Ung, dum og naiv (Rumpel)

Belial havde opført sig paranoid i det han var draget væk hjemmefra. Flere gange havde han set sig over skulderen for at sørge for der ikke var nogen der havde fulgt efter ham. Han ville jo ikke have nogen skulle opdage ham! Han var jo på en hemmelig mission, og så havde den askegrå hoppe jo sagt han ikke skulle. Han havde diskret hevet de sidste informationer ud af sin moder. Nu skulle han så bare finde den røde hingst. Den med det besynderlige lange navn.

Den unge hingst havde ikke turde, og troede heller ikke på at han kunne finde den røde hingst på Foehn, hjemme, så han havde taget sig en tur over havet- alene for første gang og uden Lupës hjælp. Nu befandt han sig på en af de mærkelige og uhyggelige øer! Den der havde været tættest på, selvom det virkede lidt for farligt at gøre det på den måde.
Hver gang en fugl sang krympede Belial sig sammen. Han var ganske rigtig bange for de her sted. Det var så fremmede- så uhyggeligt.
Først hviskede han. Lavt. Han ville jo ikke opdages, og stadig kiggede han sig over skulderen for at være sikker på ingen fulgte med ham.

"Rumpelstiltskin?"

En lav hvisken, Belial kryb sig sammen. Ikke fordi han var bange for den røde hingst han ledte efter, men bange for stedet: de mange lyde, de mange farver. Alt var så fremmede og uhyggeligt. Forsigtig gik han frem og så ind imellem alle træer.

Han forsøgte igen, denne gang højere end blot en hvisken, hingsten ville jo ikke kunne høre ham hvis han hviskede- eller kunne han?

"Rumpelstiltskin?"

Den skumle sjæl havde godt sanset at nogen ønskede hans tilstedeværelse. Det kunne mærkes længe før den unge hingst sagde hans navn, hvilket tvang ham til at vise sig selv - men inden, havde han med en nærmest tirrende overgearet gang listet efter den unge, imens han for hver gang han lagde øjnene på noget nyt krympede sig sammen. Det morede den snu sjæl ufatteligt at se den unge hingst opfører sig som den mest sky hoppe han nogensinde havde set. Og ligeså gav det ham en ufattelig lyst til at gøre dette møde, med den unge hingst hvis stemme nu bød ham at vise sig, utroligt besværligt.
Med et stod han foran den unge plag, som ved et trylleslag. Hans hysteriske latter lød og bugtede sig ud i landskabet, som kastede den tilbage som et uhyggeligt ekko. Han gjorde sig en overdreven galant hilsen i form at et buk, inden han med de hysteriske toner gav sig selv til kende verbalt.

,,Og hvem er det, som kalder mit navn? Åh nej vent - det behøver du ikke svare på - Belial, jeg kan mærke du har et ønske du brænder inde med. Fortæl mig, nyah!"

Herefter vimsede han frem og omkring den næsten hvide plag, med et direkte slesk smil om mulen. Et sådan naivt individ som han stod overfor nu, kunne han sikkert kaste ud i alverdens dumheder - hvilket helt klart var noget der skulle udforskes, inden de lavede en aftale.

Pludselig var han der! Den røde hingst. Måbende stod Belial og stirrede lammet på den røde hingst. Hvordan? Åh, det måtte være det der magi! Belial løsnede op i et stort smil. Endelig, og det virkede allerede som den røde hingst vidste hvad han ville, han kendte lige frem hans navn, åh hvor nemt. Måske behøvede han ikke en gang sige ret meget.

"Hovskæg!"

Beslutsomt nikkede Belial efter at have udtalt et enkelt ord. Han havde klappet tænderne hårdt sammen efter han havde sagt det ord, som han gjorde generelt når han var færdig med at sige noget, i et forsøg på at undgå overhoved at skulle sige mere. Hvis blot han kunne være fri.
Belial så sig en enkelt gang over skulderen, der var ikke andre. Godt. Kun ham, den røde hingst og skoven. Den uhyggelige skov.

Imens han vimsede omkring den hvide plag, med pletterne fordelt sarte steder på kroppen, hørtes hans hysteriske toner af og til; men da ungen fortalte med ét ord hvad han ville, stoppede både hans bevægelser og hans lyde. Han stirrede paf på ham, inden han brast i hånefuld latter - for selvom han havde mødt sære ønsker før, var det her nok det særeste og mest meningsløse ønske han nogensinde havde hørt. Først en god rum tid efter, holdt han inde med hans latter, inden han med et direkte ondt blik trippede op foran ham og beskuede den unge hingst meget nøje. Hans naive sind var virkelig unikt, og fristelsen for at gøre hans liv så meget mere besværligt var så stor, at han ikke kunne dy sig. Med det onde blik boret ind i hans, talte han nu.

,,Du ønsker dig hovskæg - nuvel. Men intet i denne verden er gratis, nyah! Hvis du vil have dette hovskæg, skal du betale noget til mig. Jeg kan sanse dit tilhørsforhold er i Skyggernes flok - disse Skygger er jeg lidt.. fascineret af. Især deres magi. Bring din broder til mig, så jeg kan lære af hans magiske kræfter, så skal du nok få dit hovskæg, nyah!"

Hvad Rumpel undlod at sige, var at han ønskede at frarøve broderens magi. Han havde for nyligt fundet ud af hvordan han kunne dræne andre levende væsner for magi; men han kunne kun udføre dette træk, ved at offeret kom til ham frivilligt. Han smilede lumsk til den hvide hingst, inden han nikkede sigende; han kunne godt smutte nu - eller!

,,Hvis ikke du gør dette, vil det koste dig dit liv.. Nu må du gerne gå nyah!"

Det sidste blev sagt med nærmest overdreven glæde, inden han ved et trylleslag forsvandt fra synsfeltet på den unge hingst, der nu stod alene tilbage på øen, som tydeligt skræmte ham.

[Når Belial har udført sin opgave, kan han vende tilbage i denne tråd.]

belial var udattet. Han burde sove, men han kunne ikke. Ikke nu! Nej, dette var tredje gang han havde taget turen over havet til den mærkelige lille ø med de mange træer. Denne gang var han ikke alene. Denne gang havde han sin røde broder med.
Det havde nok kunne vente et par dage, eller i hvert fald til om morgen, men Belial kunne ikke vente. Hvordan ville han kunne falde i søvn?
Belial skævede rundt imellem træerne. Han ledte efter den besynderlige røde hingst, som trods truslen virkede mere normal end de mange andre han havde mødt. Og han ville give ham hans hovskæg nu! Belial var spændt, og ikke længere oppe at køre. Måske en smule!
Var det ikke her? Belial stopper op. Det så en ud over det hele, men han mente bestemt det var her han havde fundet den røde hingst der kunne opfylde ønsker, for nu en del timer siden. Den unge hingst stoppede op. Han så på Lupë skævende. Han virkede så... tvær. Det gjorde ikke Belial noget. Han var mere tryg og mere normal sådan, han mindede om moder. Men det lignede ikke ham!

"Psst.. Rumpelstiltskin?"

Belial hviskede, han ville jo ikke opdages af andre.

Turen havde været lang, til trods for at den havde føltes umådelig kort. Vandet havde været koldt ovenpå de hedende varme muskler, den non-stop havde arbejdet på højtryk de sidste timer. Ø'en her var ham meget fremmed, til trods for noget sagde ham at han havde været her før? Skeptisk og mere og mere fjern var den rødlige blevet i sit blik undervejs på deres tur.

Han havde være på fandens målrettet at han var nået et stadium hvor han ikke kunne tænke på andet end denne Rumpelstiltskin - og så alligevel drog hans tanker ham hen i alle mulige mærkelige afsporede veje.

Han stoppede lidt brat, efter at være vekslet konstant mellem galop og trav efter sin hvide bror, der nærmest lyste op som en ledende fakkel i mørket mellem de tætte træer. Lupës blik flakkede omkring sig, mens hans tilbagevendte ører kort havde været vippet frem opfangende af Belials hviskende ord. Han sænkede hovedet en anelse, næsten som en ulv på rov, mens han så direkte truende og kampklar ud. Hvor var han?!... denne Rumpelstiltskin.

Klam i den mere småkolde forårs nattetumult, dirrede hans glohedende varme muskler, mens hans flanker bar' præg af hvilken aktivitet hans krop havde haft udøvet på turen her hen.

Der var ikke gået mange måner, siden den unge plag Belial havde kaldt hans navn for første gang; han havde givet sit ønske, og var nu vendt tilbage med betalingen.
Foran den to unge heste dukkede nu den snu Rumpelstiltskin op, ved et trylleslag, og da hans eksistens var synlig, lød hans skingre latter, der karakteriserede ham så meget.
Han vimsede kvikt frem med blikket vekslende imellem den naive Belial og den lidt ældre Lupë, der med god grund havde en skeptisk mine over hans unge ansigt. Det frydede ligefrem Rumpel at lægge øje på den røde ungplag, hvis magi han allerede kunne sanse. Med en overdreven bevægelse lod han sit hoved hæves i luften og hans lunger suge alt den luft ind, som de kunne rumme. Med en tilfreds udånding lagde han nu sit blik direkte imod Belial inden det sleske smil kunne ses på hans mule.

,,Du har udført din del af aftalen - så nu vil jeg udføre min."

Han slog et nærmest usynligt slag med hovedet, hvorefter den unge Belial blev indhyllet i en sky, der kunne ligne støv. Da den forlod hans krop, stod han nu med den ønskede pels hængende omkring hans stankelben. Det var vitterlig ikke kønt, men det havde jo heller ikke været en del af aftalen, så med et overgearet grin vendte han alt opmærksomhed fra den unge Belial og lagde sine øjne på Lupë.

,,Nyaaaah, så skal vi to bare lige ordne.. en lille detlaje."

Han skridtede helt hen til Lupë, med nærmest smygende skridt. Herefter begyndte han at vimse omkring ham, alt imens hans latter blev langt mere alvorlig, truende. Grusom..

Den røde hingst stod der. Sådan ret pludseligt. Det skræmte ikke den unge hingst besynderligt. Faktisk virkede den røde magiske hingst ikke speciel uhyggelig. Han kunne jo sagtens være en del af dem, altså det broderskab moder var med i. Han passede da ind. I hvert fald var denne røde hingst mere almindelig i Belials verden end nogen af de andre han havde mødt.
Belial havde mere været bange for at blive opdaget. Han vidste jo godt det han gjorde, eller havde gjort, det måtte han ikke. Hvorfor han ikke måtte, det vidste han så ikke. Han forstod det heller ikke. Hvad var der galt i dette?

Belial lyste op da den røde talte til ham! Nu sker det! Belial var ellevild. For nu ville hans lille ønske jo gå opfyldelse. Han så over på Lupë, med et spæd smil om den spraglede mule. Hvorfor ville den røde egentlig have Lupë med? Var det en form for sammentykkelse fordi Belial var mindre årig?

Da en sky, eller hvad det var kom omkring ham, trippede Belial ivrigt. Uh, hvad var nu dette? Belial vidste det ikke, men han kunne bestemt godt lide det. Til hans skuffelse forsvandt skyen igen, men det havde efterladt hår på hans ben! Det var ikke helt som han havde forstillet sig, men måske blev det bedre når han blev ældre! Uh ja! Belial følte sig lykkelig, mens han lykke stoppede da den røde nu virkede interesseret i Lupë. Hvad nu? Belial så skiftevis på den ene røde hingst til den anden. Hvad skulle der ske nu? Hvilken detalje?

Det var nærmest som ved et trylleslag at en skikkelse pludseligt dukkede op for øjnene af de to brødre. Første reaktion var lettere chokeret, mens den rødlige hingst havde været faret lettere sammen over overraskelsen, mens han nu tilbage stod med alle fire ben en anelse spredt. Han havde bestemt været klar til en flugt over denne pludselige ankomst. Men det vendte snart...

Det forskrækkede udtryk fandt hurtigt til tilbage til det mere vrede og forfærdede. Den latter som kom fra denne fremmede, direkte løb Lupë koldt og gysende ned af ryggen. Ubehag fyldte hans ve og vel, mens en mund der løb i vand af ren og skær utryghed og kvalme startede for Lupës vedkommende.

I hans dybe ubehagelige situation, syntes han for et kort overskydende sekund at fornemme hvordan Belial ikke havde noget imod denne skikkelse. Det måtte være ham som var Rumpelstiltsskin. Det var hurtigt han bed sig mærke i de små karakteristiske kendetegn... Den ildrøde man, det listige blik og det sleske smil, mens de gyldne ringe i hans ører næsten virkede lokkende. Men lokkende til noget slemt...

Der gik ikke mange sekunder, før Belial blev indhyllet. Et hvæs lød fra Lupë, mens han halvt sprang hen imod sin broder, med blottede tænder og nedlagte ører af denne hingst. Denne magiker.
Men lige så hurtigt som han nåede sin brors side, indhyllet i en sky, ligeså hurtigt svandt skyen bort; og en forandring var at tyde.. Noget tjavset lignende hovskæg på Belials fore koder? Uforstående så han granskende kort på Belials ben, før han bemærkede den glæde der strålede ud af ham?

Hvad fanden foregik der?!
Lupë nåede hverken at gøre fra eller til, før den gyselige og ubehagelige skikkelse nærmede ham med en vis truende og ubehagelig aura. Nyyaaahhh.. Den udtalelse løb ham atter gysende ned af ryggen, og vigende trådte han selv vigende tilbage og væk fra denne Rumpel, langsomt. Selvom hans blik forsøgte at være truende, vredt og stærkt, glinsede det alligevel diskret ud af ham hvilken frygt der fyldte hans krop lige nu. Hans tilbagelagte ører blev mere og mere utrygge end vrede lagte, da ha nu nævnte en detalje.

"Hvad er det her?"; lød Lupës stemme stille, næsten hviskende - og langt mere utrygt og uvidende end nok nogensinde før.

Hans cirkulerende bevægelser omkring den unge Lupë ophørte ikke, selvom den unge hingsts frygt langsomt banede sig vej igennem hans krop. Den snu Rumpelstiltskin, der ellers under andre omstændigheder gerne havde stoppet op og nydt synet af den fortvivlede hingst, fortsatte i stedet hans gang alt imens hans nynnen blev mere og mere intens og mere dyster for hvert skridt han tog.
Den unge hingst var kommet til ham, mere eller mindre frivilligt - i hvert fald villigt nok, til at han kunne udføre det, som ville give ham et indblik i Andromeda's særlige magi. Denne hingst var nemlig unik - han havde magi, som ikke var skænket af en af de mægtige kræfter i landet - men derimod skænket til ham af landet selv. Han var født med disse kræfter, som han nu skulle til at miste.

,,Åh kære, fortalte din broder dig det ikke? Jo ser du, for at han kunne lege pyntedukke med hans hovskæg der, måtte han jo give en.. særlig pris!"

Hans ord var sleske, de var nedgørende og mest af alt hånefulde. Han elskede dette øjeblik, hvor hans ofre var på randen til at indse, at nu var der ingen vej tilbage. Noget grufuldt ville snart ske, og Rumpelstiltskin ville nyde hvert et øjeblik. Hans kredsen var nu så nær den røde hingst, at han konstant rørte ham; men den røde havde ingen mulighed for at undslippe, også selvom han skulle finde på at løbe herfra og til Andromeda's ende. Når en kontrakt først var underskrevet, kunne ingen slippe udenom.

,,Din kære broder sagde pænt ja til at hente dig, så jeg kunne tage dine.. kræfter, nyah!"

Han frydede sig, og hans øjne veg ikke et sekund fra den røde plag. Derefter begyndte han, med sin egen mægtige magi, at stjæle de evner som den røde Lupë var født med.

Belial lyttede efter hvad denne magiske røde hingst sagde. De store øjne blev spærret op ved ordende. Det var jo løgn. Han fortalte ikke noget om at tage hans kræfter i hvert fald. Belial kendte en pris, men han havde jo sagt han ville lære af hans kræfter, ikke tage dem! Belial så vredt på den røde. Hvorfor skulle hans broder af med sine kræfter? Det var jo ikke det han havde sagt.

"Du, du.. lyver! Du sagde du ville.. lære af dem."

Belial så over på sin røde broder, med store øjne nu. Han havde vidste ikke hans broder skulle af med sine kræfter, det havde han virkelig ikke nævnt. Belial fortrød allerede nu sit dumme ønske. Selvom han ikke helt forstod alt endnu. Det her var forvirrende. Hvorfor ville den røde hingst overhoved lyve? Ville Lupë hade ham nu? Belial blev ved med at skæve over til sin broder.

Utrygt og skeptisk havde den unge Lupë rynket de ikkeeksisterende bryn, mens hans blik ej slap denne ubehagelige skikkelse der startede sin kredsen om ham. Det løb ham koldt ned af ryggen, mens hans ører opfangede Rumpelstiltskins nynnende lyde. Hans ører lå tilbage vendt - og selvom han ønskede at se truende og vred ud, var det kun frygten og utrygheden de tilbagevendte ører signalerede.

Hingsten talte nu, og i dét at dette hovskæg blev nævnt, flakkede den unge rødlige hingsts blik næsten anklagende hen på Belials koder. Pludselig strømmede en mindre vrede i ham, bag den endnu bange fornemmelse han havde i kroppen. Uvisheden omkring hvad der egentlig skulle ske.

Særlig pris. I samme sekund som disse ord, slog han atter det utrygge blik op på Rumpelstiltskin som nåede hans front. Det gyselige blik med den sleske aura han bar, fik Lupë til at tie. Uanset hvor meget han end gerne ville, kunne han intet sige nu, og atter glemte han kort for en stund hvilken følelse af forræderi han følte for Belial lige nu... lige ind til den gyselige hingsts sidste ord.

Det var næsten had og direkte vrede der lyste ud af de to forskelligt farvede øjne, da de landede på Belial, der endvidere havde set så lykkelig ud før over dette skide hovskæg! Direkte anklagende så han på Belial, mens det lyste ud af hans øjne hvilken foragt han følte lige nu og her.

"Belial, hvor kunne du?"; hviskede den unge rødlige hingst, direkte vredt, med en snert af sorg. Hans øjne flakkede stille, mens de kort skræmt så imod Belial.. for hvad ventede ham nu?

De næsten paniske ord fra den unge Belial fik blot smilet til at blive endnu større og mere fyldt med hån end før. Han påstod Rumpelstiltskin havde løget overfor ham - og det var jo ganske rigtigt. Med fryd i sindet lagde han blikket imod den unge hingst, hvis ben nu var beklædt med det ekstra hår han så inderligt havde ønsket og en dirrende rysten faldt over hans skuldre, hvorefter hans ganske særprægede latter lød; Nyah!

,,Åh Belial den detalje glemte jeg vidst.. Ups!"

Herefter blev hans blik et øjeblik nærmest glubskt inden han lagde alt fokus på den røde plag igen. Det var tydeligt at han var bange og ligeså voksede et begyndende had allerede til den yngre bror. Åh hvor var det morsomt! Han frydede sig så meget, at han endda lod hele fortvivlelsen og uvisheden stå på et minuts tid endnu, imens han med nærmest slugende øjenkontakt betragtede hver bevægelse den unge plag gjorde sig - hvorefter det hele begyndte.
Hans egen magi bredte sig nu om plagen, som en lilla tåge, der omslugte dem begge. Denne tågelignende masse lagde sig helt ind på skindet af Lupë og begyndte herefter at søge ind i hans krop, for at hente ethvert fragment af magien som han var født med. Det tog ikke lang tid, men det føltes højest sandsynligt ganske ubehageligt for den unge hingst, indtil tågen forsvandt, og den røde plag stod som en ganske almindelig hest uden kræfter. Rumpelstiltskin trak vejret dybt ned i hans lunger, hvorefter et sejrende brøl forlod hans mule; de kræfter som den unge hingst besad var i sandhed spændende og stærke. Skabt af kærlighed og tilfældighed - og han nærede sig af dem. Med et skummelt smil nikkede han 'galant' til den unge hingst, inden han vendte rundt for at vimse væk; kun en enkelt kommentar blev hængende tilbage i luften.

,,Iiih tak! Nyah!"

Derpå forsvandt han og efterlod de to plage for sig selv.

[Out]

Belial vippede de hvide øre ud til siden. Han forstod ikke meget på kropsprog, men han forstod godt det blik hans broder sendte ham. Den unge hingst sank hoved ned imod jorden. Den røde hingst havde løjet! Han havde snydt og nu gik det ud over Lupë.
Belial havde ikke haft sit hovskæg i særlig lang tid, måske et par minutter, men han hadede det nu! Han ville ønske han aldrig havde lavet så dumt et ønske. Den unge hingst havde været egoistisk, men sådan som aftalen havde lydt til at begynde med, at hente Lupë var der jo ingen problemer i. Det var harmløst, det var harmløst blot at studere ham, men lige frem at stjæle hans kræfter. Dumme dumme dumme ønske!

"Han løj.."

Belial mumlede, næsten tikkede om at hans broder ville tro på hvad han sagde. Tilgive ham.

Den lille detalje... De lumske ord lød legende lette i vinden, mens de dansede nærmest gengivende for Lupës ører. Skræk indtog den unge hingst, lige så stille og roligt, mens skuffelsen over sin bror kun blev større og større. Hans brors ord om løgne klingede i det fjerne for hans sanser, mens han tillod sig at fokuserer på den endnu fremmede og faretruende skikkelse foran ham.

Lille detalje... Han løj... Nyyaaahhh!... Den unge rødlige hingst blev mere og mere fjern, da det var som om det sidste han så for sine to forskelligt farvede øjne var et direkte glubsk blik. Han frygtede det værste, mens det var som om hans krop godt vidste han ikke kunne flygte, og derved blev han stående. Skælvende. Hans blik udviste frygt bag det fjerne, mens han ikke længere undte Belial et blik. Han vidste ikke hvad der skulle ske, og ærligt føltes det som om denne Rumpelstiltskin ville æde ham nu.

Men noget andet skete. Sløret blik, en kold og samtidig varm omfavnelse af lilla tåge. End ikke de glimtende guldringe i Rumpels ører eller hans lyse bror var at syne gennem denne tåge. Fascineret havde Lupë nok set ud for en stund. En kort stund... Højt lød et skrig! Et hylende hvin i ren smerte, blandet med overraskelsen. Det var svært af forklare, men det var som om noget inden i ham blev hævet ud. Som når man trækker skindet af et stakkels dyr.

Lupë kunne ikke tilkendegive hvor langt tid dette havde stået på, men da tågen først forgik stod den rødelige unge hingst tilbage. Hans hoved var sænket, som en udmattet eller ydmyget sjæl, mens hans flanker arbejdede på højtryk i samarbejde med hans hurtige vejrtrækning. Hans blik så ned i jorden da han hørte Rumpels sidste ord, før hans forsvandt... der stod han, svajende for en stund, før han lige så langsomt kastede blikket op på sin bror. Med et tomt og helt ulykkeligt blik.

Han kunne udmærket mærke at noget ikke mere var som det plejede.