Det første møde med beboerne i Andromeda

[åbent - han er lige kommet igennem portalen:3]

En dal lå udspændt foran den brogede hingst. Rækker af bjerge snoede sig som et panser om den smukkeste dal, hingsten nogensinde havde set. En glimtende lille flod løbe urelmæssigt gennem dalen. Få heste gik og græssede ved floden. Askari lod en fanfare af et vrinsk gungre gennem dalens bjerge. Han så intet problem i dette, da han huskede stemmen ord om de rene sjæle. Hver enkelt ville ham nok noget godt, og hvis ikke kunne han vel slås. Duften af forår mærkes endnu mere kraftigt i dette vidunderlige land. En let brise fik de sparsomme træer til at rasle en glad sang om forårets kommen. Hingsten havde endnu ikke opdaget landets skjulte ondskaber, han var kun glad for de synlige dejligheder som omgav han. Græsset som voksede højt om benene på ham virkede tillokkende, men han kunne spise senere, lige nu var hestene mere intrassante i hans hoved. Igen prustede han og fæstnede sit blik på de få heste som gik og græssede uafhængigt af hinanden og frydede sig over at portalen spyttede ham ud her.

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #121212; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] Det første møde med beboerne i Andromeda Mellem de halvnøgne træer der så småt var begyndt at lave nye blade, stod den sorte hoppe med de isblå øjne og den brede hvide blis. Hun stod i skyggerne med ørerne vendt bagud og øjnene halvt lukkede. Hun sov ikke. Hun sov næsten aldrig. Hun hvilede, men var altid på vagt. Chibale var en af de øer, hvor Ava ikke havde tilbragt ret meget af sin tid, og vel også et af de steder hvor man ikke sådan lige regnede med at ville finde hende, for træer lavede skygger og skyggerne kunne hun stadig høre inde i sit hoved engang imellem. De talte til hende, også selvom hun af og til var overbevist om at det var hendes eget hoved der legede med hende. Det måtte det være. Stilheden blev brudt af en række vrinsk, og Avas ører gled om i nakken mens hun åbnede øjnene med et halvvredt blik. Hvem vovede at forstyrre hende når hun lige havde fundet fred? Et lille fnys forlod hendes mule inden hun strakte sig lidt fremad og måtte flytte benene for ikke at skvatte. Den mørke krop blev rystet igennem og som solens stråler ramte hendes ryg, mærkede hun også hvordan varmen kom strømmende gennem kroppen. Det ville ikke vare længe før det efter hendes mening kunne blive alt for varmt. Hun var ikke langt fra det åbne område. Hun satte kursen derimod da lyden havde lydt som om den kom derfra. En hvislende lyd var at høre da den sorte hale skilte luften fra hinanden i et svirp. De blå øjne iagttog en fremmed der så ud til at være mere end bare glad for at være her. Mere end hun havde set nogen andre springe omkring. Hun virrede ganske kort på hovedet inden hun begav sig mere ud i det åbne, stadig med blikket vendt mod den fremmede. word count, 308

[/td][/tr][/table][/center]

En sort hoppe dukker op i den brogede hingst synsfelt - hun virker lettere irreteret over hingstens spetakkel. Et kort øjeblik strejfer det den overstadige hingst at hoppen ikke ser særlig glad ud over at høre til "de frelste", men hurtigt slår han det væk - man kan jo ikke være glad hele tiden. Trippende af glæde vrinsker han endnu en gang. På trods af sviende piskemærker og flænsede ben er den musegrå hingst helt overstadisk af glæde. Igen og igen vrinsker han til den sorte hoppe for at vise hende sin glæde over at være "befriet". Aldrig siden hingsten var føl, har han følt sig så glad. langsomt, på grund af ømmemuskler, skridter hingsten den sorte hoppe i møde, mens det knæhøje græs danser om hovene på ham.

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #121212; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] Det første møde med beboerne i Andromeda Hingsten virkede stadig til at være glad. Meget glad endda, og Ava forstod det ikke helt. Hvad kunne gøre en anden sjæl så glad? Et lille fnys forlod endnu engang hendes mule, og med faste skridt begav hun sig fremad. Hendes hoved vuggede en smule i takt til hendes skridt. Lange og rolige, men samtidig også lige så bløde som var hun en kat der listede sig af sted i et forsøg på ikke at blive set. Men her i det åbne var hun ude af stand til at skjule sig. Hingstens vrinsk svarede hun ikke på, for der var ingen grund til at lade andre vide at hun var her. Ikke at hun regnede med at nogen ville forsøge at lede efter hende eller finde hende, eller at nogen overhovedet havde grund til at lede efter hende. Det var nok mere hende selv og hendes indre dæmoner og stemmer hun flygtede fra. De blå øjne forlod stadig ikke hingste, og hun stoppede til sidst op for at lade hingsten komme nærmere selv. Hun ventede vel bare på han var tæt nok på til hun ikke behøvede at stå og råbe. word count, 191

[/td][/tr][/table][/center]

Energisk skridtede Askari hoppen i møde. Da han var kommet helt hen til hende, og kun stod ca. 20 centimeter fra hende, udstødte han forundret ordene:

"Her er så dejligt"

Øjeblikket efter bredte der sig en rosa farve på Askaris sort-grå kinder og han slog blikket ned i jorden - det var jo ikke det der var det første man skulle sige når man mødte nye heste!

"Undskyld jeg hedder Askari"

sagde han og løftede blikket fra jorden og så hende dybt ind i de isblå øjne og tilføjede næsten hviskende:

"jeg er bare så glad for at være her"

Vinden havde lagt sig, og ligeså græsset. Længere væk hørtes lyden bølgernes svuppen, da de ramte klippe-kysten. Alt virkede på Askari til at ånde fred og ro.

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #121212; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] Det første møde med beboerne i Andromeda Man kunne vel nærmest se nogle små rynker danne sig hen over den hvide silkebløde mule da Ava et øjeblik lavede ansigt. Hun rettede sig dog lidt op igen og gjorde som hun vel nærmest kunne høre hendes moder fortælle hende. Stemmen i hovedet bad hende i hvert fald opføre sig ordentligt. Havde den ikke gjort det havde hun nok også snappet ud fordi hingsten havde været så tæt på at hun vel nærmest troede et kort øjeblik, at han ville ramle ind i hende. De små ører var lige så stille vendt om mod nakken, en anelse lagte men ikke helt advarende. ”Dejligt? Hah!” Den sorte Ava tog et par skridt til siden og tog i stedet en runde omkring den fremmede hingst.. Hun lyttede godt nok til hans ord, da han præsenterede sig selv, men havde ikke selv så travlt med at præsentere sig selv. Man kunne vel nærmest kalde hende en gnaven mokke, men det var hun dog ikke. Det var jo ikke ”Askari, jeg gætter på du ikke har nogen som helst anelse om hvad det præsist er der foregår her? Har jeg ret?” Nok var der mange der kom andre steder fra, og som muligvis var redet fra en skæbne værre end døden eller døden selv. Helt præcist hvad der havde gjort at hun selv var kommet hertil vidste hun ikke. Kun at det var det varme lokkende lys. Grunden var ukendt. Hun stoppede op da hun igen stod foran ham. ”Her hersker kaos. Her er hver hest sin egen herre, men også sin egen forsørger og sin egen redningsmand” Selv kom hun fra et sted hvor floklivet var meget udbredt. Faktisk var der sjældent ret mange strejfende. De strejfende der var, havde selv valgt flokken fra – højst sandsynligt på grund af uenigheder, men det var kun sket en enkelt gang i de år Ava havde været i Marah. Her var der kun en lille flok, som ikke engang eksisterede da hun var bragt hertil. Der var heller ikke ret mange hun havde mødt af hingste i hvert fald, som ikke var arrogante og mere eller mindre narcisitiske. De havde nok i sig selv. De vidste bedre selv og de kunne sagtens klare sig uden andre. Hun mente vel at de blev drevet til vanvid og blev bims i hovedet af det – ligesom den hvide skygge. word count, 391

[/td][/tr][/table][/center]

Askari så undrende på hende. `alle er deres egen herre´ lød det som et ekko i hovedet på ham, selv om den sorte hoppe udtalte den som var det rædselsfuldt, så var det ikke det som Askari tænkte ved lyden af orden.

"Deres egen herre?"

Spurgte han forundret, og hans hjerte slog et slag over af glæde. Han have forventet at man var sin egen ejer i et land bedre end døden, men på trods af det varmede det ham dybt ind i sjælen at høre det fortalt af en anden. Flokliv var ikke noget som var tilstede i Askaris tanker i det øjeblik - aldrig havde han været en del af en flok og oplevet føelsen af at være en del af et `sammenhold´.
Dette land var ikke blot menneske frit... men han slap også for at blive underkuet af andre heste og bestemt over!

"Fantastisk"

Hviskede han med et drømmende blik i de mørkebrune øjne.

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #121212; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] Det første møde med beboerne i Andromeda Den fremmede hingsts tone var ikke en som Ava brød sig ret meget om. Ikke fordi han på nogen som helst måde fornærmede hende, men mere fordi han lød overentusiastisk omkring det at være fri. Han ville vel ende ligesom de andre hingste der mente de kunne klare sig selv. De der i virkeligheden var de svage fordi de ikke kunne se ud over deres egen mule og dem selv. Dem der i sidste ende ville blive drevet til vanvid af ensomheden og hvem vidste hvad der så ville ske? Havde Sage været til at finde igen ville han måske kende svaret, men hvor han var blevet af vidste hun ikke. Hun slog et enkelt smæld med den kulsorte hale, der strøg op langs hendes side inden den faldt tilbage på plads igen. De iskolde blå øjne iagttog den brogede hingst, hvis farve mindede hende om en hun allerede havde set her – en hun heller ikke brød sig ret meget om. Det var ikke fordi hun var den gnavne hoppe som ingen kunne snakke med. Denne hingst havde vel bare været lidt uheldig med sine holdninger og udseende.   ”Fantastisk!? Ja tak – lige indtil du bliver drevet til vanvid af ensomheden. For ikke at snakke om de farer der lurer omkring. Pas på skyggerne”   Det var vel en form for advarsel. Og alligevel ikke helt. Det kunne vel også sagtens ses som drilleri, men det var jo op til hingsten selv at vurdere hvordan han ville tage det. Selv ville hun ikke gå og lege mor for en der som minimum var på samme alder som hende selv. Også selvom han måske ikke virkede som om han var det. word count, 278

[/td][/tr][/table][/center]

Askari lagde hovedet på skrå. Hoppen virkede langt mindre "venlig", da hun igen ytrede sig. De grå ører rykkede sig let mod nakken. Hun skulle ikke fortælle hvilke føelser han skulle have om sin frihed og næsten virke truende mod ham. De kridthvide tænder vistes let - blot for at fortælle hende at hun ikke skulle true ham eller bestemme.

"Jeg vil nok danne min egen mening. Og denne har jeg ikke behov for du giver krydderi på! Skygger? Ha - dem skal jeg nok møde på egene hånd. Og ensomheden er forresten heller ikke noget problem for mig. Jeg mødte jo dig blot et par minutter efter jeg ankom!..."

Han råbte ikke men man kunne vel godt høre at hun havde tændt hans temperament