Doubt

[FORBEHOLDT SIGNE & ILLANA]

En ting var ganske sikkert. Den brogede hingst havde en nagende tvivl, der borede sig dybt ind i hans sjæl. Den fyldte ham med ubehag, og den fyldte ham med vrede. Han havde nu vandret i dette land i et måneskifte, hvis ikke mere endnu. Stadig havde han ikke fundet det han søgte - magt. Hans mørke indre var blevet vækket dengang han første gang satte sin hov på Foehn. Vulkanøen, som han tydeligt mærkede havde en stærk energi. En energi der rev og sled i ham for at få opmærksomhed. Det var af netop denne grund han følte den stærke tvivl, der truede med at gøre den ædle hingst, fysisk dårlig. Hvem var han? Hvilken side ville han vælge, hvilken sti? Det stod klart for ham at han havde et valg. Han kunne give efter, og gå den hårde vej op til vulkanens top, og på en eller anden måde få styrke derfra. Det var hvad hans mavefornemmelse fortalte ham. Måske var det her disse skygger holdt til? Hoppen Ava havde forklaret ham lidt om disse skyggelignende væsener, og den hvide hingst de allerede havde i deres magt.
Men der måtte også være en anden vej. Hans lysere side skreg bønfaldende til ham. Hvad lavede han nu? Hvorfor stod han her på den skumle Foehn? Han spidsede ørerne imod den høje tinde med den glødende top. Aske dalede som regn ned over landskabet, og gjorde alting farveløst. Han selv blev også farvet grå af den tunge svovllugtende luft, og asken den bar med sig. Han var som yin og yang. Lys og mørk, så blid som en sommerdag og så ond som helvedes flammer. Endnu havde han holdt den dybeste ondskab lukket inde bag lås og slå, men hvor længe kunne han holde det ud, når der ikke gik et sekund uden han hørte det slå mod gitteret? Med et hårdt fnys tog han et skridt frem, inden han slog over i en rummelig, temmelig voldsom galop. Han styrede direkte imod vulkanen, uden øje for andet. Han havde besluttet sig, nu skulle det være!

Det var yderst sjældent at den gyldne sjæl satte sine ben på denne ø; for hun vidste hvad der hvilede her. Skyggerne. Dog havde en undertrykt følelse fået hende til at sætte kursen imod den store vulkans ø, og nu var hun her, med en sær fornemmelse i sit bryst. Hendes gyldne skind stod i en sær kontrast til den askebelagte del af øen, som hun havde fundet vej til. Det var som om, vulkanen for nyligt havde været aktiv, eller at der havde været aktivitet omkring den, hvilket hun ikke helt kunne få til at passe - for efter hvad hun vidste, havde den ligget stille hen i alt den tid hun havde været her.
Hendes rytmiske skridt havde ført hende langt i ensomhed, og Lyset der hang om hendes hals, havde ikke reageret længe, men nærmere hvilet i en sløv søvn, bedugget af den stemning der lå her. Det kunne let fornemmes, at hun ikke hørte til her, for med det Lys hun bar, den ansvarlighed, var det direkte dumt af hende at være her.
Bedst som hun gik i sine egne tanker, og efterhånden blev mere og mere overbevist om, at hun burde vende sig om og forlade øen, lyste Lyset om hendes hals pludseligt op, og forundret standsede Illana op, med hævet hoved. Et stykke foran hende så hun en sortbroget sjæl søge med retning direkte imod vulkanen. Illana lagde hovedet på sned - det var ikke en sjæl hun kendte, for da ville Lyset have fortalt hende det - Nej, det lyste klart, som når det mødte en fremmed, og det både gjorde den gyldne en anelse mere rolig - og utrolig på samme tid. Hun kendte ikke denne sjæl, så egentlig kunne hun lade den gøre som den lystede, men at søge vulkanen, var en ting hun ikke kunne forlig sig med. Snart var hun på vej i rask trav imod denne fremmede; for uanset hvem han så end var, kunne hun håbe på, at hun kunne ændre hans retning.

Målbevidst fortsætter den brogede hingst i retning af vulkanen. Stadig ved han ikke hvad han skal forvente at se deroppe - måske bliver han skuffet. Hvem siger at der overhovedet er noget deroppe? Måske er her bare dystert. Måske har han bare ladet sig rive med af tanker og fortællinger? Men Ava.. Hun sagde jo at der fandtes.. skygger. Og hingsten, den hvide hingst der havde... Han kunne ikke forestille sig at den flinke, lille hoppe ville have løjet for ham, så noget måtte der da være. Ikke?
Netop som han tænke disse tanker til ende, bemærkede han ud af øjenkrogen, en bevægelse der nærmede sig. De kraftige blå øjne blev rettet imod skikkelsen der hastigt travede imod ham. Aldrig havde han set en så gylden og lysende sjæl. Og hvad var det hun bar om halsen? Det lyste kraftigt og klart, som var det selve lyset. Forundret kunne han ikke andet end sætte farten en smule ned. Hvem var denne hoppe? Hans blik hvilede stift på det bølgende lys hun bar i smykket om sin slanke hals. Endnu bremsede han, med bratte opbremsninger der hver gang fik ham til at glide en smule på bagbenene. Til sidst stod han ganske stille. I sit stille sind, lo han dystert. Så sikker var han åbenbart alligevel ikke på sin sag. Måske var han en smule skræmt? Han havde endnu ikke forliget sig med disse modstridende følelser, som ikke ville enes. En del lys, en del mørk. Sådan var han.

Denne sortbrogede hingst, som Illana var på vej imod, blev tydeligere og tydeligere, jo tættere hun kom på ham. Hans aftegn var særprægede, ikke på samme måde som Volontaire’s der næsten kæmpede om at overtage hinandens pladser, men her lod det til at aftegnene harmonerede mere med hinanden, som delte de pladsen ligeligt. Med et ganske feminint prust satte hun fremad i en rummelig trav, med de lange spinkle ben ganske præcist sat i jorden for hvert eneste skridt. Hun var endnu et stykke fra denne hingst, hun havde sat sig for at stoppe, fra at nå Vulkanen, som han var ved at bestige.
Snart kom hun ham nært nok, til at hun kunne give lyd fra sig, og han kunne høre det uden problemer, og her standsede hun op. Det var tydeligt, at hingsten havde fået øje på hende, måske endda lagt fokus på hende, hvilket kunne give hende en fordel. Da hun kom ham nær nok, standsede hun i en smidig parade, hvor alle ben endte med at stå samlet. Derpå afgav hun et nik fra sig, for at vise den fremmede, at han havde hendes opmærksomhed, ned til mindste detalje.

,,Goddag, du fremmede hingst. Jeg fik et glimt at din færden, og undrede mig over din retning. Tillad mig at spørge, du ædle, hvorfor dine hove drager dig derop?”

Illana lod med vilje sit navn vente, til hun havde spurgt om netop dette. Det var en ting, hun absolut ikke kunne forstå, at nogen frivilligt ville søge Vulkanen - især ikke hvis man vidste, hvad der ventede på toppen. Nok havde Illana ikke den ringeste idé om, hvad der egentlig fandtes deroppe - for endnu havde hun ikke stiftet bekendtskab med de mørke skygger der skulle bo deroppe - men rygterne alene var nok til, at hun aldrig ville vove sig derop. Hun lod sine ravfarvede øjne søge hans øjne, den sortbrogede hingsts øjne, hvor hun ledte efter tegn på, hvorfor i alverden han havde begivet sig af sted i den retning, han nu havde.

Han stod blot på samme sted, uden at røre sig yderligere. De kraftige blå øjne hvilede på den gyldne hoppe der nærmede sig. Først da hun nåede helt hen til ham, vendte han fronten imod hende. Han gengældte hendes nik, efterfulgt af en lidt dybere bukken. Han havde altid haft manererne i orden, da han fandt det ganske unødvendigt at være ubehøvlet. Ayin var en meget ærlig sjæl stillet overfor andre ærlige og rene sjæle, og hoppens fuldendte ord og direkte spørgsmål kunne han ikke andet end svare på. Omend det voldte ham kvaler.

"Goddag, du gyldne sjæl. Jeg har hørt rygter om hvad der findes deroppe, på vulkanens top. Jeg kan ikke benægte overfor Dem, at det har vakt en inderlig nysgerrighed - og pirret mit mørke begær for styrke og magt. Jeg er draget mod dette sted, og må nødvendigvis drage derop en dag. Hvorvidt det bliver i dag, ved jeg ikke, for De, har bremset min færden."

Han sagde dette i en taknemmelig tone. Han bar intet nag til hoppen over at hun havde standset ham i sit dystre forehavende. Han kunne mærke med sig selv, at det måske var det rigtige. At vente lidt endnu. Denne hoppe kunne måske give ham mulighed for at se tingene i et andet lys. Måske var det hende der kunne fængsle mørket fra hans fader i ham igen, så det ikke længere truende med at overtage hans sind?

Den gyldne sjæl, der gik under navnet Illana, havde nået den fremmede sortbrogede, og nu da hun stod med ham, hørte hans ord, blev hun nærmest paf over hans direkte og åbenlyse ærlighed. Hans hensigter var ej reelle, så at sige, men det at han fortalte hende dette, gjorde, at hans hensigt måske kunne tilgodeses, til trods for hans ærlighed herom. Hun prustede dæmpet, og selvom han havde offentliggjort at han havde søgt skyggerne i søgen på magt, da lyste Lyset om halsen på den gyldne sjæl ikke mindre skarpt af den grund - selvom det reagerede på andres sjæle, deres personlighed og den gyldne hoppe’s følelser om andre.
Hun var tavs et kort øjeblik, inden hun med de ravfarvede øjne lod sit blik glide over den sortbrogede hingst, hvor harmonien nærmest herskede i hans aftegn, og derpå lod hun sin milde stemme bryde stilheden imellem dem.

,,Når dine hensigter er, som de er, du brogede, er jeg glad for min færden har bremset din - tillad mig at være ligefrem - men at søge Skyggerne, er en færd jeg ikke kan tillade. Ikke, at jeg har autoritet til at standse dig, men jeg kan blot håbe, at du vil høre på mine ord. Du brogede, mit navn er Illana - og jeg vogter Lyset i dette land. Ser du; aldrig har jeg selv stiftet bekendtskab med skyggerne, men jeg har kendskab til nogen, som har - og ingen af disse har kunnet kalde sig mere magtfuld efter disse møder, nok det modsatte, hvis du forstår, ædle. Men jeg må sige, at din ærlighed er prisværdig, og derfor håber jeg, at du vil acceptere mine ord, for ærlighed bliver mødt med ærlighed; drag ikke til Vulkanens top, nej. Og hvad din nysgerrighed angår, kan de mere lyse sider måske pirre den på samme måde, som de onde. Du ædle, del dit navn med mig, og jeg vil tage dig på en tur, imod mere lysere og fængende steder, som din nysgerrighed måske kan sætte sig tilfreds med”

Hun tav derefter og gav et let, elegant nik fra sig. Hun var en hoppe, der var noget for sig selv, det kunne man ikke tage fra hende, og efter hun havde fremsagt sine ord, lod Lyset om hendes hals sin nuance ændres lidt, til den mere dæmpede gule nuance, som det som regel havde. Det følte endnu intet ondt i sindet på denne hingst, trods han havde udtalte sig omkring et begær for styrke og magt - og dermed var både Illana, og Lyset - klar på at give ham en chance, den brogede.

Hans blik hvilede søgende på hoppen. Gylden var hun, gylden med et lys om halsen der skinnede så klart. Han lyttede til hendes ord, og han vidste med det samme at hun talte sandt. Han stod virkelig overfor en vogter - en vogter af lyset. Han kunne ikke prale af at vide, at sådanne eksisterede, men det gjorde ham ikke mindre benovet over at have mødt en sådan. Han sænkede hovedet i et respektfuld buk for hoppen. Derefter rankede hans igen, for hans indre sorte flamme, hans arv fra sin fader, tillod ham ikke at være underdanig for længe. Dog var det tydeligt i hans kraftige, blå øjne, at han respekterede hoppen foran ham. Nok var han rank og stolt, men han søgte ikke at tryne hoppen foran sig. Hun talte længe og med vise ord, og han stod et kort øjeblik og lod tankerne flyde. Så spidsede han ørerne imod hende, og gav hende sit svar.

"Gyldne Illana, De har bremset min færd, og jeg forstår nu at De hjalp mig til at finde stien igen, i et svagt øjeblik. Deres ærlighed må De endelig ikke undskylde. Jeg sætter pris på noget sådan - en ting De sikkert allerede har bemærket. Mit navn er Ayin. Det er hvad jeg kaldes, selvom jeg også bærer endnu et navn. Jeg vil med glæde følge Dem. Jeg vil betragte det som et gavmildt givet privilegium."

Han nikkede let og et svagt smil viste sig om hans læber. Denne hoppe. Hun tilbød ham en anden vej, ganske kvit og frit. Det var noget han kun kunne respektere. Hans opmærksomhed rettedes derpå imod lyset, der skiftede farve og så blev mere neutralt. Ganske let kneb han øjnene sammen. Hvad betød det?

Det virkede ikke til, at der lå en tvivl hos den sortbrogede hingst, om hvor vidt de ord, som Illana havde fremsagt, havde været sande eller usande. Han virkede fattet med det, han havde fået at vide, og snart lød hans stemme igen. Hun lod sine ører spidses ganske intenst imod denne hingst, hvis ærlighed hun ikke havde mødt lige før, og da hans ord var nået til sin ende, nikkede hun med et ganske enkelt smil. Hendes ravfarvede øjne mødte snart hans, og med en lille mimren over den gyldne mule, begyndte hun at snakke.

,,Ayin, en ære at møde dig. Og jeg er glad for, at min indblanding ikke er dig en byrde nu, du ædle. Hvis du vil følge mig, da vil jeg tage dig til stranden på denne ø, ved aftenstide er den ganske mageløs at beskue. Følg med”

Sagde hun, endnu med smilet siddende på mulen. Hun var på en måde ganske glad for, at være rendt ind i denne hingst, og samtidigt forundret. Tænk at møde en, af den støbning, der frivilligt valgte at følge en lysere sti, selvom han havde erkendt, at han havde en trang til magt og mørke?
Den gyldne hoppe satte da fremad i en ganske elegant skridt, alt imens Lyset om hendes hals, endnu glødede i denne orange nuance, som det havde indtaget, en nuance som netop udviste en form for accept og tilpashed over selskabet. Lyset var egentlig ganske let at aflæse, hvis man kendte til dets reaktioner, for jo mørkere det blev, des mindre synes det om personen; men hver enkelt nuance var endnu en gåde for Illana, da der var så mange ting, som Lyset kunne reagere på og føle. Hun prustede mildt, inden hun lod blikket vippes tilbage på Ayin.

,,Du ærlige Ayin, hvor længe har du vandret i dette land?”

Spurgte Illana da, for at indlede en samtale, på deres vej imod strandens brusende vand. Det var en forholdsvis vindstille dag, så hun vidste at det ville være behageligt ved strandens bredder, og med et selskab af fascinerende grad som dette, så det ud til at blive en ganske spændende aften.

Den sorte flamme i hans sind, var for længst faldet til ro. Det var sket så snart hoppens ord havde lydt for første gang. Netop fordi den nu blot var et vågeblus, så kunne han tænke klart og koncentrere sig om sit nye bekendtskab - Illana Den Gyldne. En antydning af et smil bredte sig. Han kunne ikke tænke på andre navne, der passede hende, end dette.
De sorte ører var rettet lyttende imod hende, og hans blik forlod nu det orange lys, for at møde hoppens blik. De intense blå øjne, der for mange var mere blå end andre øjne de nogensinde havde beskuet, bar et præg af ensomhed og kulde, men også en sjælden visdom. Han var opvokset i en flok, hvor ingen tog sig af ham - ingen, undtagen hans moder, Zalti, og specielt hans bedstemoder Zaddi. Zaddi havde lært ham at se på verden med nye øjne, og hjalp ham til ikke at lade sig opsluge af den sorte flamme alt for tidligt. Hun øsede sin visdom over i den unge hingst, og fortalte ham hvordan naturen hang sammen; hvorfor solen stod op og gik ned. Hvorfor vinteren kom, og sommeren dernæst overtog dens plads. Hvorfor nogle måtte dø, når andre kunne leve. Nej, selvom mange tolkede ham som en hingst med andre tanker og interesser, så ønskede han egentlig blot at stå på en bakketop hver eneste nat. Der ville han skue himlens stjerner, som han havde gjort det, så længe hans minder rakte.

"Det vil være mig en glæde,"

brummede han i en afslappet tone, og trådte efter hende. Hendes bevægelser var elegante og han betragtede hende et øjeblik. Hun var som ét med lyset, og hvis lys skulle manifesteres i en krop, så måtte det være hendes. Men åh, det lys - hvad var det dog? Han vidste at det var noget Illana havde gjort sig fortjent til at vogte - Lysets Vogter var hun, ja. Men hvad var det? Hvordan kunne man kapsle lys i en beholder? Et lys der så tydeligt var levende, og havde sin egen mening? Eller reagerede det på hendes humør og tanker? Han havde en uudtømmelig lyst til at vide alt om fænomener, og han følte sig langtfra tilfredsstillet med viden omkring dette lys. Hed det noget? Igen kom hans tanker på afveje.
Han spilede let næseborene ud i et lydløst suk. Han holdt alle sine spørgsmål for sig selv, da han ikke ønskede at belemre hoppen med sin nysgerrighed. Han havde ofte fået et par over mulen, ganske simpelt fordi han stillede for mange spørgsmål. Den lektie var lært nu.
Hans tanker blev brudt, da hun talte til ham igen. Forundret så han op, da hun kaldte ham ærlig. Han smilede svagt. Han ville ikke benægte, at det nok var sandt.

"Jeg har vandret her i næsten 4 måneskifter,"

svarede han, efter hurtigt at have tænkt månens faser igennem, siden han satte sine hove i landet. Var det allerede så lang tid siden? Han skridtede ved hendes side, et øjeblik tavs. Så rettede han de blå øjne imod hende igen.

"Og du, Illana? Du må have været her ganske længe,"

sagde han venligt. Det var på ingen måde en fornærmelse, nok mere et lille kompliment. Han kunne så godt lide tanken om, at hun var Lysets Vogter, og for at være det, så måtte man jo nødvendigvis have været her længe. I hvert fald længere end han.

Den sortbrogede hingst, som havde givet sit samtykke til at følge den gyldne, havde allerede nu påvirket Lyset, med hans ærlighed og sindsstemning, og da han valgte at følge hende, lyste det en smule mere klart end før, fordi det glædede det. Altid nød Lyset andres selskab og uudforskede sind, for Lyset kunne føle hvordan sindet oprigtigt var, og ligeså nød Illana altid selskabet fra en anden sjæl, trods hun ej forstod Lysets reaktioner til fulde. Hun vidste, at det reagerede på hendes følelser, men Lysets egentlig meninger, kendte hun ej, og det var altid en overraskelse for hende, når Lyset agerede uden hendes følelser; men en dag, håbede hun, at hun ville forstå det.
Snart gik de to af sted, med stranden som mål, og den gyldne hoppes lange, smidige skridt, blev ej mindre smidige af at den sorte sluttede sig til hende; for selvom hun fandt ind under hans rytme, fulgte hans trin i sin dans, begrænsede hun ikke sin krop og sine bevægelser, og beholdt derved det naturligt elegante.
Hun vippede det ene øre imod ham, den sandfærdige sjæl, da hans stemme atter afgav et svar. Han havde vandret i det der svarede til 4 fulde måner, gik hun ud fra, hvilket var noget kortere end hun selv, men længere end hun havde forventet; som regel stødte hun ofte på nye, kort efter de var ankommet, men det havde været anderledes med denne brogede vandrer, der både havde tilhold i det lyse og mørke; men ej lod til at være gennemført mørk, i og med at Lyset bød ham velkommen, som det gjorde, og samtidig havde han en åben ærlighed, som ingen anden.

,,Du ædle, jeg har vandret her i 3 år. Jeg var en af de to første sjæle, der betrådte landet; den anden er her ej længere, men hvor han nu befinder sig ved jeg ej; blot ved jeg, at han endnu lever.”

Startede den gyldne ud; mindet om Zekaryah var endnu stort, tydeligt og varmt, og hun ville da lyve, hvis hun sagde at hun ej savnede den hingst, der havde valgt at stole blindt på hende, under den ene vandretur de havde foretaget sig sammen. Med et dæmpet prust vendte hun atter blikket imod den brogede, hvorpå hun fortsatte sine ord.

,,Jeg har et bredt netværk, Ayin, og jeg kender langt de fleste steder i dette land. Men dog er det endnu et mysterium for mig, for altid dukker der nye ansigter op og altid dukker der nye steder op. Jeg tror dette land udvikler sig, udvider sig; bliver ved med at åbne op for nye steder at beskue. En gemt grotte, en idyllisk lysning, et hemmeligt vandfald og en skjult å. Jeg ser dette land, som et eventyr, men aldrig bliver færdig med at læse, kald mig blot filosofisk, men sådan oplever jeg det; og jeg håber, at du ligeså vil se det som et eventyr, for sådan føler jeg landet fortjener at blive set. Dog, vil jeg sige, at eventyr altid rummer både lyse og mørke sider; og ligeså gør landet.”

Derpå tav den gyldne med et sigende smil; hvorpå hun vendte blikket fremad igen. Stranden ville de nå indenfor overkommelig tid, og hun ville glæde sig til at se den reaktion, som den ærlige hingst ville komme med, når de nåede dertil.

Han fulgte hoppen, let dansende ved hendes side. Han var ikke nogen kraftig hingst og langtfra den stærkeste i dette land. Det var han sikker på. Men det betød nu heller ikke det store for ham, ikke nu i hvert tilfælde. Kun i mørke tider ærgrede han sig over sin svaghed - men hans inderste ønske var jo blot at leve i fred. Hvad mere kunne man ønske sig? Han brummede kort. Åh, han kunne komme i tanke om en del ting. Med et ligegyldigt slag med den sorte hale, skubbede han tankerne bort og rettede i stedet blikket fremefter. Tre år. Den gyldne Illana havde vandret her i tre år, hun havde vandret her som en af de første der betrådte landets øer. Hans blå øjne rettedes imod hende med fornyet interesse.

"Vogter af Lyset er du, Illana. Jeg kan ikke forestille mig nogen mere værdig end dig. Hvis du virkelig her vandret her som en af de første, så må du have været ganske speciel. Du er blevet kaldet først,"

svarede han dæmpet og lod et svagt smil falde om sine læber. Han rettede da atter blikket frem. Når han så på hoppen, så så han lys og glæde i en perfekt harmoni. Han selv bar på en måde den samme harmoni. Det hvide og det sorte legede en præcis og fængende leg med hinanden ´, og for hvert sort plet, var der en ligeså stor hvid plet. Det sorte forben bar en hvid sok, så bar det hvide forben en sort sok. Også bagbenene var hver deres farve, helt og holdent. Selv hovene var i par, to lyse og to sorte. I hans hoved bar han en bred blis, ens på begge sider. Og midt i det hele de skarpe, kraftigt blå øjne. Vejen ind til hans sjæl. Alt i harmoni, alt i samme størrelse. Og dog. På højre side bar han to små sorte pletter, der ikke hørte til. De havde længe naget ham. Betød det at han trods alt var mere mørk end lys? For som hoppen, så var også Ayin ganske filosofisk. Han lagde stor vægt i sine tankespind, der alle blev skabt med grund i naturens gang. Han tænkte meget og så meget, og skabte sine egne ideer ud fra dette. Han sænkede hovedet en smule, og lod blikket glide over den lyse. Han hørte hendes ord, og nikkede samtykkende.

"Illana, kære, jeg kan blot lade dig vide at jeg nyder dine filosofiske tanker. Dette land kan ikke beskrives bedre, end som et uendeligt eventyr."

Igen lod han et kort nik falde og hævede så hovedet endnu engang. Han følte en dyb kløen efter at slippe noget energi løs. Han lod den storhed der lå i hans blod, bruse frem et øjeblik. For en stund lod han det være tydeligt, at han var en hingst med graciøse, flydende bevægelser, en hingst der havde et frit sind. Om dette stammede fra hans moder eller fader, det havde han ingen klar fornemmelse af, men han vidste blot at det styrkede ham - sådan af og til at lukke denne side ud. Han knejsede med nakken og slog hårde slag med halen. Hovene syntes næsten ikke at røre jorden, som han dansede ved hoppens side. Under det blanke hårlag tegnede musklerne sig og de blå øjne næsten lyste af glæde. Mangt en hoppe ville se det som kurmageri, men det var ikke engang tæt på sandheden. Se, Ayin hverken ønskede, havde eller havde haft en mage. End ikke en hoppe han holdt af. At disse bevægelser ofte hang sammen med at ville imponere det modsatte køn, det faldt ham ikke ind. Det lå ham, så hvorfor holde det stængen?

Lyset flimrede; det dansede i et øjeblik mellem lyse og mørkere nuancer, for det havde spottet nu, efter at det havde fornemmet det fremmede i hingsten, at han svingede i mellem det mørke og det lyse; at han havde gener for begge ting og at hans sind ikke helt var besluttet endnu, hvor det skulle hælde til. Lyset endte med at vende blikket fra den brogede Ayin og fokusere på dets bærer, nemlig Illana, hvis sind det kendte til fulde. Det havde trukket sig, fordi det ikke ville dømme ud fra det sind hingsten havde, da han endnu ikke havde besluttet sig selv; men kontakt med hans sind, ville Lyset hele tiden have, dog uden at reagere på det.
Illana, den gyldne, havde mærket Lysets tvivlsomme reaktion, men hun vidste at der var en grund til, at det reagerede blandet; for Ayin havde sagt det selv. Han havde sagt direkte, at han havde søgt mørket, inden hun havde stoppet hans vej, og derfor reagerede hun ej selv på Lyset; hun accepterede blot dets holdning.
Hun smilede kort for sig selv - den brogede hingst havde givet hende et kompliment hun ikke havde ventet, men hun blev glædeligt overrasket; og da først hingsten, efter noget tid havde nået til ende med sine ord, lod hun sin egen unikke stemme besvare ham.

,,Jeg er beæret over din ros, Ayin, og jeg takker dig. Men mere speciel end du, er jeg ikke. Der er en plads til hver af os, og jeg tror på, at hvis man vælger en sti i den lyse retning, vil du måske også en dag kalde dig vogter, hvis dit sind da vil acceptere det faktum, at Lyset findes. Men Ayin; ej er vi heller ens. Vi er alle forskellige, alle unikke, og derfor er den ene ikke mere speciel end den anden. Og jeg er glad for, at mine tanker behager dig, selv må jeg indrømme, at du rækker dybere end jeg havde forventet; dermed ikke sagt, jeg havde lave forventninger til dit selskab, overhovedet ikke, men nogen sjæle, der søger mørket, har ikke samme filosofiske lag, som du besidder, du brogede og ærlige Ayin.”

Hun prustede ganske mildt, inden hun slog med hovedet; de dansende bevægelser komplimenterede hinanden ganske godt, og de lod til at have fundet en god middelvej at følge, med deres bevægelser. De dansede ikke på samme måde, som hun dansede med dem hun kendte godt; for hun kendte netop ikke denne hingst godt, men det at de allerede nu dansede, var et tegn på, at de formegentlig ville kunne forbedre det med tiden.
En salt dut ramte snart de sensitive næsebor på den gyldne hoppe; de havde mere eller mindre nået til havets bredder, og med et glædeligt blik så Illana på den brogede hingst; hvad mon han ville synes om dette sted?

[Out - ny startes?]