Koncentration er alt afgørende

Den unge hingst var på en svær opgave. En opgave som ikke var vel stillet en hingst der havde sådant et besvær med at koncentrere sig, men en opgave han snart skulle rapportere tilbage omkring. Derfor var det vigtigt at han fik så meget info som muligt. Derfor stod han midt i skovens indre med de krystalblå øjne lukkede og så så koncentreret ud som han nu kunne se ud. Alt omkring ham synes at være så stille og fredfyldt, men for den unge hingst var det en helt anden opgave.
Tusindvis af indtryk skyllede ned over ham og blot at skille arterne ad for så at udpensle det yderligere var stadig sværere end lige forventet, men han havde dog formået at få fokus på de små kravl nogle ville kalde myrere. Han havde lært så meget som at de levede i små 'flokke', hvor dronningen var deres leder og den eneste der måtte avle. Arbejderne var delt ind i rang, nogen passer dronningens 'afkom' og andre vogter territoriumet, men Xenon ville have det yderligere udpenslet, for han vidste ikke hvor udførelig hans fader ønskede denne info.

Den brogede hingst med den tykke rødlige man kom gående langsomt mellem trænerne...Græsset var både grønnere og bedre i dette land og faktisk føltes alt bedre end før. Dog var hingsten sind plaget af forfærdelige psykopatiske mareridt hver nat. Hans isblå øjne hang træt ned sammen med hovedet, han tænkte ikke så meget over hvorfor drømmende var sådan som de var men mere hvorfor de blev ved med at plage ham.

Som han gik i sine egne plagede tanker opdagede han ikke den gylde hingst stå nær ved ham...

Xenocrates var dog lynhurtig til at opdage et fremmed selskab og han løftede da hovedet og vendte dette mod hingsten der var kommet ganske tæt på ham. Den gyldne hingst havde været så opslugt i sin opgave at han faktisk havde lukket alt andet ude, hvilket var en bedrift i sig selv. Han vippede utilfredst ørerne bagud og fnyste så en anelse. Han tøvede dog ikke et sekund med at hyle op på nogenlunde maskulin vis og trippe overenergisk over mod hingsten.

” Jamen goddag, goddag! ”

Udbrød han så og stoppede så op foran hingsten, inden han begyndte at trippe på stedet. Den unge hingst fandt aldrig ro, det var ganske enkelt umuligt for ham. Han kunne ikke forklare det, men det var som var han født med en raket i røven.

Hingsten som før gik i alt rolighed og i sine egne tanker, fór pludseligt op med hovedet og bakkede et par skridt, da der pludseligt stod en gylden hingst overfor ham. Hvad hans råben og trippen stod for vidste Vachell ikke, han virkede alt i alt meget hyperaktiv.

Vachell var selv en stor og ret tung hingst, som godt kunne føle sig krænket af små ungheste hoppende rundt omkring ham og lege fangelege...men denne hingst var noget andet. Vachell kunne næsten lugte at han var noget specielt og ikke bare en anden unghingst med krudt i røven.
Vachell rettede ryggen, skød bringen hingstet frem og så ned på ham "Goddag min herre!" udbrød han ligeså højt som den gyldne hingst af ren irritation. Et lille kækt og yderst falsk smil gled også ned over mulen på ham...

Xenon havde kort stoppet sin ustyrlige trippen og et kort sekund stået og nedstillet hingsten med sine krystalblå øjne. Det var helt åbenlyst, men Xenon ville afprøve noget. Han trak hovedet til sig og et slesk smil gled over mulen og han knejsede let i nakken med et overlegent fnys. Denne hingst brød sig bestemt ikke om situationen, det var tydeligt.

" Hvorfor det falske smil darling? De er jo tydeligvis ikke glad for at se mig. "

Klukkede han fornøjet og slog et svirp med halen. Inden han igen begyndte at trippe overenergisk omkring ham. Han sørgede dog for at holde sig lige nøjagtigt udenfor rækkevide. Han var trods alt blevet lidt klogere.

Vachell fik stor trang til at gå lige forbi næsen på denne hingst og forsætte i sin ensomme verden. Men som en hver og anden hingst lod det ham gå på at heste af samme køn spillede smarte...Vachell var trods alt også ældre end denne hingst? Hvem ved, måske bedre vidende?

Han rullede øjnene ved hans måde at tale på...ikke så høflig som mange andre nu talte i dette land. Men det var nu egenligt også fint nok, for at skulle tale høfligt hele tiden var også en ting der kunne gå ham på.
"Hør, hvem er du egentligt?" Spurgte han hingsten med en irriterende og grov stemme..

Vachell kiggede på hingsten, uden øjenkontakt, men gennemgik ham nærmest. En unghest var han tydelig vis. En med lidt for meget krudt måske?

//Out