Shooting Star

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #121212; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] Shooting Star [reserveret til Maja og Fuego] Mørket havde sænket sig over landet Andromeda, og himlen blev lyst op af både månen og de mange glitrende stjerner. På en aften som dette hvor himlen var skyfri, tog den sorte hoppe sig tid til at søge væk fra de mange træer og engene med alt for mange sjæle omkring sig. Zenobia var en ø, hvor hun sjældent opholdt sig. Hun var ikke forfærdelig vild med alt sandet når det blæste for meget og heller ikke hvis der var for varmt. Men en ting var sikkert. Den ø var den bedste at kigge på stjerner fra, for der var intet til at gå i vejen. Op af bakke gik det for den sorte hoppe, dog uden problemer, og da hun nåede til toppen strakte hun halsen ud med mulen der søgte mod den mørke himmel med de glitrende stjerner, og med et lidt sørgmodigt blik i de isblå øjne. Meget havde ændret sig siden hun kom hertil. Hendes måde at tænke på. Hendes måde at være på – andres måder at behandle hende på. Hun var vant til en form for respekt i det gamle land og respekt fandt hun ikke ret meget af her. Hverken respekt eller sammenhold, og det gjorde også at det engang imellem trak i hende for at komme hjem. De hvislende lyde fra bølgerne der kravlede op over sandet og trak sig tilbage igen som små monstre der ikke fik fat i hvad de ville, var at høre i det fjerne. En hvid tråd trak sig selv hen over den mørke himmel og forsvandt igen. Hun vidste hvad det var for hun havde set en før da hun var lille. Før Arc endnu var født og hendes moder havde været der. Hun lukkede øjnene og gentog de samme ord som hendes moder havde lært hende da hun var helt lille. ”Star light, star bright, The first star I see tonight; I wish I may, I wish I might, Have the wish I wish tonight” Det var ikke mere end en lille svag hvisken der lød fra den sorte hoppe, og hun lukkede øjnene for at ønske, præcis som hun havde gjort da hun var lille. Det samme ønske gentog hun gang på gang indvendigt og lige så stille var det som om stemmen inde i hende ændrede sig til noget mere hviskende end hendes egen og meget mere anderledes end hendes egen stemme som hun så ofte hørte. Det var heller ikke hendes moders eller Leonoras. . . . Aaaaaayvaaah! Du ved godt det ikke nytter noget Ayvah! Drømme er for nybegyndere og for de små – Du ved godt de ikke hjælper! Hvor mange gange har du ikke ønsket dig din broder tilbage, Ayvaaaah? . . . Hun kneb øjnene sammen nærmest vredt og helt automatisk spændte hun op i hele den sorte krop. Hun kunne klare meget, men stemmerne skulle ikke manipulere med hende når hun forsøgte at få fred. ” dhóthain! saoire dom féin!" [”Enough! Lad mig være i fred!”] word count, 498

[/td][/tr][/table][/center]

For første gang, siden jeg kom til Andromeda, oplever jeg nu en smule varme. En varme der er kommet, fordi vinteren nu endelig har sluppet sit tag i landet, og dermed er sneen forsvundet. I stedet er alting begyndt at spire, og det gør mig lykkelig. Lykkelig over, at bække og floder nu ikke længere er frosne, og dermed ikke skal være mig et evigt minde om, at jeg førte min flok i unåde, lod dem alle drukne og forsvinde, forsvinde op til de evige græsmarker, hvor de alle er samlet nu; men jeg er ikke hos dem.

Hvorfor jeg ikke døde, og kom til deres land, sammen med dem, som deres leder og ven, det er mig stadig en gåde. Men det er ikke en gåde, jeg har tænkt mig at finde svaret på; for jeg har indset, at grunden til jeg måske netop er her, og ikke der, er fordi der er en eller anden, der har ment, at endnu en chance skulle gives til mig. Og den har jeg ikke i sinde at forspilde, overhovedet.
Jeg har ikke fået mange bekendtskaber endnu, men nogle stykker er det dog blevet til, igennem månederne. Men her i vinteren, er mange vidst søgt til at andre områder, jeg ikke kender til, for her har været ganske stille. Men det har nu ikke slået mig ud, i min søgen efter selskaber og nye venskaber. Næ nej. Jeg skal nok finde dem, før eller senere. Helst før. Min fukse krop, er søgt imod Zenobia, den ø, hvor jeg fandt den sorte hoppe, med de mærkværdige blålige aftegn, måske fordi jeg tænker at jeg kunne være heldig at finde endnu et selskab, men også fordi Zenobia er så ganske forskellig fra de andre øer.

Mine fukse øre, vipper glædeligt og lyttende omkring, mens jeg med en stor rolighed bevæger mig af sted igennem sandet, med en omhyggelighed og ro, der skinner ganske meget igennem. Jeg har ikke travlt, og denne aften, har jeg valgt blot at søge af sted igennem området, uden egentlig at have et mål. Stilheden bliver dog pludselig brudt, af en svagt hviskende stemme, der derefter bliver højere, med ord jeg overhovedet ikke ved hvad betyder. I en let og samlet bevægelse standser jeg op, mens de varme men autoritære øjne søge igennem området; og der, på en sandet bakke, står Ava, den sorte hoppe, der var mit første selskab. I en ivrig bevægelse, slår jeg mit hoved op, mens jeg udsender en brummende højlydt lyd i hendes retning, for at give mig selv til kende, inden jeg med rolige og lange bevægelser, begiver mig imod hende i en rummelig skridt.

,,Me lady Ava. Hvilken fornøjelse at støde på Dem, denne stjerneklare aften."

Siger jeg så, da jeg er kommet hende nærmere, og derefter standser op i en afstand der er respektabel for de fleste, og som også var det for hende sidst, inden jeg så strækker min mule lige søgende frem imod hende.

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #121212; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] Shooting star Min figur er tilbage ved det normale igen og derfor ligner jeg også mere mig selv. Der er kun en ting der er anderledes ved mig, og det er det hvide bidemærke der er begyndt at træde frem. Den vind der af og til kommer ude fra vandet leger med både min hale og min lange man og pandelok. De blå øjne der før var en anelse sørgmodige er nu i stedet vrede. Stemmerne der før rungede i mit hoved bliver erstattet af en ny stemme der taler til mig, og det er en jeg har hørt før. Slår blikket mod den bekendte hingst der nu var kommet – som Ava ikke havde opdaget før han havde talt til hende, og normalt var hun meget opmærksom på sine omgivelser. De små sorte ører fløj et ganske kort øjeblik helt om i nakken som havde det været en fuldstændig fremmed der var trådt nærmere hende. Som hvis det havde været en hun med det samme kunne se ville gøre hende ondt. Men det var ikke af ham hun vendte ørerne. Det var mere de få stemmer der stadig var tilbage som efterhånden var blevet hvislende og hviskende inde i hovedet og som stille og roligt blev lavere og lavere som blev de båret væk af vinden. Fugegos fine hilsen gengældte hun ikke som hun måske normalt ville have gjort, for hun var måske en smule ved siden af sig selv. Hvem ville ikke være det i hendes situation? Det var lige før hun var sikker på hun ville kunne opretholde rekorden i at skabe mest kaos for sig selv på kortest tid, resten af hendes egen levetid og lang tid efter også. Alt hvad hun troede på var mere eller mindre gået tabt nu. ”Fuego” Hun hilste på ham med et lille nik og flyttede også de isblå halvkølige øjne over mod ham. Ikke en kølighed som der som sådan var rettet mod ham, for så ville det næsten kunne skære gennem marv og ben. Hvis øjne kunne slå ihjel var hun i hvert fald en af dem der ville have flest dødsfald på samvittigheden. ”Hvad bringer Dem til denne sandede ø en så mørk aften?” Det var ikke sikkert han var der af samme grund som hende, men hvad der ellers var at lave her, vidste hun ikke. Den var vel egentlig mest sådan til dem der søgte plads, og dem der ikke ønskede at være omringet af tusindvis – eller bare grupper af andre heste. Dog var det mest for stjernernes skyld den sorte hoppe var søgt til Zenobia. Hun slog et smæld med halen, der gav en hvislende lyd fra sig og et svirp, da den brød gennem luften. word count, 449

[/td][/tr][/table][/center]

Det virker en smule til, at den sorte Ava ikke har opdaget mit eksistens, førend mine ord bryder stilheden i en høflig hilsen til den sorte hoppe. Hendes øre viger bagud, i en bevægelse der kort får mig til at overveje, om jeg har taget fejl; om jeg burde have set at hun ikke ønskede selskab, og blot ønskede at stå selv i fred og ro, for disse aftener kan man da sommetider have. Men hendes øre kommer dog let frem igen, og hendes ord bryder nu stilheden. Men hendes hilsen er ikke som den var sidst vi mødtes, og skal jeg være ganske ærlig, så virker det som om den kønne sorte hoppe, er en anelse ved siden af sig selv. Hun virker ikke tilpas i sin egen eksistens, og dette behager mig ikke. Jeg synes efterhånden kun at have mødt sjæle, som er ved siden af sig selv i dette land; måske er det bare sådan det hænger sammen? At de der kommer hertil, er blevet arret for livet i deres indre? Jeg håber ikke dette er sandheden; for jeg er en hingst der ønsker at hjælpe dem der er omkring mig. Men jeg kender også mine grænser, og jeg ved at jeg ikke kan hjælpe alle dem, der er i det her land. Det ville være en umulighed. Hendes blå øjne vendes imod mig, en anelse køligt, og sådan husker jeg dem heller ikke.

,,Me Lady, jeg søgte ikke noget bestemt denne aften, det gør jeg sjældent. Blot ville jeg se denne ø endnu engang. Men at jeg så fandt Dem, er jeg bestemt ikke utilfreds over. Men Me Lady, fortæl mig hellere hvorfor De er søgt til sandets land?”

Mine røde øre vippes roligt omkring, lyttende til de åbne omgivelser som vi jo er i. Nok er jeg ikke flokleder længere, men en leder i sindet, det vil jeg altid være, og dermed også en beskytter. Så når jeg er i den sortes selskab, vil jeg gøre mit for at vi ikke bliver overrasket over andres eksistenser. Hun søger ikke sin mule imod min, og derfor vælger jeg også at trække min tilbage, ganske roligt og ikke slukøret. Men jeg bekymrer mig dog over, at hun ikke er som sidst; for hvad er der sket den sorte skabning, siden vinteren, hvor vi sidst så hinanden?

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #121212; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] Shooting star Den unge sorte hoppe tog ikke hingstens tilstedeværelse så tungt som hun måske så ud til. Hun var ændret. Det var der ingen tvivl om, men helt tabt var hun vel ikke. Han havde jo også ret til at være her, og hun kunne ikke gøre krav på en hel ø. Hun slog et svirp med den sorte hale, som hvislede gennem luften og holdt stilheden lidt på afstand, fordi hun ikke svarede ham lige med det samme, men forholdt sig tavs i nogle sekunder.   ”Det er også en ganske fin ø. Gylden om dagen og varm om eftermiddagen. Skyggeløs om natten”   Selvom der jo var mørkt om natten, så var der jo af og til nogle skygger, for når dagene ikke var korte, så blev der aldrig helt mørkt, og hang månen på himlen, så kastede den også et hvidt blidt lys over landet – og alle former for lys skabte skygger – men hvor intet var til at skabe skygger, kunne ingen skygger herske.   ”Jeg holder af denne ø og dens manglende skygger. Der hviler en ro over dette sted, som jeg ønsker, skal smitte af på mit sind”   Det var vel ikke vigtigt for ham at vide præcis hvad det var for en uro der var i hendes sind, for det var ikke mange hun lukkede ind. De isblå øjne blev mindre og mindre kølige. Det var jo ikke fordi det var hans tilstedeværelse der var noget galt med, for hun var jo heller ikke en enspænder. Hun så jo gerne at der var selskab i ny og næ, selvom hun ofte flakkede rundt alene. word count, 449

[/td][/tr][/table][/center]