Tro, Håb & Kærlighed

De mange små skud nærmest lyste op én for én, på de lysegrønne tynde nye grene, der alle havde sat sig ved et træ fra sidste år. Det var tilmed smukt hvordan der helt kom liv i skoven, på en meget idyllisk og fredfyldt måde. Denne stilhed og alligevel larm fra de puslende lyse i skovbunden, de kvidrende fugle i krontoppende; og så hans egen taktfulde skridt der blødt gav genlyd i den bløde jord mindede ham lidt om Deadly Myth. Den stilhed der lå over dem, som han nød så meget når han var i selskab med hende. På den anden side mindede det ham inderlig også om hans familie; for han havde ikke set hverken Athene eller den lille Saphira efter foråret havde været sprunget ud. Tankerne strømmede hurtigt videre og endte som sædvanlig på den lille sorte. Hende havde han heller ikke stødt på siden vinteren. Savnet brød ud i ham, som en ukontrolleret storm der rasede – men end ikke et lille tegn udvendig over ham, var dette at syne. Han vidste han kunne finde hende her, den lille sorte… Det gjorde han altid.



[Reserveret til Silent Liberty]

Længe havde hun været alene. Alene med tankerne. Fortidens minder. Det havde gjort ondt, men været hendes eneste ønske. Blot at lade denne følelsesmæssige storm rasere hende uden at lade andre se denne sårbare og skrøbelige side af sig selv.
En gang imellem skete dette. Hun hadede det, og tit havde hun forsøgt at kæmpe imod. Det gjorde det værre. Det var ligesom en forbandelse hendes fader havde sendt med hende. At hun skulle gå i en form for psykotisk tilstand, hvor det eneste, hun foretog sig var at sove og kun bevæge sig, når hun ikke længere kunne leve uden vand og mad.

Ja, det var da også tydeligt på den lille spinkle hoppe, at hun var blevet meget tynd. Hendes knogler stak tydeligt frem, fra hendes slanke krop. Normalt var hun blot slank og elegant bygget, men nu var hun ved at komme sig efter sin fase. Det eneste den lille sorte håbede var, at den næste hun fandt, var Djange. Hendes Djange. Mage og elskede.

At der nok skulle forklaring til, det vidste hun. Hun anede ikke, hvor længe hun havde været væk. Hun vidste bare at årstiden var skiftet. Træerne var begyndt at springe ud. Foråret var tilstede.

Utroligt nok lod en lille del i den brogede hingst, sig nyde dette. Skovens efterhånden tæthed; tryghed og skjul. Han havde aldrig set skoven her, faktisk nogen som helst skove, på sådan vis. Kun havde bjergendes landskaber og udfordringer tiltalt ham - så længe han nu engang kunne erindre. Ak, hans elskede hjem... Hjemmet han i op til flere tider havde levet alene, trygt og sikkert - men ensomt. Tankerne rungede vildt hos ham, mens en svag angst stille gav kriller i siden på ham. Uroen omkring hvordan han havde ladet dette ske, ved denne passivitet muligvis? Han vidste det ikke selv, han vidste bare at han selv mente nu og her at han burde have taget mere ansvar!.. for hvor mon hun var henne nu?

Måske hun ej var her mere?.. Svagt slørrede hans sind sig, bag kulden og tomheden der lå i hans evigt krystalblå øjne, i ren raseri - skuffelsen; fortvivlelsen. Men! Som en usynlig mur, stoppede han brat da hans følsomme lyserøde næseborer genkendte en duft; en duft han ej var i tvivl om for bare et split sekund! Kardemomme... - Han sank diskret et klump, før hans øjne hastigt skuede mellem de frodige træer og buskaser. Hvor var hun?!

Roligt bevægede hun sig afsted. Hovene blev placeret i den bløde jord, duften fra skoven var så tydelig på denne årstid. Alligevel kunne hun ikke rigtig fokusere på det. Længslen sled i den lille hoppe, imens hun gik der under trækronerne.

Der gik lidt tid, da en duft strømmede ind i hendes fine næsebor. Hun var en smule sløv, men der gik ikke mange sekunder, før hun genkendte duften. Det var Djange!

I et ryk hævede hun hovedet helt, så hun bedre kunne danne overblik. Han var ikke at se, og den lille hoppe udstødte et næsten desperat vrinsk, imens hun satte i trav mod lugten. Savnet boblede i hende, og hun var næsten nervøs for, at det bare var en hallozination. Tænk hvis hun skulle blive skuffet? Ja, så langt nåede hun jo ikke at tænke, før hun stod foran sin mage, der lignede sig selv. Et smil bredte sig på den lille mule, da hun brummede kærligt til ham og trådte helt nær ham.

Lettere diskret dirrede hver og én muskel i hans krop, anspændt. Pulsen i hans åre steg, mens hans hjerte var at mærke markerende i hans brystkasse. Alt imens de krystalblå øjne flakkede hurtigt frem og tilbage. Kolde og tomme var de, alt imens denne scene føltes som en evighed, før han dog forholdsvist hurtigt blev vækket!

Tilmed desperat lød et vrinsk gennem de tætte frodige buskads, og det gav et sæt i den anspændte og muskuløse krop, den brogede bar rundt på. Dette afslørede dog hans længe savnede lille sorte; og kort derefter nærmest dansede hun ud; omkring en række træer. Det var tilmed pludseligt hvordan hun nu stod foran ham, og han selv nu reagerede langt fra som han havde forestillet sig han ville. Begge øjne spærrede sig seende og direkte stirrende op – chokeret, var nok det der kunne tolkes som det eneste i de tomme øjne der ellers intet udviste udover kulden. Hvad var der dog sket med hende? Så udmagret, næsten mat og usund pels og slidt så hun tilmed ud…! Han udstødte et fnys, lidt pludseligt i den rene forskrækkelse over hendes udseende. Havde hun mon været døende?.. som han, selvom han ikke ønskede at han nogensinde havde tænkt sådan, havde frygtet? Alligevel blussede varmen gradvist op i ham, mens han nærmede sig de sidste få skridt imod hende selv, næsten tøvende. Som afskyede han hende – ikke at ahn gjorde dette! Men bekymringerne var lige nu halvt om halvt blevet til en nøgen virkelighed. Hæst lod han en spørgende dæmpet brummen lyde imod hende, mens han stille sank paraderne en smule for at lade sin lyserøde mule søge hendes mule; gråden – der ej var at se, hvilede dybt i hans sind – der hvor ingen blev ladt ind.

Djange, hendes elskede mage, der stod han, og det var tydeligt at mærke, at han var chokeret over hendes tilstand. Et fnys forlod ham, og hans øjne var kolde – noget Liberty jo ikke så direkte på, for hun vidste at under dette, gemte der sig et varmt og elskværdigt hjerte, der kom til udtryk, selvom han havde svært ved at åbne sig.

Hun kunne slet ikke styre følelserne indvendig, for savnet blev blot større, da hun stod der ved ham, og han lod sin bløde mule møde hendes. De mandelformede ører vippede en smule over hans spørgende brummen. Ja, der var jo en forklaring, der skulle gives, selvom hun havde svært ved dette. At åbne fortiden op og fortælle om den, var noget, hun aldrig nogensinde havde gjort – eller tænkt sig at hun skulle, men nu var det nødvendigt. Han var hendes mage, og han fortjente at vide, at hun én gang om året forsvandt sporløst. Selve hendes situation under denne forsvinding, behøvede hun ikke at uddybe for meget, for det ville bekymre ham.

”Djange.. Der skal to til at leve, men kun én til at dø”

Mumlede hun blidt næsten hviskende. Ja, hende selv plus ham – det var det, der skulle til for at hun kunne leve. Uden ham kunne hun ligeså godt falde om, for han var med til at give hende den livsnærende kærlighed, som hun så længe havde søgt. Det var en gave og ikke en selvfølge, at hun havde fundet den. Fundet ham. Hendes elskede mage, Djange.

Hvad der i grunden var sket, eller ikke sket – nagede ham; det måtte han alligevel erkende for sig selv. Hun var den eneste i landet han fuldstændig havde kunne åbne sig for, foruden hans eget kød og blod Athene. Savnet havde været stort, såvel som bekymringen – og desværre også opgivelsen. Håbet om at hun endnu var i live, blev nu ved hendes nærvær, blot realiseret for en kort stund. Aldrig havde han turde håbe på at se en af sine nærmeste, i sådanne en tilstand.
Kun en smule rørte de små fine øre sig på hans lille sorte, alt mens hans mule kort rykkede mimrende på sig, responderende på dette livstegn. Jovist var hun i live, endda for øjnene af ham – men alligevel frygtede han det værste; da hun så ud til at åbne munden.

Det var som om tiden gik i stå, som drejede kloden sin sidste omgang om sig selv, langsomt kørende i mål før den stod stille. Hendes ord, så sande – rørende; frygtelige. Han var ej sikker i sin sag omkring hendes ord; jovist tolkede han hendes erklærende ord omkring at de to hører sammen, men døden. Om hun mente at hun ej kunne leve uden ham, eller om hun selv havde været omkring optakten til at forlade denne verden, grundet hans ikke tilstedeværelse – vidste han ikke? Spørgsmålene kørte buldrende rundt i hovedet på ham, alt mens de krystalblå øjne forblev opspærrede, men nu mere seende, frem for stirrende. Tilmed forbavset kunne han havde set ud, hvis ikke det var fordi de nedlagte øre ikke havde rørt på sig fra at ligge tilbage.
Hans blik, som var mere levende i hendes selskab, men stadig meget koldt og tomt, var næsten spørgende – spørgende efter svar; fra sin elskede mage.

”Nævn det ikke.”
Lød det hæst og intenst, hviskende responderende på hendes ord – efter et par sekunders stilhed, der for Djanges syntes at føles som en evighed. Stille pustede han ud, en smule lydløst efter sin evigt tonløse stemme der lød; blidt og direkte kærtegnene imod hendes mule, alt imens hans øjne direkte søgte hendes. Turkisblå...



[OUT]