Mit rige; tør du?

Foråret blomstrede i alle kroge, selv i bjergendes toppe. De mange kolde snedynger var smeltet mere eller mindre overalt, mens de overlevende få græsstrå atter rejste sig efter en langvarig og hård vinter. Andromedas land var, er og forbliver nok et land som virkelig følger sine årstider til punkt og prikke. Om dette var en god eller en dårlig ting, var ikke noget der så meget som strejfede den gråbrune hingst en tanke.

Denne mindre dal i bjergpasset han begav sig i, med den stolte og ranke holdning; der som altid blev båret med en vis stiv og så alligevel galant form, hen over det hårde underlag. Det klirrede dæmpet under hans hove, mens de krystalblå øjne som altid overvågede enhver bevægelse eller ændring omkring hans skind. De krystalblå øjne der spillede så tomt og koldt, som var de tilhørende til et lig; så sig stift fast på en fugl der landede lettere provokerende få meter foran hans muskuløse og slanke krop der bar sig fremad, målrettet efter at forbi, passerer denne lille dal.
Fuglen vendte og drejede sig kort, mens de gråbrune nedlagte øre langsomt blev presset hårdere i nakken, advarende af denne fugl. Alligevel holdte han den stive og elegante skridtgang, i samme tempo – mens hans hove præciserende trådte skridt for skridt.

Fuglen var så at sige foran hans hove, da et hårdt stamp fra den hov der var nærmest ham selv, hamrede sig hårdt ned bag fuglens halefjer! I takt udstødte den brogede hingst et hårdt og truende fnys, alt imens den lyserøde mule rynkede sig skeptisk helt så tænderne blev blottet. Samtidig blev begge øjne misset truende sammen, og kun få millisekunder derefter, flaskede fuglen forskrækket til vejrs.



[Reserveret til Askari]

Denne ø var, som alle de andre øer, fremmed for den musegråbrogede hingst. En frisk duft af forår og regn havde fyldt hingstens næsebor, da han trådte ind på øen, og straks vidste han at øen var ham behagelig at være på. Bjergene var en meget tydelig faktor i denne ø´s natur - store som de aller største kæmper lå de med rester af snedækkede tinder, snart ville den resterende sne nok også være væk.

Han begav sig længere ind på dette nye land for at møde det med åbent sind. I en hurtigt trav - så hurtigt som det lod sig være i dette ujævne terræn - travede han længere ind på øen. Ingen havde fortalt hingsten om at han skulle være forsigtig og at han jo var enlig. Selv om han havde haft en hård fortid havde han aldrig prøvet det vilde liv i mere end nogle dage, og da havde han ikke tænkt sårbarhed en tanke, han havde bare flygtet. Jovist havde han sine instinkter i behold, men så ingen grunde til at betvivle landet og dets beboer. Endnu havde landet ikke vist en djævelsk side, og så længe den ikke gjorde det viste hingsten sig fra sin mest naive side.

Da hingsten havde løbet lidt, satte han farten ned til en skridt. Vinden legede kådt med hans man. snart holdte han en pause i en dal omgivet af et bjerge. han hverken flygtede eller følte trang til at gå af andre grunde - kun efter at mærke foråret og varme sit skind. En lyd af klukkende vand nåede hingsten, og han vidste med det samme, at han var nær et vandfald. Bjergene havde han endnu ikke udforsket og noterede at det skulle han efter en forfriskende tår vand. Med halen højt løftede og ørene vendt godt fremad, startede han sin søgen efter det klukkende vandfald.

Den brogede hingst fortsatte atter sin vandring et godt stykke tid. Der gik ikke længe før han begav sig på den skrå sti der førte ham ned på sikker jord, som én som Armonia nok ville kalde det. Han plantede snart forhovene på mere blødt underlag, da klippernes stenunderlag langsomt og gradvist mundede ud i engens bløde jord, beklædt med græs; da en skikkelse forstyrrede hans sind. Næsten hastigt fór en skikkelse forbi længere ud på engen, med kurs imod bjergpasset han selv lige havde forladt.
Ak og ve’, sneen er væk; og atter virker alle sanser optimalt. Det gik stærkt, da en duft allerede blev opfanget gennem de lyserøde næseborer; en væmmelig og lettere kvalmen duft. Som brændt og varm plastic. Tilmed frastødt slog en rynke sig over den lyserøde mule, mens begge krystaløjne kort derefter blev misset anseende sammen. Djanges øre lå i nakken, roligt hvilende mod den fyldige og mørke man, der kort rørte på sig efter et vindslag.

Endnu var hans holdning rank og stiv, før han en smule bestemt gav et hæst og hingstet vrinsk fra sig, næsten advarende af denne hingst, som så hurtigt søgte mod bjergpasset og dén åbning han vidste, lå ikke langt fra denne position. Blot en smule omkring bjerget, så ville man befinder sig i en dal, der egentlig stadig tilhørte engens plan.

Et vrinsk fra en hest - bestemt ikke en hoppe - nåede Askaris ører som hurtigt blev vendt bagud. brat stoppede han sin trav og kiggede undrende i vrinskets retning; En anden hingst stod for foden af bakken. Striber som Askari's prydede også denne hingst ben og store hvide pletter sprædte sig også ud over hele hans hårlag, Men hingsten var mere brunlig end Askari. Af natur var han nysgerrig men også lidt af en enspænder angående andre hingste, dette medførte et stort indre kaos i hingsten. Han valgte dog at ignorre hingsten og kigge mere på resten af øen. Med et par lettere hårde smæld med halen satte hingsten den gang i de muskuløse ben igen.

Hingsten stoppe, ret så brat faktisk. Hurtigt vandt en skeptisk rynke sig vej over den lyserøde mule på den brogede hingst, før hans øjne med det kolde og tomme blik, stirrede sig fast sammenmisset på denne hingst. Hingsten var på mange måder udseendemæssigt lig med Djange; og så alligevel ikke!

De korte ben, den lille krop, den ponyfede facon hingsten bar, frem for den elegante, langbenede sjæl han selv var. Men hov! Respektløst, direkte respektløst! Kun et blik undede denne fremmede ham, før et piskende slag lød fra den mørke hale og den lille hingst var fremme i fart igen. Irritabelt blussede en gnist kort op i de kolde og tomme øjne, før han rejste sig kort på bagbenene for at hamre begge forhove hårdt og markerende i jorden med et højlydt og hæst fnys. Hvad var det denne hingst bildte sig ind?!

Så snart hovene var landet, havde det tilmed lydt dundrende mens hans hove havde på skridt stemplet jorden, mens den ranke og samlede galop fór efter hingsten, med ørene dybt i nakken, alle muskler spændte; hovedet atter højt stillet på den højt hævede hals, mens den lyserøde mule rynkede advarende, sådanne at tænderne svagt blev blottet.

Pludselig mærkede Askari at den fremmed hingst havde sat efter ham. Jorden næsten dundrede - denne hingst var ikke glad, for hans træk om at ignorre ham. Bange var han ikke. Klistret til nakken blev de slanke, mandelformede ører. Langsomt kortede benene den elegante trav til en skridt, for til sidst at stoppe helt op. Hurtigt vendte han sig om mod hingsten klar til hans kommende angreb. Undrende så han på den utilfredse hest. At flygte fra hingsten strejfede ej ham - det var kun tabere der flygtede - og selv om hingsten var adskillige centimeter højere end Askari, var han ikke så nem at skræmme.

Hingstens tænder var blottede og hvide som elfenben. Med en næsten dyrisk snerren besvarede han denne hingst. Selv om at Askari for mange virkede for glad, så havde han en mere alvorlig side, som denne hingst vækkede i ham. Store, tunge regndråber var begyndt at falde på de 2 heste og løb ned over Askaris oprevne ben. Sårene vakte ham stadig smerte, når ikke det lykkedes den iltre hingst at glemmme den. Et lyn oplyste de 2 heste - dette ville blive en fantastisk kamp, tænkte Askari for sig selv.

Vejret skiftede langsomt, skyerne havde godt og vel været over hovedet på den brogede hingst et stykke tid nu. Men først nu brød vejret ud. De første dråber var tilmed rare; blide og næsten kærtegnene. Men snart blev de mange, hårdere og piskende, mens det tilmed også påbegyndte at buldre op! Den mindre hingst foran ham, havde bestemt ikke tolket dette specielt smart! Direkte snærende var det som om hingsten besvarede han eget fnys; og alt imens hingsten duft dog blev formidlet i regnens fald, irriteret dette blot Djange endnu mere!



[OUT – Rykker det til en kamp under Askaris board (:]