Let the story begin [Tag: Chetan]

Leventera havde han ikke betrådt længe, men nu var tiden inde. Han skulle tilbage til Teylar, han måtte fortælle Illana hvad der var sket. I hvert fald hvad han vidste at der var sket. Engen var stor, dog på en anden måde end på Enophis. Sneen lå også smukt over landskabet her. Alligevel; gav det Lupë en helt anden fornemmelse i kroppen. Selvsikkert bar hans ben hans ædle krop elegant over, eller nærmere igennem sneen. Han ville lyve hvis han ikke sagde at det ikke var hårdt!

Sagte forlod et udmattet prust hans mule, mens hans to forskelligt farvede øjne skimtede forud. Det var som om her var spor i sneen. Han måtte være på rette vej. Jo flere hovaftryk, jo mere liv. Jo mere liv, jo større chance for at finde flokken! Forhåbningsfuldt bredtes et drenget smil sig over hans spraglede mule, mens hans øjne gnistrede livligt. En gnist som udstrålede tydeligt drengenderøvsattitude og her kommer jeg!

Det var efterhånden en måneds tid siden, at Chetan på mystisk vis var ankommet til dette fremmede land. Og selvom det virkede til at være et kæmpestort land med uanede muligheder, så var han blevet lidt skuffet over, at han ikke var stødt på så mange andre sjæle. Hvor mon de alle gemte sig henne? Der måtte da være fyldt med andre sjæle i sådan et stort, smukt ørige! Men ak nej, han var ikke stødt på andre end sine fire brødre og en enkelt fremmed hoppe, siden han for første gang havde betrådt sine hove i dette land...
Han havde brugt de sidste par døgn på at vandre langs Enophis' kystlinje og skimte ud mod de andre øer, som han kunne skimte i horisonten. Hvad mon der befandt sig derude? Ville der være mere liv end på denne store, tomme ø?

Han vidste, at han burde blive i nærheden af sine brødre, men han var ikke den unge, dumme og uansvarlige lillebror for ingenting... Og derfor havde han denne dag valgt at krydse det tilfrossede hav og vandre over til en anden ø. Det havde været en lang og glat tur, hvor han havde været ved at skvatte flere gange, men gudskelov havde isen holdt tæt, og han kom helskindet over på den anden side. Det så ud til at være en lige så frodig og smuk ø som den, han var kommet fra. Sneen dækkede det meste af landskabet i et rigtigt winter wonderland, og det var utrolig smukt.

Efter at have bevæget sig længere og længere ind på øen, fik han endelig øje på en anden hest! Han var ankommet til en stor eng, hvor en rødlig hingst skridtede rundt. Han hævede hovedet og sendte et imødekommende vrinsk ud efter den fremmede, inden han satte frem i en ivrig trav og bevægede sig ned ad engen og hen mod den anden hingst. Et imødekommende smil hvilede om hans mule, alt imens hans ører var helt fremme, og hele hans krop udstrålede drengerøv. Han havde ikke de mindste intentioner om at spille op med musklerne og udfordre territorier, som han så tit havde set andre hingste gøre; nej, han var blot dybt begejstret for endelig at se en anden hest og havde derfor intet andet end venskabelige intentioner med sig!

To sorte små fugle, med hvide maver og røde næb, flaksede rundt om hinanden. Det så en kende vildt ud, men samtidig var der symmetri i deres flyveshow. Ærligt var det ikke helt til at sige om de sloges eller var i gang med at danne par. Men det kan jo også være en kamp til tider at danne par.

Hva'?! Det havde givet et sæt i den røde hingst krop da et højt vrinsk lød. Han ledte efter flokken ja, men havde vidst haft gået lidt i sine egne tanker. Opsøgende vendte han sig let i den ellers dybe sne, hvor han fik øje på en lys hest der forsøgte at få hans opmærksomhed. Hesten bevægede sig lettere drengerøvsagtigt imod ham. Måske han ville lege? Det drengede smil bredtes over hans spraglede mule før en dyb hingstet brummen lød, efterfulgt af et kaldende vrinsk. Han knejste i halsen, mens han nysgerrigt lod sine øjne undersøge denne fremmede hingst, der synede venligsindet.

Jo tættere hingsten kom, jo flere aftegn fik han også. Han var spraglet, og bar mange former for pletter. Nysgerrigt havde Lupës ører vippet et par gange, ør han atter brummede stille og hingstet, hilsene.

Selv havde han trådt et par skridt imod den fremmede, som han måske turde håbe på kendte til flokken. Han stoppede roligt, selvsikkert og elegant. Roligt nikkede han let hovedet, overskudsagtigt og selvsikkert.

"Værhilset."
Lød hans charmerende og drengede stemme, som efterhånden bar præg af en fuldvoksens hingsts.

Den fremmede hørte nu hans vrinsk og vendte sig om i sneen. Og til hans store glæde virkede den fremmede ikke til at føle sig generet over hans tilstedeværelse, men smilede derimod et drenget smil og vrinskede kaldende tilbage. Chetan lyste selv op i et stort smil, mens hans ben bevægede sig højt og taktfast igennem den dybe sne.

De kom nu nærmere hinanden, og en hingstet og hilsende brummen forlod den fremmede. Chetan slog ivrigt med hovedet, inden han svarede tilbage i en lige så hingstet og hilsende brummen. Den fremmede trådte nu et par skridt frem, inden han roligt og elegant stoppede op og nikkede hilsende med hovedet. Chetan travede de sidste par meter mod den fremmede, inden han selv stoppede op på samme elegante måde og hævede hovedet højt og drengerøvsagtigt, inden han ligeledes nikkede hilsende til den fremmede hingst.

Han lyttede til hingstens ord og smilede stort og charmerende, mens han livligt slog et slag med det store hoved.
,,Vær hilset! Mit navn er Chetan, hvem er du?"

Hvem er jeg? En søn af en vogter og en skygge...

Utrygheden om fremmede vidste hvem Lupë var, nagede ham altid lidt. Men denne fremmede vidste tydeligvis ikke hvem han var. Roligt hvilede et selvsikkert og drenget smil over hingstens energi i sig selv. Hans forskelligt farvede øje gnistrede af liv mens de kort havde undersøgt den fremmedes farver og aftegn. Interessant.

"Mit navn er Lupë."
Hans charmerende stemme lød, mens han knejste stille i nakken. Han var ikke længere blot en plag. Selvsikkert hejste rankede han lidt i kroppen, før han trådte et par sikre og elegante skridt krydsende til siden. Hans blik gled op og ud i horisonten bag hingsten, før de atter landede på den spraglede.

"Kender du til flokken heromkring..."
Nysgerrigt og næsten forhåbningsfuldt lyste hans øjne, mens hans smil endnu var en smule drenget. Han havde trukket lidt spørgende på den sidste pause efter hans ord, som introduktion til at bede om denne fremmedes navn.

Han smagte lidt på den fremmedes navn. Lupë... Det var et meget specielt navn, som han aldrig havde hørt før, men det gjorde det bare unikt og meget mere interessant. Han smilede venligt og slog let med hovedet.

,,Mig en fornøjelse at møde dig, Lupë."

Det var befriende at møde en anden hingst, som man rent faktisk kunne føre en rolig og venligsindet samtale med. Normalt flød testosteron-hormonerne højt imellem fremmede hingste og gjorde stemningen imellem dem lettere anspændte. Han havde før mødt hingste, der ikke kunne fokusere på andet end at dominere og at skulle være den stærkeste, og de var ikke blege for at uddele en omgang tæv for at vise den anden hingst, hvor skabet skulle stå. Men med ham og Lupë var det slet ikke sådan, og det fornøjede ham. Han selv var nemlig slet ikke en dominerende type. Han kunne da godt lide at slås, men absolut kun for sjov og ikke for alvor!
Lupë spurgte ham nu, om han kendte til flokken heromkring, og trak derefter lidt ud på spørgsmålet, fordi han endnu ikke vidste, hvad han skulle kalde ham. Chetan smilede og rystede svagt på hovedet.

,,Mit navn er Chetan. Og jeg må desværre skuffe dig. Dette er mit første besøg på denne ø, så jeg kender intet til den flok, der holder til her."

Hingsten, Chetan, fandt han ret så nede på jorden. Det var rart til en afveksling. For selvom han normalt kom rimelig godt ud af det med de fleste, var der altid en underspillet dominans og rangorden at spore. Ikke med denne hingst... endnu i hvert fald?

Må desværre skuffe. Hm... øv altså! Lupë så kort eftertænksom ud. Mest fordi han havde håbet på en som kunne lede ham i den rigtige retning til en start. Han havde ikke været meget på denne Ø. Nogensinde faktisk? Roligt rystede han på hovedet og smilede let drenget og selvsikkert atter engang

"Nå ja, sådan er det. Det er også et af mine første besøg på den her Ø."; Charmerende lød hans stemme roligt, mens et drenget og overbærende, venligt smil prydede hans mule. Roligt kastede han blikket rundt i det landskab de befandt sig i.

"Men hvis det her er dit første besøg på denne Ø, hvor opholder du dig så ellers normalt?"; Charmerende smilte han drenget, nysgerrigt imens hans øjne gnistrede venligt og nysgerrigt. Aldrig havde han hverken set, hørt eller duftet denne hingst; og han havde alligevel selv været i Andromeda hele sit liv.

Han lyttede til Lupës ord om, at det også var et af hans første besøg her på denne ø, og gengældte hans drengede og venlige smil. Det virkede til at være en pænt stor ø, så det måtte være svært at finde en bestemt flok her, når man ikke rigtigt havde noget at gå efter. Måske han kunne være behjælpelig på en eller anden måde...?

,,Hvis du har lyst til lidt selskab, hjælper jeg dig gerne med at lede efter den?"

Han lyttede da til Lupës spørgsmål og gengældte hans nysgerrige og venlige blik.

,,Jeg er stadig rimelig ny her i landet, så jeg har endnu ikke helt styr på, hvad der er hvad. Men jeg har indtil videre kun været på den store ø med de enorme bjerge."

Den spættede hingst Chetan var ret så hjælpsom. Lupë havde blot ladt et venligt og taknemmeligt msil glide over mulen, mens han roligt nikkede stille af hans opfordring til hjælp: Hjælp med at inde flokken. Måske fik han brug for det?

Ny? Lupë spidsede ørerne nysgerrigt. En anelse spørgende. Opmærksomt gnistrede hans to forskelligt farvede øjne, mens de let kastede et næsten undersøgende blik på Chetan. Var han mon en af dem? Dem som ikke var født i landet, men nærmere var dumpet ned fra himmelen. Lupë havde ikke mødt nogen endnu, som hvor han selv havde kunne spørge dem ind til det at være ny i landet. Hans hjemland. Han forstod det ikke rigtig?

"Foehn."; Rettede han med den charmerende stemme. Alt imens han godt var klar over at der var chance for at hingsten ikke ville forstå at han kastede om sig med et fremmed ord, som godt nok var et navn.