Før mørket falder

Reserveret til Emma/Askari


Solen kastede sine sidste stråler over engen, før de alle ville forsvinde bag skoven, bag bjergende. Lige en sidste glød, der fik det hele til at skinne op i et gyldent skær. Et skær der næsten fik den ældre hingst til at skinne som det pure guld. Varmen fra strålerne nød Eagle, den sidste varme for denne dag ville snart være borte, og aftens mørke ville indtage landet Andromeda. Endnu en dag var gået.
En dag med ro og fred. Dage der for Eagle kom flere og flere af. Det gjorde ham ej deprimeret, det mindende ham godt nok om at han kun blev ældre og ældre. Han lavede ikke så meget fis og fjant mere, han rejste ikke ud for at opleve eventyr. Det eneste den ældre hingst foretog sig var blot at vandre rundt på de forskellige øre inden for Andromedas grænser, og møde nye sjæle. Blot her i foråret havde han mødt nogle stykker, og blevet genforenet med andre.
Tankerne om de sidste par dages begivenhed lå i hans indre. Gode minder. Ak ja. Livet her i Andromeda faldt mere og mere i smag hos den gyldenfarvede hingst. Måske var livet her, hvor han kun var strejfer, ensomt til tider. At vandre rundt ene og alene. Det havde han dog gjort før, men der var flokken altid at komme hjem til. Et smil var over den lyse mule. Ak en stor familie. Eagle huskede kun på de gode ting, og fortrængte de dårlige minder; dem behøvede han ikke.

Med rolige skridt havde Eagle bevæget sig hen til den lille bæk der krydsede engen, i lange buer. Bækken løb med frisk og rent vand. Så klart at man tydeligt kunne se bunden.
Langsomt sank den ældre hingst sin mule ned imod det klare vand, og så snart den ramte begyndte han at drikke. Vandet skar på en behagelig måde ned igennem halsen. Kulden gjorde godt for den ellers tørre hals.
De mandelformede øre vippede roligt rundt for at opfange de forskellige lyde, fugle kvidren var stadig at høre. En nydelig sang for til ære for solens sidste stråler.
Det store hoved blev hævet op igen, vand dryppede let fra Eagles lyse mule. De rolige og gavmilde øjne scannede området. Engen så tom ud. Den virkede forladt; som havde alle levende sjæle netop forladt området.

En gren knasede under den musegråbrogede's vægt. Snart forladte han de sparsomme træer og begav sig ud i frit skue. Søen lå ikke langt derfra - dens friske lugt fandt vej gennem træer og eng. Solen kom i gyldne striber gennem træernes nøgne grene. Græsset bøjede sig for ham, som slaver for sin herrer, da han trådte ud på engen.
En klukkende bæk løb ikke langt fra. Få blomster dækkede det frodige græs.
De mørkebrune øjne løb mod bækken og et øjeblik måtte han bare stå og kigge; en hest, som synes at være lavet af ren og skær solskin, stod der.

Lyden af hove nærmede sig, det var hurtigt for Eagle at spotte i sin lytten. Det var ikke en hastig lyd, en lyd der afslørede at hesten ikke bevægede sig i hurtigere tempo end skridt. De mandel formede øre var vippet imod lyden længe før han selv valgte at dreje sig og bedre kunne se.
En spinkel skikkelse, i forhold til ham selv, nærmede sig roligt. Hesten der var musegrå var kommet fra skoven. Musegrå.. duften. Hurtigt opdagede Eagle at denne hingst ej var helt fremmede, han var velkendt, og altid velkommen.
Et venligt smil tegnede sig over den ældre hingsts mule i det han genkendte den unge Askari. Et imødekommende vrinsk lod han slippe sin mule, et vrinsk til den unge hingst.
Den ældre hingst stod blot stille, alt imens at de rav farvede øjne hvilede med et roligt og varmt blik mod den unge hingst der endnu bevægede sig. Uden at forvente det, regnede han med at den unge Askari ville slutte sig til hans selskab.

[/color]

Ikke længe gik der før han genkendte ham, den gyldne - eller som han tiltalte ham, ørne øje.
Med en let skridt fandt de spraglede hove vej mod den velkendte hingst. Et vrinske lod sig smy i solnedgangen. Han var glad for at møde denne hingst, der havde tilbudt ham det han havde mest brug for, et venskab.
Han oplevet meget siden - mødt nye sjæle. Enda skabt en. Denne føelse af at næste år ville noget hans eget kød og blod rende rundt i dette land. Indtage det, suge oplevelserne til sig.

"Goddag Ørneøje, jeg har savnet dig"

Stemmen var ikke så formel i ørnens selvskab og dette behagede ham. Han havde fundet en ven, nej ikke ven følgesven. Ikke dette ord var nok, hans sjæl havde fundet et livsvigtigt element; Tryghed.

Der gik ikke lang tid før den musegrå hingst var noget helt hen, hen til hvor det var tydeligt at se ham. Hans aftegn, hans øjne; genkende ham på nært. Nok havde den ældre hingst ikke mødt ham mere end en gang, alligevel havde han taget den unge Askari til sig, og anså derfor ham som en ven, som familie.
"Hver hilset du Askari," lød det med den ru, men varme og venlige stemme da Eagle hilste på den unge hingst. "Savnet.. i lige måde," svarede den ældre hingst. Jo vidst havde han savnet den unge hingst, ikke et voldsom savn, og af og til havde han også strejfet Eagles tanker. Den gyldne hingst var van til der gik længe imellem møder, både fra sit hjemland, men også her fra, derfor nåede et savn sjældent at blive voldsomt hos ham.
"Sig du unge Askari, hvad har du fået efter følgende dage til at gå med efter sidst vi mødtes? Er du faldet til i Andromeda?" De mandelformede øre blev spidset, den ældre hingst var spændt på at høre ad, hvad den unge musegrå hingst havde oplevet den sidste tid.

Solen skinnede - det var en dejlig dag. Det var perfekt at fortælle en lang historie - som det kunne gå hen og blive, da han havde oplevet meget.

"Jeg har gået rundt, mødt en broget flok af sjæle"

Askari tænkte tilbage; han havde mødt den lille, yndige dune. Den lumske rumpelstiltskin, han havde lavet en aftale om tankelæserevnen - dog havde den musegrå ikke klaret sin del, og først når han stod med oplysningerne ville hans "ønske" gå i opfyldelse. Også den røde hoppe med de mærkværdige striber, Foxie, havde han mødt - dog ikke kun mødt men også skabt noget særligt med.

"Jeg har mødt den røde, Foxie, med de mærkværdige striber. Ej ved jeg om du kender hende. Vi er forbundet, ej af kærligheds bånd. Dog af andre bånd, der forbinder os, trods vi ej kender hinanden."

Stemmen blev til sidst en hvisken. Næste år ville et lille føl rende rundt, med ham som fader. For sit indreblik så han en mini-Askari rende rundt, lege tagfat, får til sidst at løbe hen til sin gudesmukke mor og stolte far.

De mandelformede øre blev spidset da den unge Askari åbnede talte, han havde mødt andre sjæle, hvilket var meget godt. Undersøgt Andromeda. Det land der nu var alle Andromedas væsners hjem; heste, som fugle, hjorte og fiskende i havet, alle levende væsner i dette lands hjem. Selv havde Eagle set mange af øerne, dog havde han ikke besøgt hverken ørken eller vulkan øen. Ingen af disse øer havde fra hvad hans øje kunne skue fundet ham nogen interesse. Ørknens bidende sol var slet ikke ham.
Gad vide hvem han havde mødt? Selv havde Eagle ikke mødt mange nye siden sidst den musegrå hingst og han selv havde mødt hinanden første gang. To sjæle, den leverøde Noami og den sorte stjerne beklædte frieser hoppe Leonora.

Askari snakkede om et bånd, ikke af kærlighed. Venskab, men han nævnte også de ej kendte hinanden. Skulle Eagle med sin visdum lægge to og to sammen ville det blive noget helt andet der kunne binde dem, dog ville han ej være på forkant, og stillede derfor spørgsmålet, kun for at få bekræftet sin tanke.
"Hvilket bånd?" Stemmen lød varm og venlig, alt imens han afventede Askaris svar. Var det hvad han selv havde fået i tankerne ville Eagle nok fortælle sine meninger åbent, men venligt.

Han stod og funderede lidt over Foxie. Ej elskede han hende, men elskede det hun bar. Som tusinde soles varme gennemstrømmede ham ved tanken. Ørnens tindrende øje spurgte ind til hans beskrivelse af det bånd, han selv mente var særligt. Et øjeblik stod han og tænkte over hvordan han skulle svare. Satte sætninger sammen i sit lille hoved.

"Vi er forbundet af blodets bånd. Ej direkte men i den næste genration der vil betræde dette land."

Han slog blikket ned og blev meget optaget af at beundre jordens myldrene liv. Myrene der altid var i gang, som små arbejdere slæbte de rundt med mangt og meget. Edderkopper og utallige andre dyr han ej kendte. Pludselig slog han blikket op med fornyet talemod.

"Jeg er blevet en voksenhingst."

Den unge hingst fortalte hvilket bånd, blodet bånds, næste genration. Eagle vidste udmærket hvad denne unge musegrå hingst mente. Et grynt lod den ældre hingst slippe. Han var gammeldags, og måske havde tiderne ændres sig, men det forekom ham nu absurd. Ej skulle man skabe familie uden for kærlighedens grundlag.
Eagle vidste at denne musegrå hingst; Askari ønskede familie. Det havde han nævnt ved deres første møde, og derfor virkede grundlaget for at skulle have et føl nu endnu dårligere.

"Kære Askari, jeg synes det er meget dumdristigt og forkert. Jeg taler lige ud af ærlighed til dig om dette; At skulle have et føl, det er familie men grundlaget skal udelukket være sket af kærlighed andet er forkert.
Men når dette er sagt, så håber jeg inderligt i begge er klar over hvad i går ind til, hvilket ansvar og sammenhold det kræver; hvilket kærlighed og omsorg. Hvis dette bringer lykke til jer, er jeg glad på jeres vejne."

Hans stemme havde lydt, alt imens havde Askaris øjne befundet sig vendt mod jorden, som han havde han vidst af Eagle først ville give ham et slag over nakken; hvilket han jo næsten gjorde med ordende. Eagle havde ikke lydt stræng i sin talen, blot været ærlig og fortalt hvordan ting burde hænge sammen, og om den unge hingst sagde at han var voksen nu, var han stadig meget ung.

[/blockquote][/color]

Han lod stadig blikket hvile mod jorden. Da den gyldnes ord lød, krympede han sig yderligere. De mørke brune øjne fjernede sig prøvende fra jorden. Betragtede ham uden øjenkontakt.

"De har nok ret. Det var en instinktiv handling."

Men en lav stemme - næsten som en hvisken. Han sank engang og gruede for der næste han skulle sige. Den gyldne havde ej haft et direkte hårdt toneleje. Men når ordene kom fra ham, Askari havde en vis beundring for, var de yderst hårde.

"Jeg håber du ej er for forarget..."

Hans stemme knækkede over. Dog lod han sine øjne finde hans. Lod dem omgående søge væk.

"Vil du møde hende og hjælpe med at passe føllet?"

Han sænkede hovedet helt bed til jorden.

Askari følte skammen, hvilket på en måde havde været Eagles hensigt. Han havde gjort det tydeligt at sådan stifter man ej familie, dette var uansvarligt, men når det også er sagt kunne Eagle måske selv i sine unge dage havde gjort denne fejl, og dette skulle ikke gå ud over afkommet der nu ventede, hvilede i moderens mave til dens dag ville komme.
"Askari, jeg er ikke forarget over dig, eller din handling så længe du kan se at dette ikke var en ansvarlig handling og nu tager hånd om det. Det vil være mig en ære at hjælpe jer, møde moderen."
Eagles hæse stemme var igen varm og næsten blød som honning mens han rolige blik hvilede i Askaris øjne, ventene på at den unge hingst igen kunne holde øjenkontakten med ham, se at Eagle ikke bar nag over ham, at han tilgav hver en uansvarlig handling så længe man bagefter stod til ansvar, at man tog hånd om det.
Beæret var den ældre hingst blevet da Askari havde spurgt om hans hjælp til at sørge for føllet ville få en god opvækst, at lære dette ufødte afkom om verden ville være ham en ære. At hjælpe de kommende forældre på vej til hvordan man tager hånd om et føl. Det varmede hans hjerte. Selv havde Eagle ikke noget at hjælpe sit eget afkom til at forstå verden, de var blevet revet væk fra hinanden før han overhoved noget at lære det at kende.

Askari ånede lettet op. Han var ikke forarvet. Faktisk var As en meget følsom hingst, lige på kritik området. Han ville gerne være perfekt og det kunne give ham et par knubs. En smilede lettere tøvende. Han løftede usikkert øjenene og så ind i Eagles gyldne. ET smil tegnede sig let på hans mule.

"Jeg er meget glad for du vil det"

Han stod et øjeblik og vidste ikke helt hvad han skulle sige, før han endelig fandt på;

"Jo.. sidste gang jeg så hende var på Enophis.. så hvis du ønsker at følge mig til denne ø, håber jeg at finde hende der"

Den unge musegrå hingst mødte endelig igen den ældre hingst blik, hvilket fik hele situationen til at falde mere i ro; alt blev atter helt normalt igen. Et smil var tegnet over den unge hingst mule, hans blik virkede så lettet. Et venligt smil var gengældt fra Eagles side.
Et nik blev det til fra den gylden farvede hingst, da Askari udtrykte sin glæde i ord over at Eagle ønskede at møde moderen til det afkom den unge hingst snart skulle blive far til.

De mandelformede øre blev spidset da den unge hingst atter talte. Enophis, var stedet de skulle drage for at finde moderen til føllet. Heldigvis ikke en lang rejse, trods øerne var store.
"Så lad os drage til øen Enophis," lød det fra den ældre hingst, hans stemme var venlig som altid. Selv havde han allerede taget de første skridt imod den del af kysten der ville gøre deres svømmetur kortest. Kun små holdt blev det til for at være sikker på at Askari fulgte trop.

Hans smilede stort og satte efter Eagle. Snart var han foran ham og trippede næsten frem. Han glædede sig til at præcentere Foxie for Eagle, for det var det endegyldige acept på at han ikke var foraget mere, sådan var det ihvertfald i Askaris tanker, som allerede kørte rundt og planglagde det kommende møde mellem de 2 heste han indtil nu havde det "næreste" forhold til.
Snart forlod de 2 sjæle øen, for at drage mod den største ø, Enophis.

[Out, tråden fortsætter i "A foal under the stars"]