Foehns rene kyster

Den sene forårseftermiddag bar' præg af noget helt sommer lignende. Solen havde stået på den hele da, bagende i en temperatur der var lige det helt tilpasse behagelige. Hans lange ben bar' ham elegant og troværdigt af sted, over engen hvis græsstrå var beklædt med aske. Den rødlige hingst knejste let i nakken, mens hans galoperende skridt var hurtige. Skyer af aske dannede sig diskret som kølvand bag ham over engen, mens han snart befandt sig på det allermest sydlige punkt på hele Øen.

Han kunne allerede nu, langt ude i horisonten beskue den mindre Ø med de mange tætte skove. Han kendte ikke selv til denne - men hans far havde godt fortalt ham at hans søster ofte befandt sig der. Han huskede kun en svagt minde af hende, og allerede nu følte han at det var som et fjernt minde fra en drøm; ikke virkelighed.

Asken blev mildere og mildere, jo længere syd han kom. Strandens sand grænsede snart op til det stykke eng han betrådte i fuld galop. Hans mørke røde man og hale flagrede i vinden, mens hans udstråling var drenget, ung og selvsikker. Græsset her, om man ville tro det eller ej, næsten helt urørt og fri for aske. Så vulkanen kunne ikke nå ud over hele Øen. Ja, det måtte være det.

Stemplende sagtnede han farten i hårde stød, ved at klodse forbenene i det grønne græs, før han snart stod stille. Hans flanker bevægede sig hurtigt ind og ud, i takt med hans næseborer, mens hans livlig to forskelligt farvede øjne gnistrede glædeligt og af drengestreger, mens stod med forhovene plantet til grænsen af strandens sand. Stranden var kilometer lang ud til vandet, og der ude i vandkanten kunne han se den livlige aktivitet af bølgerne der gang på gang brusede ind.

[ Reserveret til Mohini ]

Varmen fik hende til i et øjeblik at føle sig mere eller mindre hjemme, hun nød at mærke varmen omfavne sin krop. Det var så trykt, og bekendt hun elskede varmen. Hun kunne slet ikke vente til der blev rigtig sommer, og solen ville kigge endnu mere frem.

Det var første gang hun satte sine ben på denne ø, hun kun havde hørt meget lidt om. Foehn skulle efter signe være den mellem store ø her i landet, men om det passede viste hun endnu ikke. Det var Eagle der kort havde fortalt om de mange ø'er ved deres første møde. Hun mærkede hvordan der var en helt anden stemning på denne ø, det var som der blev holdt øje med en fra alle sider. Det løb hende koldt ned af ryggen, hun kunne ikke huske hvornår hun sidst havde følt sådan. Og hvad denne følelse med ord blev kaldt eller retter sagt beskrevet som. Hun lage mærke til hvordan det meste var dækket af fint aske, nøjagtig som Eagle havde beskrevet for hende. Men som hun ikke havde troet var sandt, men hvorfor skulle han ikke have haft ret? Han havde ikke såede tvivl ved noget han havde sagt. Men det lød bare for mystisk til at kunne passe. Det var den ø han havde sagt han aldrig ville komme tilbage til - og nu var hun på denne ø.

Hvorfor viste hun ikke helt, men hun var ikke en der var god til at lytte til andre. Hun gik sine egne veje, og selv gjorde sine erfaringer. Derfor kunne hun godt lytte, til hvad andre sagde. Men lige frem at holde sig væk bare fordi han ville, det var ikke noget der lage til hende...

Hun kørte den lyse mule over det lange græs hun var kommet til, toppen var fyldt med aske og aldrig havde hun set aske før. Det var helt gråt, og når man smagte på det var det meget salt. Hun lavede en grimasse, da det ikke lige frem smagte godt. Men sjovt så det ud, de grønne øjne betragtede det nysgerrig.

Uden at tænke over det, forsatte hun hen af denne eng. Som hun var så betaget af. Og stadig lod mulen lege med det askefyldte græs at hun ikke havde opfanget at denne eng førte hen mod stranden. Hun havde slet ikke haft tid til at kigge op, mens hun gik der med mulen i græsset. Og da græsset, asken killede i hendes næsebor kom hun med et letter højt nys; Aaatjuuu!

Vinden slog ind imod hans bringe ude fra kysten af. Han lukkede sagligt øjnene og lod sin bringe og mule skuttes frem i den omfavnende vind. Stille og lydløst sukkede han sagte, før de to forskelligt farvede øjne med slået op i et sæt!

Et nys havde lydt!

Hurtigt vendte han hovedet, og ganske rigtigt bag sig, en god hundrede meter derfra godt nok; tullede en sjæl sig omkring på engen. Det slog ham at han hverken havde sanset hende ved lugt eller udsyn i sin vilde entre til strandens sand, og når det så var sagt - var dette også en skabning han endnu ikke kendte til. En fremmed.

"Prosit!"; næsten kaldte hans charmerende stemme, mens drengerøven strålede ud af hans selvsikre holdning. Det skæve drengede smil prydede hans spraglede mule, da han galant og roligt, smidigt vendte sig om for at skridte hende i møde. Hans mørkerøde ører vippede nysgerrigt imod hende, mens hans øjne gnistrede livligt og tydeligt af en aura der altid var ude på sjov og spas.

Efter nyset, havde det aske belagt græs dannet en lille plet. Hvor det nu var blevet helt fri for sin byrde, det grønne blik kunne ikke lade være med at være så fascineret. At under den mørke aske, stod nu noget smukt og frodigt græs. Som havde hun befriet dens skønhed, ved at nyse asken væk. Midt i hendes egne tanker, kom der nu pludselig et svar - prosit... Først havde hun troet, det var noget mellem græsset, der havde snakket til hende. Hun rystede på hoved, nu var hun da ved at blive skør? Men da hun rettede blikket lidt op, stod der en fremmede længer henne der hvor standen var begyndt. Den var ej dækket af aske som denne eng, men helt fri for alt det grå.

"Tak" svarede hendes melodisk, feminine og selvsikre stemme. Hvor til hendes krop, var låst fast i den position hun havde, hoved let sænket. Og øren helt fremme, men samtidig med blotte tænder - hun var ikke på vagt, men sådan reagerede hendes krop blot. Det med at udtrykke sig var noget hun havde haft svært ved hele livet. Og nogle gange også med at læse andre korrekt, men denne hingst var meget klar i sit kropsprog og man kunne tydeligt se charmen og selvtilliden der strålede ud fra ham.

Let havde hans ører vippet opmærksomt i et ryk, over hendes svar. Smilet blegnede ikke over hans spraglede mule, alt imens hendes stemme havde lydt både melodisk og feminin. Roligt fortsatte han imod hende; men antog do en halv vigende parade i sin gang, da hun blottede sine tænder.

Let havde hans ører fundet vej ud til hver af deres sider, og et hel spørgende udtryk var kommet til gode i de to forskelligt farvede øjne. Fast besluttet fortsatte han dog frem, atter med ørerne fremme nu og da igen.

"Vær hilset Frøken."; hans stemme var dybt charmerende, samt oveni drenget mens hans øjne gnistrede næsten af kådhed og sprudlende energi. Elegant, roligt, selvsikkert og på nippet til overlegent havde han nikket smidigt hilsende.

Roligt stoppede han nu den smidige og affjedrende skridtgang, da der var godt tre hestelængder imellem dem.

Mohini løftede nu hoved, og blev fri af den fastlåste stilling hendes krop havde valgt at indtage. Hendes grønne øjne, fangede hans blik og først nu bemærkede hun. At denne hingst ikke besad en øjenfarve men hele to. Hun havde aldrig set dette før, og blev nærmest tryllebundet. Og de blottede tænder gled let tilbage under den lyse mule. Mens hun med et nysgerrig blik så undersøgende på denne charmerede hingst. Som virkede fast besluttede på at komme hende nærmer.

Hingstens dybe og charmerende stemme lød endnu engang, og hun mærkede helt denne energi denne hingst besad. Det var noget som satte sig i hendes egen krop, hun var meget sanselig og lod sig ofte påvirke af andres udstråling. Hun trippede lidt på stedet, og den lange hale blev kastet lidt fra side til side. Mens hendes grønne blik ikke slap den fremmede af syne.

Da han endelig stoppede op, ikke meget langt fra hende - sagde hun roligt "Goddag Hr." det var længe siden hun havde hørt en med samme høflig tone, som hende selv. Det var noget der fik roen til at sænke sig over hendes indre igen. Men hun var forsat på vagt - det var som om denne hingst? Hun kunne ikke finde ordene, men hun kom frem til der var noget over ham. Men hvad, kunne hun ikke helt komme frem til.

Det var nogle smukke grønne øjne hans to forskelligt farvede mødte. Stille tav han, mens han stod der - lidt fra hende. Hans smil havde blegnet lidt, inden han igen havde taget det op på ny. Skævt hvilede det selvsikkert over hans spraglede mule, alt imens der var en vis ro at fine omkring ham.

Stille rankede han sig roligt og knejste kort i nakken, i sine smidige bevægelser. Hans ører havde vippet en enkelt gang lyttende imod hende, mens de fortsat var vendt frem opmærksomt, da hun havde talt. Hendes små blottede tænder var også borte nu, og hendes fremtale var meget lig hans, som han havde lært helt fra lille af.

"Jeg har ikke set Dem her før; er det Deres første vandring på Foehn?"; charmerende spillede hans stemme, mens drengerøven hvilede i hans gnistrende indgående blik. Han var ikke tilbageholdende når det galt øjenkontakt; og i sin spørgen trådte han også ufortrødent få skridt frem før han stoppede igen, med det selvsikre smil hvilende over mulen.

Hun var køn, meget endda.. og en slank type, høj som ham selv.

★★Mohini★★
“We love the things we love for what they are.''



Hun kunne ikke lade være med at betrakte denne hingst, hans aftegn var ikke noget hun havde set før, og hun måtte erkende det bestemt klædte denne hingst. Hun kiggede på de mange prikker lidt hist og her, og ikke mindst hans øjne. Selv havde denne hingst, et unikt aftegn i hoved. Ikke som en alm. stjerne eller blis. Hun kunne lide hvordan det kørter op til det blå øje. Mens hun stod der og lod sine grønne øjne se på denne hingst. Han havde en helt anden ro, som hun faktisk fandt letter betryggede især, da dette sted havde givet hende myrekryb.

Stemmen denne hingst bar, var som en velsmurt maskine. Næsten som sød musik, rolig og med snært af charme men uden det blev for selvoptaget. Det var slet ikke til helt at beskrive denne tone, som denne hingst stemme bar. Hun havde ikke hørt noget lignede før - Roligt nikkede hun til hans spørgsmål.

"De har ganske ret Hr. de har ej set mig før. Da jeg er ny i dette land, og det er min første vandring på denne Ø."

Hun mærkede hvordan denne hingst, rummede noget helt nyt hun ikke var bekendt med. Det var som om ens øjne blev draget af hvad de så, trods Mohini ikke var typen der brød sig om den intense øjenkontakt. Men hun kunne ikke kigge væk, hendes øjne gjorde hvad det passe dem. Da han kom lidt nærmer stod hun helt tryllebundet, og kunne næsten ikke tænke sine tanker til ende. Hun var vant til at kroppen ikke altid samarbejdet, men denne form for 'lammelse' havde hun ej prøvet før. Hun ønskede at kigge væk, bare i et kort øjeblik. Men hendes blik var som fæstnet til hans. Det eneste hun kunne gøre var at smile en smugle. Ikke et kæmpe smil, men ej heller et lille anstrengt et - ganske normalt lille smil. Hun fik endelig kontrol over sine tanker og fik nu sagt.

"Er de her fra?"

Ufortrødent og selvsikkert tillod hans sig roligt at lade hans blik glide fra hendes grønne øjne, ned over hendes ansigt, med de lange hvide aftegn, som begge endte et sted oppe under hendes mørke pandelok. Stille havde han en milisekung stiftet sig ved hendes pandelok, nysgerrigheden vakte på sig i ham. Fortsat var hans blik glædet videre ned af hendes hals, til hendes bringe og forben. Hun var en slank model, helt yndefuld. Mon hun var det man kaldte ny i landet? Selvom han i grunden aldrig havde forstået dette begreb endnu... Han var jo født her... der fandtes da ikke andet end Andromeda?

Ny i dette land?! Så kom den sgu! Hurtigt havde hans blik været gledet op i hendes grønne igen. Hans drengede smil trak let på sig i mundvigende, næsten fornøjet og underholdt over dette, mens hun havde nævnt dette. Endda første gang på Foehn. Det kunne han bedre relaterer til. Selv havde han foreksempel aldrig været på den såkaldte ørken Ø.

Øjenkontakten blev pludselig mere og mere intens. Hun brød den ikke, ligeså gjorde han heller ikke. Stille tillod han at lade sit smil blegne helt, mens de stod der for et par sekunder efter at han også havde nærmet sig lidt. Da hans spørgsmål så først lød, skete der noget.

Drilsk og direkte charmerende, ak - nogle ville sige flirtende - blinkede han med det ene øje, kort. Næsten så hun måske ville være i tvivl om det havde været et tankespind eller om han havde blinket til hende således. I samme sekund havde et drenget, selvsikkert smil skævt prydet hans mule.

"Det kan De tro jeg er."; forsikrede hans charmerende stemme, før han atter ufortrødent trådte et enkelt skridt nærmere igen. Denne gang dog for sidste gang, for hun måtte også vise at hun ønskede denne tilnærmelse.

★★Mohini★★
“We love the things we love for what they are.''



Den fremmede lod sig ikke holde tilbage, mens han stod der og betragtede hende. Hun kunne tydeligt fornemme det - men hun havde også selv set ham an. Hun lod sine ører vippe lidt fra side til side, for at lytte til tingen omkring dem. Men her var faktisk helt stille, alt for stille. Og lod igen ørene mødes så de igen slog buer ind over hinanden - som Marwari ører nu gør. Da hun havde været færdig med at snakke var det som et trylle slag han blev revet væk fra hans ekspedition hans øjne havde været på. Da de nu mødte hendes grønne blik endnu engang. Mens et drenget smil var kommet frem, der var noget over ham som Mohini ikke helt kunne tyde - måske antydningen af noget han syntes var morsomt? Det var som hans drenget smil var gledet en smugle over i blot et humoristisk smil. Men hun rystede tanken fra sig, hun havde sikkert set forkert. Det var der intet nyt i, hun havde til tider svært ved at tyde andre.

Øjenkontakten blev pludselig mere og mere intens, der stod de som tryllebundet af hinandens blik. Han blinkede han med det ene øje, kort. Hun blev helt i tvivl om hun overhoved havde set et blink? Hun brummede kort da hans bløde stemme atter lød. Han var fra dette sted, og det overraskede hende faktisk ikke. Det var som om de fleste kom her fra dette land, kun nogle meget få havde hun endnu mødt som var fra andre lande som hende selv. Igen kom han lidt nærmer, og hun vidste ikke helt hvad hun skulle stille op - roligt strakte hun halsen lidt frem og lod den lyse mule opfange den fremmedes duft.

"Hvilket navn bære en prægtig hr. som dem så?"

Hvor til hun forsigtig trådte et lille skridt frem, de lange og slanke ben lavede en let og yndefuld bevægelse og hoven blev sat blidt på jorden. Der lå en mystik over denne hingst, som på en og samme tid gjorde hende nysgerrig men også bange. Hvorfor vidste hun ikke, eller om det bare var denne aske fyldte ø der gav hende kriller i hele kroppen...

"Har de så familie her i landet også?"

Den elegante, yndefulde hoppe, var ej den lidt afvisende som i starten. De blottede tænder, var for den rødlige hingst, længst fortrængt. Især nu, da hun selv trådte feminint frem og strakte mulen en anelse imod hans retning. Stille slog han en små hingstet brummen sagte op, dæmpet og en anelse ung af tone. Til trods for han var voksen, var han dog stadig ung - endnu uvidende på mange kanter og fronter. Nysgerrigheden for hopper generelt, gjorde ham dog mere selvsikker udadtil. Han syntes selv godt han vidste hvad han lavede, og ind til nu, havde han da heller ikke haft de helt store problemer.

"Mit navn er Lupë."; roligt havde han besvaret, mens han havde hejst hovedet en anelse overlegent og lidt for drengerøvsagtigt, før han smidigt nikkede høfligt i nakken. Hilsende af denne smukke hoppe foran ham.

Hendes næste spørgsmål kom rimelig hurtigt, før han selv nåede at vise yderligere interesse for hendes navn. Stille havde hans ører vippet et enkelt gang, lydigt efter hendes stemme. Hans blik gnistrede diskret, men livligt og alligevel med en vis ro.

"Det tør siges. Både far, mor, bror og halvsøster lever her i Andromeda."; svarede hans charmerende stemme med en vis begejstring for dette. Han elskede at have en familie, nogle han altid kunne gå til. Nærmere en form for sikkerhed - på trods af den slags familie han nu havde.

"Men kun min mor og bror er en del af den flok jeg også hører til."; forklarede han roligt, mens han stille tillod sig at skæve kort imod den store buldrende vulkan, langt ude i horisonten - længst væk på Øen.

"Men hvad med Dem? Hvilket navn bærer du?"; smilet blev atter skævt, drenget; mens en fornemmelse af at Lupë havde bagtanker, ville kunne fornemmes, mens han atter ikke slap den meget direkte og intense øjenkontakt.

★★Mohini★★
“We love the things we love for what they are.''



Mohini bemærkede den hingstet brummen som han kom med, dæmpet og en anelse ung af tone. Selv virkede han ikke til at være meget yngre end hende. Men når man så på denne hingst, så ville man tro han var noget ældre pga. hans bygning hans muskler var allerede en del udviklet, men hans fremtoning bar præ af han stadig var ung. Da han sagde hans navn, havde han hejst hovedet en anelse overlegent og lidt for drengerøvsagtigt, før han smidigt nikkede høfligt i nakken. Mohini rejste selv hoved op, trods for hendes højde havde hun faktisk mødt en del andre som næsten var lige så høje som hende, og Lupë var ingen undtagelse de var lige høje. Hvilket gjorde hun ikke følte sig særlig bange for ham, men i forhold til denne kompakte hingst var hun utrolig slank i forhold til, men trods hendes slanke krop så hun bestemt ikke udsultet ud. Hun havde bare en fjerlet bygning, som havde været hende til stor gavn når hun skulle bevæge sig i det varme sand. Der nyttede det ikke at man sank i hvis man var en tung hest, for så blev rejsen gennem sandet kun endnu hårder. Mohini smilede venligt "Lupë, rart at møde dem" det grønne blik så på hingsten og hun syntes faktisk navnet passede godt til ham. "Hold da op, du er den første jeg møder med så meget familie i landet" Sagde hun venligt, og det måtte være dejligt at have familie osv. omkring sig selv havde hun aldrig prøvet at have en familie ej heller et sted at kalde for 'hjem' så det var noget helt uvant for hende.'

Hun fulgte hans blik da han sagde hans mor og broder befandt sig i samme flok som ham, og der ude i horisonten kom en stor sort vulkane til syne, hun kendte ej til den Ø eller hvilken flok der befandt sig der ud, selv gøs det lidt i hele kroppen den vulkan virkede så skræmmende, men hvad lavede så venlig en hingst dog på så uhyggelig en ø som den? Hun stod lidt i sine egne tanker, og måske skulle hun selv én dag besøge den flok lige som hun havde i sinde at besøge Teylar, for at finde ud af om det var en flok for hende - da hun søgte et sted at holde til. Et sted hun kunne være under beskyttede i dette mystiske land.

Forsat havde de en meget intenst øjnkontakt, og Mohini følte sig forsat tryllebundet af hans blik hvor meget hun end ønskede at slippe blikket, så kunne hun ikke. Det var bare som om hun måtte kigge ind i hans øjne. Det kunne hun gøre til evig tid, det var en meget underlig fornemmelse og hun mærkede godt undertonen han havde haft i stemmen da han spurgte om hendes navn. Hvor til hun tøvede ganske kort, hvor end hun syntes denne hingst virkede så venlig, var der bare en uro i hele kroppen som hun ikke kunne slippe. Men igen slog hun dette væk med tanken om det helt sikkert var den aske fyldte ø der fik hende til at føle sådan - hun var sikker på havde hun mødt Lupë på hvilken som helt anden Ø havde hun sikkert ikke denne underlige fornemmelse. Men den sorte vulkan virkede endnu mere skræmmeden end denne ø havde. Så der var hun slet ikke klar til at sætte sine hove. Hun havde ingen gyldig undskyldning for ikke at give sig navn, så letter modvilligt sagde hun. 

"Mohini"

Det var roligt som han egentlig begyndte bare at nyde synet af denne fremmede, mens han stille ventede hendes svar. Idéerne omkring hvad sådan en hoppe mon kunne hedde, hvirvlede lystigt omkring i hovedet på ham. Dog uden at han virkede fjern eller fraværende i sit blik eller selskab. Hans to forskelligt farvede øjne tillod sig videre hen at hvide i hendes grønne, som sådan ikke afslørede særlig meget - men alligevel synes han at finde en eller anden kontakt i dem. Noget intenst, noget han kunne stille spørgsmål til... og så nok også det faktum at hendes grønne øjne var ham fremmede, og ligeså betagende smukke.

Så meget familie. Lupë smilede let stort over hendes ord, uden videre at kommenterer på dem for nu. Hun havde selv også haft fulgt hans blik, mod vulkanen. Måske hun kunne regne ud at hans familie også hørte til her?

Det var som om det trak lidt ud før hun talte frem om sit navn... Nysgerrigt og en kende utålmodigt havde han selv lagt hovedet en anelse diskret på sned, mens han smilede skævt. Hans blik havde let fundet frem til en drilsk gnist der glitrede i hans øjne, mens de endnu ikke slap hendes - før hun pludseligt talte.

Mohini... Han tykkede lidt på navnet, mens han selv rettede hovedet op roligt.

"Mohini. Hyggeligt at støde på Dem."; besvarede han så responderende på hendes navn, med den charmerende tone i hans stemme.

"Men hvis ikke De er her fra?.. Hvor så? Om jeg må spørge."; hans sætning bar' præg af tydelig nysgerrighed, mens den endnu selvsikre og charmerende aura lå over ham. Stille tillod han sig at bryde øjenkontakten, da han syntes at skimte noget flimre for hans øje omkring hendes hale. En fjer?

Han kunne ikke holde smilet tilbage, et næsten sprudlende smil, før han lettere fattet så Mohini i øjnene igen - afventende for svar af hvad han jo lige havde spurgt om.

★★Mohini★★
“We love the things we love for what they are.''



De to farvede øjne var som et dragende lys som fik hendes egne grønne øjne til at drages mod dem. Som et møl der bliver draget af lyset. Hvor end hun ønskede at bryde denne intense kontakt så kunne hun ikke, ikke bare for et splitsekund. Hun følte dog ej dette intense blik var ubehageligt det havde en beroligende virkning på hende - som var han en bekendt hun ikke havde mødt i meget land tid. Han virkede ej fremmede for hende, hvorfor vidste hun ikke. Hun bemærkede hvordan han havde lagt hoved lidt på sned, han virkede så? Hun kunne ikke finde ordet, men helt fra start havde hun haft denne underlige fornemmelse, som hun ikke vidste hvad var. Men da han sagde hendes navn smilede hun mildt til ham, og nikkede. Hans stemme havde stadig den samme varme tone over sig samtidig med den charmerende undertone.

Det var som en fortryllelse der blev hævet da han brød deres blik, det var en helt lettelse, hun greb chancen og kiggede lidt ned i jorden, hvor til hun fulgte hans blik. Han havde fået øje på hendes fjer i halen, som hang ved den lille drømmefanger. "Jeg er fra et varmt land, fjert her fra" sagde hun kort med et smil om mulen. Hun var ikke meget for at snakke om hendes fortid, og ej til fremmede. Men hun så også dette som et afsluttede kapitel dette var hendes fremtid og den ville hun være i her og nu. Og ikke dvæle ved fortiden. Hun trængte til denne nye start. At opbygge sig på ny, at blive den hun altid havde drømt om. Igen mødtes deres blikke, og hun mærkede igen hvordan hun blev draget af hans øjne, som hvilede der en forbandelse over dem. Hun begyndte at tænke, hvad mon han gemte på? Hun syntes han virkede for venlig næsten som skjulte han noget? Men hun slog tankerne hen endnu engang. Han var sikkert blot endnu en venlig sjæl i dette land. Og det var nok stedet som gav hende disse sære tanker, da øen forsat var dækket med den underlige akse.

"Hvad er så dit yndlings sted her i Ando?" spurgte hun veligt, lidt for at skifte emne nu han var født her i landet måtte han kende de mange ø'er ud og ind. Hvad mon for en han bedst kunne lide?

Hvor var hun fra? Han havde lige spurgt, til trods for han selv fandt det både useriøst og dumt, havde han spurgt alligevel. Endnu, i en alder af hele tre år, forstod han sig endnu ikke på hvad de forskellige heste mente når de sagde de var nye i landet eller ikke herfra. Hvad mente de i grunden? Han levede da, i landet Andromeda. Verden. Der fandtes ikke mere end det.

Varmt land. Sommer? Stille havde han hævet et dette ikkeeksisterende bryn, med et næsten drillende smil. Alt imens han nok så ud som om at hun havde fyret en joke af, som han tydeligvis valgte ikke at tro på. Men ej gjorde han dog det for at være uhøflig, nej det var nok nærmere bare den selvsikkerhed og frihed der lå over ham, og altid gjorde.

"Et varmt land langt herfra..."; mumlede han stille med den charmerende stemme, mens et skævt smil hvilede over hans spraglede mule - alt imens han stadig havde dén fjer i tankerne.

"... så De valgte lige at kapre en fugl på vej hertil?"; direkte drillende fyrede han sætningen af, som han ikke havde kunnet holde inde da han få sekunder inden havde bidt sig mærke i hendes udsmykning - hvis da det var med vilje. Selvsikkert, drenget og drillende lød en rolig drenget latter, før han blidt kvalte den sprudlende munterhed han nu havde sluppet løs. Tilbage hvilede et venligt smil, mens hans energiske og livlige blik atter søgte hendes grønne øjne.

Stille blegnede hans smil, da det gik op for ham at hun spurgte ham om noget. Opmærksomt havde hans mørkerøde ører vippet let engang imod hende, før et let skævt drenget smil atter fandt vej på hans mule.

"Yndlingssted... det må i grunden være bjergende på Enophis."; hans stemme var ærlig, mens det spillede charmerende. I hans to forskelligt farvede øjne glitrede hans øjne endnu livligt, indgående, mens de søgte dybt i hoppens endnu. Intensiteten lå der endnu.