[Lupé] Meeting the mudbeast

Hendes nye hjem, hendes nye verden, hendes nye liv var startet. Hun var kommet ind i denne flok efter hendes møde med den gyldne hoppe og allerede nu elskede hun dette område. De heste hun havde mødt havde taget godt imod hende og budt hende velkommen ind i deres familie og dette havde hun altid ønsket sig, et sted hun kunne høre til og føle sig hjemme. Hun brummede mildt og lod blikket glide op på det store egetræ som tårnede sig op i himlen – hun var betaget af dette og hun elskede synet af alle grenene som forgrenede sig ud i de lange grene og som hver især bragte endnu flere. Hun kunne stå i evigheder at betragte dette smukke træ, hvis det ikke havde været for hendes energi niveau. Hun var en livsglad hoppe som var spækket med energi og lige nu havde hun stået stille i ja.. ca hele 20 minutter og det var alt for længe for hende at stå stille.

Et blidt og feminint hvin forlod hende, dette var egentlig mere et udtryk for at energien fik frit løb end det var en kald på selskab, men skete dette ville hun slet ikke brokke sig. Lige efter hvinen havde forladt hendes smule, sprang hun frem i en buldrende galop, hendes hvide pels glimtede let i solen stråler. Halen var højt hævet og den spinkle krop let spændt op. Halsen blev let vælvet og vinden tog rigtig fat i manen i takt med tempoet blev øget. En lyd fangede dog hendes opmærksomhed og det hvide hoved blev drejet, det var dog ikke kordineret med resten af kroppen som nu kom ud af balance og førte til et yderst sjovt fald hen af jorden. Hun væltede så lang hun var og løftede hovedet hurtigt og så sig omkring inden hun slog en blid latter ud. Hendes hvide krop var nu let præget af mudder og hun kunne ikke andet end at grine.

Det overraskede den unge spraglede hingst hvordan her var mere mudder, end sne. Området bar' tydeligt præg af at flokken hørte til. Den flok han havde været en del af siden plag, men som han ikke havde haft sat sine hove i siden foråret. Siden da, havde foråret været blevet til sommer, efterfulgt af efteråret. Ja, før han havde kunne se sig om havde han både mistet sin far her i landet, alt imens vinteren atter gruede over Andromeda.

Hans hvide ben, der endnu ikke synede så hvide mere, sjappede igennem noget lidt dybere mudder, inden han nåede skovbrynet. Et drenget, kækt og overskudsagtigt smil prydede hans spraglede mule; mens den charmerende og drillende gnist i hans øjne glimtrede. Han havde minsandten ikke hørt helt forkert da han få sekunder inden havde hørt et lyst hvin. Det var dog et mindre elegant syn der prydede hans øjne, som ikke kunne afholde en kort knæk efterfulgt af en drenget latter, der næsten lød hånlig, hvis ikke man kendte den selvsikre hingst. Ja, med ét smed han den elegante holdning, mens selvsikkerheden ikke veg fra hans væsen, imens hans latter endnu prydede luften.

"Lækker fartstribe dér!"
Lød hans charmerende stemme let, efterfulgt af overbærende latter. Han trådte ud af skovbrynet, imod den hvide hoppe, som ikke var så hvid længere.

Hun lå i mudderet lidt og tankerne nåede egentlig at ramme hende at det var underligt at der ikke lå mere sne og at det ikke var koldt. Dog så hun de mange hovaftryk og måtte naturligt forvente at dette måtte være årsagen, men hun vidste det ikke. Hun brummede blidt og fik sig let kæmpet op på benene og hendes ellers så hvide pels var… ikke helt så hvid mere. Hun forholdte sig dog et smil på læberne, det var ikke mange ting som hun ikke syntes var sjovt og hun var jo ikke kommet til skade, så der var da ikke nogen grund til bekymring. Den hvide hoppe mærkede ikke noget til faldet, så der var nok ikke sket så meget, hendes tanker blev afbrudt af en drenget latter som fik hende til at kigge let rundt.

Hun så mod skovbrynet hvor en hingst nu trådte frem, han havde en utrolig elegant holdning og der var ikke den mindste tvivl om at han havde selvtilliden i orden. Han havde dog en latter som stadig lå i luften og det fik en mildt smil på hendes mule. Hun brummede blidt og vippede nysgerrigt ørerne mod denne hingst. Det at han havde set hende falde ville for de fleste heste være noget mere pinligt, men hun var efterhånden vant til det. Hun var utrolig elegant til tider, men hun var også lige så klodset som hun var elegant. Han stemme lød nu og de ord som forlod hans mule fik et let grin til at forlade hende.

”Ja jeg tænkte lidt at hvid måske blev en smule for ensformet og nu kan folk også se at jeg er super hurtig… klær det mig ikke?”

Hun trippede en omgang rundt på stedet for at lade ham se hendes fine fartstriber inden hun atter stoppede med fronten imod ham. Hun sank let hovedet i en let respekt for hingsten, en ting som lå inderst i hende og som hun var opdraget med. Det lå dog en smule mere skjult da denne samtale var startet lidt anderledes end samtaler normalt gjorde. Hun brummede roligt og lod de isblå øjne ramme ham.

”Mit navn er for resten Jitterbug”

Hendes smil var stort og blidt – uskyldigt som hele hendes normale udseende.

Den før kridhvide hoppe rejste sig nu. Hun var langt mere elegant end hvad Lupë først lige havde antaget. Diskret havde han ladet sit blik betragte hende, kortvarigt. Hun var petit, ret fin, lille og stilfuld. Klodset også. Hendes latter varmede den kolde luft imellem dem og et drenget smil sneg sig skævt over hans spraglede mule, mens et drenget glimt endnu lå i hans to forskelligt farvede øjne.

Endelig en med lidt humor! Hendes svar var perfekt og udløste en drenget og fornøjet, lettere dæmpet latter fra Lupës mule.

"Jo jo! De står så godt til dine øjne."
Selvsikkert havde hans stemme lydt, mens han rundede den selvsikkert af med et let blink med det ene øje. Det var nemt for ham lige at have sneget en kompliment med ind også.

Han stod efterhånden ikke mere end et par hestelængder fra hende. Elegant, og på grænsen til majestætisk, havde han bevæget sig imod hende, mens mudderet havde sjappet godt under hans hove.

"Jitterbug."
Gentog hans selvsikre og charmerende stemme, mens han nikkede galant og smidigt hilsende i nakken.

"Mit navn er Lupë.."
Let havde han ranket sig en smule under sin præsentation af sit navn, før hans to forskelligt farvede øjne tillod sig at møde hendes. De var blå, meget isblå endda. Smukke vidste han ikke om de kunne kaldes endnu, men de fascinerede ham jovist.

"Så bare et skud i tågen her... ved du om det er heromkring Teylar holder til?"
Lød hans stemme roligt, mens et charmerende og selvsikkert smil, med en snært af forhåbning, løb over hans mule.

Hendes krop var bygget spinkelt og elegant, hun var nærmest indbegrebet af elegance og renhed – dog havde hun den ene svaghed at hun var udemådeligt klodset og det ville hun nok aldrig slippe af med og hun ønskede det faktisk overhovedet ikke. Hun lod blikket falde på denne hingst og først nu opdagede hun at hans øjne ikke matchede hinanden og det førte et let og betaget smil glide over den hvide mule. Hun beundrede det og hun havde aldrig set dette før, var han speciel eller havde hun bare været uheldig ikke at se dette før?

Hans latter fik hende til selv at grine en lille smule, den var smittende og det var yderst forfriskende at møde en som også var oplagt på at bringe lidt humor og lidt livsglæde ind i samtalerne. Hun fangede godt den kommentar som kom mod hendes øjne, det var ikke tit hun kunne fange komplimenter, men dette var kun fordi hun ikke var vant til at få dem – hun var en af de hopper som man kunne betegne som en vennehoppe. Hun endte altid i den kategori og hun elskede det. Hun elskede at være venner med alle, men det hæmmede hende også på andre punkter – hun forstod sig ikke på flirten eller på noget i den dur, mn hun var blevet bedre.

Hun trippede en smule ivrigt og opstemt på stedet, dog med en feminin tone i hendes skridt, han var allerede nu en sjov fætter og bestemt ikke en som hun lige ville smutte fra lige nu. Dette møde kunne blive yderst interessant.

”Ja ikke? Fartstriber og blå øjne er en særdeles god kombination. Hvis du er misundelig, så kender jeg det helt perfekte sted hvor de faktisk gratis uddeler disse uimodståelige fartstriber?”

Hendes blåøjne betragtede ham med et mildt glimt i øjet, hun så han holdning og hun kunne ikke lade være med at beundre den elegance og nærmest majestætiske holdning som flød igennem ham, den lå over ham som en aura og det beundrede hun. Hun elskede heste som kunne hvile så meget i sig selv at de kunne udstråle sådanne hingst – det ville hun nok aldrig selv lære. Hans stemme lød igen og hun tyggede lidt på hans navn – selv det lød flot og majestætisk og bragte et blidt smil på hendes mule.

”Mig en ære at møde dem Lupë”

Hun vippede ørerne let frem da han nævnte navnet på hendes nye flok, hendes nye hjem, hendes nye familie og et blidt nik forlod hende inden hun atter lukkede mulen op og lod de blide toner forlade den.

”De står faktisk inden for området, eller få meter fra det – jeg er selv lige blevet medlem i den flok og er indtil videre utrolig glad for det”

Hun stod let et øjeblik og faldt egentlig lidt i staver over ham, hele den charmerende holdning og den selvtillid som boblede ud af ham, men samtidig var han åben og indbydende og dette havde fanget hendes opmærksomhed en smule.

Hun var en spøjs én, lidt skæv om man ville. Det kunne Lupë nu meget godt li'. Jitterbug. Jitterbug med de isblå øjne... og fartstriber! Det lød godt i hans hoved, mens det pludselig slog ham at hun indikerede at være Dis med ham. Kort havde det forundret ham lidt, mest fordi han var opdraget sådan af sin far, som aldrig var Dus med andre end ham, hans bror og hans mor. Kunne det virkelig passe at hun også var opdraget efter den gamle skole, som han selv var? Ironisk nok fandt Lupë en tryghed ved det, men samtidig fik han en træng til at undskylde sin uhøflighed af at tilkalde hende som om de var Dus, uden egentlig at have anmodet om det. "Aldrig tving nogen til at være Dus med dig!" Han ville nok aldrig helt glemme al den opdragelse hans far havde proppet ind imellem ørene på ham.

"Om forladelse. Jeg kan forstå er vi er Dis."
Hans charmerende stemme lød rolig og beklagende, uden at virke hverken underkastende eller pinlig over hans fejltrin. Hans drengede smil bredtes let derefter, mest af morskaben over hvordan han lige havde lydt som sin far. Meget endda!

"Men.. perfekt!"
Udbrød han glædeligt, for at vende tilbage til samtalen omkring hans spørgsmål til flokken. En drenget glimt legede i hans blik, mens han kort tillod sig at forlade hende som fokuspunkt og kort betragte engen bag dem. Hans øjne mødte det mudder hun lige var faldet i, som hurtigt fik hans blik tilbage på hende.

"Nå men Jitterbug. Hvor sagde De at jeg kunne skaffe et ekstra blåt øje?"
Charmerende lød hans ord drillende, mens hans øjne glimtrede drenget og selvsikkert.

Hun lagde de isblå øjne på hans muskuløse krop, kort og nærmest strejfende inden de atter søgte hans hoved. Hun brummede blidt og fangede kort at det så ud til at noget var gået op for ham, hun vidste dog endnu ikke hvad endnu. Hun viftede blidt med halen og kom kort til at tænke på hendes opdragelse hjemmefra, da han nævnte at de var Dis. Hun rystede blidt på hovedet inden hendes tanker kort tog hende med på en lille vandring – hun var opdraget i en respektfuld tone og hun var opdraget til at tiltale folk med en vis form for respekt. Men hun ville aldrig nogensinde forlange dette af andre. Hun var vant til at være en lidt mere underdanig hoppe, dog med selvstændige tanker og handlinger. Hun brummede en anelse undskyldende til denne hingst som stod foran hende.

”Det skal de overhovedet ikke tænke på, det er vidst blot en ting min far sagde da jeg var mindre. Jeg ville aldrig forlange det af dem”

Et stort smil ramte hendes mule og et let grin forlod hende. Han charmerende smil ramte hende en smule mere end hun egentlig troede af det ville. Hun rystede kort på hovedet for at få sit lille hvide hoved på rette kurs igen. Hun så at han betragtede flokkens område en smule og lod blikket flakke væk fra hende og en ide faldt hende let ind da hun nu hørte hans næste ord. Hun sprang hurtigt et skridt tættere på ham dog uden at røre ham.

”Hvis de vender blikket fra de forkerte, såsom mig et meget farligt rovdyr, så kunne det være det kunne give dem et blåt øje”

En blid latter forlod hende og hun løftede hovedet en smule stolt over hendes utrolig humoristiske kommentar, hun lod det dog hurtigt falde ned på plads i takt med at hun trådte får skridt væk fra ham igen, for ikke at stå for tæt på ham. Hun var jo selv mere end utrolig berøringsangst – det kunne være at denne flotte hingst var det samme.

Hun var meget høflig, ingen tvivl om det. Hvordan hun næsten undskyldte sig for at have tiltalt ham i Dis form. Men det skulle hun skam ikke undskylde, da det jo var en del af hans opdragelse at alle fremmede og nye bekendtskaber blev tiltalt således. Han lod derfor hendes svar stilne af i de kolde omgivelser omkring dem, mens et roligt overbærende smil hendes prydet hans mule.

Såsom mig, et farligt rovdyr! Lupës øjne gnistrede mens han ufortrødent lod en drenget latter bryde ud. Hendes lille spring tættere ham, nagede ham ikke spor. Drillende havde han selv sænket hovedet en smule, ladet ørene glide let tilbage drillende; mens hans øjne gnistrede drenget. Det brede drengede og charmerende smil prydede hans mule som hans latter lød.

"Ser man det?"
Lød han imponeret, mens han løftede det ene ikke eksisterende bryn, før hans latter lød kort igen.

"Så De kan magi?"
Charmerende forlod hans ord hans mule, drillende og interesseret; mest for at understrege at han godt havde fanget den med at hun nok nærmere ville kunne give ham tæsk.

Atter trådte hun tilbage igen. Han løftede det kønne hoved, med den lidt lille mule han havde arvet fra sin mor. Igen glad hans ører frem, nysgerrigt og opsøgende, med et let skævt drenget smil. Hun var altså sød hende her. Dejligt med hende i flokken!

Solen ramte hendes hvide pels lidt og gjorde at det ellers smattede mudder begyndte at sætte sig i hendes pels, det størknede let. Hun rystede kort den lille petite krop og fik lidt af det af, men slet ikke det hele og det ville nok sidde der indtil hun havde været ude og dykke en smule i vandet. Hun lagde godt mærke til at han tog hendes humor helt perfekt og det gjorde også at det for hende slet ikke var svært at føre en samtale med ham – det flød og det var skønt ikke at skulle gøre sig umage. Dette havde dog aldrig rigtig været et problem men mange havde dog lidt svært ved at styre hendes evige livsglæde og hendes evige energiniveau.

Hun så hans flotte tofarvede øjne gniste og hans latter flød igen igennem luften i mellem dem, så helt utilfreds var han heller ikke med deres samtale og det var bestemt heller ikke det indtryk som hun havde fået af ham.

Hun så hans skænkede hoved og hans ører som let var lagt i nakken. Hun vidste udmærket det var i sjov, men hendes energi niveau og hendes humør gjorde at hun sprang let på stedet med et lille hvin før hun let og feminint slog en hov i hans retning – drillende og bestemt ikke for at ramme denne store hingst foran hende.

”Magi? Ja så du ikke hvor hurtigt jeg fik tryllet fartstriber frem og du kan se hvor hurtigt jeg kan trylle blå øjne frem.. jeg er en ren kunstner”

Den blide latter forlod den hvide krop og hun nød virkelig denne hingst selskab, det var en som kunne forstå hendes humor og hun elskede det! En let gnist af charme tændtes i de blå øjne – hun havde ikke helt selv kontrol over dette, men alligevel dukkede det nogen gange frem i de blå øjne.

”Så pas de bare på de store farlige hingst”

Kulden bed, men solens stråler gav alligevel en varmende fornemmelse. Hendes mudder måtte irritere hende lidt, for selvom det små småt tørrede i overfladen, så var det endnu klistret og vådt et godt stykke tid endnu. Det var noget andet om sommeren, når først man mudderbadede. Tanken udløste et lille smil, alt imens han opmærksomt havde sit fokus på hende. Drenget lød hans latter endnu engang af hendes ord, mens hans kønne hoved nikkede et par gange bekræftende.

"Ren kunstner."
Talte han hende kort efter munden med den charmerende stemme, mens hans latter stillede nu. Selvsikkert løftede han det ene bryn af hendes næste kommentar. Denne trussel, der mere end indbød til leg - hvis hun da havde været en hingst eller yngre sjæl.

"Uh jeg skælver jo helt i pelsen."
Hans stemme imiterede en utryg skabning, mens han ikke helt kunne afholde det drengede skæve smil. Let rystede han selv lidt på kroppen over huden, som sad der en flue; mens han vigende gik et par skrånede skridt til siden. Han havde krydset sine ben, elegant og kontrolleret; mens han let knejste i nakken og hans gnistrende blik ikke havde sluppet hende. Næsten indbydende, til dans, havde det set ud.

Kulden bed hårdt i dag og hun var egentlig sikker på at det var frostvejr. Det lette lag mudder som lå over hendes krop var nok heldigvis med til at holde hende en anelse varm, men hun vidste det faktisk ikke. Hun lod de isblå øjne glide let over på den spraglede hingst og nogen gange kunne hun blive helt fascineret af disse heste hvis pels spillede i så mange smukke farver – hendes egen var simpel, elegant og i sig selv smuk, men hun blev stadig helt opslugt af pelslag som hans. Hans latter smittede og spredte et stort smil på hendes mule og hans ord gjorde det ikke bedre.

”Så hvis du mangler lidt flere pletter en dag, så ved du hvem der kan hjælpe”

Hun bukkede let og feminint foran ham, som om hun takkede sit publikum og rettede sig atter op. Selv om hun ikke forstod sig på flirten og hele det spil, så blev hun alligevel draget en smule af hans charme og kiggede kort væk – en smule varme kom kort til hendes hoved, hvilket hun ikke havde prøvet før. Hun vendte så det blå blik mod den store hingst, da hans ord fik tændt hendes indre energibarn.

”Det ville jeg også gøre hvis jeg var dig – Nu er jeg jo en dræbermaskine uden lige”

Hun havde helt glemt deres Dis og var bare begyndt at snakke til ham som om de var Dus, hendes tanker havde ikke bevidst lavet det valg og hun havde egentlig ikke opdaget det selv. De blå og nærmest glimtende øjne fangede hans bevægelser og et kæmpe smil forlod hende kort, inden hun trak en alvorlig mine på. Han var så elegant og nærmest majestætisk i sine bevægelser og hun ville gøre hvad hun kunne for at følge med.

Den hvide hoppe vælvede nu feminint og elegant i halsen, løftede halen højt og lod den bølgende falde ned over hendes bagpart. Hun trippede nærmest dansende og feminint til siden lige som han selv havde gjort, så de stadig stod overfor hinanden. De krystal blå øjne søgte nu han og der lå nærmest en flamme i dem, legende, feminint og en smule charmerende skinnede de.. udfordrende.

Hun var sjov, hvordan hun gebærdede sig. Små detaljer som de blå øjne der åbenlyst betragtede ham. Det søde smil der prydede hendes mørke mule når han lo. For ikke at glemme den lille finesse af at bukke feminint, foruden hendes drilagtige ord som udgjorde en perfekt ping-pong imellem dem. Ikke dårligt. Alt kunne give en karakter i Lupës øjne. Øjne, ben, hale, man, farve. Såvel som personlighed, stemme, kropssprog. Der var i hvert fald ingen tvivl om at denne endnu fremmede hoppe faldt i hans smag. På mange måder.

Dræbermaskine! Selvom en mere alvorlig mine hurtigt faldt over den hvide hoppe, havde hun ikke i tids nok kunne skjule det store smil han havde udløst ved sine indbydende skridt. Nogen ville mene Jitterbug kopierede Lupës bevægelser, men Lupë så blot dette som en accept af hans indbydelse. Nice... Skævt havde han drenget smilt, mens hans øjne havde glimtret et par ekstra funklende sekunder. Hans øjne flakkede lidt fra hendes øjne, da han så hendes hvide hale elegant falde bølgende ned over hendes lænd. Atter sprang hans blik tilbage i hendes øjne. Øjne der så tilbage på ham, langt mere feminint, funklende og udfordrende. Det havde set legende let ud for hende, som hun elegant havde indtaget pladsen parallelt foran ham igen.

Stille knejste han engang i nakken. Strakte stille mulen en smule frem, men ikke med bagtanke om at berøre hende. Stille forlod en maskulin brummen fra hans strube, før han trippede dansende et par gang på stedet; rytmisk. Atter krydsede han benene et par gange, dansende overlegent og selvsikkert til siden igen. Lad os se om Jitterbug kan danse. Hans blik slap ikke hendes, alt imens det selvsikre bar en vis rolighed bag sig. Et blik der nærmest forsikrede om at han passede på hende og at hun kunne stole på ham.

De krystal blå øjne lod sig kort flakke ned over hans muskuløse krop, den spillede op og den lagde bestemt ikke skjul på at han var en værdig hingst – han lignede en hingst som havde prøvet meget og haft forskellige møder. Hun kunne ikke vide noget, men hendes tanker var altid lige så livlige som den energi som boblede i hende. Når hun så en anden hest, kunne hun ikke lade være med at tænke over hvordan deres liv havde været og det havde hun bestemt også gjort igennem deres møde. Mange scenarier havde ramt hendes tanker, men det faktum at han stadig havde denne værdighed og samtidig virkede så åben var med til at putte endnu flere ideer i hovedet på hende. Han fascinerede hende og ikke kun lidt – hun havde ikke før mødt en hingst som ham.

Det humør han bragte og alligevel den tryghed som hun fandt hos ham havde lukket op for en mere intim og blid jitter i forhold til den Jitter som de andre på denne eng havde set. Det havde også været hende, men hendes tillidsproblemer sørgede ofte for at det var den mere energiske og lidt mere afstandstagende hoppe som dukkede op til deres samtaler. Men denne hingst var anderledes, der lå en tryghed over ham som hun ikke før havde fanget hos nogen og alligevel viste han hende den respekt at han, trods at han gerne ville røre undlod at gøre det. Hans dybe brummen ramte hende og et let og feminint smil faldt over den sorte mule spids. Han bevægelser var majestætiske og hun var en smule imponeret og vidste at hun måtte lukke lidt mere op for de feminine sider hvis hun skulle være med i denne sjove leg de havde gang i.

Hans trip på stedet fik hendes tanker i gang, før han atter trippede lidt til siden. Hun drejede mildt det hvide og spinkle hoved i hans retning, før hun sendte ham kort et lusket smil – det blev dog hurtigt en smule mere indbydende og lokkende. Let og nærmest helt naturligt lof hun den hvide hals vælve ned og trippede kort sidelæns med lange og elegant skridt, hun stoppede foran den store hingst og lod kort de krystal blå øjne ramme hans – nu skulle der leges. Hun trådte et enkelt skridt tættere på ham og var egentlig utrolig tæt på i forhold til hvad hun havde været på ret mange her. Hun førte legende mulen tæt op af hans kæbe uden at røre ham. Inden hun nåede at øre ham satte hun i en trav omkring ham. Svævende, dansende og helt igennem feminint. Den hvide hale bølgede efter hende og pandelokken faldt let ned og dækkede over de hvide øjne. Hun brummede blidt og efter to runder travede hun 10 meter væk fra ham. Stoppede op på stedet og sænkede hovedet en smule underkastende og alligevel indbydende, blikket i de blå øjne var blide, tillidsfulde og charmerende.

Hvordan ville denne hingst reagere på hendes lidt blidere side? En side ingen andre endnu havde set?

Hendes kønne hoved fulgte hans bevægelser, hvorpå han synes at ane et lusket smil over hendes mule. Ord var underordnet lige nu. Hendes undertone var klart lokkende imens hans egen var udfordrende. Elegant dansede hun for ham. Hans to forskelligt farvede øjne slap ikke hendes blå, lige ind til hun nærmede sig. Hendes hvælvede hals gav hendes et ret så lokkende og feminint udtryk over sig, mens han roligt forblev stående, afventende. Hendes tilnærmelse var kort, men føltes langvarig. Hans åndedrag forblev roligt, mens hun nærmede sig og strøg hans kæbe - helt uden at røre. Han kunne næsten mærke den berøring, som ikke eksisterede. Han skævede stille ned af hendes hals imens hun var så tæt på, mens han forholdte sin selvsikre og stolte holdning. Han gav ikke efter. Lod hende selv styre slaget.

Kort lød en brummen fra hans strube, da hun sprang over i en smidig trav væk fra ham og omkring ham. Stoltheden og respekten lå ham nært, så mens han lidt overlegent løftede hovedet en anelse; tillod han alligevel ikke at slippe hende mens hun kredsede om ham. Første runde forholdte han sig mere kostbar end den anden, hvor han tillod sig at dreje hovedet skævende efter hende. Hendes bevægelser var feminine og tiltalende.

Da hun skiftede kursen, væk fra ham, havde han kort rynket brynene for et split sekund. Undersøgende betragtede han hendes bevægelser de få sekunder hun fortsatte, før hun stoppede Indbydende var hvad Lupë tolkede hendes sænkede hoved som, før et drenget og lidt skævt smil løb charmerende over hans mule. Han tog et par selvsikre skridt, før han dansende travede hingstet i hendes retning. Hvælvede let i halsen og løftede ryggen som ben løftene også blev lidt mere visende. Atter lød en dyb brummen fra hans strube som han stoppede ved hende. Ufortrødent stak hans sin mule frem imod hende, søgende. Men uden bagtanke om at røre. Nej, han gav hende den fulde magt til at vælge eller fravælge berøringen.

Vindens brise fangede let den hvide man og hendes blå øjne søgte let denne hingst som gjorde hende selskab. Han var meget anderledes end alle dem hun før havde været sammen med, men hun kunne ikke helt finde ud af om hun kunne stole på ham, måske. Hun lod de blå øjne søge hans – tofarvede. Dette var ikke et syn man så ofte og hun måtte indrømme at det indgydende til spørgsmål, spørgsmål som han måske ikke engang selv kunne svare på. Den berøring som ikke forgik kunne mærkes i hendes mule, vibrationerne og gnisterne fløj imellem luften der var imellem hendes mule og hans kæbe – hun havde aldrig før været så tæt på nogen som ikke ønskede at dræbe hende.


Han var en hingst med stor værdighed, stor selvsikkerhed og helt klart en ekstremt stor personlighed. Han vidste hvem han var og hvad han kunne finde ud af. Han stod stolt i hendes første runde, men måtte alligevel dreje det maskuline hoved efter hende, da hun valgte at tage en runde mere omkring ham. De lette hove blev løftet og nærmest vægtløst sat mod jorden igen. Vinden fangede den hvide man og for denne hoppe var dette en første gang. Det var en første gang hun prøvede at udfordre hendes feminine sider og hun måtte faktisk indrømme at hun nød det en lille smule og så længe han var på den afstand som hun bestemte – så var hun tryg.


Hun løftede blidt hovedet i det hingsten valgte at lege med, han nærmede sig og hun måtte bestemt indrømme at det var et syn for guder. Han maskuline krop som kom nærmere. Den selvsikekrhed og den styrke som lå i hvert eneste skridt som førte ham nærmere var nærmest imponerende. Hun lod et charmerende smil falde over den hvide mule og pludselig var han tæt på. Han sænkede hovedet og førte den svagt over imod hende – ikke pressende, men alligevel søgende. Hendes hjerte satte i en flyvende galop og hun lod for et kort sekund en tvivl føres over de blå øjne. Panikken spredte sig i hende og hun ville egentlig gerne væk, men hun nød dette øjeblik og hun ville gerne over sin angst. Hun førte mulen tættere på, kun 1 cm fra hans. Hun førte de blå øjne i hans og panikken lå let i dem, men hun prøvede. Skulle hun presses eller overlades til beslutningen?