En endeløs søgen

Leonora, som havde givet blot det ene råd til Ava, så til mens hendes familiemedlem fulgte hendes krop og dens instrukser. Snart lå hun ned, og gjorde hvad hun skulle, alt imens Leonora skævede til Mindraper. Hun havde en idé om, at det var ham der var faderen - eller rettere, hun var sikker på det - så noget sagde hende, at hun snart skulle anse den tvefarvede hingst som værende familie ligeså. Efter nogen tid, gjorde hun et anstrengt, men anerkendende nik imod den tvefarvede hingst, for at fortælle ham, at det var okay han var her. Han havde ikke forsøgt at angribe, og det havde vundet noget af tilliden tilbage fra den sorte Leonora. Hun vendte derpå blikket tilbage på Ava, der nu så ud til at være i den sidste fase, inden føllet ville komme ud i den virkelige verden; et forårsføl ville det blive, og det var en ganske god tid på året at fole på. Leonora prustede tungt og rykkede hovedet op, da Ava endelig fik føllet ud; og nu lå der en lille grålig klump med en hvid blis, som Ava's, i græsset. Leonora gjorde sig nogle brummelyde imod Ava, for at fortælle hende at hun gjorde det godt, men hun nærmede sig ikke yderligere endnu. Hun ville give Ava tid til at finde føllet, gøre det rent og komme til kræfter igen, inden hun selv inspicerede den lille familieforøgelse nærmere.

Mindraper løftede hovedet for at beskue Ava som nu lå på jorden. Han gjorde store øjne og vippede ørerne ud til siden og skar en let grimasse. Hans blik vandrede kort over på Leonora som da nikkede og lod til endelig at acceptere hans tilstedeværelse. Han nikkede svagt igen, inden han igen vendte opmærksomheden over mod Ava. Et lille grålig klat lå bag hende og han strakte nærmest halsen for at betragte den lille skabning der let rykkede en anelse på sig. Han var på nippet til kådt at hoppe hen og lure, men gav Ava lidt tid og plads til at få deres afkom slikket rent, inden han næsten kravlede hen til hende. Han formåede da at knæle ned ved Ava's hovede og han pustede varmt mod Ava og lod da øjnene glide over på føllet.
Det gav et stik i ham da han nu endelig kunne se hans datter virre let med det lille hovedet og han mimrede let med mulen .

" Fantastisk Ava, du er fantastisk.. "

Hviskede han meget lavt og lod hans mørke mule stryge næsten ømt over hendes hals, inden han igen gav mor og datter lidt plads. Han bakkede da nogle skridt og lod de gule øjne glide diskret over på Leonora. Han rettede da de mandelformede ører frem mod Ava og hans datter.

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #121212; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] En søgen uden ende Ava lod ikke opmærksomheden være ret langt væk fra det lille føl ret lang tid af gangen, men hendes ører søgte af og til mod Leonora og Mindraper. Hun kastede dog blikket mod Mindraper da han kom nærmere, og et lille smil fandt efterhånden vej frem til hendes lyse mule. Hun flyttede de blå øjne tilbage mod føllet, opmærksomt og undersøgende og gav hende et lille forsigtigt puf. Smilet forsvandt dog stille og roligt fra hendes mule samtidig med skuffelsen nærmest skyllede ind over hende – på en sådan måde at hvis det havde vand havde hun ikke haft en chance for at stå oprejst igen. Hun følte også samtidig en skam, som måske ikke var så nem at se for de andre, for Ava var god til at holde en facade oppe, men de blå øjne blev en smule mere kolde og hårde og hendes ører gled langsomt om mod nakken. For den lille sorte hoppe var de gamle traditioner vigtige, og alt hvad hun kunne holde fast i fra det gamle land, gav hun ikke slip på. Hun var ikke meget for det i hvert fald. Der gik lidt tid hvor Ava lå og stirrede på føllet, der vel egentlig burde være hendes, men det var forkert. Helt præcist hvordan hun skulle tolke det hele vidste hun ikke. Forbenene satte hun mod jorden og strakte dem for at rette sig lidt op, og kom til sidst helt op at stå. Der lød en hvislende lyd da hun svirpede med halen, og de hårde blå øjne blev rettet mod Leonora – ikke fordi hun var sur på hende. ”Det er forkert! Helt forkert! De er gule..” word count, 275

[/td][/tr][/table][/center]

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/HbYRD33.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] En ny lugt nåede hende. Den var fremmed, men lige så langsomt blev hun bombarderet med indtryk. Der var lugte alle steder fra, men to af dem var mest fremtrædende, den som gjorde hende tryg og nu en anden. En ny skikkelse fulgte også, de ravgule øjne begyndte uendeligt langsomt at vænne sig til at blive brugt og hun slog dem helt op, så vidt hun nu kunne. Det rykkede i hendes lille krop da lyden af en stemme kom helt bag på hende, en dyb bas. Den hvide mule blev løftet lidt mere. Lige pludselig forsvandt den varme tunge og en ny fornemmelse ramte hende, det var følelsen af kulde i den klare luft. Den gik hende dog ikke på, hun opfangede det kun fjernt. Et meget lille fnys undslap, mulen begyndte at søge og i en kraftanstrengelse forsøgte hun at skubbe forbenene foran sig. Samtidig opfangede hun en ny stemme som skar i luften og øgede hendes forvirring. word count 160

Leonora, den sorte, rankede sig en smule op, da det hele lod til at være overstået. Roen gled langsomt ind over forsamlingen, og da Mindraper trådte hen ved Ava, gav Leonora dem plads ved at vige let. Nok havde hun gjort sig udfald af ondsindet karakter imod Mindraper, men de havde ikke været placeret personligt imod ham; så derfor havde hun ingen problemer med nu at acceptere hans tilstedeværelse. Han var fader til føllet, og således var det - Leonora skulle nok med tiden anse ham som en del af familien, på samme måde som det nyfødte føl.
Snart gled der dog en isnende uro ind over Ava, som Leonora, på grund af sit kendskab til familien, kunne opsnappe. Hun vidste det langt fra tydeligt, den sorte Ava, men de signaler hun sendte, kendte Leonora, og hun vidste hvad de betød. Hun rettede hovedet op og lagde ørerne en smule ved Ava's ord, omkring føllets øjne. De var gule, gennemtrængende gule, som Mindrapers. Hun fnøs kort, den sorte Leonora, inden hun med den utroligt fattede stemme begyndte at svare Ava.

,,Ava, du har valgt en hingst med gennemtrængende gule øjne som fader til føllet. Vores fædre har altid haft vagt ravfarvede øjne, eller blå som deres mager. Det er ikke så underligt, når nu man tænker over det. Se det som værende forkert, hvis du vil, men viger du fra at tage dig af det afkom, som er dit, så er du ikke værdig, til at kunne kalde dig datter af Aria"

Sagde Leonora; ej med en bebrejdende stemme, langt fra, nej faktisk var den nærmest trøstende og opfordrende. Derpå trådte Leonora hen ved siden af Mindraper og lod mulen puffe let til Ava; den ene, af de to, hun uden anstrengelser kunne røre ved. Hun mødte derpå blikket, de blå øjne, hos Ava.

,,Føllet er dit, uanset øjenfarve. Og selvom vores familie er kendt for de blå øjne, betyder det ikke, at en uden ikke kan anses som værende familie. Rejs dig nu, værdigt, med dit føl; gule øjne eller ej"

Afsluttede Leonora med en noget mere kraftfuld tone, inden hun hævede sit hovede og bakkede. Hun havde forhåbninger, tro om at Ava nok skulle gøre det rette - og hvis ikke. Så måtte Leonora jo give hende en lektion eller to.

Mindraper stod i sin egen lille verden og beskuede hans smukke datter som stadig lå på jorden. Han havde endnu ikke lagt mærke til at hun bar hans gule øjne. Og det var derfor først da Ava fik sig rejst og udbrød det på sådan en måde at Mindraper først lod blikket falde på hans afkom og derefter på Ava. Det var næsten med foragt. Hvordan kunne hun dog sige sådan på den måde. Umiddelbart kom der ingen reaktion fra Mindraper, men da Leonora trådte hen til Ava og begyndte at tale kunne han godt mærke hvor meget deres snak gik ham på. Langsomt kunne man ane hvordan hingsten holdning ændredes fra åben og begejstret til at han langsomt gik ind i sig selv og begyndte at lukke af for sine omgivelser. De gule øjne gik fra varme til tomme og de mandelformede ører blev vippet om i nakken. Han knejsede da i nakken og fnyste svagt, da Leonora kom op på siden af ham.

” I fik vist fat i den forkerte tvilling.. ”

Bemærkede han tonløst, hult, og uden følelse at spore i den maskuline stemme. Hans huskede at hans broder havde haft det ravfarvede øjne som Leonora omtalte. Under normale omstændigheder ville Mindraper have forladt sceneriet, men i stedet trådte han hen mod Ava, men værdigede hende ej et blik. Han stak i stedet mulen ned til hans datter, hvor da hans øjne igen blev fyldt med varme. Han placerede et par slik i panden på hende og nussede hende derefter samme sted. Han hviskede et par kærlige ord til hans datter og et løfte om at beskytte hende og måske også at han ville knække nakken på hver en hingst der vovede at krumme et hår på hende. Han trak det hovedet til sig og veg da væk fra hende og Ava, stadig uden at se på hende. Nej hendes ord havde stødt ham, og det der skulle have været Leonoras opmuntrende ord til Ava gjorde det bestemt heller ikke bedre. Igen blev hans gule øjne tomme og han stod blot tavst og forstenet og betragtede hans datter.

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #121212; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] En søgen uden ende Ordene der lød fra Leonora, var ikke ligefrem positive i Avas ører. Så var det næsten lige meget i hvilken tone de blev udtalt og hvordan de var ment, for Avas mørke sind kunne kun opfatte det på en måde. Hendes ører gled helt om i nakken og hun fulgte Mindraper med blikket da han begav sig mod det lille føl, og samtidig opførte sig som hvis hun ikke var til stede. Han ignorerede hende? Hvad bildte han sig ind? Hvad bilde de sig begge to ind? Vreden og hidsigheden gnavede i det indre, og den lille sorte hoppe måtte holde sig selv tilbage for ikke at hakke ud efter den særtbrogede hingst. De isblå øjne blev da rettet mod Leonora, hendes moders søster, og dermed hendes moster, familie, som udtalte sig om familie. ”Ikke værdig til at kalde mig Arias datter.." Det blev sagt i en lidt hård og samtidig forarget tone, efterfulgt af et hårdt fnys. Men der var jo alligevel noget om det. Det var jo også hvad hun selv var nået frem til. Hun havde fejlet. Hun havde ikke formået at leve op til de krav hendes forældre havde stillet fra start af. Hun havde ikke kunne videreføre den sorte linje med de blå øjne. Hendes gener havde ikke været stærke nok hvis Mindrapers gener, kunne påvirke det så tydeligt. Hun trådte nogle skridt tilbage med blikket rettet mod føllet igen, og stadig ørerne i nakken, mens stemmerne inde i hovedet talte til hende. Hånede hende. Så ned på hende. ”Måske er jeg ikke værdig til at kalde mig datter af Aria og Korr alligevel. Jeg kan ikke følge i deres fodspor. Jeg kan ikke videreføre linjen, og min skæbne kommer aldrig til at se ud som de har planlagt den. Jeg kommer ikke til at deltage i en flok på anden måde end et simpelt medlem. Jeg bliver ikke en af dem de andre ser op til!” Det var en lidt hård og vrissende tone. word count, 330

[/td][/tr][/table][/center]

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/HbYRD33.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Hun havde fået placeret de lange, slanke forben foran sig og lå nu stille og hvilede et øjeblik. Imens var en tredje stemme begyndt at summe, men hun havde ikke længere styr på hvor mange der egentlig var. Deres skygger kunne hun efterhånden se, de store nysgerrige øjne så på dem som var hun i en døs, stadig ikke helt klar i hovedet. Men det var ikke varme lyde, stemmerne lavede. Først da en af skikkelserne pludselig tårnede sig op over hende, den med den duften som ikke var hendes mors, men som alligevel tiltrak hendes opmærksomhed. Øjeblikket efter fyldtes hun med varme, en ukendt men kærlig tunge fik hende til at puste dybt ud i behag. Lyde summede fra mulen, hun strakte lidt usikkert sin egen op mod den, men så var den pludselig væk igen. Hun forstod ikke hvor de forsvandt hen, mors og nu dennes. Det fyldte hende med energi, hun måtte op, hun måtte følge efter og mærke mere varme. Hun skubbede sig fremad og lagde vægt på forbenene, forsøgte at trække bagbenene ind under sig, men faldt lige ned på mulen. Overrasket lå hun stille et øjeblik, mens en stemme begyndte at summe igen. Det var mors, men der var noget forkert ved den. word count 209

Leonora, den sorte hoppe, vendte ørerne bagud, da Mindraper kom med den kommentar han nu gjorde; lidt efter beklagede Ava sig og havde taget de ord, som Leonora havde valgt at bruge, lidt forkert til sig, da hendes ord ikke havde været ment som en hån eller konstatering, men en opfordrende trussel, kan man vel sige; det var ganske normalt at bruge disse metoder i den familie begge hopper var vokset op i, men måske kendte Ava ikke til dette. Leonora endte ud i et lidt frustreret fnys - eftersom hendes sind nu engang var, som det var, var det absolut ikke let for den sorte hoppe at holde sammen på sig selv i sådanne situationer. Men det skulle hun, for det var vigtigt for Ava, at Leonora ikke brød sammen nu, for da ville hun ikke kunne hjælp hverken Ava, føllet eller Mindraper. Hun tav, om end længe, mens hun lod Ava og Mindraper synke det faktum der nu var omkring føllet; øjnene var gule.
Leonora hævede hovedet højt, markerende og lagde ørerne helt tilbage. Med en kort, præcis tone begyndte hun at tale nu, med en autoritet der slet ikke passede på det sammenbrudte sind, som Mindraper i hvert fald vidst hun besad, men som hun var nødsaget til at skubbe væk for de andres skyld.

,,Ava, se på mig. Se hvordan jeg ser ud! Jeg ligner ikke noget der er fra nogen verden, og hvordan tror du måske mine måske kommende afkom kommer til at se ud? Ikke sorte med blå øjne, tror jeg."

Startede Leonora, med en hård stemme, kunne man vel beskrive den som. Det var et drastisk middel som den sorte hoppe havde taget i brug nu, og aldrig et hun havde forestillet sig at bruge, for det at sige disse ord højt, var også at indse et faktum hun havde prøvet at skubbe fra sig længe; noget der nok slog hårdere på Leonora, end føllets gule øjne slog Ava. Leonora trak vejret dybt inden hun fortsatte.

,,Vi er i en anden verden, Ava. Vi kan hverken, du eller jeg, leve op til de krav der var til os i vores gamle verden. Jeg kommer ikke til at stå som alfa af en flok, heller ikke du, med mindre vi er heldige. Vores opdragelse har ingen indflydelse på vores skæbne længere, desværre, og derfor kan du ikke sige det er forkert, det du ser foran dig nu. Vores traditioner kan ikke nå os her, og ej heller kan vi nå dem; vi kan kun følge dem af lyst nu."

Sagde den sorte hoppe, med et lidt mere fjernt udtryk. Hun vidste at den skæbne der havde hvilet på hendes skuldre, og på Ava's var væk. De kunne jagte den hvis de ville, men ville intet opnå med det; og nu var de begge i en flok hvor de kunne være sammen som familie. Det måtte være mål nok, som de to hopper kunne nå, og hvis de engang skulle stå som alfa af en flok, burde de blot prise sig heldige og lykkelig. Leonora vendte blikket væk, da det hele efterhånden blev hende lidt for meget; det var ligeså hårdt at indse at fortiden måtte lægges væk. Noget som den sorte hoppe ellers ikke havde kunnet; men måske den unge Ava kunne. hun var ikke præget af de samme traumer som Leonora, og nu hvor Ava stod som mor, havde hun både ansvar og mulighed for at ændre sin fremtid og skæbne selv.

Mindraper stod stilfærdigt og lyttede opmærksomt til hoppernes samtale. Han havde måske overeageret, men på sin vis var han og Ava i samme båd og derfor måtte han da også æde sin stolthed da brikkerne langsomt faldt på plads for den spraglede hingst, der nu atter tøede en anelse op. Han vippede dog ørerne bagud af Leonora der ikke så ud til at bryde sig om hans ord, men han rettede da opmærksomheden mod den sorte Ava. Han trådte nu hen til hende og lod hans mule glide forsigtigt ned af hendes næseryg, mens han mumlede en form for undskyldning over hans opførsel. Han havde ikke haft nogen idé om hvor meget traditioner kunne betyde for nogle, for han havde jo aldrig selv været en del af disse. Han skulede kort om mod Leonora og fnyste kort advarende. Mest fordi han ikke mente at lige nu var tiden til sådan en påtale. Man skulle vel aldrig sige aldrig.

” Ava… ”

Han løb tør for ord. Der var ikke rigtig noget han kunne sige til hende som han vidste, ville kunne hjælpe på situationen hun stod i. I stedet kærtegnede han da blidt sin mule, inden han rettede opmærksomheden mod hans datter, som han puffede opmuntrende til. Det var da vidst på tide hun kom på benene.

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #121212; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] En søgen uden ende Ava stod og lyttede til Leonoras ord. En anelse fraværende og stadig fuldkommen til stede. Hendes isblå øjne var både kølige og brændende som en uslukkelig ild der tærede den sorte hoppe op indefra. En vrede og en sorg på samme tid. De forstod det ikke. Der var ingen der forstod det. Ingen der forstod hende, og hvordan skulle de også kunne forstå hende når hun ikke engang selv vidste hvor hun havde lavet fejl? Og alligevel vidste hun det jo godt. Arc..... ”Du har ikke altid set sådan ud, Leonora” Det kom vel nærmest som en vrissende hvislende lyd fra den lyse mule som Ava besad. Hvilsende og vredt, og med en stemme der truede med at knække over, men som dog ikke gjorde det – endnu. Ava havde jo hørt om familien, og ikke på noget som helst tidspunkt havde hendes moder, Aria, nævnt noget om en søster med blå pletter. Kun en sort søster med blå øjne – som det lå til familien. ”Jeg har ikke, på noget tidspunkt set anderledes ud. Jeg har gjort alt hvad jeg kunne for at gøre alt godt igen. Jeg har gjort hvad jeg kunne for at forsøge at gå i min moders fodspor. ALT! Jeg har tilmed forsøgt at bringe Arc tilbage. Hvis jeg ikke var stukket af var han ikke fulgt med. Jeg har forsøgt at rette op på det og det virkede ikke. Jeg har bragt mere kaos end jeg har gjort gavn. Føl med gule øjne eller ej, så vil jeg vove at påstå jeg ikke er værdig til at kalde mig datter af Korr og Aria” Med tænderne bidt sammen afsluttede hun dog sin lille forklaring. Det havde jo ikke kun noget med føllet at gøre. Det var også hende selv og det kunne hun godt se nu. Det plagede hende vel også at hun i så lang tid havde bildt sig selv anderledes ind. Den sorte krop skælvede nærmest af anspændthed, og de iskolde krystalblå øjne afslørede mange forskellige følelser på en gang, og hvis Ava havde været i stand til at lade tårerne trille, så havde de trillet som om de ingen ende ville tage, af både frustration, vrede og afmagt. Hun vidste jo også godt at hendes moders søster havde ret. At de begge skulle være heldige hvis de nogensinde ville ende som alfahopper i flokke i dette land. Det var jo traditioner fra et gammelt land, og traditioner kan være svære at tage med til et fremmed sted hvor alt er anderledes. Men traditionerne var stadig alt hvad hun havde tilbage hjemmefra. Alt hvad hun havde levet efter og hvis hun ikke havde troen på at det hele nok skulle gå som planlagt, hvad havde hun så? I dette land havde hun opfanget at det var ’stol kun på dig selv’ princippet de fleste kørte efter. Så mange arrogante og bedrevidende og så lidt sammenhold. Der var jo intet her der kunne måle sig med hvad hun var vant til hjemmefra, og selvom hun havde været her i noget tid, så var hun stadig knyttet til sit hjemland, og dette land, Andromeda, var stadig nyt. Der var stadig meget hun ikke havde set. Den sorte Ava flyttede sig ikke en millimeter selvom den særtbrogede Mindraper nærmede sig hende. Hendes blå øjne veg heller ikke fra den prikkede Leonora. Selv da han lod sin mule glide ned over hendes næseryg flyttede hun sig ikke spor, og alligevel var hun på nippet til at flytte sit hoved i et næsten arrigt ryk. Dog fik lyden af hendes eget navn hende til at slappe en smule mere af. Hun vidste jo godt hvorfor han havde reageret som han gjorde. Da han søgte over mod den lille skabning på jorden igen, lod Ava sit blik følge ham, men flyttede det tilbage mod Leonora. ”Beidh mé aire a thabhairt di, ach ní bheidh ligean dul ar thraidisiúin mé” [”Jeg vil tage mig af hende, men jeg vil ikke give slip på traditioner”] word count, 649

[/td][/tr][/table][/center]

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/HbYRD33.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] De små askegrå ører vippede ivrigt. Hun havde forsøgt et par gange til, og nu måtte den snart være der. Hun skulle jo op og være med! Hvor iveren kom fra opfangede hun slet ikke, hendes syn var stadig svagt og hørelsen kom langsomt i små bølger, men hun vidste hvad hun skulle. Det kunne ske noget frygteligt hvis hun blev liggende, det havde hun en fornemmelse af. Og så var de første karaktertræk som nysgerrighed allerede begyndt at buldre igennem hendes lille, slanke krop. I et nyt forsøg træk hun forbenene foran sig, og skubbede sig så op på de usikre stængler med nogle af sine sidste kræfter. Den hvide mule bevægede sig i fryd. Men sikke en underlig fornemmelse, hele hendes krop dirrede næsten, og hun følte at hun hvert øjeblik kunne dumpe ned i græsset igen. Der gik nogle sekunder hvor hun mærkede efter balancen, før hendes opmærksomhed blev rettet mod noget helt andet. Hun skulle finde hendes mama! Og stemmen, den kunne hun høre, hun var ganske tæt på. Hun følte sig nærmest frem med mulen, da hun trippede frem i sine første skridt. word count 118

Leonora, den sorte hoppe, brummede næsten tavst og samtidigt anstrengt. Denne oplevelse havde været hård for hende, og selvom det i den grad havde været hårdere for Ava, var den sorte snart udmattet. Hun havde ladet mulen forblive tavs længe, mens Ava havde tygget på de ord, på den indtryk som Leonora havde udsendt, og hun forblev faktisk tavs, med blikket flakkende imellem Mindraper, Ava og føllet, indtil Ava’s ord nåede hendes ører. Der gled en tilfredsstillelse over Leonora, som aldrig havde vist sig på hendes ansigt før - for det Ava nu gjorde udtryk for, gjorde egentlig den sorte Leonora stolt. Hun ville tage af sig af føllet, men stadigt følge op på traditionerne, hvilket Leonora selv ville have gjort i hendes situation.
Leonora trådte hen til Ava, lod sin mule strejfe hendes skulder og med en sagte tone, udvekslede hun få ord med sin søsters datter.

,,Ingen ville heller forvente at du slap traditionerne. Om du vil det eller ej, vil du, med det valg, være anset som en værdig hoppe. Mine ord skal derfor ingen mening have, Ava, datter af Aria.”

Ordene var af så lav tone, at Mindraper ikke ville kunne høre dem, selvom han var dem nær. Nej, disse ord var kun tilegnet Ava, som Leonora, trods megen overvejelse, altid ville anse som en ganske værdig hoppe. Derpå trak den sorte, stjerneplettede hoppe sig tilbage, og med et blik imod det lille hoppeføl, der ivrigt havde stablet sig på dine ben, nikkede Leonora da farvel til Ava. Derpå lod hun sit blik glide over på Mindraper, faren til føllet, og dermed en del af familien.

,,Hingstene i vores familie, er ærbare forældre. Var det, og jeg vil anse dig som en del af vores familie. Jeg har min lid til dig, spraglede”

Sagde hun så, ganske sigende. Det var tydeligt, at hvis han svigtede i denne sammenhæng, ville Leonora nok sørge for, at han kom til at bøde for det - men dog, var der også en ganske mild tone i hendes ord, en tone der viste, at hun troede på ham, eftersom Ava havde valgt ham som fader til hendes føl. Det måtte der være en årsag til. Og derpå lod den sorte hoppe sin krop føres væk fra den nye familie; de skulle have fred, og ligeså skulle hun - for uanset hvor stabil hun kunne se ud, var hun endnu alt for ustabil til at være sammen med andre, og flere på en gang, så længe.

[Out]

Mindraper lod da et sidste blik glide over hendes datter, inden han stilte sig til at observere hoppernes samtale. Han forstod ikke et kvæk af hvad Ava sagde, men alt efter at dømme på Leonoras reaktion var det vel noget beroligende for den spraglede hingst. Han drog et kort fnys, mere i form af et kvalt suk. Han var godt klar over at den sorte Ava havde det svært med at datteren ikke havde arvet hendes øjne. Følelsen af at have skuffet måtte være ulidelig. Han så nu atter på Leonora som påtalte ham og til dette kom han blot med et respektfuldt nik. Han rettede da opmærksomheden mod Ava, hvilken han lod sin mule glide over hendes skulder, inden han trådte et par skridt tilbage.

" Jeg vil lade jer to være lidt alene.. Jeg er lige i nærheden hvis du får brug for mig "

Lød hans stemme så hæst. Han kastede da et sidste blik på hans datter, inden han langsomt tulrede ud mellem træerne. Dog var han lige i nærheden.

[OUT]