Dust and Amber

{Lupë}

Den askegrås umættelige nysgerrighed havde igen ført hende tilbage til øen af samme stof, som hendes glatte pels så ud til at være skabt af – aske. Men det var en nysgerrighed af en lidt anden karakter end den sædvanlige, det var et reelt ønske om viden og ikke eventyr, som ellers kunne være ligeså værdifuldt som enhver viden. Sidst hun satte sine lyse hove på denne ø, havde hun mødt hele to interessante sjæle, den ene af Djanges sønner som hun ikke havde vidst eksisteret, og en fuldstændig forandret Volontaire. Trods øens livløse omgivelser. Ariel trippede frem i en let, dansende trav som hun havde for vane, hun søgte en bestemt eng hun havde stødt på som helt lille, en eng af blomster – hvor absurd det så havde virket på denne ellers grå ø.

Det var kun få timer hun havde befundet sig her, og hendes lyse hove var allerede delvist dækkede af aske. Hun bevægede sig dog fra det sted, hun vidste at ildbjerget var, for nær det var der intet liv, ikke så vidt hun havde set. Foehn var en ganske mystisk ø, det havde den også været før hun havde hørt om både Skyggebroderskab og en nærmest hemmelig flok. De fleste af øerne bar dog hver sin mystik, noget som den askegrå bestemt holdt af, det var som om der var hemmeligheder overalt at afsløre. Hun mimrede kraftigt på sine lyse, følsomme næseborer og rystede i en energisk bevægelse de lange, ravnsorte lokker fra øjnene under sit ridt.

Hun kunne ikke være langt væk, hvis stedet stadig eksisterede. Og måske, måske ville en anden sjæl dukke op. Der var en bestemt sjæl hun ønskede at se, hun håbede på at støde ind i en dag, men hun vidste ikke længere om hun skulle søge i bjergene eller her, efter mødet med den unge Belial. Nej, mens hun før havde været overbevist om at Djanges anden, ældste søn hørte til i bjergene med ham, var hun nu ikke så sikker længere.

333 words

Det var en mærkelig dag. Det var som om et var ved at gå op for den unge rødlige sjæl, at hans kræfter var taget fra ham. Permanent? Som når man taber pelsen om sommeren, men der bare ingen ny vokser frem. Nej, hans evner reagerede ikke mere når han brugte dem. Det var som om der kun var rungende tomhed når han forsøgte, for absolut intet skete.

Han havde taget afstand til Aljun, broderskabet - for ikke at sige sin lillebror. Dumme hovskæg... Vrissende skar han kort en grimasse, alt imens han rystede kort på det fine og småkantede hoved. Vulkanen rungede sagte, meget dæmpet og tilmed beroligende - næsten som om den prøvede at trøste Lupë i sin melankolske tid.

Til trods for sin ærgrelse, samt det faktum at det bare fyldte helt utroligt meget i hans hoved, fangede noget hans opmærksomhed. Han havde alligevel båret sig selv et godt stykke fra hvor han plejede at opholde sig, for det var i sandhed længe siden at han havde set denne eng. Et gensyn uden lige. Blomsterne svajede blidt i vinden, i det varierende høje og korte græs. Asken lå fint som et tyndt lag over det hele, men det skjulte bestemt ikke de smukke farver blomsterne bar.

Drenget svandt et smil sig skævt over hans mule, mens hans lige for tiden sørgmodige øjne, atter lyste op. Gnistrende af bekræftelse og liv.

... og pludselig var det, at han fik øje på en skikkelse! Han stoppede brat, mens nysgerrigheden lyste ud af ham. Hans mørkerøde ører vippede opmærksomt frem, mens de to forskelligt farvede øjne fæstnede sig fast på den skridtende askegrå skikkelse, med det karakteristiske næste helt hvide hoved. Hans mule mimrede kort, mens minder nærmest blev kastet ind fra alle sider i hans hoved.

Ariel? Stille brummede han hingstet, en anelse opsøgende og spørgende - mens hun alligevel stod godt hundrede meter fra ham.

Den var her altså. Engen. Blomsterengen. En underlig følelse skyllede igennem den askegrå som næsten brat standsede op da de døde træer hørte op, og engen bredte sig ud for hendes nu knap så lyse hove. Hun blev stående der, i kanten, blot for at tage det hele ind – det så stadig ud som dengang. Det var længe siden nu, hun havde været meget lille, en lille grå klump som havde listet sig til Foehn på egen hånd. Hvordan hun havde klaret det var noget nær et mirakel, tanken fik et utydeligt, men mildt smil til at vokse frem på hendes hvide mule. Blomsterne var her endnu.

Snart blev hendes tanker og fornemmelser dog afbrudt, da bevægelse fangede hendes gyldne blik. Det gnistrede nu pludselig kraftigt, som blussede de op som en flamme, vækket ved synet af en skikkelse et godt stykke ude på den blomstrende eng. Rød. Høj, maskulin, let genkendelig trods hvor utrolig meget han var vokset siden sidst – det lignede til forveksling fuldstændig Djanges søn. Lupë. Et overrasket udtryk tegnede sig på hendes ansigt, noget han måske ikke kunne se på denne afstand, for det så virkelig ud til at være ham. Så heldig havde hun ikke regnet med at være. Og hvor havde han dog ændret sig. Selv på denne afstand var det tydeligt, at det var en fuldvoksen hingst som nu også havde fået øje på hende.

Den askegrå flyttede på hovene. Med en ny flammende energi dansede hun ud på engen, i retning af den røde hun havde søgt, men først nu fundet. Et kort øjeblik efter brød hendes lyse stemme stilheden i et hilsende vrinsk.

272 words

Minerne var tydelige, til trods for at han dengang kun havde været knapt et år. Hvis ikke mindre.. Han huskede tydeligt hvordan hun hed Ariel - han var mildest talt ikke i tvivl. Far kunne godt li' hende, huskede han. Den askegrå farve, den livlige og helt igennem imødekommende og nede på jorden aura, strålede endnu fra hende. Akkurat som han huskede hende.

Han kunne ikke helt tyde hendes udtryk, men alligevel sagde det ham alt at hun lige så vel som ham selv, kunne genkende ham. Det kriblede i hingsten, som nu var alt andet end blot et ungt føl mere. Nej, fuldvoksen og fuld af egne holdninger og hormoner.

Det var som en flammende energi der sprudlede ud af hoppen, især nu da hun flyttede på sig. Nærmede sig.

Fuldkommen ufortrødent sprang han selv an, med dansende og spadserende affjedrende skridt, knejst nakke og en helt igennem selvsikker, stolt og overlegen trav. De nærmede sig hinanden og det pludseligt, var det som om det slog ham da han så de gyldne øjne. Han var nu ikke et sekund i tvivl, og svagt responderende på hendes feminine tone udsendte han atter en hingstet brummen. Ivrigt og glædeligt.

Søgende sænkede han hovedet lidt og strakte mulen nysgerrigt frem, mens hans hale og ryg helt fyrrigt løftede sig. Han var også en del højere end hende, selvom han huskede hende som en stor skikkelse. Stor og fuldvoksen - som han jo så selv var nu.

Anliggende til ikke at stoppe, fortsatte han halvt forbi hende, vel opfordrende til at de kunne kredse om hinanden i den fyrrige og sprudlende tilnærmelse de begge gjorde af.

Den høflige og stolte, men lidt forsigtige unghingst som hun huskede var vokset til en imponerende størrelse. Det så hun allerede på denne afstand, og det glædede hende utroligt. Tydeligvis må det have gået ham godt, han så sund og rask ud, snart var han også i bevægelse hvilket kun ydereligere fyrede op under den askegrås dansende hove. Situationen var næsten en anelse overvældende, gensynet med både mystisk blomstereng og en hingst, hun lidt havde frygtet fortabt for sig da Andromeda jo var et ganske stort land. En lind strøm af begejstring gik gennem hendes slanke, stadig unge krop mens de begge hurtigt fik gjort en ende på den afstand, der ellers havde været imellem dem.

De gyldne øjne forlod ham ikke et øjeblik, hun så Djange i hans holdning, i hans højde og drøjde, men han havde nu også ganske meget unikt over sig. Hans kropssprog var åbent, noget helt andet fra bjerghingstens og selvfølgelig med en ungdommelig energi, en hun selv nok heller aldrig tabte. Hun spidsede ørerne da han besvarede hendes hilsen i en dyb stemme, absolut noget andet end den hun havde hørt ham tale med tidligere. Han var blevet præcis ligeså prægtig som hun havde forventet dengang, hvis ikke mere. Et nyt smil, denne gang ganske tydeligt og muntert, tegnede sig hurtigt på hendes lyse mund.

Han passerede hende og hun ham, i et spring og en trippen fik hun kvikt ændret kurs. Det var lige før hun mærkede latteren boble i sig, men ud kom den ikke endnu. I stedet dansede hun efter ham og omkring ham med en noget lysere, men ligeså energisk prusten, men holdt sig dog på nogle ganske få meters afstand, som var det en dans de havde kastet sig ud i. Det var virkelig ham. Med et slag fra sin ravnsorte hale standsede hun pludselig op, et par meter fra den røde hingsts side, de ravfarvede øjne gnistrende og uden at forlade ham et øjeblik. Så kom latteren for et kort øjeblik, i en lys og klar tone, munter og ganske venlig.

”Lupë.”

344 words

Hun var hverken uvidende eller uforstående overfor hans mindre optræk, og før den rødlige hingst selv lige vidste af det, kredsede de lettere u-kordineret omkring hinanden. Som sådan havde Lupë heller ikke selv været klar over hvad han egentlig havde foretaget sig i den kortvarige dans, andet end et par hingstede knejs i nakke og et responderende dæmpet brummen.

Det var svært at forklare, men ligeså u-kordineret og usymmetrisk deres dans havde været, ligeså parallel og aftalt virkede slutningen. På et split sekund stod de begge der, front mod front - mere eller mindre. De gyldne øjne glitrede for hans udsyn, mens det drengede skæve smil bredtes på den spraglede mule. Det livlige blik gnistrede selv af iver og overvældelse, alt imens han ører lidt vågent vippede hurtigt frem og tilbage, før de lyttende stoppede på hende. Opmærksomt vippede de atter pegende fremad da hendes stemme havde lydt. Hun kunne endda huske hans navn!... og for sidste gang var han nu på ingen som helst måde i tvivl.

"Ariel."; drenget, men mandig og moden var hans stemme. Blød og temmelig charmerende, mens hans smil blev mere bredt end skævt og drengerøvsagtigt. Han trippede kort et enkelt skridt frem, mens han ikke kunne holde inde længere med denne kropssprogssnak.

"Jeg kan slet ikke forstå... hvor er det vildt at se Dem her!"; udbrød han med den charmerende og drengede stemme, mens hans øjne atter gnistrede af liv, overvældelse og næsten lykke. Hun var ham speciel, nok mest fordi han huskede hans far brød sig ufattelig meget om hende, og så det barndoms minde. Det gav bare en vis... tryghed og glæde.

Den askegrå strakte sin slanke hals en anelse frem mod sit selskab. Hun stod nu igen blandt de mystiske blomster, hun havde leget i som lille. Og hun stod igen foran den røde søn af Djange, som hun kun havde mødt en enkelt gang, men var aldeles begejstret for at have genfundet. Om hun havde fundet ham, eller han havde fundet hende, var ikke til at sige – det vigtige var, at deres veje var blevet krydset endnu en gang. Hun gengældte varmt hans smil, med et muntert glimt i de ravfarvede øjne. Hans kropssprog havde fremstået knap så energisk, mere melankolsk da de stadig var på afstand af hinanden, men hvert et spor af det tidligere var borte. Hun udtrykte selv tydelig forundring, forundring over hvor forskellig Lupë var fra bjergvogteren. En sjæl hun bestemt også håbede at møde igen, snart..

Hun spidsede yderligere ører, da han nærmest som i en gengældt hilsen sagde hendes navn. Trods hans unge alder dengang, huskede de stadig hinanden. Den grå brummede lavmælt i et mildt tonefald, så megen livsenergi strømmede fra ham, noget hun bestemt satte pris på. Hans stemme havde udviklet sig til en ganske behagelig en af slagsen. Hun missede ikke et ord. Og slog så endnu en lys og venlig latter op, da han havde talt færdig, overrasket over hans glæde ved at se hende.

”Jeg håbede sådan, at jeg ville støde på dig igen.. Jeg troede det ville blive i bjergene. Men du hører til her, på Foehn?”

På Foehn, og så netop på den blomstereng hun troede, kun få sjæle kendte til. Søgte over på denne ø, søgte man typisk ikke skønhed og liv.. Ikke af det, hun havde hørt fra de sjæle, hun havde mødt på sin vej. Men der var skønhed, hvis blot man så efter. Midt i asken og døde træer.

Hun havde flere spørgsmål, mere hun ville sige, men endnu hellere ville hun høre ham tale. Nysgerrigt virrede hun på sin lyse, følsomme mule mens hun betragtede ham, hun strakte mulen tand mere frem da han var trådt lidt nærmere. Jo, det var bestemt hans fært. Den mindede hende om Djange..

358 words

Hvad der var blevet af hende i al den tid, var ikke til at vide. Personligt havde han faktisk aldrig spurgt ind til lige hende når han var omkring sin far. Han havde dog aldrig glemt hende. Tvært imod. Hun strakte mulen lidt frem, mens hans egne forskelligt farvede øjne søgte hendes nysgerrigt. De sprudlede af liv og opmærksomhed, mens de betragtede den kridhvide mule, før de lod sig løber op langs hendes næseryg og atter se i hendes gyldne øjne.

Lettere drenget og skævt prydede et smil hans spraglede mule, mens han lyttede til hendes ord. De mørkerøde ører vippede opmærksomt over hendes blide stemme der lød imellem dem, mens han ikke kunne tilbageholde sig lidt fra at more sig over hendes antagelser. Bjergende.

"Jeg er jo trods af alt med i flokken her på Foehn, så jeg er i sikkerhed her - af alle steder."; den charmerende drengede stemme lød moden og blød, mens han smilede roligt. Måske hun ville bide mærke i det med sikkerheden. Det gjorde han selv nu og da når han videre tænkte over det, men personligt var det jo blot det han altid havde fået ad vide.

Stille lød en hingstet brummen, lidt hen af hans fars, bare langt mere blød og melodisk end hans fars.

"Men hvad med dem Ariel? Hvor hører De til?"; nysgerrigt gnistrede hans øjne, mens han egentlig ville træde nærmere, men så alligevel blot valgte at række mulen en anelse mere frem, mod hendes.

Den røde hingst hørte altså til her, præcis som hans bror. Det overraskede hende stadig. Men hun vidste trodsalt heller ikke hvem deres mor var ud over hendes navn, hvem den anden halvdel af dem var – og Djange havde hun aldrig mødt her, på askeøen. Her hvor det blev hvisket at mørke regerede, her hvor hun også havde fundet Volontaire.. Flere af hendes bekendte var på det sidste dukket op her og talt om denne flok hun ikke have anet eksisterede. Hun vippede sine små, bløde ører frem mod ham og smilede atter blot ved synet af ham. Alle disse informationer var alligevel ikke noget som afskrækkede den askegrå.

”Er det det Aljun jeg har hørt om?”

Hun lagde sit lyse ansigt en smule på skrå. Endnu havde hun ikke nævnt at hun havde mødt hans bror, Belial, men det ville nok heller ikke komme bag på ham. De måtte vel have samme mor, siden de begge var her? Da hans mule kom nærmere puffede hun venligt sin egen mod hans i en fjerlet berøring. Hun fandt stadig hans forskelligfarvede øjne lige forunderlige, og undgik på ingen måde hans behagelige, nysgerrige blik.

”Jeg hører til alle steder og ingen steder. Jeg føler mig hjemme på alle af landets øer. Men du føler dig kun sikker her?”

Hendes blik og stemme blev lidt mere alvorligt.

226 words

Om det overhovedet overraskede den unge rødlige hingst, at Ariel foran ham kendte til Aljun, var svært at sige. Så vidt han vidste af var flokken jo ikke som sådan lille, så at folk kendte til den, overraskede ham ikke synderlig. Stille havde den unge hingst nikket roligt, mens den hingstede hals afspændte sig da et drenget og lettere charmerende smil løb over hans mule. Stille slog hans to forskelligt farvede øjne et par indgående gnister, mens han stille lod sine mørkerøde ører vippe roligt lyttende.

Hører til alle steder... Opmærksomt rankede han en anelse på sin holdning, mens han mule næsten stille mimrede eftertænksomt, da hun spurgte ind til om han kun følte sig hjemme her?

Nej da? Lettere spørgende havde han rynket de ikkeeksisterende bryn, for han følte sig da sikker alle steder. Det gjorde han. Men han havde bare altid fået ad vide at han selv kun kunne føle sig rigtig sikker her på Ø'en. Men hvorfor egentlig, ud over hans forældre, vidste han ikke?
Måske var det hele det faktum at hans forældre burde være fjender? Det var det nok... det var i hvert fald det hans far altid havde haft beredt ham på.

"Altså... nej."; den charmerende stemme lød pludselig en smule tøvende, lidt usikkert, uden at virke hverken bange eller utrygt. Nærmere usikkert som når et føl blev udspurgt til rigtigt og forkert, og føllet absolut ingen anelse havde om hvad det rigtige svar egentlig var?

"Men far og mor har bare altid sagt, at jeg er i sikkerhed her."; den charmerende og bløde, modne stemme slog sig fast på denne sætning, mens et drenget og mere selvsikker smil stille sneg sig over hans mule. Roligt så han Ariel i øjnene, med en dyb ærlighed og oprigtighed i øjnene.