At stå på egne ben

Forbeholdt Asira

Jeg er vokset. Ikke sådan forfærdeligt meget, men jeg er ikke længere så sammenkrøllet som før. Jeg har fået styr på mine lange ben, og generelt fremstår jeg bare mere.. harmonisk. Til gengæld har jeg udviklet mig mentalt. Jeg føler ikke længere helt samme behov for at klæbe op ad min mor, men det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg absolut ikke bryder mig om at være væk fra hende i ret lang tid ad gangen. Men jeg er vel bare ikke lige så afhængig længere.

Med energiske skridt bevæger min lille sorte krop sig af sted langs det lille kyststykke, jeg efterhånden har besøgt et par gange. Jeg har fundet ud af, at denne ø ikke er ret stor, selvom jeg for ikke ret længe siden følte, at jeg befandt mig i en meget stor verden. Jeg har nu opdaget, at der ligger flere af den her slags stykker af land ude i havet, og de fleste virker større, end denne er. Men at komme derover, det er ikke noget, jeg har tænkt mig at give mig i kast med lige foreløbig.

Som tiden er gået, har jeg erfaret, at der ikke kun findes min mor, den sorte, den plettede og jeg selv. Nej, jeg har opfanget dufte fra andre, som jeg ikke kan sætte ansigt på. Og den, jeg kender bedst, det er stadigvæk min mor. Min mor, som jeg ikke ligner udseendesmæssigt, hvilket stadigvæk plager mig en gang i mellem. Efter at have betragtet havet med dets legesyge bølger, vender jeg min front ind mod øen, hvor alle træerne tårner sig op. Livligt giver jeg et lyst vrinsk fra mig, der tydeligt bærer præg af, at jeg endnu er meget ung.

[/size][/color]

Saphira er efterhånden ved at have nået en alder på omkring et halvt år. Det er ikke meget, men det er alligevel en alder, hvor hun nu er begyndt at vandre en del rundt på egne ben. Jeg bryder mig egentlig ikke synderligt om det, men jeg ved også bare, at når tiden er der, så er hun på helt egne ben før jeg ved af det; og så vil jeg hellere have, at hun vænner sig til det, skridt for skridt, i stedet for at hun får samme tur som jeg selv fik.

Jeg er klar over, at min fader og dermed Saphiras morfar, Djange, også befinder sig ganske ofte på chibale i den her tid. Ikke fordi han kan lide øen, men fordi han har lovet at hjælpe mig, med at holde øje med den lille pelsklump, når jeg ikke selv kan det. Lige i øjeblikket, ved jeg faktisk ikke hvor hun befinder sig, og det er også derfor jeg har valgt at bevæge mig af sted igennem træerne, med et eneste mål for øje; at finde hende, eller hendes lugt.

Mine hove bevæger sig taktfast igennem skovens bund, og jeg forsøger heller ikke at være lydløs, for det giver ingen mening, når jeg nu faktisk ønsker at være en smule synlig, så hun evt. reagerer på min tilstedeværelse. Et vindpust bærer pludselig hendes lugt med sig, og den ramler stærkt ind i mine næsebor, og fremkalder den følelse, som jeg ellers ikke troede jeg nogensinde ville komme til at besidde; en beskyttertrang, og en moderlig kærlighed. I et ryk bevæger jeg mig fremad, taktfast i en svævende og letsindig trav imellem de tætte træer, indtil de begynder at tynde ud, og jeg når ud til det lille kyststykke der omkrandser Chibale, og der står hun. Det lille føl, der dog er vokset meget allerede nu. I en skarp bevægelse, bremser jeg op, og slider en smule frem, inden jeg udsender et kaldende brum i hendes retning, mens mine øre bevæger sig frem, lyttende imod hende, inden jeg selv slår frem i skridt i hendes retning.