Fortid, datid, nutid, altid

Der er efterhånden gået et halv års tid, hvor jeg har haft ordet ‘mor’ på mig. Jeg har endnu ikke vænnet mig til tanken om, at jeg allerede i denne alder er mor. Men dog har jeg accepteret, at det er det jeg nu engang er; og dette er en stor indrømmelse og erkendelse fra min side, hvilket jeg nok også på en eller anden måde er en lille smule stolt over.
Jeg har igennem det sidste lange stykke tid, ikke haft andet kontakt til firbenede væsner, udover Saphira, som jeg jo stortset hele tiden er i nærheden af. Men hun har også nået alderen af et halvt år, hvilket også gør at hun jo også er begyndt at udforske landet på egne hove, hvilket jeg respekterer, men alligevel på en eller anden måde ikke bryder mig om.
Jeg har denne aften valgt at bevæge mig en smule ud på ’ukendt’ område, i min søgen efter Saphiras dufte. Hun er ikke at finde i skoven lige nu, og derfor har jeg valgt at søge væk fra skovens indre tryghed, og i stedet har jeg nu bevæget mig ud i det mere åbne område, hvor kun nogle små klatter træer pryder den åbne eng, der strækker sig frem for mig.

Dog er det ikke en kæmpe eng, for Chibale består jo primært at skove og træer, og derfor har jeg valgt at det her til aften, godt kan være en mulighed for mig, for at se lidt andet end bare træer. Mine hove slår ned imod det grønne græs, mens halen bag mig slår i svirpende bevægelser. Mine øre viger omkring i hurtige og lyttende bevægelser, og kommer der en lyd jeg ikke bryder mig om, ryger mine øre bagud i nakken, mens jeg spænder en lille smule op.

Månen står skarpt ned imod min grålige pels, og jeg er godt klar over at jeg er synlig overfor andre, der måske er skjult i de klatter af træer der er på engen. Men jeg er på vagt, og ganske påpasselig. Jeg er ikke længere tynd på samme måde, men den spinkle bygning gør selvfølgelig at jeg altid vil være ’tynd’ at betragte. Arrene er der stadig, ganske synligt endda. Og det kommer nok ikke til at ændre sig foreløbig. Jeg mangler selskab.. ja.. Men jeg opsøger den aldeles ikke. Desuden ved jeg ikke, hvem pokker selskabet skulle være, da jeg sjældent bryder mig om andre, og de aldeles heller ikke bryder sig om mig.

Vejret er blevet varmere, og det er vel ikke rigtigt til at tage fejl af, at foråret har gjort sin entre. Græsset, der dog stadigvæk i en vis grad er præget af vinteren, fremstår grønnere, end det har gjort længe. Dette er naturligvis ikke ret synligt lige nu, fordi mørket har lagt sig som en tung dyne omkring landet. I det sidste lange stykke tid er jeg klar over, at jeg ikke har været en fremtrædende sjæl, men det har nu heller aldrig rigtigt været min rolle. Hverken her eller i mit gamle land. Men hvad er så den egentlige grund til, at jeg har valgt at holde lidt lav profil?

Måske er det fordi, at jeg er bange for at gøre mere, der trækker mig længere og længere væk fra mig. Måske er jeg bange for, at jeg skal begynde at gøre ting, som jeg ikke kan acceptere som værende en del af mig selv. Og det er absolut ikke noget, der passer mig særlig godt, at jeg pludselig føler behov for at passe på - det plejer jo ikke ligefrem at ligge til mig, vel? Jeg kan sagtens være sart, men mine handlinger skal for det meste være ret ekstreme, før min samvittighed angriber mig. Men det er ikke en dårlig samvittighed, der nager mig her. Nej. Måske er det nærmere det modsatte, som forsøger at få lov til at komme til udtryk.

Månen holder sig ikke tilbage her til aften, men på trods af det skarpe, sølvfarvede lys er jeg ikke særlig synlig, udover at lyset giver et eventyragtigt genskær i min sorte pels. Dog er der en anden, der er synlig. I et øjeblik føler jeg en irriterende trang til at vende om og gå min vej, inden hun opdager mig. Ja, det er en irriterende trang, fordi jeg nok egentligt bare burde være fuldstændig ligeglad med hendes tilstedeværelse. Hidsigt lader jeg mine ører rykke om mod nakken, inden jeg bider tænderne hårdt sammen. Hele min sorte, spinkle krop med de lange ben udtrykker meget tydeligt, at jeg slet ikke er tilfreds med situationen. Højlydt giver jeg et fnys fra mig. Måske har hun set mig - måske har hun ikke.

[/size][/color]

Mange tanker, er i øjeblikket at spore i mit hoved. Tanker, som jeg ikke rigtig kan arbejde med, og egentlig heller ikke rigtig kan håndtere. Jeg tænker selvfølgelig på det møde, jeg sidst havde med en hvis Ravnsort hingst, som desuden også er endt ud med at være knyttet til mig på en måde, vi ikke selv har valgt; for han er fader til Saphira, som jeg er moder til.. Mine grå øre vippes yderligere bagud, mens jeg i et stykke tid, som jeg ikke selv kender antallet på, lukker af for de lyde der er omkring mig, og i stedet lukker mig inde i min egen personlige skal af tanker og et ustyrligt virvar.

Jeg husker tydeligt vores møde. Vores ord og vores handlinger. Ingen af os sagde direkte at vi brød os decideret om hinanden, men alligevel ville ingen af os gå. Nok både af stædighed, men også af en anden grund for mit vedkommende, som jeg aldeles ikke bryder mig om at mindes. Jeg vil ikke mindes de tanker jeg gjorde mig om ham den aften. Jeg vil ikke mindes om, at jeg har fået en eller anden irriterende svaghed overfor den Ravnsorte hingst, som jeg inderligt bare ønsker at hade. Hade så meget, at han end ikke ville kunne finde på at komme til mig igen. Men det har han jo så heller ikke gjort.. I lang tid, har jeg ikke set ham, hørt ham, eller hørt om ham, hvilket er meget mærkeligt. Måske er han forsvundet, præcis som jeg regnede med. Måske gjorde han det, som jeg sagde han skulle gøre, hvis han ønskede at jeg skulle forbande ham, og hade ham indædt; forlod mig, forsvandt som alle andre. Tanken om dette, får blandede reaktioner frem i mig, og i et ryk vrider jeg mit hoved længere ned, og snapper mig selv på bringen, uden at lave hul selvfølgelig, men for at få mig selv ud af de tanker. For jeg skal slet ikke reagere på det, det burde jeg ikke. Jeg skal være ligeglad, det burde jeg være.

Bedst som jeg går der og små ter mig, med sammenpressede kæber, og nakken knejst besynderligt meget, fordi jeg lige har snappet til min egen bringe, lander der nu en lugt i mine næsebor, som er så bekendt, på en irriterende og alligevel.. god måde.. Og der går heller ikke længe, før hans fnys nu rammer i mine sensitive øre, som jo igen er begyndt at lytte til omgivelserne, heldigvis. I et ryk standser jeg op, midt ude i det åbne område, og mit ene øre glider svagt i hans retning. Jeg kigger ikke derhen. For jeg ved at det er ham. Og her, her bliver jeg så stående. Anspændt, og uden helt at vide, hvad jeg skal mene og føle; eller gøre.

Havde jeg nogen som helst mulighed for at komme tilbage til mit gamle hjem, så ville jeg tage den. Naturligvis har jeg aldrig været bundet til et sted, eftersom jeg har været på egen hånd stort set hele mit liv, men jeg vil til hver en tid hellere kalde mit hjemland for mit hjem, end jeg vil kalde Andromeda for mit hjem. Jeg ser det nærmere som en midlertidig holdeplads, selvom jeg udmærket godt er klar over, at jeg lige så godt kan se at komme mig over det, for min vej hjem har stadigvæk ikke vist sig efter al den tid. Jeg vil evindeligt gerne væk herfra, og jeg synes kun, at jeg finder flere og flere årsager til, at jeg skal blive ved med at søge muligheden for at komme bort.

Den spinkle, grå hoppe, der uden tvivl har opdaget mig - hun afsløres af hendes bratte stop - er vel især en af årsagerne til, at jeg slet ikke synes, at det er en god ide at være her. Det er meget, meget længe siden, at jeg har været så irritabel over mig selv, og jeg nægter simpelthen at indrømme årsagen. Hun bliver stående, hvor hun er, og jeg er slet ikke i tvivl om, at hun ikke har tænkt sig at komme herhen. Hun bliver, hvor hun er, og for hendes egen skyld burde hun ønske, at jeg ville reagere lige sådan. At jeg ville lade min stædighed bestemme.

Med lange, anspændte skridt, der tydeligt viser, at jeg kæmper med temperamentet bevæger jeg mig mod hende. Hele min sorte krop fremstår levende og fyrig. Jeg er absolut hidsig, og det burde hun slet ikke være i tvivl om. På en pæn afstand af hende stopper jeg pludseligt op, som hvis jeg havde fået stød. Min nakke er knejset hingstet op, ørerne lagt godt tilbage mod min nakke, og min hale slår galant, men så sandelig også hidsigt omkring mig. Jeg siger intet. Jeg har en ubegribelig lyst til at slukke for fornuften og lade temperamentet tage over.

[/size][/color]

Jeg er udmærket klar over, at jeg er blevet opdaget af ham, før jeg opdagede ham. Men det bebrejder jeg nu heller ikke mig selv for. Jeg er lysere end han er, og månens skær lyser mig blot endnu mere op. Han er sort som natten, og når månen skinner ned på ham, er det ikke altid lig med at han bliver voldsomt meget tydeligere, men i stedet kan han ligne noget man bilder sig selv ind, der er det, i mørket blandt skyggerne. Uden at jeg rykker på mig, drejes mit blik en smule væk fra den ravnsorte Seth, mens mine øre forbliver bagud imod min sorte man.

Lidt efter, drejes mit blik dog tilbage imod ham i en hurtig bevægelse, for han bevæger sig nu imod mig, med hurtige, anspændte skridt. Han ser hidsig ud, meget endda, og det bryder jeg mig ikke synderligt om. I en lidt anspændt bevægelse, jokker jeg nogle skridt bagud og sidelæns, mens jeg spænder op i min krop, og gør klar til at han måske kunne finde på at vade direkte til mig, og angribe. Han fyrige krop bærer han fremad, som om han går direkte efter at skulle fjerne mig fra Andromeda, og nakken er knejst op, mens ørene er lagt helt tilbage i hans sorte nakke. Langsomt, begynder min krop at se ud som hans, anspændt, let hævet, nakken voldsomt knejst, og mine øre finder helt ned langs nakken, parat til at gøre modangreb, hvis vi kommer dertil.

Men han stopper dog pludseligt op, i god afstand af mig, og dette får mig til at virrer en anelse forvirret med hovedet, mens jeg træder et skridt bagud og sidelæns, fordi jeg lige nu ikke kan finde ud af hvad jeg lige pt. Skal gøre af mig selv. Ord kommer der ikke fra mig, kun bevægelser, og derefter et lavmeldt fnyst, efterfulgt af et højlydt brum, der er henvendt til ham, og også mig selv. For det er ikke en hilsen i den grad, men mere en konklusion og en ’og hvad så nu’, lyd. For nu står vi jo her, front imod front; selvom han ikke ønsker det, og ikke lægger skjul på det. Men han kom til mig, endnu engang.

Der findes utrolig mange ting i denne verden, som jeg ikke finder mig i og aldrig kommer til at have det helt godt med. At jeg gang på gang lader min vej krydse Asiras er en af de ting. Noget, der afviger fra mit sædvanlige mønster. Nu er det ikke sådan, at jeg overhovedet ikke er i besiddelse af en samvittighed, for det skal der ikke være tvivl om, at jeg er - gennem mit liv har jeg bare været utrolig god til at nedtone den; efter nogens mening lidt for meget. Og hvis bare det stadigvæk var sådan, det var, så er jeg næsten overbevist om, at alting havde set meget anderledes ud. Men det er bare ikke længere sådan.

Jeg har gjort ting mod Asira, som skulle have sørget for, at hun ikke så meget som ville kunne tåle at være i min nærhed, men se nu her. Er det lykkedes særlig godt? Svaret er et stort, fedt nej. Var jeg hård nok, kunne jeg så spørge mig selv om. Kunne jeg have været værre? Og selvom jeg gerne ville have, at svaret her også var nej, så er det bare ikke rigtigt. For jeg kunne sagtens have været værre. Sagtens. Men hvorfor var jeg det så ikke? Hvad er det, hun har, som min samvittighed formår at sørge for, at hun bliver ved med at have? Hvad er det, der holder mig tilbage fra at gøre min oprindelige opgave færdig?

Jeg er klar over, at hun er en anelse urolig over min temmelig hidsige entre, og det kan jeg vel heller ikke bebrejde hende. Hun ved jo, at jeg slår hårdt, og at jeg ikke er så sart, når det kommer til at gøre mindre rare ting mod hende - og dog, jeg kunne vel have gjort værre ting. Men her bliver jeg altså stående, og jeg ved, at jeg ikke giver mig selv lov til at gå, før det her stopper. Jeg er en tikkende bombe, og jeg skal love for, at det er svært at holde mig selv nede og lade være med at give efter for temperamentet.

I lang tid lader jeg hendes fnys og brum hænge i luften mellem os, mens jeg holder mit blik rettet direkte mod hende, inden jeg endelig giver lyd fra mig. Ikke en spydig kommentar, ikke et provokerende fnys. Nej. Et højlydt, langtrukkent suk efterfulgt af et lavt, hvislende fnys. Kortvarigt vipper jeg mit ene øre lidt fra siden og bagud og tilbage igen et par gange, inden jeg pludselig slår mit ene forben hårdt mod jorden. Velvidende om, at det i sidste ende kan give bagslag, træder jeg et enkelt skridt frem mod hende.

,,Hvad er det, vi laver?”

[/size][/color]

Igennem mine kun knapt 4 år i dette land, har jeg nok formået at opleve langt flere ting, end som så mange andre på min egen alder. Jeg har levet mit eget liv, på egne hove, uden en moder, fordi hun jo på mærkværdig vis, valgte at forlade mig, og lade mig forblive min egen skæbne; jeg kunne leve, eller dø. Og jeg valgte at leve, kæmpe, og se nu engang. Jeg er stadig i live. Men hvilket liv er det så lige jeg egentlig har?
Seth må siges at have været en stor del af det liv jeg har og havde. Han har formået nok at blive en større del af mit liv, end jeg selv vil være ved, og det vil han nok heller ikke selv. Han har været i mit selskab, i op til flere gange efterhånden, og det er nok der, problemet egentlig ligger. Udover dette, er der en lidt ”mindre” detalje med, at han også er faderen til det føl, jeg gav liv til for godt et halvt år siden.
Problemet ligger ikke i, at jeg har Seth som selskab. Eller, jo, eller? Problemet ligger nok mere i, at jeg jo egentlig på en eller anden måde, holder af, at have ham i nærheden. Jeg kan godt lide, at være i hans selskab til tider, mere end jeg burde. Jeg burde hade ham, ligesom jeg hader alle andre der er i nærheden af mig. Men det kan jeg simpelthen bare ikke, selvom jeg ihærdigt forsøger på det, og også giver udtryk for det, overfor ham. Ligesom han forsøger at holde mig væk, forsøger jeg også på at holde ham væk; men hvor godt lykkes det så lige for os?

Jeg er udmærket klar over, at Seth har nogle problemer med mig, som han ikke helt kan finde ud af at greje selv, og hans hidsige tiltræden overfor mig, bekræfter mig blot i, at han nok lige som mig, har lidt problemer med at definerer, hvordan han egentlig helt præcist har det med igen at se mig, og at vi nu igen er i nærheden af hinanden. Han står der egentlig bare, og kigger på mig, mens hans hidsige temperament forbliver over ham. Men pludselig kommer der et højlydt og langtrukkent suk fra ham, efterfulgt af en hvislende lyd, jeg ikke helt kan definerer. Et forben flyver pludselig frem, og dette får mig til kort at kaste hovedet op og bagud, af ren refleks, selvom han ikke engang er i nærheden af at ramme mig. Kort efter, træder han frem imod mig, hvilket får en skeptisk mine til at komme frem i mit ansigt; men jeg træder ikke bagud. Dog spænder jeg lidt i bringen, klar på et eventuelt angreb på ham; men det er ikke det der sker. Overhovedet. I stedet taler han nu; og det er et spørgsmål, som jeg ikke har lyst til at få.. For hvad er det i virkeligheden vi laver?

Længe står jeg med ørene skråt bagud, og kroppen spændt en smule op, mens mine øjne nu søger væk og ud til siden, så jeg ikke skal kigge på ham lige nu, mens mange tanker viger frem og tilbage i mit hoved, som i forvejen ikke kan kaperer ret meget af gangen; det er vidst nogen helt tilbage fra barndommen, som har gjort at der ikke skal meget til, før jeg føler jeg bliver ’mast’, eller kvalt. Efter lang tids stilhed, bider jeg tænder sammen, tydeligt, inden jeg så slipper, og åbner munden, så min stemme flyder frem;

,,Jeg ved det ikke, Seth. Jeg.. Du ved jeg gerne vil hade dig, og du ville sikkert også ønske at jeg gjorde det. Men det er bare ikke tilfældet.. Jeg.. Du.. Du forvirrer mit lille hoved, og du irriterer mig grænseløst, jeg hader at du.. at du kan gøre næsten hvad der passer dig, overfor mig, og at jeg stadig ikke kan hade dig. Du leger med mit hoved, uden du sikkert gør det bevidst.. Når du ikke er her, kan jeg ikke lade være med at tage mig selv i, at ønske, på en eller anden måde, at du er i nærheden af mig.. og når du er her, ville jeg ønske at jeg ikke følte mig så.. lettet.. Glad.. Du forvirrer mig.. stop!”

Det er en masse vrøvl jeg siger, men alligevel giver det mening i mit hoved. Om det så os er tilfældet for ham; det ved jeg ikke. Men nu er det sagt. Jeg drejer nu hovedet, og kigger dermed i hans retning endnu engang.

Det var en mærkværdig situation for den sorte hingst. I forvejen irriterede det ham grænseløst, at han var endt i den her verden, og ikke tale om, at han ville finde sig tilfreds med, at det nu også havde bragt ham i en situation som den her! Hvad var der sket? Hvor gik det galt? Hvornår var han blevet så.. blødsøden? Og selvom han hellere end gerne bare lod tingene ligge og ignorere dem, som han havde gjort så mange gange før i hans liv, så var det ligesom bare ikke rigtigt en mulighed, når det kom til Asira. Hun var trods alt en af de få, som han nogensinde havde åbnet sig bare en lille smule op for; han havde da fortalt hende om det liv, han havde haft. I grove træk, godt nok, men det var også vigtigt at huske på, at hingsten var umådeligt privat, og det var sandelig ikke alle, der fik lov til at lytte til det, han havde at fortælle.

Det var måske ikke helt gennemtænkt af ham, at han havde valgt at rykke sig tættere på, for eftersom hun ikke rigtigt rykkede sig bort, kunne han straks føle det ubehag, der opstod, når han stod for tæt på nogen, uden at have et videre formål med det. Den der trykkende følelse, der til tider kunne være fuldstændig uudholdelig for den sorte, spinkle hingst. Alligevel valgte han at holde kontrollen og blive stående, hvor han var, i stedet for at give efter for den enorme lyst til at rykke bort igen og få den trykkende fornemmelse til at forsvinde. Det var ikke så svært at fornemme, at hun ikke ligefrem var begejstret for det spørgsmål, han havde stillet hende, og der skulle da bestemt heller ikke være nogen tvivl om, at det heller ikke helt var med hans gode vilje, at han havde stillet det spørgsmål. Seth var ikke typen, der talte om tingene. Var der noget, han ikke brød sig om, søgte han væk fra det. Bare ikke, når det var den grå hoppe foran ham.

Han bed tænderne en anelse sammen og udtrykket i hans ansigt blev stift, idet hendes stemme lød imellem dem. Om han havde forventet så langt et svar som det, hun gav ham? Nej, det kunne man ikke rigtigt sige, men måske kunne hun også se fornuften i at forsøge at få løst det her problem. Få renset luften. Få klarlagt, hvad pokker de havde gang i. Men da hun havde talt færdigt, stod han egentligt kun tilbage med ting, som han i forvejen godt ville have kunnet regne ud, og det behagede bestemt ikke den kulsorte hingst med den lange man. Tværtimod. Og alligevel, så for han ikke i flæsket på hende for at skælde hende ud for de ord, hun sagde. I stedet lod han de store, mørke øjne falde mod hende, inden han gav et lille nik fra sig.

,,Det var aldrig meningen, at du skulle have det sådan, Asira.”

Hans stemme var dæmpet, og det var ikke andet end sandheden, der lød fra ham. Det var vitterligt ikke meningen, at hun nogensinde skulle føle sådan. Nej, det var jo meningen, at hun skulle hade ham og afsky hans selskab. Men sådan var det ikke, og han havde desværre svært ved at sige, at det ikke var gengældt, men nej.. Seth hadede hende ikke, og hendes selskab var jo ikke et, som han decideret flygtede fra. Men for pokker da.. hvad var det, de havde rodet sig ud i? For en stund blev han stående og betragtede hende i stilheden, inden han til sidst rystede en anelse på hovedet. Længe gik der ikke, før han langsomt og galant vendte sig omkring, inden han uden et ord bevægede sig af sted med lange skridt, der denne gang var en smule anspændte. Hun havde givet ham nok svar. Men han kunne ikke kapere det her sammen med hende. Han måtte bearbejde det alene. Og han håbede, at hun kunne forstå.

//out.