Drengerøve og damejagt

Foråret var som dumpet ned for himmelen, mens vinteren var forsvundet nærmest som fra den ene dag til den anden. Tiden var gået og Lupë var ikke længere bare en plag, med en næsten nybagt lillebror. Stærkere og stærkere blev den unge røde hingst for hver dag der gik...

Det var formiddag og solen skinnede på den smukke blå himmel. Skyerne var få og græsset grønt. Hans to forskelligt farvede øjne lyste ivrigt op, mens foråret virkelig sad i ham. Hans i forvejen overlegne, elegante og affjedrende gang, havde pludseligt et ekstra pift af drengerøv og dans i sig, mens han gik side om side med sin bror Belial. Han havde længe haft tanken omkring at vise Belial til far, og for ikke blot at nævne at vise Belial Enophis. Græsset kildrede let i koderne, og et let slag slog Lupë med den fyldige mørkerøde hale, før han langede mulen imod sin lyse bror.

"Det her er Enophis."; konstaterede hans unge og drengede stemme, med den charmerende klang. Han rankede den i forvejen unge og smidige krop op, mens han så imod bjergende forud for dem. De befandt sig på engen, nær en af de nærmeste skove til bjergende.

"Hvad synes du?"; lød hans charmerende stemme, mens det lyste ud af hans to forskelligt farvede øjne hvilken glæde han fandt ved sit barndomshjem. Selv hvis Belial ikke brød sig om det, ville det stort set ikke røre på ham.

[ Reserveret til Balial & Ivory ]

Belial var ikke helt lille mere. Faktisk var han efterhånden ved skyde i vejrs. Med hans nystartede tid som plag havde han dog mistet sin følgesven. Der havde stadig været dage hvor han kaldte på den, søgte den, men ej den kom til ham. De havde været ynkeligt i starten, men han behøvede ikke sin følgesven mere, han var ved at være der, hvor han kunne klare sig selv. Der var stadig længsel at finde i Belials brune øjne, når han forgæves så sig omkring.

For første gang siden Belial var blevet født, var han på alvor på ukendt grund. Han havde fået lov at tage med sin broder, som han i lang tid ikke havde kendt navnet på- fordi de ikke havde været vigtigt for ham. Sammen havde de krydset havet- hvilket havde været en hård kamp for den endnu lille hingst, der ellers havde kæmpet tapperet. Nu hvor kræfterne atter var samlet vandrede han ved siden af sin spraglede broder- broder af kød og blod og ikke lige som broderskabet han havde brugt det meste af sin tid i. Utrygt så han sig omkring. Her var så mange farver og lyde. Alt var så uhyggeligt. Belial rykkede tættere på Lupë før han mannede sig en anelse op. Han længtes dog efter asken, efter mørket- efter hjem, men han ville ikke være en kylling nu. Ikke nu hvor han havde muligheden for at se mere af verden, som han overhoved ikke havde vidst eksisteret eller haft nogen tanker om kunne eksistere.

Den unge hingst lyttede til sin broder, selv var han ikke rigtig helt begyndt at tage ordende til sig og bruge dem. Men han forstod langt mere nu, af hvad der blev sagt ind for måneder siden. Han havde trods alt brugt mere tid med den røde end nogen andre så stilhed havde der ikke været helt så meget af, som han var van til.
Belial rynkede på den spraglede mule da Lupë spurgte hvad han synes, han væmmes ærlig talt lidt ved alle de nye ting. De vagte en ubehagelige følelse i ham og hver en ny lyd fik det til at løbe koldt ned af ryggen på ham.

Belial fandt han godt nok en anelse utryg. Han bed sig dog ikke så megen mærke i det mere siden de havde sat deres hove på Øen. Han valgte vel at ignorerer det? I samspil med at han selv var vandt til de kvidrende fulgte, de puslende dyr i krattende, de mange dufte og de mange farver. Selv elskede han alt ved dette; ved denne Ø, hans bardomshjem.

Belial vrængede mulen og Lupë vidste godt hvad klokken var slået.

"Baaah!"; udbrød han i en uenig og glædesfyldt tone, der strålede af charme og selvbevidsthed. Han slog kort ud i en drenget og charmerende latter, mens han smilede bredt med en vis drengerøvsattitude.

Hingstet knejste han i nakken og atter puffede drillende til sin bror, mens han indgød et nap imod hans hvide øre. Selvom Lupë ikke nævnte det som sådan, satte han stor pris på Belials højde og udvikling. Han var mere og mere noget der lignede en værdig modstander efterhånden, ikke blot et skrøbeligt føl mere.

"Men til gengæld ved jeg med sikkerhed noget du godt vil kunne li her..."; sagde han så drillende, drenget og charmerende i stemmen. Mens han vippede let med de ikkeeksisterende øjenbryn op og ned et par gange, i en 'ulalaaa' form, med det skæve udfordrende drengede smil.

Belial var vel skeptisk over for dette sted. Nyt og ukendt var farligt! Eller sådan så han endnu på det, han var nu heller ikke så gammel og havde haft ind til videre en ganske udsædvanlig opvækst. Hvilket også tydeligt havde set nogle spor på ham allerede. Der var mange ting han egentlig ikke forstod den rigtige mening af og der var mange ting han opfattede stik modsat af hvad ville være sund fornuft.

Da Lupë puffede drillende til ham, gik der straks leg i Belial og med det samme lå de små øre tilbage vendt og han nærmest gik til angreb på sin broder, stadig var langt større end ham- men den unge hingst var begyndt at føle han kunne være med. Selvfølgelig ikke helt, og mere af det var nok bare en følelse en ren faktum.
Belial havde fået sin tænder nu, hvilket ikke altid var så god en ting, for det resulterede i hans før uskyldige tandløse bid, nu var knap så uskyldige og smertefri. Af og til kunne det godt gå hen og blive en anelse for alvorligt når han bed sig fast, men det var nu sådan han legede og udtrykte sin form for kærlighed. Jovist var Belial ganske kærlig, men skulle bare lige lære at forstå den.


Noget han ville kunne lide? Belial holdt inde med sit angreb for det vakte alligevel hans nysgerrighed. For hvad kunne det egentlig være. Lupë havde sådan ét udtryk. Mistroisk kneb han øjne sammende, og var klar som skulle han kæmpe en kamp for liv og død.

Belial vågnede helt op; og det vakte også noget i Lupë at Belial sådan reagerede. Det kriblede kort i den rødlige hingsts skind, mens han stille hejste halen. Kådheden trådte ind i takt med stemningen, såvel som foråret der kuldret hang om hans hoved.

Lupë var i og for sig voksen nu. Men stadig ung. Lige den alder hvor hopperne rigtig bliver spændende, og udfordringer aldrig takkes nej til. Hans øjne gnistrede drillende, mens hans blik næsten var lumsk da Belials nysgerrighed var fanget. Han smilte selv udfordrende mens han dæmpet lo drenget, kort.

"Der er masser af unge hopper her.. Leventera og Enophis her, er der hvor de fleste hopper vælger at fole!"; bredt blev hans smil, næsten begejstret selv over dette. til trods for hans fakta kun var belagt på hvad han selv havde oplevet. Ikke rent faktisk af hvad hopperne i landet gjorde, eller hvad de sagde de gjorde. Nej, men her var altid nye føl. Altid!

Unge hopper? Hvad skulle han med dem? Belial så forundret på sin broder med en rynket mule. Belial var ikke helt nået den alder hvor hopperne blev spændende, sådan for alvor. Han havde det fint med det bare var ham, moder, Lupë og resten af broderskabet. Han kendte dem ikke rigtig endnu, altså de andre for broderskabet, men de var da familie! Det var i hvert fald sådan Belial havde opfanget det fra sidelinjen.

Hvad var der spændende ved de dersens unge hopper?
Med spørgende øjne så han forsat på sin broder, afventede han ville fortælle et eller andet der for alvor kunne vække hans interesse. Hvis ikke, så kunne de jo forsætte med at lege, eller måske forlade det her uhyggelige sted. For det var hvad den unge hingst stadig så om dette.
Jo vidst havde hans broder stadig som et udtryk om at disse hopper, de var lige sagen, så måske, måske han godt kunne gå med til at undersøge sagen nærmere. Hvis Lupë gjorde, fulgte Belial nok med om han ville eller ej- for hvordan pokker skulle han lige klare sig selv her?

Sneungen var blevet sur på den grå, og grunden til det kunne hun egentlig ikke huske længere. Hun kunne bare huske at hun trodsigt havde forladt stedet hvor hendes familie holdt til, for at gå ned på stranden. Hun havde taget få skridt ud i det endnu kolde vand, og egentlig nød hun at blive kølet lidt ned. Sommeren var på vej, og med det kom de første rigtige varme forårsdage. Den sne Ivory var blevet født i, var for længst smeltet og erstattet af totter af græs som hendes forældre gumlede på. Noget hun også selv var begyndt at spise, nu da hendes mor for flere måneder siden var begyndt ikke at lade hende få den gode mælk længere. Endnu syntes hun dog at det grønne stads var kedeligt, men hun var vel tvunget til at spise det. De små skridt var blevet til en svømmetur, og midt ude i vandet gik det op for hende, at der var to øer. Og hun anede ikke hvilken der var hendes hjem! Vandet var koldt, og omsider gik hun i land på den ø hun mente måtte være Leventera.
Det var afgjort ikke Leventera.

Forvirret, men ikke direkte bange, vadede den plettede plag nu rundt på fremmed land, og ventede på at hendes mor skulle finde hende. Hun blev ved med at skubbe sandheden fra sig, men omsider gik det op for hende, at hendes mor ikke anede at hun ikke engang var på hendes fødeø længere, og sikkert flere kilometer over vandet. I stedet begyndte hun at søge efter andre heste. Der måtte da være nogen andre. Hun kunne umuligt være de eneste!

Efter at have vadet rundt i skoven i noget tid, begyndte hendes tålmodighed at slippe op. Der var ingen her! Hun var mutters alene! Surmulende traskede hun videre, inden hun nåede til en eng. Hendes øjne lyste op. Var der nogen her? Ja! Hun lod et skingert vrinsk lyde over engen, og håbede at de to heste der løb rundt derude kunne se hende. De kunne sikkert hjælpe hende.

Det var tydeligt for Lupë at Belial ikke kunne se denne interesse som han selv kunne. En hver anden havde vel og mærke nok opgivet dér - men ikke denne rødlige hingst. Nej, for hans vedkommende kunne han ikke få sig selv til at lade denne fantastiske ting, hopper, lade gå forbi sin egen brors forstand.

Han prustede hingstet og en smule opgivende, mens et drillende og charmerende smil ikke forlod hans spraglede mule. Hans to forskelligt farvede øjne gnistrede af vågenhed og kådhed, mens hans ører hurtigt opfangede noget.

Fløjtende lød en skinger vrinsken, da han fór rundt om sig selv, i et sæt.

En farverig foler* kom ham til syne i skovbrynet, og straks løb et smøret smil over hans mule. Straks skævede han til sin bror Belial, der ikke just var halv højde af ham, men så alligevel også kun lige over.

"... når man snakker om solen."; sagde han henkastende med en drillende klang i den drengede og charmerende stemme.

Hingstet lød et vrinsk besvarende af hoppen, mens han knejste let i nakken, før han atter rettede blikket på Belial.

"Nu skal du bare se Belial. Følg mig."; selvsikkerheden fejlede bestemt ikke noget da han prægtigt bar sig elegant og overlegent afsted, i en dansende og affjedrende bevægelse af skridtgang. Let knejste han i nakken, mens han fokuserede på hoppen foran sig - som tydeligt var på Belials alder. En perfekt kandidat vel og mærke. Stille skævede han til Belial, for at se om hvorvidt han nu blot fulgte med, eller om han rent faktisk fulgte ham, som han ønskede. Som i, at bærer sig ad, som han selv gjorde nu.

[ Det korrekte ord for en hoppe i alderen 1-2 år er en foler*, mens en plag er af hankøn ]

Der var meget at lærer endnu for den unge hingst, men han tog det til sig han kunne. Han lyttede faktisk til en del af hvad hans broder sagde, selvom nogen gang røg det halvdelen ud af det andet øre.
Et vrinsk lød, han var stadig sådan lidt uvant til den lyd, men han havde hørt den et par gange. Belial havde ikke brugt så meget tid sammen med andre heste, faktisk havde han stort set kun mødt hans røde broder og sin egen mor. Få andre, men kun ganske kort. Hans moder var ikke just et selskab man ville ønske, men Belial havde lært det han nu vidste om livet og kærlighed igennem hende- dog havde han misforstået konceptet en hel del! Nu fulgte han en del med Lupë som mest gik på tant og fjas- slås kampe var det mest normale.

De små øre vippede frem imod Lupë der atter brugte disse ord, han brugte en sætning han ikke forstod noget som helst af. For de havde jo ikke snakket om solen! Belial skævede op imod den store skinnende tingest på himlen, missede med øjne for at se væk for utallige sorte og lilla pletter dannede sig for hans syn.
Da Lupë begav sig frem med en noget fascinerende holdning, var Belial ikke længe på at gøre kunsten efter- eller et forsøg på, for hans krop var ganske usammenhængende og kunne endnu ikke så nær så stolt og rank ud som sin broder. Endnu var den unge hingst ganske uviden om hvad de egentlig lige havde gang i og hvad den rødes planer egentlig var. Foran ham dannede sig en skikkelse af en anden hest- hvis man kunne kalde hende for hest, for hun så ikke ud til at være meget mere end på alder med ham selv.

Sneungen var en smule forvirret. Hun kunne stadig kun se de to heste på afstand, men de var allerede på vej hen imod hende. Hun havde aldrig set heste gå på den måde som den store af dem gjorde, men det så sjovt ud. Den forreste var en rødlig hingst, men han så ikke specielt voksen ud. Ikke ligesom hendes far. Efter ham kom en lille hvid én tøffede, tydeligvis i gang med at prøve at efterligne den rødes bevægelser. Han mestrede dem ikke ligefrem til fulde. Sneunge lo let, inden hun med kåde hop sprang frem mod de to heste. Tanken om at hun var et vidt fremmed sted, med vidt fremmede heste strejfede hende ikke. Hun slog kort med den lille hale, som tydeligt mindede en del om hendes fars krøllede hårpragt, inden hun stoppede op med lidt afstand til de andre. Hvis de gerne ville vise sig frem på den sjove måde, skulle de da have lov til det. Hun ville bestemt ikke stoppe dem.

Ivory sagde ikke noget, men stod blot og betragtede dem med et drillende smil og læberne og et kådt glimt i de ravfarvede øjne. Hun rettede sig en smule op, og hvælvede let nakken som hun havde set sin far gjorde. Hun mestrede det vist ikke til fulde, men selv mente hun bestemt at hun så meget flot og elegant ud, selvom udtrykket i hendes ansigt bestemt ikke var alvorligt.

Selvom hans bror aldrig sagde særlig meget, forestillede han sig altid hvordan han ville svare. Stemmen i hans hoved matchede straks hvordan Belial nu dansede efter ham. Hvor elegant det nu og end var, kunne nok diskuteres... Men det glædede den rødlige hingst, hvilket tydeligt var at se i hans to forskelligt farvede øjne der gnistrede livligt.

Hans skridt var lange og spadserende, før han sagtnede farten og stoppede op i en parade fra den rummelige trav han sådan havde vist. Hingstet knejste han i nakken, som de stod et stykke fra den unge foler, som selv hvælvede let i nakken. Hendes krøllede hale bed han sig straks mærke i, og han strejfede da kort Jiva en tanke - det var længe siden han havde set Sirenen...

Kort drejede han henvisende hovedet imod Belial der havde fulgt ham, før han smidigt nikkede galant i nakken og hilste hoppen. Skævende så han hele tiden mod Belial, nærmest som om at han holdte øje med om han fortsat fulgte ham.

"Værhilset Frøken."; hans stemme var dybt charmerende, bag det drengede - mens hans ord var som taget ud af sin fars mund. Langt mere fuld af personlighed, drengerøvskarakter og elegance, smilede han skævt og drenget over den spraglede mule, mens han lod sit livlige blik møde hoppens øjne.

Belial stoppede lige ledes op da hans røde broder gjorde. Han så på denne plettede hoppe. Var hun en af de unge hopper Lupë synes var så spændende. Belial så skeptisk på hende. Han kunne ikke finde noget spændende over hende- faktisk synes han var mere farlig en spændende. Hun var altså ikke lige som dem han var van til, og en følelse af at være langt væk hjemme fra skyllede ind over den unge hingst- der lige nu ville ønske han var hjemme. Hjemme hvor alt var som det skulle være og ikke alle de forvirrende farver og lyde- for ikke at snakke om skabninger der var her.
Lupë hilste på den unge hoppe, dog på hvad Belial endnu synes var en meget besynderlig måde at hilse på. Han forstod det simpelthen ikke, men følte han måtte gøre lige ledes. Belial trådte frem imod den plettede hoppe- om som han havde lært af sin moder blev de små øre trykt ned i nakken og tænderne blottet før han sendte et bid imod hoppen. Et stort smil var omkring hans mule da han træk sig væk og så besynderlig glad ud.

Disse to heste var om muligt det mest besynderlige den unge hoppe havde set i sit endnu korte liv. Den røde talte på en meget formel måde, og Ivory forstod egentlig ikke hvorfor. Den hvide sagde ikke noget, derimod så han dødbange ud, og det fik Ivory til at le, og vippe de små sorte ører fremad mod ham. Men de blev skudt ned ad nakken med det samme igen, da han sprang imod hende med blottede tænder. Hun nåede med nød og næppe at hoppe til siden, og undgik derfor at blive bidt. Hvad skulle det til for? I stedet vendte hun opmærksomheden mod den røde, stadig med blikke mod den hvide. Han skulle helst ikke komme til at bide hende igen. Et skævt smil spredte sig om hendes læber, som hun hævede hovedet og prøvede at komme op på samme niveau som han.
”Godeftermiddag, Herre.”
Lo hun, mest af alt af sig selv. Hun var ikke vant til at tale på den måde, men hun efterlignede udelukkende hans egne ord. Hun skævede surt til den lille. Han måtte sige undskyld hvis hun skulle til at snakke med ham. Han skulle da ikke have lov til at prøve at bide hende på den måde, og så tro at han kunne slippe af sted med det bare ved at smile sødt bagefter.

Lupës unge krop sitrede af energi, og alligevel af overlegenhed og drengerøvsaura i samspil med selvsikkerheden. Men desværre satte Belial straks dette tilbage....

Alt gik i og for sig som det skulle, hoppeføllets unge latter lød som sød musik for han hans ører, mens hun syntes at morer sig over dem. Men snart gjorde Belial, det desværre forventede. Klappet lød da hans tandsæt blev sendt af sted imod den unge foler, og straks ændrede den rødlige hingst karakter. I samme sekund røg hans ører dybt i nakken, mens han hejste hovedet markerende og skød bringen frem, mens han direkte anklagende sendte et blik til Belial der med et stort smil så yderst fornøjet ud.

Tæt på var Lupë ved at sige noget også, men på den anden side... hvad nyttede det efterhånden? Han frygtede efterhånden oftere og oftere om Belial nogensinde ville være til at trænge ind til... Han var allerede nu halvandet år gammel, og end ikke talte han endnu med ord.

Hurtigt vendte han det smukke og småkantede hoved imod hoppen, da hun gengav hans formelle tone og latteren atter lød. Hans ører vippede nysgerrigt frem, mens han indfandt sin energiske og kåde udstråling igen.

"Mit navn er Lupë."; fremsagde han med den charmerende og drengede tone, mens han nikkede helt galant og smidigt i nakken. Før han hurtigt vendte bagparten skubbende ind i Belial, ret så kraftigt hentydende på at nu måtte han lige steppe lidt op og så i det mindste præsenterer sig selv.

Det lysende blik falmede og de små pjuskede øre vippede ud til siden. Han så ganske bedrøvet og skuffet ud og det før store smil var forsvundet. Hans hilsen blev ikke gengældt og han følte sig ganske malplaceret. Belail forstod simpelthen ikke helt, hvad var der egentlig galt med disse heste? Hvorfor var de så underlige. Belial tænkte en del, måske havde de ikke nogen moder? Måske kom de fra det her gyselige sted. Belial væmmes!
Lupë var jo et sted lige sådan og med et så ham med væmmelse i blikket op på sin broder! Men han var dog alligevel ikke så sær- ikke når de legede i hvert fald.

Den unge hingst blev rykket ud af sine tanker om afsky for dette sted, da Lupë skubbede ham! Belial trykkede ørerne ned i nakken og troede for en stund at det var et tegn på leg, men da han så den rødes blik og at der absolut intet leg var at finde vente han tilbage til virkeligheden, og de små øre vippede op igen. Belial rynkede på mulen- skulle han virkelig VIRKELIG trækkes ind i det her? Kunne de ikke bare lege! Belial vendte blikket imod den plettede hoppe, der for ham stadig synes så mærkværdig! Det var altså hende der IKKE ville hilse. Han fnøs- og åbnede der efter prøvende munden. Men lukkede den i igen og så prøvende op på Lupë. Hvorfor skulle han starte.