A Rain Of Ashes

[FORBEHOLDT TEARS & FUYU NO KITSUNE]

Det er næsten blevet en vane for den store brogede hingst at bevæge sig omkring på øen Foehn. Der er ikke meget af øen, han endnu ikke har set - det skulle da lige være selve vulkanen. Han havde flere gange haft den i tankerne, men den ene gang han virkelig besluttede sig for at gå derop, blev han bremset af den lysende hoppe Illana. Han prustede let ved tanken. Det var måske meget godt, for i det øjeblik havde han følt at han kunne klare alt, selvom han jo i realiteten ikke vidste hvad det var for en lurende magt der var deroppe. Han kunne blot mærke denne.. energi, aura, der var på denne ø. Den var mørk og skræmmende, men den hældte blot mere benzin på den sorte flamme i hingstens bryst. Den havde brændt voldsomt i mange dage nu, og det var også den der var grunden til at han stadig hang her på Foehn. Han stræbte efter styrke og magt, han begærede det dybt derinde mere end noget andet.
Han stod på den brede eng, nær vulkanens fod, og betragtede tomt den høje tinde med den glødende top. Græsset omkring ham var gråt af aske, og luften var tung af svovldampe. For hvert åndedrag, kunne han næsten mærke hvordan han blev forgiftet, selvom han nu havde vænnet sig til denne tykke luft, der konstant bar aske med sig som regn. Selv hans egen pels var blevet grå og farveløs, i de døgn han nu havde opholdt sig her. Endnu stod han ubevægelig og betragtede ubeslutsomt tinden. Det var et spørgsmål om hans fremtid, det var en vej han skulle vælge. De isblå øjne fyldtes af det mørke, den sorte flamme spredte. Hans arv.

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,499,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/FnKBlack.png,true] Mørket, der ej var naturligt, men ej heller unaturligt var ganske tæt omkring det bjerg der udgjorde foden til det mægtige segl der begrænsede Alduins, hans herres, magt. Et mørke opstået af det tætte skydække, og ikke mindst den tunge følelse øen havde en tendens til at bringe folks hjerter. Asken, der dansede som støvskyer og blokerede det sparsomme sollys var meget vel også en af grundende, selvom det på ingen måde generede den hvide hingst. Trods de mange dage, de mange måneder han tilbragte ved sin herres og sine brødres, sin egen, side var hans snehvide skind ikke påvirket af asken, og hans lunger ej af den tunge svovl lugt. Hans sind derimod var en helt anden sag.. Skyggehingsten, ham de mærkværdige skyggeskabninger kaldte for broder, ham der var ét med det mørke der lurede på øen, stod som en del af de omgivende klipper, med de svagt glødende øjne rettet udtryksløs imod horisonten. Således havde han stået ganske længe, uberørlig som et stykke legetøj der var blevet glemt for længst. Omkring ham blev støvskyer dog hvirvlet op, og hvislende stemmer kunne høres over alt i det mørke der eksisterede omkring ham, for mørket synes at være særdeles tæt omkring den arrede skyggeræv. De mareridts agtige aftegn der prægede hingstens skuldre, bagpart og hoved trådte tydeligt frem i den støvede kontrast; Hvidt og sort, forrevet og helt på samme tid. Ingen lyd forlod ham, og ingen bevægelse var at ane i den ellers ganske muskuløse krop. Han var som havde livet forladt ham.. Og dog var det lykkes ham at opdage en fremmed der strejfede rundt. Hans brødre, ham selv, og dog ikke ham, hviskede legende historier om denne tvefarvede hingst, længe havde han været her, men grunden vidste de ej. Skyggehingsten lyttede men svarede ej, forblev blot forstenet som et smukt ornament på den gudsforladte klippe.

Langsomt fortsætter den brogede op af vulkanens side. Svovlen hang tykkere og mere stikkende i luften, og selvom den tunge luftart hurtigt gled ned imod foden, så var der hele tiden nyere og kraftigere dampe til at overtage pladsen. Men dette ænsede han knapt nok. Hans tanker søgte kun op. Op til toppen. For noget måtte leve deroppe, og dette noget lokkede ham til sig. Med lette trin satte han farten en smule op, men bremsede da brat op da en hvid skikkelse pludselig dukkede op. Hvor længe havde den stået der? Var det..? Ayin kneb ganske let øjnene sammen. Jo, en hest stod deroppe på klippefremspringet, men ikke en hest som han nogensinde før havde lagt sine øjne på. Mystiske aftegn prægede det hvide skind, hvor end ikke et eneste fnug aske havde sat sig. Selv øjnene var så hvide at de lyste op i den tætte, dunkle tåge. Men han veg ikke. Måske burde han, måske var han ikke den klogeste sjæl i landet Andromeda. Han vidste hvem denne hingst var. Så snart han så hvordan jorden krøb med disse skyggelignende skabninger, så vidste han, hvem det var. Den sindssyge, den vanvittige. Skyggehingsten. Sådan havde Ava sagt om denne hvide hingst. Og det havde blot vækket Ayin interesse og drevet ham frem i hans søgen. Og her stod han, ikke mere end tredive meter fra den frygteligt skabning. Hans hjerte næsten slog et slag over af fryd. Hvilken styrke, hvilken herlighed!

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,499,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/FnKBlack.png,true] Skyggehingsten, vinterræven betragtede blot tomt denne fremmede, og rørte sig stadig ikke ud af flækken, selvom det undrede ham at denne tvefarvede lod til at live op ved synes at den hvide hingst. Skyggeargtige slanger snog sig kærtegnene op om den hvide hingsts lange, muskoløse ben, det eneste livstegn på øen, der ellers synes frosset i tid og sted. Hveemmm? Mørket hvislede sagte, og støvet synes med ét at dække den jord den tvefarvede hingst begik sig på. Støv indhyllet i et mørke så dybt og inderligt at det alene ikke kunne beskrives med fraværet af lys. Ej var det mørke, det var et væsen, fortærende og farligt som ilden, og dog lige nu ganske uskadelig... Indtil det forkerte skridt blev foretaget. Et hak gled igennem skyggehingstens hals, og hans hoved tippede sig unaturligt til siden, for at betragte den fremmede hingst der var trådt ind på hans revir, ind på hans herres.. Deres herres hellige jord. En fremtidig broder? En fjende? Det forekom dem ligegyldigt, thi de var ganske ligeglade så længe Alduin ingen intention havde med ham.

Et udtryk af nysgerrighed, lige så vel som beundring gled igen over den brogedes ansigt. Der var intet naturligt ved denne store fascination af det kvælende mørke og den knusende styrke der lå hos den blege hingst. Ej var det en higen efter noget godt og naturligt, der pressede på inde bag de isblå øjne. Nej. Det var den sorte flamme i hans indre der drev ham frem og bød ham at holde af og opsøge ting der hos andre fremtvang væmmelse og frygt. Men ikke hos Ayin. For ham var det en helt anden sag. Alt han så var magt og styrke - noget hans kulsorte hjerte begærede mere end noget andet. Med spidsede ører betragtede han de slangelignende skygger, der krøb hen af jorden, for så at samle sig til én mørk masse, der hurtigt omsluttede jorden omkring ham, og dækkede hans hove og koder i flydende mørke. En konstant lavmælt hvisken, forekom ham at lyde svagt, men kun ét ord stod klart ud. Hveemmm? lød det, langt, klagende og unaturligt. Om han burde svare? Roligt trådte han et skridt nærmere den fremmede hingst, der stadig tårnede foran ham. Med sit hoved vredet til siden, og de tomme øjne stirrende på ham følte han ingenting. Han vidste, at han burde føle noget. Men intet kom til ham. Kun tomhed.

//OUT


Starter en tråd i Aljun til de to herrer xD