Bittersweet

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #121212; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] Bittersweet [ åben tråd - svar endelig (: ] Bitterheden hærgede Avas i forvejen mørke sind, og lige nu var der ikke ret meget der kunne gøres ved det. Hun havde fået en datter. En datter hun burde tage ansvar for, men som alligevel på trods af hun kun var ganske få dage gammel havde søgt væk. Det gjorde kun bitterheden endnu større, og stemmerne inde i hovedet var endnu mere hånende. ’Aaaaayvaaaah! Du er ikke egnet som mor. . . Du er en fejl der ikke kan leve op til det der forventes af dig . . . du er det svage led der bryder kæden, Ayvah!’ ”Calar a! Me deixe en paz!” Det var et næsten arrigt råb der ramte træerne og sendte lydbølgerne hen over sletten, og når de ramte træer eller andet, blev de sendt tilbage mod hende. Hun virrede ganske kort med hovedet og lod de iskolde blå øjne iagttage alt hvad der bevægede sig. Hidsigheden der havde gnavet i den sorte hoppe i alt for lang tid nu, var ved at få blodet til at koge over. Der var ingen fred at finde. Hun anede ikke hvad hun skulle stille op med stemmerne. Hun vidste ikke hvad hun skulle stille op sig selv heller og mest af alt ville hun lige nu ønske hun kunne spole tiden tilbage til før hun havde bragt sin yngre broder i fare. Hvis det ikke var sket var hun vel heller ikke havnet her. Og hvis hun ikke var havnet her, ville alt dette ikke være sket. Ubeslutsomt havde den sorte hoppe vandret lidt siksak hen over sletten og mellem træerne. Hun vidste stadig ikke hvor hun skulle søge hen. Hun vidste ikke hvad hun søgte. Om det var hjælp eller et sted at flygte hen. Det eneste hun kendte til lige nu var den svaghed der hang over hende, forvirringen og hadet. word count, 306

[/td][/tr][/table][/center]

Jeg er kommet over på en anden ø. En ø der virker til at indeholde noget der ville skræmme de fleste væk derfra. Men jeg frygter intet, så længe jeg er i god behold er der intet der kan gå mig på. Endnu engang befinder jeg mig imellem grantræer, men de dufter ikke nær så godt som den anden ø. Her hærger en lugt af aske i dem, en lugt af død. Alligevel traver jeg stolt igennem dem som jeg altid gør. Halsen er hvælvet, halen hævet i en stor bue og mine ben bevæger sig med nærmest overdrevne løft. Jeg elsker at føre mig frem og vil da bruge hver en mulighed for at komme til dette. Tænk hvis jeg møder en anden hest lige i dette øjeblik, så går det jo ikke at jeg ser sølle og forladt ud, når jeg bestemt ikke er det.

Som jeg kommer spankulerende igennem skoven, rammer nogle ord mig som jeg ikke forstår. I en glidende bevægelse stopper jeg op og lytter. Der er intet omkring mig, kun ordene giver genlyd i skoven før de ebber ud i luften. Er her andre? Af mine lungers fulde kræft lukker jeg et overlegent vrinsk ud i skoven. Et vrinsk der tydeligt fortæller at jeg er her, og at jeg på ingen måde er bange for at give mig til kende. Derefter fortsætter jeg frem i min galante trav.

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #121212; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] Bittersweet Et vrinsk flød hen over jorden, og fugle angav ca. hvor det kom fra, fordi de farer op ved den mindste lyd. De hårde øjne blev da også med det samme rettet derimod, og et svirp med halen efterlod en hvislende lyd da luften blev delt i to. Man ville næsten kunne forestille sig en knurrende hunløve på jagt efter en af sine små, hvis man så hvordan Ava med det samme lod sine hove danse hen over jorden med skridt der dundrede tydeligere end normale skridt. Hun satte ikke sine hove med ynde, for hidsigheden og bitterheden prægede stadig hendes sind og hendes krop. Hendes muskler var anspændte og arbejdede under det sorte hårlag. På trods af hendes lille størrelse og hendes køn, så var hun bestemt ikke svag. Hun var ikke en der smed sig på jorden og overgav sig så snart universet gik imod hende. Hun var en fighter og selv nu hvor hendes fortid krakelerede og tvang hende ud i noget helt nyt som hun ikke kendte til – noget helt nyt hun ikke vidste, ville kunne lade sig gøre, noget helt nyt hun aldrig havde forestillet sig ville ske, så kæmpede hun videre. Hun virrede ganske kort med det sorte hoved, der var pyntet med en hvid blis der løb hele vejen ned over mulen. De små sorte ører var vendt mod nakken og halen slog omkring sig i en takt som andre muligvis ikke ville kunne finde. Det var alt sammen inde i hendes eget hoved. word count, 251

[/td][/tr][/table][/center]

Mange vil kalde mig arrogant og egoistisk, og på mange punkter er jeg da også sådan. Jeg er ikke bange for at give mig til kende og vise hvem jeg er. Måske jeg snakker for meget om mig selv, men jeg kan lide det. Den lidt hårde skovbund afslører mig tydeligt, for hver gang jeg sætter mine hove givet det er lille ekko i skoven. De brune ører kører opmærksomt rundt efter lyden af andre. Efter lidt tid hører jeg det. Lyden af en andens hove der blander sig med min egen. Kort stopper jeg op og finder frem til hvilken retning lyden kommer fra. Straks hvælver jeg stolt min nakke og samler min krop, inden jeg igen sætter afsted i en blærende trav, direkte imod den fremmed. Der er ingen tvivl om at det er en hest jeg har med at gøre, og siden jeg aldrig har frygtet at møde andre, så ser jeg ikke hvorfor jeg ikke skulle gå denne fremmed i møde.

Min sølvgrå hale svirper en enkelt gang ud i luften, og lige som jeg tror at det er lykkedes mig at undgå en gren, mærker jeg et ryk i den. Panisk stopper jeg op og vender blikket mod min hale. Nej! Der sidder en gren filtret ind i den. Hvor jeg dog hader grene! Hurtigt kyler jeg mine ører tilbage og prøver desperat at snurre rundt om mig selv, i et forsøg på at fange den stupide gren. Men nej, jeg kan ikke nå den. Så jeg stopper atter op for derefter at svinge min hale mod min mule. Ihærdigt bider jeg ud efter den, men min timing er aldrig rigtig og heller ikke sådan får jeg fat i den. Panikken breder sig i mig, der sidder en gren i man hale! En gren! Hidsigt sætter jeg i galop, men ender dog i stedet med en række krumspring, tæt fulgt at mit hvin der på ingen måde er blærende længere. Den gren skal ud og det er lige nu.

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #121212; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] Bittersweet Den sorte hoppe med den lidt kraftige man og hale, som også havde fået sig en god længde, fortsatte sine skridt mod det punkt fuglene havde angivet at der var uro. Der gik dog heller ikke ret lang tid før hun kunne ane en form for påstyr, og hun fortsatte imod det. Hun var ikke bange. Hun var for hidsig til at lade frygt sætte sig. Det kunne også høres hver gang hendes hove plantede sig på jorden. De rytmiske skridt stoppede dog op da hun så en fremmed hingst stå og gøre sig selv en anelse til grin. Det blev til en langsom trippen til hun til sidst stod helt stille, og hævede hovedet for at iagttage hingsten stå og døje med en sølle pind i halen. Langsomt trådte den sorte hoppe med de blå øjne og den hvide mule nærmere. Der var noget over hendes holdning, noget næsten royalt og så alligevel ikke. Hun stoppede dog op og fulgte ham nøje med blikket i noget tid. At bryde ind og hjælpe var ikke det der stod øverst på hendes ’to do’ liste. Et dæmpet fnys forlod hendes næsebor, og hun gjorde en lille hovedrysten af ham. ”Hingst” Det kom fra hende som en lidt hånende tone måske, men ikke fjendtlig. Der var noget ubestemmeligt over den og alligevel noget lidt kendt. ”Hav lidt værdighed og lad dig ikke overmande af en sølle gren” Smilet der spillede omkring den lyse mule var en anelse udfordrende, en smule hånende og langt mere utilregneligt end nogen før havde set fra den sorte hoppe. Hun trådte yderligere nogle skridt nærmere med næsten slangeagtige bevægelser, som hvis hun snoede sig lige så smidigt af sted som en. word count, 284

[/td][/tr][/table][/center]