Upraktisk landning

.... fortsættelse af "første møde ved portalen";

Aamons hjerne var overdrevet forvirret og overvældet af alting. Han er typen der har svært ved at udtrykke sig selv, og derfor er det svært at sige hvad han føler og tænker.

##

Han rejste sig op efter at have kommet til sig selv, hvor han efterfølgende prøver snusende at finde ud af hvor han er. Jorden er varm og tør, hvilket virker unaturligt for ham. Han er fuldstændig oppe på dutterne, hvilket gør så snart han hører det mindste laver en en smidig piruette - men i fuld fart, om det er kønt, er noget udefra der må bedømme. Selvom man skulle tro nervøsiteten skulle stige ham til hovedet, gør det det ikke, for han er ikke nervøs eller bange. Det er blot sådan han reagere når han er nye steder alene. Hans næsebor er udspilet og koldsveden render ned af hans ryg. Det er fuldstændig sinds sygt, men så pisse interessant det gør helt ondt. Hans tænder er bidt sammen og han går rundt med rynket pande, mens han brummer.

Hvor skal jeg nu vende hen? siger han uforstående til sig selv. For fanden...

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #121212; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] Upraktisk Landing Foehn . . . Vulkanøen. Den havde en hel bestemt form for atmosfære følte Ava. Som om den trak i hende og samtidig skræmte hende. Som om hun vidste at det var et skidt sted at være, men alligevel ikke kunne holde sig væk. Om det var fordi de forbudte ting altid havde været de sjove vidste ingen. De sorte ører roterede rundt i mange retninger og lyttede til enhver lille lyd. Alt kunne holde stemmerne ude fra hendes eget hoved. De bebrejdende stemmer som hun vel et eller andet sted godt vidste både havde ret og tog fejl. Meget grusomt fejl. Smidigt satte hun den ene hov foran den anden og slangede sig gennem landskabet på vulkanøen. Hendes nakke var let knejset og den lange man faldt ned langs den ene side som et tæppe der næsten var til at skjule sig bag. Hendes kraftige lange hale nåede næsten ned til jorden, og engang imellem svirpede den gennem luften og trak en hvislende lyd efter sig. Hun var lille – mindre end andre hun selv var stødt på, men der skulle nok også være andre i hendes højde. Et eller andet sted i hvert fald. Selv hvor hun kom fra var hun lille, og grunden til det kendte hun ikke for begge hendes forældre var højere. Hendes moder var koldblodet og hendes fader af noget ukendt blanding, hvilket også gav hende nogle lidt specielle træk. Hendes ben var bygget til at vandre i bjergene, men på trods af det var hun ikke kraftig, men stadig en smule spinkel – uden ben der ville knække. De isblå øjne søgte rundt i området, for hendes ører havde opfanget lyden af skridt. Der gik heller ikke ret lang tid før en fremmed lugt overgik lugten af svovl. Smidigt satte den lille hoppe fremad med lidt hurtigere skridt, i den retning det lød til en fremmed var, og ganske rigtigt, så fik hun øje på en fremmed hingst. En stor hingst, kraftig af sig. word count, 330

[/td][/tr][/table][/center]

Da Aamon pludselig opdager en elegant mindre hest ved han ikke helt hvordan han skulle reagere. Skulle han mon præsentere sig selv, eller løbe sin vej. Hun var jo smuk. Han vælger blot at holde øje fordi han har jo på ingen måde været typen der har haft verdens mange bekendte og venner. Han kan ikke lide at miste, og ser derfor ikke at knytte et bånd til andre væsener. Efter få sekunder udbrød han ekstrem kikset:

Halløj! hilste han med et latterligt smil.

Fuck. Han tænkte for sig selv; kæft jeg er dum. Jeg er PISSE dum.

Lukker tråden. Den er blevet gammel, og med Aamon på standby kan det ikke rigtig betale sig at svare :b

Men der kan startes en ny når Aamon er tilbage? (: