I skovens dybte

Vachell vångede med et chock. Hingsten havde igen banket hans hove ind i hans hoved på træstammerne, taget over flokken og først dem til usikre steder, hvor hoppernes afkom ikke kunne overleve.
Drømmende blev værrer og mere realistiske for hver gang og han vågnede altid med et sæt og uden at vide om han var i drøm eller virkelighed.
Dog vidste han at han var landet i landet Andromeda, en hjælpsom sjæl havde taget ham til dette sted. Hvorfor vidste han nu ikke helt og han sind var forvirret.
Men på den anden side vidste han ikke at han havde sovet på samme sted i en uge nu uden at få vand eller mad og sulten begyndte at skærer i ham.

Han rejse sig langsomt op. Han ben rystede stadigt og forhovedet var dækkede med små klatter blod. Han brød sig ikke om synet og minderne det fik vækket frem i ham.
Han drog derefter videre i skoven for at finde føde og en sø han både kunne drikke og vaske blodet af sig af...

Ny var den sodrøde hoppe dog, selvom det ikke føltes sådan. Hun havde kun i få dage vandret, men af sind havde hun slugt hvert minut, som ti. Denne ø, Chibale, var en ø af træer; over alt og i alle typer. Dog var disse ikke som hendes fødeegn's, ligesom vandet ej var. En sjæl havde hun dog kun mødt; en gylden, som havets gyldne rav. Denne sjæl fandt hun venlig, og bedømte dette mystiske lands beboer ligeså.

Mosen fik hendes lyse hove til nat lyde som kattepoter; stille, tyste, så vægtløse. Faktisk var alle lyde så tyste; som havde fuglene mistet lysten til sang, dyrene forsvundet ned i deres bo eller hule. Alligevel var alt ikke tyst. Hvis man anstrengte sig var små lyde, som ikke normalt hørtes, til stede; lyde som tilhørte de små, insekter? lyde som var ligeså fantastiske at høre som en fugls højlydte sang.
Et bump afbrød denne idyl og de dunede ører inskærpede sig på denne tumult; Et stort dyr, eller ligenede, rejste sig.
Et øjeblik stod Noa som forstenet - hun var ikke så bange af sig, men denne verdens rovdyr var stadig hende ukendt.

Den farvede hingst kom gående med hængende hoved og hals og blikket fremad. Han undersøgte jorden med sine blå øjne og viste af nu mere sumpet der blev nu større chance for vand eller spiselige planter.
Skoven var mudret og gjorde hans hovskæg brunt, blandet med den røde farve fra forhovene, dog så det ud som om flere heste og dyr havde gået her for der var en del spor at føgle, men Vachell søgte kun vand nu.

Fredfyldt og i sin egne tanker gik han gennem skoven, snoede sig igennem træerne da pludseligt en rød hoppe kom gående.
Først fik han et chock som fik ham til at bakke et par hurtige skridt væk - for denne hoppe havde præcist samme farve som hingsten der prøvede at dræbe ham...

Pludselig trådte en broget hingst ind i hendes synfelt. Den røde hoppe blev så forskrækket at der gik en sitren gennem hendes elegante krop. Dog faldt hun til ro, men det hivende åndedræt afslørede stadig hendes oprigtige forskrækkelse. Nervøs overfor fremmede heste var hun ikke og begyndte hastigt at bedømme den fremmede med øjnene. En rød man, som hendes egen. En gråbroget krop, tydeligvis blak indover. Smukke blå øjne - som et isbjerg, ville nogen sige. Dog ikke den røde hoppe, da isbjergenes ynde ej havde udfoldes sig for hende. Hingsten var tydeligvis af tung race; noget hun ikke tit så i sit hjemland, hvor alle havde været mere eller mindre let bygget. Alligevel fandt hun ikke hovskægget eller den kraftige bygning frastødende - tværtimod.

Han faldt hurtigt til ro da hoppen ikke begyndte at angribe ham men hans åndedrag lød forpustet og han skulle lige få vejret igen før han løftede hovedet og så på hende. Hun havde samme farve som den ukendte hingst - hvilket havde forskrækket ham oveni, men hun havde en bred blis, nogle sokker og blå øjne ligesom ham selv. Hun var næsten ligeså høj som ham og slank af bygning faktisk en yndefuld hoppe set i hans øjne.

Han sank en klump "undskyld mig" sagde han indrømmende "Hvem er du?" Jeg prøvede at smile men hans isblå øjne kiggede alvorligt ind i hendes.

Så huskede sig selv på at hans hovskæg både var beskidt og havde blodklatter his og her på forhovene...Han vidste ikke helt hvad han skulle gøre for at mindske opmærksomheden på dem så han samlede sine forhove i en akavet stilling...

Hingsten virkede lige så forskrækket som hun... eller nærmere bange? Hans stemme bar også tydelige tegn heraf og svært var det for ham at lade ordene slippe. Hvis den røde hoppe havde haft øjenbryn havde hun løftet det ene spørgende. Hans øjne i hendes var som en tunnel af alvorlighed og hengemte tanker, trods grimassen, som nok skulle være et smil. Et øjeblik glemte hun at svare men sagde forsigtigt således;

"Jeg er Noami, men af sinde; Noa. Hvis man må spørge så direkte: hvem er de?"

Hingsten gjorde hende opmærksom på de blodige ben, ved en kluntet bevægelse.Og da kom hendes andet chok og en stigende uro sneg sig ind på hende.

Hoppens beroligende og venlige stemme fik ham til at få vejret igen og tage sig sammen, ved at rette ryggen og skyde bringen frem. Hun snakkede også meget høfligt - ikke noget han var særlig van til, men han vidste idet mindste hvordan man snakkede høfligt - sådan nogenlunde.
"Mit navn er Vachell" udtalte han stolt og med sine franske udtale af navnet, for han kunne ikke fordrage når folk ikke kunne udtale det ordenligt. "De kan kalde mig hvad de vil, men jeg foretrækker Val eller Chell" Han smilte venligt og prøvede at lyde så høflig som han nu kunne...

Han strakte halsen en my frem og snusede til hende, dog uden at hun skulle bemærke det. Dog kunne han mærke at denne hoppe var i brunts, hvilket jo var typisk nu hvor foråret var kommet og blomsterne sprang ud. Han sukkede på en glad og lidt trættende måde.

Hingsten var, og ville nok forblive, fremmedartet. En hest havde hun mødt før, i dette eventyrland, og denne havde ikke eget et hovskæg som hans. Ej var det af særlig skønhed, med mudder og blod, men hun kunne næsten forestille sig hvordan det ville bølge når ham tog et skridt. Blødt som silke, ville det være. En lyst til at snuse til det mærkværdige hovskæg fangede hende, men maner ejede man dog.
Hans stemme havde en mærkværdig klang, da han lod vinden tage sit navn.

"Vachell"

Hviskede hun lavt. Hendes udtale var ikke korrekt - kæmpe forskel var der en da. Hendes stemme var mere rullende end hans havde lydt.

"Ej er det et navn som før har strejfet min mule."

Hendes nysgerrighed angående denne hest og hans baggrund voksede. Som lagde den specielle udtalelse - og det forunderlige hovskæg - mere brænde på hendes nysgerrighed. Som hende selv, måtte han komme langvejs fra.

En følelse af irritation ramte Vachell, men han var nu ofte van til at andre ikke udtalte hans navn på samme måde som han selv gjorde. Trods alt ejede vi ikke alle samme stemme, toneleje eller accent.
Han lagde hovedet på skrå da han fremstod at have hørt hans navn før. "Hvad mener de?" Sagde han så og knibende øjende let sammen i forundring

Han lod også mærke til at hun så på hans blodige og nu også meget beskidte hovskæg. Man kunne også se spor af kamp andre steder på hans krop. Han havde blå mærker på halsen, hvor hingsten havde prøvet at bide struben over på ham, blå mærker hist og her og højre næsebor var stadigt blodigt men dryppede ej længere...
Han var forberedt at blive spurgt ind til hvad der var sket, men om han ville fortælle det hele til en endnu så ukendt hoppe vidste han ikke helt.

Hans hoved blev lagt på skrå med nogle øjne der udviste forundring, dog var det svært for hende og se om mistænksomhed kunne være gemt.

"Jeg mener blot at deres navn har jeg aldrig hørt. Deres navn var ikke et der var udbredt over sletterene så frygteligt borte."

En føelse af hjemve ramte hende - dog hastigt skubbet tilside igen. Som kunne hendes øjne ikke se sig fuld af denne hingst's forunderlig heder; farve, bygning, hovskæg, toneleje og de gustne sår.

Vachell udslap en latter "Åh undskyld, jeg må have misforstået dig" lo han med en dyb latter og smilte...
Der var en akavet stilhed mellem dem et øjeblik og Vachell havde igen problemer med sin øjenkontakt og ikke mindst duften af brunst fik ham til at miste koncentrationen op til flere gange.

Pludseligt afbrød han stilheden..."Sletterne siger de? Hvor kommer de egenligt fra?" Han stillede ofte dette spørgsmål. Ej anede han hvor dette land lå i verden; om det overhovedet lå på jorden og tilhørte virkeligheden var også et stort spørgsmål...Mon der overhovedet fandtes svar på disse?

Hans latter kom lidt bagpå hende; hun syntes ikke selv det var til at misforstå. Hun lagde hovedet på skrå og betragtede han. Stilheden lå over dem i et stykke tid. De blå øjne søgte hele tiden hans, der dog havde svært ved at fokusere. Et smil lagde sig på hende læber - måske hendes ord ej havde været så lette som hun selv tænkte.
Han virkede til at især være uopmærksom pågrund af hende duft - brunsten. Hun overvejede om det ville være en god ide, hvis hun fik et føl med en hingst hun ikke rigtigt kendte ville hun ikke så godt kunne skuffe ham hvis det døde..

Han talte igen - og nu spurgte han ind til hendes fortid. Hun tænkte tilbage, til solens bagende hede der ramte de iltre bølger, vinden der legede med de røde lokker, jorden der lå stødt under hendes fine hove.

"Jeg kommer fra et fantastisk sted, hvor livet afprøver dig, men også kan give sine glæder. Timer, dage eller måske år væk? Jeg
ved det ikke.."

Ved ordet glæder sank hendes stemme og blev mere trist.. Men det varede ikke længe før den igen var oppe i sit almindelige leje.

Den brogedes hingst ører vendte sig mod hoppen og han fokuserede så godt han kunne få hendes ansigt. Han var en god lytter og mange heste fandt dette virkelig betydeligt for det venskab de havde med ham...For han lyttede altid til hvad de andre havde og sige, om det så var noget han fandt interesse i eller ej...
Og ligeså lyttede han til hoppens ord...
Han lyttede også til tristheden der pludseligt kom i hendes stemme og ansigt.

Nok var fortiden et svært emne at tale om i dette land - også for ham selv - men nysgerrig var han jo... Og hvem kunne vide om fortiden hjemsøgte hver og én af hestene her i Andromeda? Var alle hestene havnet her, på grund af deres fortid?
Måske var han ikke så anderledes som han troede...

"Det er okay vis du ikke ville snakke om det" sagde han roligt og i et lavt toneleje. "Min egen fortid har nu ikke selv været fantastisk" Han øjne gemte på noget, men kun de færreste ville finde ud af hvad han egenligt gemte bag dem...

De isblå øjne gled over den knap så fremmede, men ej alligevel helt bekendte. Hun ville ikke snakke om det men ønskede heller ikke al for meget af hans medlidenhed. I tankerne sammensatte hun en sætning der nok ikke ville give mening, men hun var ikke sikker på hvordan hun ellers skulle forklare.

"Som de siger ønsker jeg ikke at snakke om det. Ej fordi de ikke må høre denne. Min fortid er svær for mig at se i øjnene, og jeg bærer et ønske om at gemme denne væk for en stund, blot til denne er på tilstrækkelig afstand. Dog ønsker jeg ej de skal se denne baggrund som værende forfærdelig. "

Hun holdte en pause og lyttede til hans ord om hans baggrund

"Ja som de selv siger, har de også lidt tab i tidligere liv og deres kender jeg ej heller. Jeg forstår hvis de ikke ønsker at fortælle denne. Men hvis de ønsker det vil jeg glædelig hører. Dog, hvis ikke de har et behov for at ytre dem, vil jeg bede dem om at lade være med at fortælle mig denne."

Endnu en pause. Det meste hun sagde var vel vrøvl - men vrøvl krævede også pauser

"For jeg ønsker helst at se dem som den hest de er nu. Vi er alle kommet til Andromeda for at glemme og dette kan ej gøres hvis alle kender den fortid, der somsagt skal glemmes."

Hun lagde hovedet på skrå og så ham direkte i øjnene.

"Dog vil jeg lytte til dem og ej vende mig væk, hvis de ønsker dette"

Vachell smilte. Hun ville ej presse ham, men stadig gerne ville lytte vis han havde brug for det. Faktisk præcist som ham selv..."Det er helt okay." nikkede han og slog hendes ukendte fortid bag i tankerne "Vi gemmer alle på noget der ikke burde fortælles, eller kan være svære at fortælle."

Han så væk, og gik nogle skridt til siden for at bevæge sine ben lidt. Han havde sovet i lang tid og havde nu for en gangs skyld energi i kroppen.

"Vedrørende min egen fortid...den burde ikke holdes hemmelig. Men jeg skammer mig over den og ville helst ikke have at andre ser på mig som den måde jeg nu selv kan se mig som." Han lød lidt som om han ikke kunne finde rundt i hvad han selv sagde, trods alt hans stemme var rolig.

"Men jeg levede nu meget vel som leder af en lille flok." Han smilte ved tanken men smilet blegede nu også hvor han tænkte at han aldrig vil få dem at se igen. "Men nogen skal altid blande sig og rode sig ind i ens hemmeligheder..." der var en kort pause hvor han fik øjenkontakt med hoppen "...det endte dog med at en mistede livet."
Han mistede øjenkontakten og mærkede kuldegysninger krible op af ryggen på ham. Han undlod at fortælle hvem der havde mistet livet og hvem der dræbte...selvom hun nok selv kunne regne ud at han var indblandet i problemet når hans ben var dækket af blod...