Whispers in the dark

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #121212; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] Whispers in the dark Mørket generede som sådan ikke Ava, men hun var stadig på vagt. Det var aldrig til at vide hvad der kunne gemme sig i skyggerne – også de skygger man ikke kan se. De små sorte ører kørte rundt i alle retninger og lyttede opmærksomt til alle de små lyde der angav hvad der kunne være rundt omkring i området. Den lidt specielle lugt der stammede fra vulkanen overdøvede lugtesansen, og synet var ikke det den sorte hoppe kunne stole aller mest på. Selv var hun rigtig godt skjult i mørket. Det var kun den hvide blis der afslørede hendes tilstedeværelse. Tingene havde ændret sig for den unge sorte hoppe, og lige så stille var hun vel også selv begyndt at ændre sig. Det var ikke sikkert hendes forældre ville kunne genkende hende hvis de så hende nu. Hun var ikke længere deres datter. Hvordan skulle hun kunne være værdig nok til at kalde sig datter af Korr og Aria når hun ikke engang kunne følge de normer der var i den gamle flok? Når hun ikke kunne føre traditionen videre? Det var noget der plagede hende, og noget der tit fik hende til at revurdere hele situationen og den nye start på livet – den nye chance, var hun på en måde begyndt at se som forspildt. Med rolige og taktfaste skridt begav hun sig fremad, i en gang der var næsten lige så smidig som en slanges kryben hen over jorden. Og alligevel ikke helt, for hun snoede sig jo ikke. Et svirp med halen afbrød den næsten larmende stilhed fra omgivelserne, med en hvislende lyd. word count, 266

[/td][/tr][/table][/center]

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,499,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/FnKBlack.png,true] Mørket kærtegnede næsten omgivelserne, inddrog den i den dødsens stille harmoni der oftere og oftere plagede den hjemsøgte ø. Øen hvor de vildeste drømme kunne gå i opfyldelse.. Vel vidende at et mareridt ligeledes er en drøm. Mørke, mørke, atter mørke, livløse træer, hvis blade ej bar noget tegn på at ville springe ud, en følelse af død... Af mørke. Og dá synes det mærkelige billede at flække, eller måske blive fuldent? Midt i det mørkeste, mørke livløse sted befandt en snehvid hingst sig. Hans skind næsten lyste i kontrast til mørket der snoede sig hvislende omkring ham. Er roligt blik var at ane i de mælkehvide øjne, noget man ikke ofte så, men denne nat var det dog at træffe. Den hvide hingst, ham skyggerne kaldte broder, ham der var skyggerne, og dog ikke, betragtede det omgivende mørke med let kedsomhed. Ganske mange dage havde han vandret iblandt sine brødre i dette mærkelige landskab, men ikke mange havde han mødt. Og måske hingsten var ved at blive en anelse træt af sit eget selskab? Eller måske han blot ønskede at fremstå normal for en gangs skyld. For ingen ujævnheder, unormale træk var at spore på de arrede hingst, hans hoved holdt ganske elegant af den kraftige hals, og de skridt han førte sig med bar præg af naturlig elegance, ikke døde, knækkede skridt, som så ofte blev fremkaldt af hans mærkværdige ideer. Nej, denne nat var skyggehingsten næsten en ganske normal hingst.

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #121212; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] Whispers in the dark Ved hver lyd der hvislede omkring den sorte hoppe, vippede et af de små sorte ører i den retning, i et forsøg på at sætte en form for billede på lydene. Hun var ikke bange af sig, men stoppede alligevel op da noget bevægede sig. Noget der ikke skjulte sig i mørket som hun selv gjorde det. Det eneste der angav hendes tilstedeværelse ud over hendes skridt og lugt – var den hvide brede blis der sneg sig hele vejen ned over næseryggen og den silkebløde mule.   Den hvide skikkelse der havde fanget Avas opmærksomhed. Det var en skikkelse hun godt kunne genkende – for den havde ofte vandret rundt i hendes egne tanker, når hun havde forsøgt at opklare de mysterier der var opstået gennem hendes oplevelser. På afstand så den hvide skikkelse ganske ufarlig ud, men samtidig var der også noget over den som fik det til at krybe koldt ned af ryggen på den sorte Ava. Måske de hvide øjne, men det var vel ikke mere anderledes end Myth hun havde snakket med. Mange her havde deres særheder, og øjenfarve var noget der varierede meget mellem dem hun havde mødt. Ganske kort virrede hun med hovedet inden hun begyndte at begive sig mod den hvide hingst med de sære sorte aftegn og det højst mærkværdige sind. Hun havde ikke travlt med at komme derhen, men brugte i stedet tiden på at iagttage den hvide hingst. Først da hun var tæt nok på til han ville kunne høre hende ordentligt åbnede hun mulen for at tale.   ”Godaften, hvide skygge” word count, 259

[/td][/tr][/table][/center]

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,499,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/FnKBlack.png,true] Den smukke snehvide hingst gjorde holdt ved lyden af den fjerne stemme. Gankevist havde hendes tilstedeværelse været han klar ganske længe, men han havde ej i sinde at tage kontakt til nogen denne aften, nærmere ønskede han at hylde den skaber der havde skænket ham livet, påført de mørke skabninger omkring ham den intilligens de nu besad, flettet ham sammen med deres sind, tankegang, gjort dem til én. En dyb brummen forlod hans bryst, idet hans hvide krop velvilligt fulgte hans tankegang, og vendtes imod hoppen i en fejdende, dansende bevægelse. "Godaften, du sorte nattedanser." Hingstens stemme var for en sags skyld ganske naturlig - ganske charmerende og ungdommelig, som man kunne forvente af en hingst i sin bedste alder. Skyggerne krøb ej omkring ham, men lullede stadig faretruende under træerne, i udkanten af synsfeltet.. De var der, men hingsten synes ej i dette moment at være en af dem. Ava. Således var navnet på denne natsorte hoppe, hvis han ej huskede galt. Hingsten tippede hovedet let på skrå, idet et smil gled over hans mørke læber, og han lod sig nærme den mørke hoppe han før havde ført samtale med. Om strejfere, denne hoppe havde i særdeleshed en stolthed man ej burde komme på tværs af... Men på den anden side...