke adskille sig fra sin far. Det var i sig selv en pine at vide at hans mor og far, hvis forhold var noget af det mest unikke han nogensinde havde været vidne til, ikke kunne se hinanden - grundet deres valg. Deres levevej og om ikke andet, tro.

Roligt havde den unge Lupë nikket roligt, bekræftende til hans ord, af at han havde haft hørt rigtig.

"Jeg ved jeg ikke er en del af broderskabet, men jeg har ikke kunnet afholde mig fra at friste lidt for eventuelle goder.; forklarede han roligt, endnu med den ret så charmerende og drengede stemme, mens et kort skævt smil havde prydet hans mule. Bare tanken, gjorde hans udtryk en smule lumsk også for en stund.

"Til trods for det, ønsker jeg alligevel at bidrage med andre individer, hvis jeg da kan lokke sjæle hertil."; fortsatte han med et ret så selvsikkert smil, til trods for at Lupë var velvidende om hvilken opgave det kunne være.

"Ville jeg blive belønnet, til trods for jeg på nuværende tidspunkt ikke ønsker direkte del i broderskabet, med min... egen sjæl."; stille havde han trukket en anelse på det, mens de ikkeeksisterende øjenbryn havde rynket sig en smule spørgende og utrygt. Næsten som om han opsøgte en accept over hans eget valg? For lige nu, ønskede han ærligt ikke at tage fuld del og lade sig give hen til skyggerne med sin egen krop.

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows

Båndet til en vogter, var en ting der begrænsede både denne røde hingst, og den hoppe, der havde givet liv til ham. Et bånd, han ikke var synderligt begejstret for, men tillod at eksistere, med håber om, at det kunne bringe fordele til dem, såfremt det holdt så længe. Meget kendte han ikke til forholdet imellem dem hvide skyggehoppe, og den brogede vogter, men han tvivlede på holdbarheden af det. Dog var denne røde hingst på lige fod med de andre heste, der var søgt under budbringernes beskyttelse. De tvang ikke sjæle til deres side, såfremt det kunne undgåes. Det ville tage for voldsomt på hestenes sind, efteralde dem ustabile. Så ustabile, som den hvide hingst nu engang var. Ganskevist opgjorde ksyggerne nu en stor del af hans sind, men der kom indvendinger, oftere end ønsket, fra en side, der stadig bar en kærlighed til dagslyset, og en mere naiv tilgang til livet. Tankerne fik de hvide ører til at begrave sig i den lige så hvide man. Han brød sig ikke om den, han havde været den gang. Men fortid var fortid, og dette var nutiden, kun brøkdele af åndedrag fra fremtiden.
"Belønningerne gælder alle, Lupë. Tjenere under herren, dem der ikke går hans vej, og dem der blot lever i hans mørke. Broder eller ej, vil bidragelser til forøgelsen af liv på øen blive belønnet, omend ikke på ligefod med broderskabet, så på lige fod med andre. Du er ingen undtagelse, din afstamning ingen undtagelse. Tager du nye sjæle med hertil, vil belønningen falde på lige fod med de andre Keye."

Der var ingen foragt i de smukke toner hingsten udtrygte, ingen fornærmelse over rødlingens valg. Han forstod, og forstod samtidig ikke behovet for at undgå båndet til skyggerne. Det var ganskevist ikke et frivilligt valg han havde taget, men det valg, havde været det bedste hvidlingen havde taget. Han var en del af noget større nu, et individ blandt mange, og samtidig et væsen der langt overgik hver enkelt. Skyggerne, brødre, søskende, og ekko af hans egne ord, rumsterede i tankerne. Aldrig var han alene, altid ville han have selskab, og altid ville han have støtte bag sig. Et betryggende valg, og noget langt de fleste ville have gavn af. Et broderskab, en familie for livet, og en vej at følge.

Den unge rødlige hingst lod sit smil blegne en smule, da noget syntes at nage hans leder. De hvide ører fandt vej ned i den lyse man, og stille rynkede Lupë selv en anelse uvis på de ikkeeksisterende bryn, uvidende om hvad er var ved at ske?

Men intet - i for sig - skete.

Derimod åbnede Fuyu mulen og svarede ham på hans spørgsmål. De smukke toner lød, og den fængslende fornemmelse af behag ved hans fascination af hans leder, blussede atter op. Hans ellers kåde og livlige blik blev en kende mere alvorligt, alt imens han lyttede opmærksomt. Der var hverken foragt eller skuffelse at høre i hingstens smukke toner. Om hvorvidt der lå andet bag, kunne Lupë ikke helt bedømme - ærligt talt. Men selv var han vel i og for sig også så naiv af type, så han valgte at lade ham tvivlen komme til gode.

Roligt smilede han atter bredt og drenget, mens han lidt kortvarigt gjorde et nik med det småkantede hoved. Svaret tiltalte ham helt bestemt, og selvom han ikke kunne forklare med ord, så følte han en vis ære.

"Spændende."; den charmerende stemme lød, mens han end ikke afholdte sig fra at lade sit blik gnistre af iver og spænding efter at gå i færd med sådanne en opgave.

Egentlig ville han blot drage videre, og ikke forstyrre denne leder yderligere - men samtidig nagede noget ham. Et spørgsmål som han ikke havde kunnet få svar på, som heller ikke Djange kendte til. Stille mimrede hans spraglede mule en kende eftertænksomt før han åbnede mulen.

"Jeg har noget på hjertet, har du tid?"; startede han rimelig lige på og hårdt, fuldkommen ufortrødent; mens en ærlighed der vagte på en smule bekymring dirrede i hans to forskelligt farvede øjne.

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows

Den andens facination, fik den tågede skyggemængde til at røre lidt på sig, og de gav sig til at sno sig langsomt på langs hvidlingens ben, danse i vinden som sorte flammer. Facination var en god ting - den kunne lede til meget positivt, men der ville behøves noget arbejde. Hvis ikke meget. Det ivrige glimt i den røde hingsts øjne, lod dog skyggehingsten slappe af, blot for en kort tid. Måske han ikke selv ville slutte sig til skyggerne, men han kunne stadig bringe dem nyt blod, bringe dem nyesøskende.
Et spørgsmål sneg sig dog på, netop som han synes at være ved at gå, og Fuyus blik blev igen nært, tankerne stilnede hen, og skyggernes stille dans ophørte.
"Hvad tynger dig?"

De mælkehvide øjne rettedes imod unghingsten, vise, skræmmende. Men endnu havde denne skabning intet at frygte fra ham, endnu lå der ikke ondsindede foretagender bag de glødende kugler. Der var bekymring i de tvefarvede øjne, noget den ældre havde set en del i sine yngre dage, men ligeledes på dem, der endnu ikke var indraget i skyggernes spil. Bekymring. En sådan behøvede han ikke selv længere, han fulgte blot Alduins planer, lød hans ord og ønsker. Og lod skyggerne føre sit stemmebånd, imens et sygt mørke langsomt indtog hans sjæl.

Skyggerne dansede som sorte flammer op langs Fuyu no Kitsunes ben. Betaget så hans unge sind til; ind til hans egen stemme havde lydt og de nærmest artigt lagde sig. Næsten som var de blevet bedt om det på kommando. Lettere forbavset over deres twist fra fængende, til afvisende, blev Lupës blik i samme sekund kastet imod hans leders øjne.

De lysende kugler i hans øjenhuler, blev nu mere nære igen - som før da han talte til ham, havde fået bekræftet sine grublende spørgsmål.

Fuyus stemme fandt han endnu lige så betagende som skyggerne, og ak ja, hele hans ve og vel. Dette afholdte dog ikke den unge rødlige hingst fra sine efterhånden længe grublende tanker, som egentlig først rigtig var blevet til virkelighed for ham efter Belial var kommet til. Jovist var hans grubler meget private, men alligevel følte han ikke at han kendte til nogen anden sjæl der måske kunne give ham et reelt, eller ærligt og sandt svar.

"Jeg må indrømme at min mor altid har være en kende speciel... men, jeg er bekymret."; startede hans drengede og charmerende stemme ud, en anelse tilbageholde - mens han dog tillod sig ikke at lade sit blik vige væk fra Fuyus lysende kugler til øjne.

"Du, om ikke andet, må vide... har hun altid været sådan? Så kold og næsten sjæleløs?"; hans tav helt ved de sidste ord, næsten hviskede dem. Alt imens han skammede sig dybt ind til de inderste knogler og organer, at omtale sin egen mor på dette plan. Men hans kendskab til mange andre heste, uanset baggrund eller udseende, havde gjort ham klar over at sådan som hans mor var, ikke kunne være normalen... eller kunne det?