Post by Deleted on Apr 5, 2013 22:13:47 GMT 1
Åben tråd, for én person
,,Tider kommer, tider går. Tider forstummer, tider skifter. Folk forsvinder, folk begynder. Solen skinner, bag skyernes dække. Sneen falder, køligheden tiltager. Nok forandres ting, min kære. Alting forandres, hele tiden, selv du og jeg. Men noget du ej må forglemme, er at min kærlighed til dig, du lille, aldrig udrinder”
De ord, sagde min moder ofte til mig, dengang jeg ikke anede hvilke rigdomme og budskaber der egentlig lå i de ord hun dengang fremsagde. Men nu hvor jeg selv er blevet en voksen, men ung hoppe, forstår jeg godt de ord hun dengang sagde. Ord, som falder mig naturligt at huske, på dage som disse, hvor det hele måske kan føles en smule ligegyldigt.. indædt og stille. Ensomt måske? Jeg husker Brêgos ord dengang, om, om det ej blev ensomt at vandre blandt træerne, så dybt inde i en skov, hvor andre sjæle sjældent befinder sig. På det tidspunkt, kunne jeg ikke se ensomheden, men nu, nu kan jeg mærke den en smule. Jeg har ikke snakket med nogen i et godt stykke tid, fordi jeg selv har været søgt væk fra andre sjæle og bekendtskaber, for at tænke over, hvad mit lod på denne jord mon egentlig er?[/size][/blockquote]
Mine mørke hove, rammer ned imod den fugtige jord, der atter er begyndt at genvinde sine forårslignende dufte, og ikke mindst udseende. Jeg nyder at foråret igen er på vej, og at sneen endelig er forsvundet. Solens stråler er også kommet over himlen, dog ikke lige i øjeblikket, da det er blevet tusmørke; ej helt mørkt og aften, men solen ligger bag bjergene, og giver kun en minimal belysning i nogle minutter endnu. Mine mørke og varme øjne glider igennem træerne, inden jeg træder helt ud fra dem, og nu står blottet ude ved engen, med træerne bag mig. Langsomt vipper jeg ørene lyttende omkring, inden jeg sender et varmt, mildt og søgende vrinsk frem; blot for at høre, om andre sjæle, ligesom jeg selv, er kommet frem fra deres skjul.
